B 108
Forslag til folketingsbeslutning om ændring af
forretningsorden for Folketinget.
Af Erling Olsen (S), Ivar Hansen (V), Henning Grove (KF),
Margrete Auken (SF) og Elisabeth Arnold (RV).
Vedrørende Folketinget.
Ordførere: (1.beh) Pia Gjellerup (S), Birthe Rønn
Hornbech (V), Henning Grove (KF), Margrete Auken (SF),
Jørgen Estrup (RV), Kirsten Jacobsen (FP), Jette Gottlieb
(EL), Arne Melchior (CD) og Kristian Thulesen Dahl (DF).
Efter 1.beh henvist til Udvalget for Forretningsordenen
(UFO).
Resume:
Ved beslutningsforslaget gennemføres forskellige ændringer
af Folketingets forretningsorden.
Der er ikke i grundloven fastsat nogen frist for, hvornår
forslag, der ønskes gennemført det pågældende folketingsår,
skal være fremsat. De sidste 30 år har en frist dog været
aftalt mellem Folketingets formand, formændene for
partigrupperne og statsministeren. Fristen har normalt
været fastsat til medio januar. Nu fastsættes fristen - som
en hensigtserklæring - til 1. april.
Udvalget for Forretningsordenen forudsætter imidlertid
fortsat, at halvdelen af regeringsforslagene fremsættes i
oktober og første halvdel af november.
Udvalget opfordrer desuden statsministeren til i
begyndelsen af december, februar, marts og april at
fremsende en redegørelse til Udvalget for
Forretningsordenen om status for afviklingen af regeringens
lovprogram.
Hvis forslag fremsættes efter den 1. april, skal der i
fremsættelsestalen anføres en begrundelse for det sene
tidspunkt og en tilkendegivelse af, om forslaget ønskes
gennemført inden sommeren. Der indføres endvidere en
bestemmelse om, at 17 medlemmer kan kræve afstemning om,
hvorvidt 1. behandling af et forslag, der er fremsat efter
1. april, kan finde sted.
Ønsket om en større udjævning af arbejdsstoffet er
endvidere i betænkningen fulgt op af en henstilling til
udvalgene om en bedre tilrettelæggelse af
udvalgsbehandlingen.
Ved debatterne i Folketingssalen kan medlemmerne få ordet
for såkaldte »korte bemærkninger« for at kommentere den
tidligere ordførers indlæg. Taletiden for sådanne korte
bemærkninger nedsættes fra 2 minutter til 1 minut for
medlemmer og fra 10 minutter til 2 minutter for ministre.
Der indføres en ny spørgetime med mulighed for
medlemmerne for at stille spørgsmål mundtligt direkte til
en minister og få svar umiddelbart efter. Spørgetimen skal
normalt finde sted kl. 13 om onsdagen forud for den
ordinære spørgetid. Statsministeren skal normalt senest
mandag kl. 12 oplyse, hvilke ministre der deltager i
spørgetimen. Man regner med en eller to ministre pr. uge og
en udvælgelse, hvor der tages hensyn til de sagsområder,
der aktuelt drøftes i offentligheden, således at ordningen
også kan medvirke til nedbringelse af antallet af de
sædvanlige § 20-spørgsmål og samrådsspørgsmål i udvalgene.
Der åbnes mulighed for, at udvalgene kan indlede
folketingsåret med at afholde offentlige temadebatter om
politiske hovedemner inden for udvalgets sagsområde. Det er
tanken, at de udvalg, der finder en sådan debatform
velegnet, inviterer den relevante minister til at deltage i
et offentligt møde.
Taletiden og svartiden under forespørgselsdebatter
nedsættes som udgangspunkt til det halve. Herudover ændres
benævnelsen »forslag om motiveret dagsorden« til
»folketingsvedtagelse«.
Der blev i 1996 indført adgang for Europaudvalget til at
foranledige en debat i Folketingssalen om
kommissionsforslag på grundlag af en kort redegørelse fra
regeringen. Behandlingen afsluttes uden afstemning, men med
en henvisning til Europaudvalget, hvor forslaget derefter
undergives sædvanlig behandling.
Bestemmelsen er nu gjort generel, så alle udvalg og
delegationer til interparlamentariske forsamlinger, f.eks.
Dansk Interparlamentarisk Gruppe, kan foranledige en debat
i salen. Debatten kan finde sted på grundlag af en
redegørelse fra en minister, og den kan erstattes af eller
suppleres med materiale, der udarbejdes af udvalget.
Baggrund:
Forslaget blev fremsat af Præsidiets medlemmer efter
længere tids drøftelser og til åben debat.
Forretningsordensbestemmelserne om fristen for
fremsættelse af forslag og om uforberedt spørgetime blev
gennemført som ændringsforslag fra oppositionspartierne mod
regeringspartiernes ønske.
Afstemning:
Beslutningsforslaget vedtaget enstemmigt med 120 stemmer.