B 29
Forslag til folketingsbeslutning om fremme af
medarbejdereje i dansk erhvervsliv.
Af Kjeld Rahbæk Møller (SF), Tommy Dinesen (SF), Steen
Gade (SF) og Jørn Jespersen (SF).
Vedrørende Erhvervsministeriet.
![](/system/krumme/fremad.gif) |
Fremsat skr 24/11 94 FF 1006
|
![](/system/krumme/fremad.gif) |
Forsl som fremsat Till.A 886
|
![](/system/krumme/fremad.gif) |
1.beh 10/1 95 FF 1964
|
![](/system/krumme/fremad.gif) |
Dokument
|
Ordførere: (1.beh) Per Kaalund (S), Svend Erik Hovmand
(V), Kai Dige Bach (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Kirsten
Jacobsen (FP), Bjørn Elmquist (RV) og Frank Aaen (EL).
Efter 1.beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).
Resume:
Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:
»Folketinget opfordrer regeringen til snarest at
fremsætte lovforslag til fremme af medarbejdereje i dansk
erhvervsliv.
Lovforslaget skal indrettes således, at der i såvel
eksisterende som nye virksomheder skabes mulighed for at
etablere reelt medeje af virksomhederne efter følgende
retningslinjer:
1. Loven skal definere virksomheder med medarbejdereje
eller medarbejderejeandel som:
a. Virksomheder, hvor der er oprettet en medarbejderfond,
hvor fondens midler fortrinsvis investeres i virksomheden.
b. Medarbejderfonden kan bestå af individuelle
kapitalindskud (som skal kunne hæves ved pension) og en
kollektiv del, der i princippet indestår i virksomheden i
al fremtid.
c. Hvor den kollektive del af den samlede kapital i
medarbejderfonden er mindst 50 pct.
d. Hvor fondens overskud tilgår fonden.
e. Hvor indflydelsen i medarbejderfonden for den
individuelle kapitalandel kan være i forhold til
indskyderkapital eller efter andelsprincippet. Medens
indflydelse på den kollektive del skal være efter
andelsprincippet. Fordelingen af indflydelsen mellem den
individuelle del og den kollektive del skal være i forhold
til indskuddet.
f. Hvor ansatte, der har været i virksomheden i mindst 1
år, har adgang til at købe andele i medarbejderfonden.
g. Hvor adgang til indflydelse på medarbejderfonden er
sikret, når en medarbejder har indbetalt eller lavet
opsparingsaftale for et indskud, som maksimalt svarer til 1
månedsløn for en fuldtidsansat i den type stilling. Adgang
til indflydelse på den kollektive del af medarbejderfonden
skal dog kunne gøres afhængig af, at man ikke er fratrådt
og har fået ansættelse i en anden virksomhed.
h. Hvor medarbejderfondens indflydelse på virksomheden
mindst er i forhold til indskudt kapital, og hvor
medarbejderfonden uanset indskuddets størrelse er
garanteret en plads i virksomhedens bestyrelse.
2. Loven skal sikre, at medarbejdereje kan etableres
trinvis, idet der med henblik på de tilfælde, hvor
medarbejderne starter som mindretalsejere, etableres en
særlig mindretalsbeskyttelse med bl.a. et halvt års varsel
og forkøbsret, hvis flertalsejeren ønsker at sælge eller
fusionere virksomheden. Der skal desuden sikres
medarbejderfonden en forkøbsret ved aktieemission eller ved
handel med andele eller anparter uden om fondsbørsen.
3. I forhold til de individuelle indskud i
medarbejderfonden skal loven sikre:
a. At de individuelle indskud i medarbejderfonden kan hæves
ved pensionering. Desuden skal de kunne hæves og indskydes
som medarbejderkapital i en anden virksomhed eller
indskydes i en pensionsopsparing i tilfælde, hvor
medarbejderen afskediges.
b. At medarbejderfonden, når en medarbejder fratræder
frivilligt uden at gå på pension, kan beslutte, om fonden
ønsker at købe den fratrådte medarbejders individuelle
indskud ud af fonden, eller ønsker, at de fortsat skal
indestå i fonden. Udbetales medarbejderens indestående,
skal midlerne indgå i ny medarbejderkapital eller i en
pensionsopsparing.
4. Loven skal sikre, at der etableres mulighed for støttet
uvildig rådgivning for medarbejdergrupper, som ønsker at
indgå i hel eller delvis medarbejderovertagelse af
virksomheder.
Rådgivningen skal omfatte:
a. Juridiske og organisatoriske forhold.
b. Regnskabsmæssige forhold.
5. Loven skal sikre en gunstig ramme for finansiering af
hel eller delvis medarbejderovertagelse ved:
a. Gunstige lånevilkår for individuelle kapitalindskud med
50 pct. kaution fra staten.
b. Gunstige lånevilkår for indskud i den kollektive del af
medarbejderfond med 50 pct. kaution fra staten.
c. At indskud fra virksomheden på de individuelle
kapitalkonti efter fastsatte principper skal være skattefri
efter reglerne for pensionsopsparing.
d. At indskud fra virksomheden i den kollektive del af
medarbejderfonden skal være skattefri.
e. Mulighed for løbende skattefri opsparing (tilsvarende
begunstiget pensionsopsparing) på indtil 15 pct. af
bruttolønnen i 5 år. Derefter maks. 5 pct., medmindre der
for de resterende 10 pct. indgås en risikospredningsaftale
gennem en kollektiv pensionskasse.
f. At arve-, gave- og avancebeskatning kan indefryses i den
kollektive del af medarbejderfonden ved salg af en
virksomhed til medarbejdereje, hvor mere end 50 pct. af
medarbejderne indgår i medarbejderejet. Det skal kunne ske
både ved helt og delvist salg.
6. Loven skal fastsætte principper for anvendelse og
beskatning af den kollektive del af medarbejderfonden, hvis
virksomheden lukker eller sælges.
7. Medarbejderfondens midler skal bl.a. kunne indgå i en
låne- og finansieringsfond for medarbejderfonde.«
Baggrund:
Ifølge beslutningsforslagets bemærkninger havde de
økonomiske kræfter bevirket, at der var sket en stadig
koncentration af ejendomsretten til produktionsmidlerne
både nationalt og internationalt. Derved var der sket en
udtynding af enkeltmandsejede virksomheder og en
koncentration af magten i de traditionelt bredt folkeligt
ejede virksomheder.