L 228
Forslag til lov om retssikkerhed og administration på det
sociale område.
Af socialministeren (Karen Jespersen).
Lov nr 453 af 10. juni 1997
Beh sammen med L 229, L 230 og L 231.
Ordførere: (1.beh) Jørn Pedersen (S), Erik Larsen (V),
Karen Højte Jensen (KF), Villy Søvndal (SF), Bjørn Elmquist
(RV), Tom Behnke (FP), Bruno Jerup (EL), Sonja Albrink (CD)
og Pia Kjærsgaard (DF).
Efter 1.beh henvist til Socialudvalget (SOU).
Efter 2.beh henvist til fornyet beh i Socialudvalget
(SOU).
Resume:
Lovens formål er at samle grundlæggende regler og
principper for retssikkerhed og administration på det
sociale område.
Kapitel 2 handler om, at borgerne skal have indflydelse
og mulighed for aktivt at medvirke, når kommunerne og
amtskommunerne behandler deres sag.
Reglerne om, hvilken kommune der har pligt til at hjælpe
og om borgernes oplysningspligt over for kommunen, findes i
kapitel 3.
De kommunale og amtskommunale opgaver er samlet i
kapitlerne 4 og 5. Disse kapitler giver også en oversigt
over de råd og udvalg, der skal være under kommunen og
amtskommunen. Kommunerne får pligt til enten selv eller i
samarbejde med andre kommuner at have et
koordinationsudvalg for den forebyggende
arbejdsmarkedsindsats.
Kapitlerne 7-10 samler reglerne om borgernes mulighed for
at klage over afgørelser.
Kapitel 11 fastsætter regler om koordinering af praksis.
Baggrund:
Sammen med L 229, L 230 og L 231 var lovforslaget et led
i revisionen af bistandsloven.
Under udvalgsarbejdet blev der stillet et ændringsforslag
af socialministeren, hvorefter klagerådenes kompetence
omfatter afgørelser om hjemmehjælp til personer over 67 år,
mens afgørelser om hjemmehjælp til personer under 67 år kan
indbringes for det sociale nævn.
Afstemning:
Lovforslaget vedtaget med 105 stemmer (S, V, KF, SF, RV,
EL og CD) mod 5 (FP og DF); 1 (Tove Fergo (V)) stemte
hverken for eller imod.