Skriftlig redegørelse

(Redegørelsen er optrykt i den ordlyd, hvori den er modtaget).

Redegørelse af 20/11 97 om det repræsentative demokrati i uddannelsessystemet. (Redegørelse nr. R 5).

Undervisningsministeren (Ole Vig Jensen):
Denne redegørelse vedrører primært opbygning og omfang af det repræsentative demokrati på uddannelsesområdet. Redegørelsen er opbygget med et indledende afsnit om behovet for elev- og studenterdemokrati, en efterfølgende beskrivelse af det repræsentative demokratis udvikling i uddannelsessektoren og en afsluttende forslagsdel til styrkelse af elev- og studenterdemokratiet.

 1. Behovet for et demokratisk opbygget uddannelsessystem

Demokratiet som styreform er skrøbeligt. En demokratisk styreform skal til stadighed villes - ikke bare af politikerne, men af hele befolkningen. Demokratibegrebet og dets indhold må derfor løbende diskuteres og udvikles i takt med ændringer i samfundet i øvrigt, hvilket vi da også har gjort i Danmark siden den første spæde indførelse af den demokratiske styreform med junigrundloven af 1849. Videreudviklingen af demokratiet siden da synes selvfølgelig
- demokratiopfattelsen fra 1849 er i dag hverken acceptabel eller tilstrækkelig. Grundloven fra 1953 er den formelle ramme om demokratiet
i dag; inden for 1953-grundlovens rammer har det danske samfund fortsat udviklet demokratiet. Grundloven betragter vi således som bestemmelser om befolkningens demokratiske rettigheder. Grundloven sikrer rammerne om folkestyret. Den stadige debat om og udvikling af demokratibegrebet er omdrejningspunktet for bevarelse af et reelt folkestyre. Det er i dagligdagen, demokratiet skal virke og udfolde sig, og det kræver andet og mere end de grundlovssikrede rettigheder. Erfaringerne op gennem dette århundrede og ikke mindst fra demokratiske styrer i Europa har vist og viser fortsat, hvor nødvendigt det er, at befolkningen til stadighed er sig bevidst, hvad det vil sige at leve i et demokrati, og hvad det på den anden side kan indebære, hvis demokratiet går i stå, indskrænkes eller helt ophører. Det er en udfordring for folkestyret i dag, at det politiske engagement er ændret fra traditionel deltagelse i fællesskabets anliggender i de almindelige demokratiske organisationer til øget engagement i det nære og i enkeltsager. Det stiller nye krav til det politiske system og til udvikling af vor demokratiske kultur. Her kan uddannelsessystemet og dets mangfoldighed af institutioner være med til at sikre den almindelige forståelse for demokratiets virkemåde, herunder ikke mindst, at elever og studerende er sig deres demokratiske ansvar bevidst. Unges engagement i demokratiet indtager også en fremtrædende plads i den ungdomspolitik, som regeringen fremlagde i eftersommeren 1997. Det hedder her: "At give unge medindflydelse på og medansvar for anliggender, der vedrører dem, er en måde, hvorpå unge gøres fortrolige med demokratiske værdier. Hvis unge er vokset op og har uddannet sig, hvor demokrati og medbestemmelse er en del af dagligdagen, er der også gode muligheder for, at de tager denne livsform med sig videre i tilværelsen." Redegørelsen er et led i opfølgningen på regeringens ungdomspolitik. Inddragelse af uddannelsessystemet og institutionerne i en fortroliggørelse af unge med de demokratiske værdier er nærliggende, allerede fordi børn og unge tilbringer en stor del af dagligdagen i uddannelsessystemet.
     I den forbindelse kan den debat om demokrati i uddannelserne, der nu føres i mange lande, herunder i en række sammenhænge i Danmark, ses som udtryk for, at det nu er påkrævet at minde om og videreudvikle uddannelsessystemets rolle som en væsentlig bærer af den demokratiske kultur. Debatten skal ses i lyset af, at de uddannelsessøgende gennem øget medindflydelse og dermed øget ansvar vil kunne bidrage til en kvalificering af morgendagens demokratiske samfund. En væsentlig forudsætning for det danske folkestyre - den folkelige oplysningstradition - er ikke omfattet af denne redegørelse. At folkeoplysningen er folkestyrets muld er en gammel påstand. Det danske folkestyre er gennem århundreder vokset ud af det brogede danske foreningsliv, herunder andelsbevægelsen og lokale vælgerforeninger. Nogle vil hævde, at det kun er af historisk interesse. Men Danmark er stadig et foreningsland, hvor nye foreninger, netværk og folkelige initiativer forsat vokser frem. Et folkestyre kan ikke overleve i længden uden folkelig deltagelse og debat. Derfor skal vi værne og støtte op om de mødesteder - både de gamle traditionelle former, som vi kender så godt, og de nye, ukendte og måske mere eksperimenterende måder - hvor den folkelige oplysning, den folkelige debat, og dermed vores folkestyre finder sted. Men også det øvrige uddannelsessystem er en bærende forudsætning for sikring af den demokratiske livsform. Selv om meget er sket siden slutningen af 1960'erne, er det foregået i forskelligt omfang på de enkelte uddannelsesområder. Etablering af formelle demokratiske rammer for uddannelserne er i sig selv ikke tilstrækkeligt - demokratisk udvikling af uddannelserne indebærer herudover en øget åbenhed over for og øget integration med det omkringliggende samfund. Mange institutioner samarbejder med erhvervslivet om indhold og tilrettelæggelse af uddannelserne for at kunne imødekomme erhvervslivets behov. Et lignende samarbejde er ikke utænkeligt med fx lokale politiske organisationer. Uddannelsesområdet må bidrage til en viderebringelse af forståelsen for demokratiet. Siden sidst i 1960'erne er der gradvist sket lovregulering af medbestemmelse og demokrati på de fleste uddannelsesområder. Der er dog ikke lovgivet om overordnede strategier for demokratiets opbygning og udvikling for uddannelsessystemet som sådan, hvilket formentlig blandt andet kan tilskrives den mangfoldighed, som historisk har præget og stadig præger det danske uddannelsessystem. Demokrati i det danske uddannelsessystem er kommet til at spille ind på tre forskellige områder:

 1. Undervisning i demokratiets virkemåde
I folkeskolen og ungdomsuddannelserne er der en række fag, der i læse-/studieplanerne indeholder beskrivelser af folkestyrets virkemåde og borgernes demokratiske rettigheder og pligter.

 2. Demokrati i den konkrete undervisningssituation Den danske børneskole - folkeskolen og frie grundskoler - rummer internationalt set en meget høj procentdel af børnene på hvert alderstrin med klassesammensætninger på tværs af fx sociale og etniske baggrunde. Rummelighed og ligeværd er markante kendetegn ved det danske uddannelsessystem. Folkeskoleloven fastsætter, at lærere og elever på hvert klassetrin og i hvert fag løbende skal samarbejde dels om fastlæggelse af de mål, der søges opfyldt, dels i videst muligt omfang om arbejdsformer, metoder og stofvalg. Fra første færd i uddannelsessystemet lægges der op til, at eleverne har et medansvar for egen læring.

 3. Indflydelse på institutionernes og uddannelsernes hverdag - det repræsentative demokrati Danmark er blandt foregangslandene, hvad angår elev- og studenterindflydelse på skolens/uddannelsesinstitutionens hverdag og på den overordnede rådgivning om uddannelsespolitiske spørgsmål. Danmark har lang tradition for lovfæstet medinddragelse af elever og studerende i hverdagen på uddannelsesstedet. Uddannelsessystemet har således på mange måder været banebrydende for den generelle udvikling i den offentlige sektor. Brugerindflydelse eller kundekontakt har været kodeord for mange omstillingsprocesser og omdefineringer af myndigheders og institutioners rolle og omverdensforståelse. De tre områder må ses i sammenhæng: For at undervisning
i demokrati og folkestyre kan give mening, må elever og studerende opleve indflydelse på og ansvar for egen hverdag i klassen, på institutionen og i uddannelsessystemet som sådan. Elev- og studenterdemokrati drejer sig ikke om at fratage andre parter indflydelse, men en udvikling af elev- og studenterdemokratiet vil i høj grad kunne bidrage kvalitativt til uddannelsessystemets udvikling. Demokrati som begreb er i denne redegørelse anvendt, som det fremgår af det afsluttende afsnit om forslag til grundregler om det repræsentative demokrati i uddannelsessystemet.

 2. Det repræsentative demokrati - status og historik

Elevernes og de studerendes formelle indflydelse på skole- og institutionsniveau fremgår af reglerne for de enkelte uddannelsesområder. Udformingen af elev- og studenterdemokratiet afhænger af de specifikke forhold og traditioner for styring på de enkelte uddannelsesområder, af tidspunktet for reglernes tilblivelse og af uddannelsesinstitutionens organisationsform, dvs. hvorvidt der er tale om offentlige institutioner eller private, selvejende institutioner.
     Uanset forskelle i organisationsform og styringstraditioner er der dog en række fælles træk i institutionernes beslutningsstruktur og kompetencefordeling. Uddannelsesinstitutionernes styring sker i et samspil mellem
-   bestyrelsen, hvor elever/studerende ofte har sæde
-   den daglige ledelse (skoleleder/direktør/rektor el.lign.) og
-   de rådgivende organer, herunder elevråd/studerendes råd Der gælder dog særlige forhold på universitetslovsinstitutionerne og ingeniørhøjskolerne, der har en helt anderledes ledelsesstruktur. Det skyldes primært, at der er en lang og stærk tradition for kollegial ledelse. Udviklingen mod den nuværende struktur tog sit afsæt i styrelsesreformerne i 1980'erne. Her blev kompetencen styrket for uddannelsesinstitutionernes daglige ledelse. Lederen fik tillagt afgørende indflydelse på uddannelsesinstitutionens daglige drift, der dog stadig skal ske med respekt for de overordnede rammer, der er fastsat af bestyrelsen og/eller kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet. På et enkelt område, universitetslovsinstitutionerne, bevarede man de kollegiale organer, dog med nye overordnede opgaver. Denne styrelsesstruktur med bestyrelsen som det øverste organ blev yderligere styrket op gennem 1990'erne med styrkelse af de eksisterende bestyrelser og oprettelse af bestyrelser på flere uddannelsesområder. Der var ikke længere tiltro til, at detailbeslutninger på det politiske plan eller
i centraladministrationen giver den bedste styring. Lokale behov og muligheder, brugernes frie valg, selvregulerende mekanismer og de ansattes engagement i deres egen institutions trivsel skal spille en større rolle i styringen. Repræsentationerne i bestyrelserne afspejler de interesser, der er knyttet til den enkelte institutions virke, og bestyrelserne er som følge deraf meget forskelligt sammensat. Det samme gør sig gældende, når der ses på omfanget og karakteren af elevers og studerendes medlemskab af bestyrelserne. Elever og studerende har i en årrække været repræsenterede i bestyrelserne på fx folkeskoler, erhvervsskoler, gymnasier/hf-kurser og ingeniørhøjskoler. Senest er også de lærerstuderende sikret medlemskab af bestyrelsen på seminarierne. Elevrepræsentanter på erhvervsskoler har dog ikke stemmeret. Forklaringen skal her søges i det særlige ansvar, der knytter sig til bestyrelseshvervet på en selvejende institution. Inden for de rammer, bestyrelsen fastlægger, varetages den daglige ledelse af institutionens leder, som træffer de administrative og pædagogiske beslutninger, herunder bl.a. afgørelser om arbejdets fordeling blandt lærerne samt konkrete afgørelser vedrørende de enkelte elever og studerende. Det må opfattes som et vigtigt succeskriterium for institutionsledere på alle uddannelsessteder, at interessenterne - herunder ikke mindst elever og studerende - føler, at ledelsen lytter og tager forslag og gode ideer alvorligt. Til at bistå og rådgive den daglige ledelse er der som omtalt oprettet rådgivende organer, hvis oprettelse og kompetenceområde er sikret og beskrevet i lov eller bekendtgørelse. Der eksisterer dog i praksis inden for mange uddannelsesområder også uformelle organer og ad hoc-udvalg med forberedende/rådgivende funktioner, dvs. hvor oprettelsen alene er sket på institutionens eget initiativ, og hvor organet er tillagt en kompetence, der ligger uden for de formelle organers kompetenceområde. De formelle organer er ofte tillagt en bred kompetence, eksempelvis pædagogisk råd på folkeskoleområdet, men formelle rådgivende organer kan også have en mere specifik kompetence som eksempelvis et sikkerhedsudvalg, oprettet i medfør af de arbejdsretlige regler. Særligt for så vidt elevers og studerendes repræsention
i sikkerhedsudvalg, satte regeringen allerede i 1995 fokus på de sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold i undervisningen. På baggrund af anbefalinger fra et tværministerielt udvalg - der havde haft til opgave at kortlægge dette område - er der på de enkelte uddannelsesområder iværksat initiativer, der skal fremme de sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold for elever og studerende. Såvel ungdomsuddannelser som de videregående uddannelser er i denne forbindelse blevet opfordret til at inddrage elever og studerende i skolernes sikkerhedsorganisation. Således har elever og studerende nu fået observatørstatus i flere uddannelsesinstitutioners sikkerhedsudvalg. På folkeskoleområdet er elevernes inddragelse blevet særlig sikret, idet det af folkeskoleloven fremgår, at skolelederen skal inddrage eleverne i sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål. Et særligt kendetegn er det imidlertid, at elev-/studenterrådenes funktion og kompetence sjældent er udtømmende beskrevet i de respektive regelsæt. En undtagelse er elevrådene på erhvervsskolerne, hvor det fremgår af bekendtgørelsen herom, at elevrådene skal varetage elevernes undervisningsmæssige, faglige, kulturelle, personlige og økonomiske interesser og kan afgive indstillinger om disse forhold. Inden for folkeskoleområdet er det præciseret, at elevrådet skal inddrages i spørgsmål om elevernes sikkerhed og sundhed. Tilsvarende er det et særligt kendetegn, at der ikke er fastsat procedureregler i det eksisterende regelsæt, som sikrer elever/studerendes medinddragelse i verserende sager eller i øvrigt sikrer, at ledelsen indhenter eller afventer elevrådets indstilling, før en endelig beslutning træffes. For universitetslovsinstitutionernes vedkommende forholder det sig anderledes, idet beslutningsstrukturerne på de enkelte niveauer giver studerende mulighed for indvalg i råd og nævn med selvstændig kompetence. Dertil kommer, at studerende er stemmeberettigede ved valg af rektor og dekan. Som på institutionsniveau har det repræsentative demokrati også i et vist omfang sin plads i den centrale politiske styring af det samlede uddannelsesområde. Således er der på en række større områder nedsat overordnede råd, der har til opgave at rådgive ministeren inden for de respektive uddannelsesretninger. Folkeskolerådet, Htx- og Hhx-udvalgene, Erhvervsuddannelsesrådet, Rådet for de videregående teknikeruddannelser og seminarierådene er eksempler på sådanne råd. For fx det almene gymnasium og hf eksisterer der
i dag ikke overordnede råd. Den forskel, der præger de enkelte uddannelsesområder for så vidt angår overordnede råd, gør sig også gældende, når der konkret ses på omfanget af elev- og studenterrepræsentationen i disse råd. Således er eleverne/de studerende eksempelvis ikke repræsenterede i Landbrugsuddannelsesrådet og Rådet for social- og sundhedsuddannelserne, men derimod i Folkeskolerådet og seminarierådene. Elev- og studenterrepræsentationen er endvidere i nogle tilfælde mere indirekte, idet eleverne/de studerende kan indgå i andre interesseorganisationers repræsentation. Således Erhvervsuddannelsesrådet og Rådet for de videregående teknikeruddannelser, hvor elevernes/de studerendes repræsentanter er udpeget af de deltagende arbejdstagerorganisationer. Som nævnt kan forskellene i det repræsentative demokrati på uddannelsesområderne i et vist omfang findes i fagpolitiske traditioner inden for de enkelte uddannelsesområder samt i traditionerne for elev- og studenterindflydelse på institutionsniveau for den enkelte institutionstype og uddannelsesretning. Til belysning af omfanget af elev- og studenterindflydelse gennemgås i det følgende i korte hovedtræk udviklingen i elev- og studenterindflydelsen på institutionsniveau.
     I folkeskolen blev den første lovmæssige mulighed for elevdeltagelse i skolens anliggender indført allerede i 1970, hvor det også blev gjort muligt for elevrepræsentanter at deltage i skolenævnets møder. I 1986 blev oprettelse af elevråd gjort obligatorisk, og med indførelsen af skolebestyrelser i 1990 blev også eleverne sikret repræsentation heri. Indtil 1997 henhørte spørgsmålet om elevrepræsentanternes stemmeret i skolebestyrelserne under kommunalbestyrelsens kompetenceområde, men ændringen af folkeskoleloven i 1997 medførte, at alle medlemmer af skolebestyrelserne fik stemmeret. Inden for et andet stort uddannelsesområde - erhvervsskoleområdet - går det formelle demokrati længere tilbage på handelsskolerne end på de tekniske skoler. På handelsskolerne blev eleverne allerede i 1972 sikret repræsentation i skolens samarbejdsudvalg og lærerråd, og der blev givet mulighed for at yde offentligt tilskud til en del af elevrådets udgifter samt i et vist omfang at stille kontorfaciliteter til rådighed. Samtidig blev der også åbnet mulighed for elevrepræsentation, dog uden stemmeret, i skolebestyrelserne. På de tekniske skoler havde der ikke før l991 eksisteret formaliserede regler, der sikrede nedsættelse af et elevråd eller på anden måde inddrog eleverne i skolens beslutningsprocesser. Heller ikke i praksis var der tradition for, at eleverne organiserede sig på skolen. Dette beroede antageligt på, at lærlingen på grund af de korte skoleophold var knyttet til arbejdspladsen og kun i ringe grad til skolen.
     I 1991 - i forbindelse med erhvervsuddannelsesreformen - blev der indført fælles regler for elevrådenes oprettelse og virke på henholdsvis handelsskoler og tekniske skoler. Disse var i hovedtræk en videreførelse af de hidtil gældende bestemmelser for handelsskolerne. Ifølge erhvervsskoleloven er eleverne/de studerende på handelsskoler og tekniske skoler repræsenterede uden stemmeret i skolens bestyrelse.
     I 1968 udsendte Undervisningsministeriet vejledende regler for elevråd på gymnasieskolerne. Året efter blev der i en bekendtgørelse formuleret principper for elev- og lærerrådsarbejde, og der blev oprettet samarbejdsudvalg på samtlige gymnasier. Forud for den nuværende gymnasielov fra 1991 var der således bekendtgørelsesregler, der pålagde rektor at høre elevrådet i sager vedrørende skolens undervisningstilbud, antal klasser, oprettelse af hold, forsøg, skolens budget m.m. Med gymnasieloven af 1991 blev der ved samtlige offentlige gymnasieskoler oprettet bestyrelser, hvori eleverne (og lærerne) blev repræsenterede. Tilsvarende blev der samme år oprettet bestyrelser ved de offentlige hf-kurser med repræsentation af kursisterne.
     I 1969 blev der, dels på baggrund af Betænkning om den højere undervisnings og forsknings administrative organisation, dels i lyset af 68-oprøret, udstedt en række læreanstaltsanordninger, der gav de studerende plads i universitetets styrende organer. I 1970 blev loven om universiteternes styrelse vedtaget; mandaterne i de kollegiale organer blev herefter fordelt således, at antallet af studenterrepræsentanter skulle udgøre 1/3 af det samlede medlemstal. Loven af 1970 blev i 1973 afløst af loven om styrelse af højere uddannelsesinstitutioner, hvor sammensætningen af de styrende organer igen blev ændret, således at de studerende nu havde ca. 1/4 af stemmerne. I 1993 trådte den nugældende universitetslov i kraft. De kollegiale organer blev her færre og mindre samtidig med, at deres opgaver ændrede karakter fra enkeltsagsbehandlinger til mere overordnet strategiplanlægning. For de studerende betød det en reduceret repræsentation i henholdsvis konsistorium og fakultetsråd. På lærerseminarierne fik de studerende i 60'erne en lovsikret ret til at vælge de studerendes råd, der forhandlede med rektor om studie- og uddannelsesmæssige vilkår. Der blev senere nedsat fællesudvalg bestående af lærer- og studenterrepræsentanter med beføjelser til at forhandle og afgive udtalelse til rektor om bl.a. undervisningsspørgsmål. Senest er udviklingen i 1997 foreløbig sluttet med ændringen af læreruddannelsesloven, hvor de studerende blev sikret op til to pladser i skolens bestyrelse med stemmeret.
     I 1981 var de studerende på ingeniørhøjskolerne blevet repræsenteret i bestyrelsen, og allerede samme år var der blevet oprettet styrelsesråd, fagråd og studienævn, alle med repræsentanter for de studerende. Forud herfor var der så tidligt som i 1962 oprettet de studerendes råd, som fik til opgave at forhandle med skolens rektor om de studerendes interesser, og i 1968 var institutionsrådet blevet oprettet, ligeledes med repræsentanter for de studerende. Det sidste store uddannelsesområde - folkeoplysningsområdet - som bl.a. omfatter efterskoler, folkehøjskoler, husholdnings- og håndarbejdsskoler, daghøjskoler og produktionsskoler, er præget af en ikke-formaliseret demokratisk tradition. Bestyrelserne i disse selvejende institutioner afgør demokratiets omfang og form. Det demokratiske element på folkeoplysningsområdet, som har sine rødder tilbage fra folkeoplysningens start, ligger i friheden til at etablere egen skole ud fra ideologiske principper og friheden til skolevalg for eleverne.

 3. Forslag til grundregler for det repræsentative demokrati på uddannelsesinstitutionerne

Der er i dag store forskelle på det repræsentative demokratis vilkår fra uddannelsesområde til uddannelsesområde. Forskellene kan ofte synes at have et lidt tilfældigt præg, og forskellene betyder, at de unge kan opleve uforståelige skift i styringsreglerne, når de går fra grundskolen til ungdomsuddannelserne, eller når de sammenligner vilkårene på forskellige ungdomsuddannelser/videregående uddannelser.
     Det foreslås derfor, at der opstilles en række grundregler for demokratiet på tværs af hele det offentlige uddannelsessystem i bred forstand - dvs. såvel offentlige skoler og uddannelsesinstitutioner som selvejende uddannelsesinstitutioner inden for alle overordnede uddannelsesområder, der er undergivet omfattende offentlig regulering.
     Dertil kommer 5 grundregler specielt for at styrke de studerendes muligheder for at få indflydelse og påtage sig et ansvar på universitetslovsinstitutionerne. Som nævnt ovenfor er de studerende her - i modsætning til andre dele af uddannelsessektoren - repræsenterede i institutionens styrende organer.
     De foreslåede 11 grundregler er hver for sig gældende lov på et eller flere områder. På områder, hvor en grundregel ikke gælder i dag, foreslås reglen implementeret gennem ændringer af den pågældende uddannelses- eller institutionslov. Målet er, at alle grundreglerne er gennemført i hele det offentlige uddannelsessystem i år 2000.
     De 11 grundregler, der foreslås, er:

 Overordnet ramme
1. Opnåelse af demokratisk kompetence (lyst og evne til aktiv medleven i et demokratisk samfund) skal indgå i formålet for uddannelserne. Sigtet er at ansvarliggøre elever og studerende overalt i uddannelsessystemet som en nødvendig overordnet ramme for det repræsentative demokrati på skoler og uddannelsesinstitutioner.

 Regler om overordnede råd
2. Der skal være overordnede uddannelsesråd for alle uddannelser. Rådene skal have rådgivende funktion i forhold til ministeren.

3. Elever/studerende skal have plads i alle overordnede råd og udvalg.

4. Elev- og studenterrepæsentanterne i de overordnede råd og udvalg skal vælges af elever/studerende.

 Regler om institutionens ledelse
5. Elever/studerende skal være repræsenterede i bestyrelsen på alle uddannelsesinstitutioner; på selvejende institutioner, hvor fuldt medlemsskab af bestyrelsen medfører omfattende arbejdsgiveransvar, er elever/studerende dog som hovedregel repræsenterede uden stemmeret.

6. Elever/studerende sikres plads i alle formelle råd på uddannelsesinstitutionen (dog undtaget pædagogisk råd).

 Regler om elevråd /studerendes råd
7. Der skal oprettes elevråd/studerendes råd på alle uddannelsesinstitutioner.

8. I det omfang, det kan lade sig gøre inden for de eksisterende økonomiske rammer, afsættes lokaler og kontorfaciliteter til elevrådet/de studerendes råd på uddannelsesinstitutionerne.

9. Elevrådenes/de studerendes råds samlede kompetence skal være fastlagt i lovgivningen.

10. Der sikres tid til at diskutere spørgsmål af interesse for eleverne/de studerende i alle klasser/på alle hold, hvor undervisningen er organiseret i klasser/hold.

11. Alle uddannelsesinstitutioner bør udpege en kontaktperson til elevrådet/de studerendes råd, der kan fungere som konsulent.

 Særlige regler på universiteterne På universiteterne (de 12 institutioner, der omfattes af universitetsloven) er de kollegiale organer ikke udelukkende rådgivende for den daglige ledelse; her har de studerende qua deres pladser i konsistorium, fakultetsråd og studienævn direkte indflydelse på en række veldefinerede områder, fx på akademiske og faglige områder.
     Der foreslås derfor følgende grundregler specielt for universitetslovsinstitutionerne:

12. Der indføres stillerregler til ledelsesposter, som sikrer de studerendes indflydelse på kandidatopstilling.

13. De studerende sikres altid 25 pct. indflydelse ved rektor-/dekanvalg, uanset om der sker direkte valg eller valg via valgmandskollegier.

14. Der indføres en påtegningsprocedure, hvorefter institutionerne pålægges at få konsistoriums påtegning af høringssvar mv.

15. Medlemmerne sikres indsigt i regnskaber i studienævn, fakultetsråd og konsistorium.

16. Der oprettes en næstformandspost i studienævnene, som skal besættes med en studerende.

Hermed slutter redegørelsen.