L 273
Forslag til lov om orlov.
Af arbejdsministeren (Jytte Andersen).
Lov nr 435 af 30. juni 1993
Beh sammen med L 272 og L 274.
Ordførere: (1.beh) Bakholt (S), Per Stig Møller (KF),
Helge Sander (V), Lilli Gyldenkilde (SF), Poul Nødgaard
(FP), Svend Aage Jensen (CD), Jørgen Estrup (RV) og
Glønborg (KRF).
Efter 1.beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).
Efter 2.beh henvist til fornyet beh i
Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).
Resume:
Loven giver mulighed for 3 typer orlov i op til et år.
1. Uddannelsesorlov. Ordningen kan benyttes af personer
over 25 år, der er medlem af en a-kasse, og som inden for
de sidste 5 år har haft arbejde i mindst 3 år. Orloven skal
aftales med arbejdsgiveren. Ledige og selvstændige
erhvervsdrivende kan også få orlov. Orlovsydelsen svarer
til højeste dagpengesats, dog nedsættes satsen fra 1. april
1995 til 80 pct. af højeste dagpengesats. Ordningen udløber
med udgangen af 1996.
2. Orlov til sabbat. Betingelserne for denne form for
orlov svarer til dem, der gælder for uddannelsesorlov, dog
skal arbejdsgiveren ansætte en ledig i orlovsperioden.
Ydelsen udgør 80 pct. af højeste dagpengesats. Aftalen skal
være godkendt inden den 1. januar 1995, og den udløber med
udgangen af 1995.
3. Orlov til børnepasning. Forældre, der enten er
beskæftigede lønmodtagere, selvstændige, forsikrede ledige
eller kontanthjælpsmodtagere, kan få orlov til at passe
børn på 0-8 år i en periode på 13-52 uger. Beskæftigede
lønmodtagere får ret til 26 ugers orlov med mulighed for en
forlængelse på yderligere 26 uger. En lønmodtager må ikke
afskediges på grund af orloven. Det er arbejdsgiveren, der
har bevisbyrden for, at en eventuel fyring ikke skyldes
lønmodtagerens ønske om orlov.
Hvis barnet er mellem 0 og 2 år, må offentligt dagtilbud
ikke anvendes. Hvis barnet er mellem 3 og 8 år, kan dog
benyttes halvdagsplads. Ydelsen udgør 80 pct. af højeste
dagpengesats. Ordningen udløber med udgangen af 1996.
Baggrund:
Lovforslaget var en del af den såkaldte
arbejdsmarkedsreform, se også L 272, L 274 og L 275.
Afstemning:
Lovforslaget vedtaget med 60 stemmer (S, CD, RV og KRF)
mod 50 (KF, V og FP); 9 (SF) stemte hverken for eller imod.