Lov om ændring af straffeloven

1.1. Formålet med lovforslaget er at udmønte visse af de punkter, der indgår i regeringens handlingsplan mod økonomisk kriminalitet fra juni 1997. Endvidere har lovforslaget til formål at gennemføre en række konventioner m.v., der er udarbejdet i EU, OECD og Europarådet med henblik på bekæmpelse af bestikkelse.

1.2. I lovforslaget foreslås grove overtrædelser af momsloven kriminaliseret i straffeloven med en strafferamme på fængsel indtil 4 år.

Endvidere gennemføres de ændringer i straffeloven, der er nødvendige for, at man i Danmark kan anvende (1) Konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EU-svigskonventionen), som blev undertegnet den 26. juli 1995.

Lovforslaget indeholder også en række ændringer af straffelovens bestemmelser om bl.a. aktiv og passiv bestikkelse og hæleri (hvidvaskning) med hensyn til udbyttet fra sådan kriminalitet.

Baggrunden for disse ændringer er at give mulighed for, at man i Danmark kan anvende (2) første og (3) anden protokol til EU-svigskonventionen, der blev undertegnet henholdsvis den 27. september 1996 og 19. juni 1997, (4) Konventionen om bekæmpelse af bestikkelse, der involverer tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber eller i Den Europæiske Unions medlemsstater (EU-bestikkelseskonventionen, som blev undertegnet den 26. maj 1997), (5) Fælles aktion af 22. december 1998 vedtaget af Rådet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union om bestikkelse i den private sektor (EU's fælles aktion), (6) OECD-konventionen om bekæmpelse af bestikkelse af udenlandske tjenestemænd i forbindelse med internationale forretningstransaktioner, der blev undertegnet den 17. december 1997 (OECD-bestikkelseskonventionen), samt (7) Europarådets strafferetskonvention om korruption, der er undertegnet den 27. januar 1999 (Europarådets korruptionskonvention) og den dertil knyttede Aftale om oprettelse af Sammenslutningen af stater mod korruption (GRECO) (GRECO-aftalen) (8).

Endelig foreslås bestemmelser, der giver mulighed for, at enhver dansk retsinstans kan anmode EF-Domstolen om en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EU-svigskonventionen, første og anden protokol til EU-svigskonventionen samt EU-bestikkelseskonventionen. Regler om præjudiciel forelæggelse er bl.a. fastsat i (9) protokollen om præjudiciel fortolkning ved De Europæiske Fællesskabers Domstol af konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser, der blev undertegnet den 29. november 1996.

Vedtagelse af lovforslaget indebærer i øvrigt, at Folketinget giver samtykke til, at Danmark ratificerer EU-svigskonventionen med tilhørende protokoller, EU-bestikkelseskonventionen, OECD-bestikkelseskonventionen samt Europarådets korruptionskonvention. Endvidere giver Folketinget samtykke til, at Danmark bliver medlem af Sammenslutningen af Stater mod Korruption (GRECO), og at medlemsskabet får virkning fra det tidspunkt, hvor Danmark ratificerer Europarådets korruptionskonvention, uanset om konventionen endnu ikke måtte være trådt i kraft på det pågældende tidspunkt.

EU-svigskonventionen er optaget som bilag 1 til lovforslaget.

Som bilag 2, 3 og 4 er optaget henholdsvis første og anden protokol til EU-svigskonventionen samt protokollen om præjudiciel fortolkning ved De Europæiske Fællesskabers Domstol af konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.

Som bilag 5, 6 og 7 er optaget henholdsvis EU-bestikkelseskonventionen, OECD-bestikkelseskonventionen og EU's fælles aktion om bestikkelse i den private sektor. Som bilag 8 og 9 er optaget henholdsvis Europarådets korruptionskonvention og Aftalen om oprettelse af Sammenslutningen af Stater mod Korruption (GRECO-aftalen).

Endelig er i bilag 10 til lovforslaget de foreslåede regler sammenholdt med de gældende regler.

1.3. Lovforslaget indeholder følgende hovedpunkter (angivet i oversigtsform):

– Grov momssvig indsættes i straffelovens § 289 på lige fod med grov skattesvig. Det indebærer bl.a., at strafmaksimum for grov momssvig, der i dag efter momsloven er fængsel i 2 år, forhøjes til fængsel i 4 år (lovforslagets § 1, nr. 7).

– Forældelsesfristen for momsovertrædelser, hvorved nogen unddrager sig betaling af afgift, eller som medfører at nogen uberettiget opnår udbetaling af afgift, forlænges fra 5 år til 10 år (lovforslagets § 1, nr. 1 og 2).

– Aktiv bestikkelse af (dvs. ydelse af bestikkelse til) udenlandske tjenestemænd og tjenestemænd ved internationale organisationer (EU, NATO, FN m.v.) gøres strafbart på lige fod med bestikkelse af danske tjenestemænd (lovforslagets § 1, nr. 3).

– Passiv bestikkelse (modtagelse af bestikkelse) gøres strafbart for udenlandske tjenestemænd og tjenestemænd ved internationale organisationer (EU, NATO, FN m.v.) på samme måde som det, der i dag gælder for danske tjenestemænd (lovforslagets § 1, nr. 4).

– EU-svig kriminaliseres ved en selvstændig generel bestemmelse i straffeloven (lovforslagets § 1, nr. 8).

– strafmaksimum for aktiv og passiv bestikkelse i den private sektor (returkommission) forhøjes fra fængsel i 6 måneder til fængsel i 1 år og 6 måneder. Samtidig sker der en mindre udvidelse af det strafbare område (også andre fordele end formuefordele kan efter forslaget udgøre strafbar returkommission) (lovforslagets § 1, nr. 9).

– Der indføres hæleriansvar i tilfælde, hvor førforbrydelsen er aktiv eller passiv bestikkelse i den offentlige sektor eller EU-svig (lovforslagets § 1, nr. 5 og 6).

– Der indføres anvar for juridiske personer (selskaber m.v.) for så vidt angår aktiv bestikkelse i den offentlige og private sektor og EU-svig. Endvidere indføres der et sådant selskabsansvar for hæleri med hensyn til aktiv og passiv bestikkelse i den offentlige sektor og EU-svig (lovforslagets § 1, nr. 10).

– Endelig indføres der med lovforslaget adgang til præjudiciel forelæggelse for EF-domstolen i overensstemmelse med protokollen herom samt artikel 12, stk. 3, i EU-bestikkelseskonventionen (lovforslagets § 2).

1.4. Lovforslaget skal i øvrigt ses i sammenhæng med det arbejde, der foregår i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet, der er nedsat den 21. oktober 1997 som led i udmøntningen af regeringens handlingsplan om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet.

Dette udvalg har til opgave at fremkomme med forslag, der kan tage højde for den udvikling, som de ændrede økonomiske kriminalitetsmønstre og den moderne teknologi fører til.

Med henblik på en sådan forstærket indsats mod den ny tids kriminalitet skal udvalget bl.a. gennemgå straffelovens bestemmelser om berigelsesforbrydelser samt vurdere behovet for skærpelser af strafniveauet for økonomisk kriminalitet, herunder i forhold til andre forbrydelsestyper.

Udvalget skal også behandle særlovgivningen, herunder navnlig behovet for ændringer af skatte- og afgiftslovgivningen med henblik på at imødegå økonomisk kriminalitet. Også selskabslovgivningen, hvidvasklovgivningen og den finansielle lovgivning skal behandles i denne sammenhæng.

Endvidere skal de internationale tiltag på området, herunder i EU-regi, indgå i arbejdet.

Udvalget skal tillige overveje længere forældelsesfrister på en række områder.

På den baggrund er formålet med dette lovforslag - bortset fra forslagene om momssvig - i det væsentlige alene at foretage de ændringer, som er nødvendige for, at Danmark kan ratificere de nævnte konventioner m.v.

Det må forventes, at der som led i opfølgningen af det pågældende udvalgsarbejde vil fremkomme forslag til yderligere ændringer af straffeloven, der også vil kunne berøre de bestemmelser og forhold, som er omfattet af nærværende lovforslag.

2.1.1. Efter § 81, stk. 3, i lov om merværdiafgift (momsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 634 af 23. juli 1997, straffes bl.a. den, der begår en af en række nærmere opregnede overtrædelser af momsloven med forsæt til at unddrage statskassen afgift eller til uberettiget at opnå udbetalinger efter momslovens § 45, § 53, stk. 2, § 63 og § 72, med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.

Ved lov nr. 550 af 22. december 1971 om ændring af borgerlig straffelov (Skattesvig og indsmugling) blev som § 289 indsat en særlig strafudmålingsbestemmelse, der forhøjede de i skattekontrolloven og toldloven fastsatte strafferammer til fængsel i 4 år, når skattesvig og indsmugling er af særlig grov karakter. Efter straffelovens § 289 straffes således med fængsel indtil 4 år den, der gør sig skyldig i skattesvig af særlig grov karakter, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1. På samme måde straffes den, der gør sig skyldig i indsmugling af særlig grov karakter, jf. toldlovens § 73, stk. 2, smh. med stk. 1, eller den, der gør sig skyldig i en tilsvarende overtrædelse af toldlovens § 73, stk. 3.

Bestemmelsen omfatter ikke kun forhold, der medfører straf, som går ud over skattekontrollovens og toldlovens strafmaksima på 2 års fængsel, men også forhold under disse strafmaksima, når forholdet i det enkelte tilfælde skønnes at være så groft, at reaktionen bør give sig udtryk ved at henføre forholdet under straffeloven.

Indsættelsen af en bestemmelse om skattesvig og indsmugling af særlig grov karakter i straffeloven havde til formål at fremhæve paralleliteten mellem disse og andre alvorlige forbrydelser. Straffebestemmelsen var et led i en tilsigtet skærpelse af sanktionerne for skattesvig og indsmugling og antoges at ville øge straffebestemmelsernes præventive virkning, jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 235-236.

Som det fremgår, er det kun skattesvig og indsmugling, der kan rammes af den særlige strafforhøjelsesmulighed. Andre former for svig på det fiskale område, f.eks. svig med hensyn til unddragelse af eller uberettiget refusion af moms, er ikke omfattet. Det indebærer, at der i dag ikke er parallelitet mellem strafferammerne for grov skattesvig og grov momssvig, idet momssvig af særlig grov karakter maksimalt kan straffes med fængsel indtil 2 år, jf. momslovens § 81, stk. 3, medmindre omstændighederne i det enkelte tilfælde giver grundlag for at henføre forholdet under straffelovens § 279 om bedrageri.

Spørgsmålet om at indføre en straffebestemmelse, der omfatter grove afgiftsunddragelser, blev også overvejet under Folketingets behandling af lovforslaget om straf for skattesvig og indsmugling af særlig grov karakter, jf. Folketingstidende 1971-72, sp. 466 og 1416 ff., samt tillæg B, sp. 435. Resultatet af disse overvejelser blev, at justitsministeren den 1. august 1973 nedsatte en arbejdsgruppe, der bl.a. fik til opgave at undersøge mulighederne for at udforme et sæt regler, der kunne anvendes som fælles straffehjemmel for overtrædelse af skatte-, afgifts- og tilskudslove.

Arbejdsgruppen afgav i maj 1981 betænkning nr. 932 om straffebestemmelser i skatte-, afgifts- og tilskudslovgivningen. I betænkningen blev der bl.a. stillet forslag om en ny straffelovsbestemmelse, der indebar, at der for de groveste overtrædelser af afgiftslovgivningen og EF-lovgivningen indførtes bestemmelser svarende til den gældende § 289. Betænkningen har ikke ført til lovgivningsinitiativer.

2.1.2. Efter straffelovens § 93, stk. 2, 2. pkt., er forældelsesfristen i intet tilfælde mindre end 5 år for strafansvar for overtrædelser, hvorved nogen unddrager sig betaling af told eller afgifter til det offentlige, eller som er egnede til at medføre, at nogen uberettiget fritages for betaling af sådanne beløb. Bestemmelsen indebærer bl.a., at strafansvar for momsunddragelser, f.eks. udeholdelse af afgiftspligtig omsætning i forbindelse med en virksomheds opgørelse af afgiftstilsvaret, forældes efter 5 år.

Strafansvar for lignende overtrædelser af skattelovgivningen, f.eks. afgivelse af urigtige oplysninger til brug ved afgørelse om skatteansættelse eller skattepligt med forsæt til at unddrage det offentlige skat, forældes efter straffelovens § 93, stk. 3, først efter 10 år. Det samme gælder overtrædelser, der henføres under straffelovens § 289, 1. pkt.

Den 5-årige forældelsesfrist for overtrædelse af told- og afgiftslovgivningen, jf. straffelovens § 93, stk. 2, 2. pkt., blev indført ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov. Den 10-årige forældelsesfrist for skattesvig, jf. straffelovens § 93, stk. 3, blev indført sammen med den særlige strafudmålingsbestemmelse i straffelovens § 289, jf. lov nr. 550 af 22. december 1971. At skattesvig blev undergivet en længere forældelsesfrist end overtrædelser af told- og afgiftslovgivningen havde bl.a. baggrund i praktiske erfaringer med skatteunddragelsessager. Det var således almindeligt forekommende, at større skatteunddragelsessager omfattede forhold, der var mere end 5 år gamle. En forældelsesfrist på 5 år ville derfor betyde en væsentlig svækkelse af retshåndhævelsen på området, mens man fandt det forsvarligt at fastsætte en forældelsesfrist på 10 år, selv om en del af sagerne ville være forældede også med en sådan forældelsesfrist, jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 233-235.

Som det fremgår af pkt. 2.1.1., er det i dag kun skattesvig og indsmugling, der er omfattet af den særlige strafforhøjelsesbestemmelse i straffelovens § 289. Der er således ikke parallelitet mellem strafferammerne for grov skattesvig og grov momssvig, idet momssvig af særlig grov karakter maksimalt kan straffes med fængsel indtil 2 år, jf. momslovens § 81, stk. 3, medmindre omstændighederne i det enkelte tilfælde giver grundlag for at henføre forholdet under straffelovens § 279 om bedrageri.

Endvidere gælder der forskellige forældelsesfrister på disse områder, idet strafansvar for momsunddragelse i almindelighed forældes efter 5 år, mens strafansvaret for lignende overtrædelser af skattelovgivningen først forældes efter 10 år, jf. herved pkt. 2.1.2.

Skatteministeriet har som led i regeringens ønske om over en bred front at styrke indsatsen over for den økonomiske kriminalitet anbefalet, at straffeloven ændres, således at der gennemføres en harmonisering af reglerne for overtrædelse af henholdsvis momsloven og skattekontrolloven.

Efter Skatteministeriets opfattelse bør grove overtrædelser af momsloven omfattes af straffelovens § 289. Endvidere bør overtrædelser af momsloven også undergives en forældelsesfrist på 10 år.

Justitsministeriet er enig i, at der bør gennemføres en sådan strafferetlig ligestilling mellem skattesvig og momssvig. Justitsministeriet lægger i den forbindelse i lighed med Skatteministeriet bl.a. vægt på, at statens provenu ved opkrævning af moms er lige så beskyttelsesværdigt som provenuet af indkomstskatterne, og at omstændighederne ved momssvig ikke adskiller sig så væsentligt fra skattesvigstilfældene, at det kan begrunde forskellige strafmaksima og forældelsesfrister.

Endvidere vil en udvidelse af straffelovens § 289 til at omfatte grove overtrædelser af momsloven kunne medvirke til en forenkling af sagerne om grove overtrædelser af momsloven, idet det ikke - for at henføre forholdet under straffeloven - vil være nødvendigt i det enkelte tilfælde at skulle føre bevis for, at betingelserne for at dømme for bedrageri, jf. straffelovens § 279, er opfyldt.

Det foreslås på den baggrund, at straffelovens § 289 ændres, således at der bliver mulighed for at straffe momssvig af særlig grov karakter med fængsel indtil 4 år. Endvidere foreslås straffelovens § 93, stk. 3, ændret, således at alle overtrædelser af momsloven, hvorved nogen unddrager sig betaling af afgift, eller som medfører, at nogen uberettiget opnår udbetaling af afgift, undergives en forældelsesfrist på 10 år.

Det bemærkes, at Justitsministeriet ikke herved har taget stilling til, i hvilket omfang der måtte være grundlag for en yderligere udvidelse af straffelovens § 289 eller for at foreslå andre initiativer med henblik på andre former for afgiftsunddragelse. Videre overvejelser om disse spørgsmål sker i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet, jf. pkt. 1.4.

Om forslagenes nærmere indhold henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1, 2, og 7.

Formålet med konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EU-svigskonventionen), jf. lovforslagets bilag 1, er at styrke det strafferetlige samarbejde mellem medlemsstaterne om bekæmpelse af svig med fællesskabsmidler.

Ved konventionen forpligter medlemsstaterne sig på grundlag af en fælles definition af svig til at betragte svig med fællesskabsmidler som en strafbar handling og til at fastsætte strafferetlige sanktioner, herunder frihedsstraf der kan medføre udlevering.

Artikel 1 indeholder en nærmere afgrænsning af konventionens anvendelsesområde.

Svig med hensyn til udgifter omfatter efter stk. 1, litra a, enhver forsætlig handling eller undladelse vedrørende anvendelse eller forelæggelse af falske, urigtige eller ufuldstændige erklæringer eller dokumenter, som medfører uretmæssig oppebærelse eller tilbageholdelse af midler hidrørende fra De Europæiske Fællesskabers almindelige budget eller fra budgetter, der forvaltes af eller for De Europæiske Fællesskaber. Bestemmelsen omfatter endvidere manglende indberetning af en oplysning ved tilsidesættelse af en specifik oplysningspligt med samme følge og uretmæssig anvendelse af fællesskabsmidler til andre formål end dem, de oprindeligt var bevilget til.

Af den forklarende rapport vedrørende EU-svigskonventionen, der er optrykt i EF-Tidende 1997, C 191, s. 1 ff, fremgår, at ordet «udgifter» ikke kun omfatter tilskud og støtte, der forvaltes direkte over fællesskabernes almindelige budget, men også tilskud og støtte, der er opført på budgetter, som forvaltes af eller for fællesskaberne. Hermed tænkes bl.a. på tilskud via Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget. Også tilskud og støtte fra strukturfondene er omfattet, dvs. Den Europæiske Socialfond, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Udviklingssektionen, Det Finansielle Instrument til Udvikling af Fiskeriet og Samhørighedsfonden.

Endvidere omfattes Udviklingsfonden, der forvaltes af Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank. Det samme gælder visse fonde, der ikke er opført på budgettet, og som forvaltes særskilt af fællesskabsorganer, der ikke har status som institution, f.eks. Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse og Det Europæiske Miljøagentur.

Svig med hensyn til indtægter omfatter efter stk. 1, litra b, enhver forsætlig handling eller undladelse vedrørende anvendelse eller forelæggelse af falske, urigtige eller ufuldstændige erklæringer eller dokumenter, som medfører en uretmæssig formindskelse af indtægterne på De Europæiske Fælles skabers almindelige budget eller på budgetter, der forvaltes af eller for De Europæiske Fællesskaber. Bestemmelsen omfatter endvidere manglende indberetning af en oplysning ved tilsidesættelse af en specifik oplysningspligt og uretmæssig udnyttelse af en lovligt opnået fordel med samme følge.

Af den forklarende rapport vedrørende EU-svigskonventionen fremgår, at ordet «indtægter» omfatter afgifter, der er pålagt handelen med tredjelande inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, og afgifter, der er fastsat inden for rammerne af den fælles markedsordning for sukker, samt told, der opkræves i handelen med tredjelande.

Det fremgår endvidere af den forklarende rapport, at indtægter, der udgør provenuet af anvendelsen af den ensartede sats på medlemsstaternes momsberegningsgrundlag, ikke omfattes af svigskonventionens definition af «indtægt», idet moms ikke er en egen indtægt, som opkræves direkte til Fællesskaberne. Uden for konventionens anvendelsesområde falder også indtægter, der udgør provenuet af anvendelsen af en ensartet sats på summen af medlemsstaternes bruttonationalindkomst.

Efter artikel 1, stk. 2 og 3, skal hver medlemsstat med forbehold af artikel 2, stk. 2, sørge for, at den adfærd, der er beskrevet i stk. 1, betragtes som en strafbar handling, herunder også i tilfælde, hvor adfærden består i forsætlig udfærdigelse eller levering af falske, urigtige eller ufuldstændige erklæringer eller dokumenter med den i stk. 1 beskrevne følge. Forbeholdet om artikel 2, stk. 2, indebærer en begrænsning i kriminaliseringspligten, idet en medlemsstat i mindre grove tilfælde af svig, som vedrører et samlet beløb på under 4.000 ECU (efter 1. januar 1999 4.000 euro, jf. Rfo nr. 1103/97 om visse bestemmelser vedrørende indførelsen af euroen, for tiden ca. 29.000 kr.), kan fastsætte sanktioner af en anden art end straf.

EU-svigskonventionens artikel 1, stk. 4, indeholder en bestemmelse om beviset for, at en handling m.v. er begået med forsæt. Stk. 4 bygger bl.a. på en lignende bestemmelse i artikel 3, stk. 3, i FN's konvention om ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer, som Danmark har ratificeret i 1991.

Artikel 2 indeholder regler om de sanktioner, der skal være mulighed for at anvende som reaktion på svig med fællesskabsmidler.

Artikel 2, stk. 1, forpligter til at sikre, at svig med fællesskabsmidler, jf. artikel 1, samt medvirken, anstiftelse eller forsøg i forbindelse hermed kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning. I hvert fald i grove tilfælde, dvs. tilfælde, som angår et mindstebeløb på højst 50.000 ECU (efter 1. januar 1999 50.000 euro, jf. Rfo nr. 1103/97 om visse bestemmelser vedrørende indførelsen af euroen, for tiden ca. 370.000 kr.), skal det være muligt at idømme frihedsstraf, der kan medføre udlevering.

Artikel 2, stk. 1, fastsætter visse krav til strafferammen. Bestemmelsen indvirker ikke på den konkrete sanktionsfastsættelse og er således ikke til hinder for, at der i tilfælde af svig med fællesskabsmidler over mindstebeløbet på 50.000 ECU efter en konkret vurdering udmåles en lavere straf, f.eks. bøde.

Artikel 3 indeholder bestemmelser om virksomhedslederes strafferetlige ansvar. Bestemmelsen forpligter til at sikre, at virksomhedsledere eller andre med beslutnings- eller kontrolbeføjelser i en virksomhed kan straffes efter principperne i medlemsstaternes nationale lovgivning i tilfælde af, at deres underordnede på virksomhedens vegne har begået svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser som omhandlet i artikel 1.

Formålet med artikel 3 er at sikre, at virksomhedsledere m.fl. ikke kan unddrage sig ansvar i tilfælde, hvor en underordnet på virksomhedens vegne har begået svig. Bestemmelsen stiller ifølge den forklarende rapport til EU-svigskonventionen ikke krav til ansvarsgrundlaget, men overlader det til medlemsstaterne at fastlægge betingelserne for, at virksomhedsledere m.fl. kan drages strafferetligt til ansvar.

Efter artikel 4 skal der fastsættes regler om straffemyndighed, der giver mulighed for at indlede strafforfølgning og pådømme lovovertrædelser, selv om svigen kun delvis har tilknytning til en medlemsstats territorium.

Artikel 4, stk. 1, medfører pligt til at sikre, at der er dansk straffemyndighed, når svig, medvirken til svig eller forsøg på svig begås helt eller delvis på dansk territorium, herunder svig hvor fortjenesten er opnået på dansk territorium.

Dansk straffemyndighed skal også omfatte tilfælde, hvor en person på dansk territorium forsætlig medvirker eller anstifter til svig på et andet lands territorium. «Et andet lands territorium» kan ifølge den forklarende rapport til EU-svigskonventionen både være en anden medlemsstats og tredjelands territorium.

Desuden skal der være mulighed for at straffe i tilfælde, hvor gerningsmanden er dansk statsborger. I sådanne tilfælde kan straffemyndigheden dog betinges af, at adfærden også er strafbar i det land, hvor den fandt sted. Artikel 4, stk. 2, giver mulighed for at tage forbehold over for pligten til at fastsætte straffemyndighed i tilfælde, hvor denne bygger på, at gerningsmanden er statsborger i den pågældende medlemsstat. Denne adgang til at tage forbehold er dog uden praktisk betydning for Danmarks vedkommende, idet bestemmelsen i artikel 5 stiller krav om straffemyndighed, hvis man ikke udleverer egne statsborgere.

Artikel 5 indeholder regler om udlevering og retsforfølgning.

Artikel 5, stk. 1 og 2, medfører pligt til at sikre, at medlemsstaterne kan strafforfølge egne statsborgere for forhold begået i udlandet, når udlevering til en anden medlemsstat er afskåret som følge af et nationalt forbud mod at udlevere egne statsborgere. Hensigten med bestemmelsen er at undgå, at f.eks. en dansk statsborger, der er under mistanke for at have begået svig med fællesskabsmidler i udlandet, kan gå fri for ansvar som følge af, at udleveringslovens § 2 afskærer fra at udlevere danske statsborgere.

Artikel 5, stk. 3, udelukker, at en medlemsstat kan nægte at udlevere med henvisning til, at det drejer sig om en overtrædelse af afgifts- eller toldlovgivningen. Bestemmelsen retter sig mod lande, der i modsætning til Danmark ikke har tiltrådt den anden tillægsprotokol af 17. marts 1978 til den europæiske udleveringskonvention, jf. herved bekendtgørelse nr. 108 af 11. november 1986. Denne tillægsprotokol indeholder i artikel 2 et lignende forbud mod at nægte udlevering for fiskale forbrydelser.

Efter artikel 5, stk. 4, skal udtrykket »en medlemsstats egne statsborgere« fortolkes i overensstemmelse med medlemsstaternes eventuelle erklæring i henhold til artikel 6, stk. 1, litra b, i den europæiske udleveringskonvention og i overensstemmelse med stk. 1, litra c, i den nævnte artikel. Det indebærer for Danmarks vedkommende, at »egne statsborgere« omfatter personer, der har indfødsret eller fast bopæl i Danmark, Finland, Island, Norge eller Sverige.

Imidlertid har Danmark, Finland og Sverige ved undertegnelsen den 27. september 1996 af EU-udleveringskonventionen, som er gennemført i dansk ret ved lov nr. 417 af 10. juni 1997, afgivet en erklæring, hvori disse lande bekræfter, at de ikke vil påberåbe sig de erklæringer, de har fremsat i medfør af artikel 6, stk. 1, i den europæiske udleveringskonvention som begrundelse for at nægte at udlevere personer fra ikke-nordiske stater, som er bosat i disse lande.

Den nævnte erklæring indebærer, at Danmark ikke længere ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan opretholde den folkeretlige adgang til at nægte udlevering af sådanne personer, som består efter den erklæring om begrebet »statsborger«, der blev afgivet ved Danmarks ratifikation af den europæiske udleveringskonvention. Personer fra ikke-nordiske stater kan derfor ikke efter EU-udleveringskonventionen nægtes udleveret fra Danmark til en medlemsstat i den Europæiske Union med henvisning til, at den pågældende har bopæl i Danmark, Finland eller Sverige.

Artikel 6 fastsætter en forpligtelse for medlemsstaterne til i tilfælde af grænseoverskridende kriminalitet at samarbejde effektivt om efterforskning, retsforfølgning og straffuldbyrdelse, f.eks. ved gensidig retshjælp, udlevering, overførsel af retsforfølgning eller fuldbyrdelse af straffedomme afsagt i en anden medlemsstat.

Artikel 7 fastsætter regler om forbud mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem).

Artikel 7, stk. 1, afskærer fra at retsforfølge en person, over for hvem der er afsagt en straffedom i en medlemsstat, for den samme handling, såfremt sanktionen, hvis den pågældende blev domfældt, er fuldbyrdet, er under fuldbyrdelse eller ikke længere kan fuldbyrdes efter domslandets regler.

Artikel 7, stk. 2, giver mulighed for at tage forbehold, således at forbudet mod dobbelt strafforfølgning i stk. 1 ikke skal være gældende i følgende tilfælde:

(a) Såfremt de handlinger, med hensyn til hvilke dommen blev afsagt i den anden stat, helt eller delvis er foretaget på medlemsstatens eget område. Denne undtagelse gælder dog ikke, såfremt handlingen delvis er foretaget på den medlemsstats område, hvor dommen blev afsagt.

(b) Såfremt de handlinger, med hensyn til hvilke dommen blev afsagt i den anden stat, krænker medlemsstatens sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser.

(c) Såfremt de handlinger, med hensyn til hvilke dommen blev afsagt i den anden stat, blev begået af en ansat i medlemsstaten i strid med dennes embedspligter.

Efter artikel 7, stk. 3, kan en medlemsstat dog ikke fravige forbudet mod dobbelt strafforfølgning, selv om forholdet er omfattet af de ovennævnte undtagelser, hvis den pågældende medlemsstat med hensyn til den samme handling selv har anmodet den anden medlemsstat om at foretage strafforfølgning mod den pågældende eller selv har udleveret den pågældende.

Endelig er det i artikel 7, stk. 4, fastsat, at bilaterale eller multilaterale aftaler på området, som er indgået mellem medlemsstaterne, samt erklæringer hertil ikke berøres af artikel 7. Med denne bestemmelse sigtes bl.a. til konventionen af 25. maj 1987 mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om forbud mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem-konventionen), der i artikel 1 og 2 rummer undtagelsesbestemmelser svarende til svigskonventionens artikel 7, stk. 2.

Danmark har ratificeret ne bis in idem-konventionen i 1989, jf. bekendtgørelse nr. 77 af 8. august 1991 (Lovtidende C).

I henhold til ne bis in idem-konventionens artikel 2, stk. 1, litra a-c (der svarer til EU-svigskonventionens artikel 7, stk. 2, litra a-c), er der ved ratifikationen af konventionen afgivet erklæring om, at Danmark ikke skal være bundet af artikel 1 (der svarer til EU-svigskonventionens artikel 7, stk. 1), i de tilfælde, der er nævnt i artikel 2, stk. 1, litra a, b og c.

Endvidere er der afgivet en forklarende note om, at Danmark fortolker konventionen som alene vedrørende muligheden for at pålægge straf, men derimod ikke muligheden for rettighedsfrakendelse.

De medlemsstater, der er parter i aftaler som nævnt i EU- svigskonventionens artikel 7, stk. 4, skal genfremsætte de erklæringer, som de har afgivet i forbindelse med tiltrædelsen af de pågældende instrumenter, hvis de i forhold til EU- svig ønsker at udnytte de undtagelser fra forbudet mod dobbelt strafforfølgning, der er nævnt i artikel 7, stk. 2. Det indebærer for Danmarks vedkommende, at man ved ratifikationen af EU-svigskonventionen skal genfremsætte den ovennævnte erklæring om at kunne strafforfølge uanset forbudet mod dobbelt strafforfølgning, som blev afgivet ved Danmarks ratifikation af ne bis in idem-konventionen.

I EU-svigskonventionens artikel 8 tillægges EF-Domstolen kompetence til at pådømme visse tvister mellem medlemsstaterne eller mellem en eller flere medlemsstater og Kommissionen om fortolkningen eller anvendelsen af EU-svigskonventionen. Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for, at en tvist mellem en eller flere medlemsstater og Kommissionen om anvendelsen af artikel 1 vedrørende definitionen af svig kan indbringes for EF-Domstolen.

Af den forklarende rapport til EU-svigskonventionen fremgår, at bestemmelsen ikke giver EF-Domstolen beføjelse til at anfægte afgørelser, der er truffet af de nationale domstole om overtrædelse af EU-svigskonventionen eller af nationale bestemmelser om gennemførelse af konventionen.

Om EF-Domstolens kompetence til at træffe præjudiciel afgørelse om fortolkningen af EU-svigskonventionen henvises til pkt. 6 nedenfor.

Artikel 9 indeholder en bestemmelse om forholdet mellem EU- svigskonventionen og national ret, hvorefter EU-svigskonventionen ikke afskærer medlemsstaterne fra at fastsætte bestemmelser, der går videre end de forpligtelser, der følger af EU-svigskonventionen. F.eks. vil medlemsstaterne kunne udvide definitionen af svig i artikel 1 til også at omfatte tilfælde, hvor forholdet alene kan tilregnes gerningsmanden som groft uagtsomt. Medlemsstaterne vil også kunne udforme straffebestemmelserne på en sådan måde, at der kan straffes for fuldbyrdet forbrydelse i tilfælde, hvor de følger, der er beskrevet i artikel 1, ikke er indtrådt.

Artikel 10-13 indeholder bestemmelser om ikrafttræden m.v.

Generelt gælder, at svig med fællesskabsmidler straffes på samme måde som svig med nationale midler, herunder også efter reglerne om forsøg og medvirken.

Efter straffelovens § 279 straffes for bedrageri den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved retsstridigt at fremkalde, bestyrke eller udnytte en vildfarelse bestemmer en anden til en handling eller undladelse, hvorved der påføres denne eller nogen, for hvem handlingen eller undladelsen bliver afgørende, et formuetab. For at kunne straffe efter straffelovens § 279 kræves det således bl.a., at der har foreligget en bestemmende vildfarelse.

Det følger af straffelovens § 279, at forbrydelsen først er fuldbyrdet, når formuetab (eller væsentlig risiko for formuetab) er indtrådt. Bestemmelsen adskiller sig herved fra de nedennævnte bestemmelser i særlovgivningen om svig i forbindelse med udbetaling af ydelser m.v. i henhold til administrationen af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger inden for landbrug og fiskeri m.v., hvor forbrydelsen allerede er fuldbyrdet, når den pågældende har afgivet de urigtige eller vildledende oplysninger med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling af ydelser m.v.

Efter straffelovens § 285 er strafferammen for bedrageri som udgangspunkt hæfte eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Er forbrydelsen af særlig grov beskaffenhed, eller er der begået et større antal forbrydelser, kan straffen stige til fængsel i 8 år, jf. straffelovens § 286, stk. 2. Er forbrydelsen af mindre strafværdighed på grund af de omstændigheder, hvorunder handlingen er begået, det lidte formuetabs ringe betydning eller af andre grunde, er straffen bøde, jf. straffelovens § 287, stk. 1. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde.

Bestemmelsen i straffelovens § 171 om dokumentfalsk fungerer i vidt omfang som en specialbestemmelse om bedrageri begået med et falsk dokument som middel. Efter denne bestemmelse straffes for dokumentfalsk den, der gør brug af et falsk dokument til at skuffe i retsforhold. Efter straffelovens § 172 kan dokumentfalsk straffes med fængsel indtil 8 år.

Desuden kan nævnes straffelovens §§ 161-163 om urigtig erklæring m.v. til offentlig myndighed. Efter straffelovens § 161 straffes med bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år den, som for eller til en offentlig myndighed afgiver falsk erklæring på tro og love eller på lignende højtidelig måde, hvor sådan form er påbudt eller tilstedt. Straffelovens § 162 indeholder en bestemmelse, hvorefter den, som ellers for eller til en offentlig myndighed afgiver urigtig erklæring om forhold, angående hvilke den pågældende har pligt til at afgive forklaring, straffes med bøde eller hæfte eller med fængsel indtil 4 måneder. Endelig er det i straffelovens § 163 fastsat, at den, som i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder.

Efter bestemmelsen i straffelovens § 278, stk. 1, nr. 3, straffes for underslæb den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding uretmæssigt forbruger penge, der er betroet den pågældende, selv om den pågældende ikke var forpligtet til at holde disse afsondrede fra sin egen formue. Som det fremgår, er det en forudsætning for at anvende denne bestemmelse, at pengene er »betroet« den pågældende. Det er i retspraksis antaget, at f.eks. brug af socialhjælp i strid med forudsætningerne ikke er underslæb, jf. Vestre Landsrets dom offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1937 s. 1103. Det må på den baggrund antages, at § 278, stk. 1, nr. 3, næppe kan finde anvendelse i tilfælde, hvor f.eks. støtte opnået på retmæssigt grundlag efterfølgende anvendes til andet formål.

Brug af midler til uvedkommende formål er efter omstændighederne strafbart efter straffelovens § 298, nr. 2. Efter denne bestemmelse straffes den, som, uden at betingelserne for at anvende § 279 foreligger, ved forbrug af forudbetalt vederlag sætter sig ud af stand til at levere modydelsen.

Straffelovens bestemmelser om bedrageri, dokumentfalsk og urigtig erklæring m.v. suppleres som nævnt på en række områder af særlove, der indeholder bestemmelser om svig med fællesskabsmidler.

Til illustration kan nævnes lov administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 65 af 9. februar 1996.

Denne lovs § 23, stk. 1, indeholder en bestemmelse, hvorefter den, der bl.a. til brug for afgørelser, der træffes i henhold til Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven. Det samme gælder den, der handler i strid med vilkår, der er fastsat i en sådan afgørelse, eller som forsøger herpå.

Efter lovens § 25, stk. 1, straffes bl.a. den, der begår et forhold som nævnt i § 23, stk. 1, med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling af afgifter i henhold til de pågældende forordninger eller med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling af ydelser til sig selv eller andre i henhold til de pågældende forordninger, med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år, under skærpende omstændigheder indtil 4 år.

Som et andet eksempel kan nævnes lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger på fiskeriets område og administration af produktionsafgifter m.v., jf. lov nr. 482 af 12. juni 1996. Denne lovs § 17 indeholder lignende bestemmelser om strafansvar i anledning af svig inden for fiskerisektoren.

Regler om dansk straffemyndighed er fastsat i straffelovens §§ 6-12. Dansk straffemyndighed omfatter bl.a. handlinger foretaget i den danske stat, jf. straffelovens § 6, nr. 1, (territorialprincippet) og handlinger foretaget i udlandet af personer med en nærmere angivet tilknytning til Danmark, jf. straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2 (personalitetsprincippet).

I straffelovens § 6, nr. 1, kan der ikke indlægges et krav om, at hele den kriminelle virksomhed er foretaget i den danske stat, for at der er dansk straffemyndighed. Når blot en del af virksomheden er foretaget her i landet, må forholdet antages at være undergivet dansk straffemyndighed efter denne bestemmelse.

Er handlingen ikke foretaget i Danmark, men har den virkning her i landet, kan den efter omstændighederne være undergivet dansk straffemyndighed. I de tilfælde, hvor en handlings strafbarhed afhænger af eller påvirkes af en indtrådt eller tilsigtet følge, betragtes handlingen således tillige som foretaget dér, hvor virkningen er indtrådt eller tilsigtet at skulle indtræde, jf. straffelovens § 9. Bestemmelsen giver bl.a. dansk straffemyndighed i tilfælde, hvor en person fra udlandet afsender et ærekrænkende brev til en person her i landet, eller hvor en person fra udlandet ved et skud over den danske landegrænse dræber en person her i landet.

Har den kriminelle virksomhed - hverken for så vidt angår handling eller virkning - ingen tilknytning til Danmark, kan der i stedet være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2. Efter denne bestemmelse er det en betingelse for dansk straffemyndighed i forhold til udlandshandlinger, at gerningsmanden er dansk statsborger eller har bopæl i Danmark, og at handlingen er strafbar både efter gerningsstedets lov og dansk lov (dobbelt strafbarhed). Det er endvidere en forudsætning, at den pågældende danske straffebestemmelse ikke efter sit gerningsindhold er territorialt begrænset til dansk område. Efter stk. 2 finder bestemmelsen tilsvarende anvendelse med hensyn til udlandshandlinger begået af en person, der har indfødsret eller bopæl i de andre nordiske lande, og som opholder sig her i landet.

De ovennævnte bestemmelser suppleres af straffelovens § 8. Efter denne bestemmelse er der efter omstændighederne dansk straffemyndighed i forhold til udlandshandlinger uden hensyn til, hvor gerningsmanden hører hjemme. Dette gælder bl.a. i tilfælde, hvor »handlingen er omfattet af mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning«, jf. § 8, nr. 5. Formålet med denne bestemmelse, der blev indsat ved lov nr. 322 af 4. juni 1986, er bl.a. at opfylde - og at muliggøre opfyldelse af fremtidige - konventioner eller andre mellemfolkelige aftaler, der indebærer en forpligtelse for Danmark til at have dansk straffemyndighed med henblik på at kunne strafforfølge nærmere angivne overtrædelser, jf. herved Folketingstidende 1985-86, Tillæg A, sp. 2080-2081 og 2087.

Når der i medfør af de ovennævnte regler sker påtale her i landet, skal afgørelsen såvel om straf som om andre retsfølger af handlingen ske efter danske regler, jf. straffelovens § 10, stk. 1. I de tilfælde, hvor forholdet er undergivet dansk straffemyndighed i medfør af straffelovens § 7, kan der dog ikke idømmes strengere straf end efter gerningsstedets lovgivning, jf. straffelovens § 10, stk. 2.

Spørgsmålet om udlevering af lovovertrædere til en anden EU- medlemsstat afgøres efter loven om udlevering af lovovertrædere (udleveringsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 110 af 18. februar 1998. Efter udleveringslovens § 2 kan en dansk statsborger ikke udleveres. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at man i Danmark er afskåret fra at strafforfølge danske statsborgere i tilfælde, hvor forbrydelsen er begået i udlandet. Således har Danmark som hovedregel straffemyndighed over for danskere, der i udlandet har begået strafbart forhold, jf. ovenfor om straffelovens §§ 7 og 8.

Lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige, som ændret ved lov nr. 251 af 12. juni 1975 (den nordiske udleveringslov), tillader i begrænset omfang udlevering af danske statsborgere, hvilket bl.a. har baggrund i det nære retsfællesskab mellem de nordiske lande. Efter denne lovs § 2 kan en dansk statsborger udleveres, hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i det land, hvortil udlevering ønskes, eller den handling, der ønskes udlevering for, eller en tilsvarende handling efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

Efter udleveringslovens § 3, stk. 1, som affattet ved lov nr. 417 af 10. juni 1997 (Gennemførelse af EU-udleveringskonventionen) kan udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union ske for handlinger, der efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. Det gælder dog kun i tilfælde, hvor anmodning om udlevering fremsættes efter, at EU-udleveringskonventionen er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende medlemsstat i Den Europæiske Union, jf. § 2, 3. pkt., i ændringsloven. Bortset fra disse tilfælde kan udlevering til såvel EU-medlemsstater som til andre stater i almindelighed kun ske, hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år.

Efter den nordiske udleveringslov kræves som udgangspunkt ikke, at det pågældende forhold er strafbart efter dansk ret. Efter denne lovs § 3, stk. 1, kan der således i almindelighed ske udlevering til et af de nordiske lande, når handlingen efter det begærende lands lovgivning kan medføre højere straf end bøde.

Overførsel af retsforfølgning reguleres i loven om overførsel til et andet land af retsforfølgning i straffesager, jf. lov nr. 252 af 12. juni 1975 som ændret ved § 4 i lov nr. 322 af 4. juni 1986. Overførsel sker på grundlag af reglerne i Europarådets konvention af 15. maj 1972 om overførsel af retsforfølgning i straffesager. Hovedformålet med konventionen er at give mulighed for, at retsforfølgning i anledning af en lovovertrædelse kan finde sted i det land - dvs. gerningslandet, bopælslandet eller et andet land - hvor det under hensyn til samtlige foreliggende omstændigheder skønnes mest hensigtsmæssigt.

Loven indebærer, at lovovertrædelser, der er omfattet af konventionen, kan retsforfølges efter konventionens regler og lovens bestemmelser. Efter konventionens artikel 2 medfører en anmodning om overførsel af retsforfølgning i en straffesag til Danmark, at de danske myndigheder bliver kompetente til at indlede retsforfølgning i sagen, selv om sagen ikke i øvrigt måtte være undergivet dansk straffemyndighed, jf. herved straffelovens § 8, nr. 5.

Konventionen er indtil videre kun ratificeret af et mindre antal lande (pr. 4. januar 1999 af foruden Danmark: Østrig, Tjekkiet, Estland, Letland, Holland, Norge, Slovakiet, Spanien, Sverige, Tyrkiet og Ukraine). I et vist omfang sker dog også overførsel af retsforfølgning til og fra andre lande på grundlag af lovens og konventionens retningslinier.

Siden 1970 har der mellem de nordiske lande foreligget en samarbejdsaftale om retsforfølgning i et andet nordisk land end dér, hvor den strafbare handling er begået, jf. herved Anklagemyndighedens Årsberetning 1976, s. 53-61, og Rigsadvokatens Meddelelse nr. 5/1978 og 11/1982.

Samarbejdsaftalen indebærer, at retsforfølgning for en lovovertrædelse, som er begået i et nordisk land (gerningslandet), kan ske i et andet nordisk land, hvis den mistænkte er bosat i dette land, og overtrædelsen også er strafbar efter dette lands lovgivning. Det samme gælder, såfremt mistænkte opholder sig i det andet land, og det af særlige grunde findes hensigtsmæssigt, at forfølgningen sker dér, og forholdet hører under dette lands straffemyndighed. Retsforfølgningen sker efter straffe- og procesreglerne i det land, som overtager sagen (det anmodede land), jf. samarbejdsaftalens § 1.

Samarbejdsaftalen gælder i sin helhed i forholdet mellem nordiske lande, som ikke begge har tilsluttet sig den europæiske konvention om overførsel af retsforfølgning i straffesager, dvs. Finland og Island. Samarbejdsaftalens §§ 4, 5, 7 og 8, der fastsætter regler om fremgangsmåden ved anmodning om overførsel af retsforfølgning, gælder ud over og i stedet for konventionens bestemmelser i forholdet mellem de nordiske lande, der har tilsluttet sig konventionen, dvs. Danmark, Norge og Sverige.

Overførsel af straffuldbyrdelse reguleres i loven om international fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lov nr. 323 af 4. juni 1986 som ændret ved § 2 i lov nr. 291 af 24. april 1996. Herefter kan der ske overførsel af straffuldbyrdelse på grundlag af Europarådets konvention af 21. marts 1983 om overførsel af domfældte og Europarådets konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger. Herudover giver loven under visse betingelser mulighed for at overføre straffuldbyrdelse på grundlag af overenskomst med en anden stat og efter aftale i det enkelte tilfælde.

Mellem de nordiske lande gælder lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde mellem Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. som ændret ved lov nr. 322 af 4. juni 1986 og lov nr. 291 af 24. april 1996. Loven giver mulighed for mellem de nordiske lande at overføre fuldbyrdelsen af straffedomme, herunder bl.a. domme til fængselsstraf, hæfte og bøder. Endvidere indeholder loven hjemmel til overførsel af afgørelser om samfundstjeneste og overførsel af tilsyn m.v. i betingede domme og ved prøveløsladelse.

For så vidt angår retshjælp henvises til Europarådets konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager med tilhørende protokol, jf. bekendtgørelse nr. 18 af 17. juli 1963 og bekendtgørelse nr. 82 af 4. september 1986 (begge i Lovtidende C). Retshjælpskonventionen er ikke transformeret til dansk ret, men det antages bl.a. med støtte i afgørelserne offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1972, s. 600 (Højesteret) og 1988, s. 203 (Vestre Landsret), at f.eks. en udenlandsk begæring om beslaglæggelse af bevismidler kan imødekommes, uanset om der mellem Danmark og den begærende stat består en aftale herom, forudsat at der ville kunne ske beslaglæggelse af bevismidler i en tilsvarende straffesag her i landet.

Retshjælpskonventionen giver bl.a. mulighed for at afslå at yde retshjælp, såfremt begæringen angår en forbrydelse, der af den stat, over for hvilken begæringen fremsættes, betragtes som en politisk forbrydelse eller en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, jf. retshjælpskonventionens artikel 2, litra a.

For så vidt angår de nordiske lande henvises endvidere til den nordiske overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp, jf. bekendtgørelse nr. 100 af 15. september 1975 (Lovtidende C), der bl.a. fastsætter regler om fremsættelse og behandling af retsanmodninger om forkyndelse og bevisoptagelse.

Om videregivelse af fortrolige oplysninger kan finde sted til udenlandske myndigheder, afhænger af, om videregivelsen er berettiget, jf. straffelovens § 152 og § 152 e og forvaltningslovens § 27. Når regeringen i overensstemmelse med reglerne i grundlovens § 19 har indgået en international overenskomst med fremmede stater, som bl.a. indebærer, at den danske stat er forpligtet til at videregive fortrolige oplysninger, antages det, at videregivelse af fortrolige oplysninger til opfyldelse af den pågældende internationale forpligtelse ikke er uberettiget efter straffelovens bestemmelser om tavshedspligt. Det er endvidere antaget, at videregivelse af fortrolige oplysninger til udenlandske myndigheder efter omstændighederne også kan være berettiget, selv om der ikke gælder en konventionsmæssig forpligtelse hertil.

Regler om forbud mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem) er fastsat i straffelovens § 10 a og § 10 b. Efter § 10 a, stk. 1, kan en person, over for hvem der er afsagt (1) en straffedom i den stat, hvor handlingen er begået, eller (2) en dom, der er omfattet af (a) den europæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger eller (b) af lov om overførsel til et andet land af retsforfølgning i straffesager, som udgangspunkt ikke strafforfølges her i landet for den samme handling, når den pågældende er endeligt frifundet, den idømte sanktion er fuldbyrdet, under fuldbyrdelse eller bortfaldet efter domslandets regler, eller når den pågældende er fundet skyldig, uden at der er fastsat nogen sanktion.

Straffelovens § 10 a, stk. 2, indeholder en række undtagelser fra forbudet mod dobbelt strafforfølgning. Således kan forbudet fraviges, når handlingen er omfattet af straffelovens § 6, dvs. handlingen er begået på dansk territorium, og når handlingen omfattes af § 8, nr. 1, dvs. handlingen krænker den danske stats selvstændighed, sikkerhed, forfatning eller offentlige myndigheder, en embedspligt mod staten eller sådanne interesser, hvis retsbeskyttelse i den danske stat forudsætter en særlig tilknytning til denne. Undtagelsen med hensyn til § 8, nr. 1, gælder dog ikke, hvis strafforfølgningen i domslandet er sket efter anmodning fra den danske anklagemyndighed.

Sker der efter reglerne i straffelovens § 10 a strafforfølgning mod en person, som i en anden stat er pålagt en sanktion for samme handling, skal der i det omfang, denne sanktion er fuldbyrdet, ske en tilsvarende nedsættelse af den sanktion, der pålægges her i landet, jf. straffelovens § 10 b.

Er en person, der har dansk indfødsret eller er bosat i den danske stat, i en fremmed stat straffet for en handling, der efter dansk ret kan medføre frakendelse eller fortabelse af kald eller erhverv eller anden rettighed, kan frakendelse heraf ske efter offentlig påtale her i landet, jf. straffelovens § 11. Med denne bestemmelse sigtes bl.a. til tilfælde, der omfattes af straffelovens § 79 om frakendelse af retten til at udøve visse former for virksomhed.

3.5.1. EU-svigskonventionens artikel 1 indeholder bl.a. definitionen af EU-svig og afgrænser dermed det område, som konventionen forpligter til at kriminalisere, jf. pkt. 3.1.

Den adfærd, som efter artikel 1 skal være strafbar, vil i langt de fleste tilfælde være omfattet af straffelovens § 279. Imidlertid må artikel 1 antages også at medføre en pligt til at kunne straffe i tilfælde, hvor der ikke har foreligget en bestemmende vildfarelse. Dette vil f.eks. gælde, hvis ikke blot den enkelte medarbejder er vidende om forholdet, men hele institutionen, hvor den pågældende er ansat, ser igennem fingre med, at der sker uretmæssig udbetaling af midler fra budgetter, der forvaltes af eller for De Europæiske Fællesskaber.

Endvidere skal der være mulighed for at straffe i tilfælde, hvor fordele f.eks. i form af støtte til et bestemt formål er opnået på retmæssigt grundlag, men hvor støtten efterfølgende uretmæssigt anvendes til andre formål.

Som nævnt under pkt. 3.1, er der bl.a. i administrationslovene inden for landbrug og fiskeri m.v. fastsat bestemmelser om strafansvar for personer, der til brug for afgørelser om betaling af afgifter eller udbetaling af ydelser i henhold til vedkommende forordning giver urigtige eller vildledende oplysninger af betydning for sagens afgørelse, for at unddrage sig eller andre betaling af afgifter eller opnå uberettiget udbetaling af ydelser til sig selv eller andre. Strafansvaret omfatter også den, der for uretmæssigt at unddrage sig eller andre betaling af afgifter eller opnå uberettiget udbetaling af ydelser til sig selv eller andre handler i strid med de vilkår, der er fastsat i en afgørelse om udbetaling af støtte eller afgiftsfritagelse.

Sådanne særlovsbestemmelser findes imidlertid ikke på alle områder, hvor der af eller for De Europæiske Fællesskaber forvaltes budgetmidler. Som eksempel kan peges på lovbekendtgørelse nr. 318 af 18. maj 1989 med senere ændringer om tilskud til efteruddannelse inden for jordbrugserhvervene. Denne lov indeholder ikke straffebestemmelser. Muligheden for at straffe svig i forbindelse med opnåelse af tilskud beror derfor på straffelovens bestemmelser, herunder navnlig § 279 om bedrageri.

Som et andet eksempel kan nævnes lov nr. 335 af 1. maj 1996 om administration af tilskud fra Den Europæiske Socialfond. Denne lov kriminaliserer i et vist omfang adfærd i forbindelse med opnåelse af tilskud fra Den Europæiske Socialfond på urigtigt grundlag. Efter § 13, stk. 3, jf. stk. 1, kan der således straffes i tilfælde, hvor der i forbindelse med indgivelse af en ansøgning om tilskud fra Socialfonden eller i forbindelse med gennemførelsen af et projekt med tilskud fra Socialfonden er afgivet urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, som er af betydning for berettigelsen af det ydede tilskud, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget modtaget tilskud fra Socialfonden. Er der i forbindelse med indgivelse af ansøgning om tilskud fra Socialfonden eller i forbindelse med gennemførelsen af et projekt med tilskud fra Socialfonden udvist svigagtigt forhold, er der ligeledes mulighed for at straffe, jf. § 13, stk. 3, jf. stk. 2. De nævnte forhold straffes efter lovens § 13, stk. 3, med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Der sigtes herved bl.a. til straffelovens § 279 om bedrageri.

En model for gennemførelse af EU-svigskonventionens artikel 1 kunne være at gennemgå de allerede gældende regler i særlovgivningen og foretage de tilpasninger, som en sådan gennemgang måtte vise behov for, eventuelt suppleret med en »overbygningsbestemmelse« i straffeloven ad modum straffelovens § 289. En sådan fremgangsmåde, der vil føre til en lang række ensartede bestemmelser i særlovgivningen, forekommer af lovtekniske grunde ikke hensigtsmæssig.

En anden mulighed er at gennemføre artikel 1 ved en ny, generel bestemmelse i straffeloven om EU-svig. En sådan straffelovsbestemmelse vil dog ikke overflødiggøre en gennemgang af straffebestemmelserne i særlovgivningen, idet der på et senere tidspunkt må tages stilling til, i hvilket omfang en sådan ny straffelovsbestemmelse medfører behov for tilpasning, eventuelt ophævelse, af de nugældende straffebestemmelser i særlovgivningen.

Justitsministeriet finder efter en samlet vurdering af fordele og ulemper ved de to modeller, at det vil være rigtigst, at artikel 1 i EU-svigskonventionen gennemføres ved, at der i straffeloven indsættes en ny, generel bestemmelse, som særligt tager sigte på forsætligt EU-svig. En sådan bestemmelse vil ikke blot omfatte de gældende ordninger vedrørende EU's indtægter og udgifter, men også de ordninger, der i fremtiden måtte blive indført.

Sammenfattende stilles på den baggrund forslag om, at der i straffeloven som § 289 a indsættes en bestemmelse om EU-svig.

Den foreslåede bestemmelse vil generelt indebære, at EU's finansielle interesser med hensyn til indtægter gives den samme strafferetlige beskyttelse, som gælder her i landet med hensyn til de af statens indtægter, der består i skat og - efter nærværende lovforslags § 1, nr. 7 - moms. For så vidt angår EU's udgifter (støtteordninger m.v.) indebærer forslaget, at EU-støtte undergives en strafferetlig beskyttelse, der på nogle punkter går videre end det, der gælder for nationale støtteordninger.

Justitsministeriet er således opmærksom på, at indførelse af en sådan bestemmelse bl.a. rejser spørgsmål om, hvorvidt nationale støtteordninger m.v. bør undergives en strafferetlig beskyttelse, der svarer til den, der foreslås med hensyn til EU-støtteordninger m.v. Gennemførelsen af en sådan udvidelse rejser imidlertid en række spørgsmål af principiel og praktisk karakter. Dette skyldes ikke mindst, at der er tale om så forskelligartede ordninger, at der ikke uden videre bør gælde det samme på f.eks. det erhvervsmæssige og det sociale område i relation til at anvende udbetalte midler til andre formål end dem, midlerne er givet til. Justitsministeriet har derfor ikke ment at burde stille forslag herom inden for rammerne af dette lovforslag.

Om det nærmere indhold af den foreslåede bestemmelse henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8.

Justitsministeriet vil, hvis lovforslaget vedtages, orientere samtlige ministerier om indholdet af den nye bestemmelse om EU-svig og anmode om, at de berørte ministerier ved førstkommende lejlighed gennemgår de gældende bestemmelser i lovgivningen inden for ministeriets område med henblik på i fornødent omfang at fremsætte lovforslag om at ophæve eller eventuelt at tilpasse straffebestemmelser i særlove (dvs. straffebestemmelser i love uden for straffeloven) i lyset af den nye generelle bestemmelse i straffelovens § 289 a om EU- svig.

Da den foreslåede bestemmelse i § 289 a kun omfatter forsætlige forhold, jf. straffelovens § 19, vil særlovsbestemmelser være nødvendige i det omfang, der skal kunne straffes i tilfælde af uagtsomhed, eventuelt grov uagtsomhed. Udgangspunktet for forholdet mellem sådanne særlovsbestemmelser og den nye straffelovsbestemmelse vil være, at forsætlige forhold henføres til straffelovsbestemmelsen. I det omfang en forsætlig overtrædelse, f.eks. på grund af beløbet størrelse, kan afgøres med en bøde, bør det imidlertid ikke være udelukket, at forholdet kan henføres til særlovsbestemmelsen. Adgangen til at idømme bøde for forsætlig EU-svig efter § 289 a vil i så fald navnlig få praktisk betydning på områder, hvor der ikke findes særlovsbestemmelser.

3.5.2. Som nævnt i pkt. 3.1, medfører EU-svigskonventionens artikel 2 bl.a. pligt til at sikre, at EU-svig i hvert fald i grove tilfælde, dvs. tilfælde, som angår et mindstebeløb på højst 50.000 ECU (efter 1. januar 1999 50.000 euro, for tiden ca. 370.000 kr.), kan straffes med frihedsstraf, der kan medføre udlevering.

Gennemføres forslaget om EU-svig, jf. straffelovens § 289 a i lovforslagets § 1, nr. 8, vil der i tilfælde af EU-svig om beløb på minimum 370.000 kr. være mulighed for at straffe med fængsel indtil 4 år. Der vil derfor også være mulighed for at udlevere i sådanne tilfælde, jf. ovenfor pkt. 3.4.

Bl.a. på den baggrund medfører gennemførelsen af artikel 2 ikke yderligere behov for lovgivning.

3.5.3. Artikel 3 fastsætter som nævnt i pkt. 3.1 pligt til at sikre, at virksomhedsledere og andre med beslutnings- og kontrolbeføjelser i en virksomhed kan straffes i tilfælde, hvor underordnede har begået EU-svig på virksomhedens vegne.

Pligten til at kunne straffe bestemmes af principperne i medlemsstaternes nationale lovgivning.

På den baggrund må kriminaliseringspligten anses for opfyldt ved straffelovens bestemmelser om medvirken i § 23 og om tilregnelse i § 19 sammenholdt med den foreslåede bestemmelse om EU-svig i § 289 a.

Gennemførelsen af artikel 3 medfører derfor ikke behov for yderligere lovgivning.

3.5.4. Artikel 4-7 i EU-svigskonventionen indeholder en række bestemmelser om straffemyndighed, udlevering og retsforfølgning, pligt til samarbejde ved grænseoverskridende kriminalitet samt forbud mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem), jf. pkt. 3.1.

Efter Justitsministeriets opfattelse opfylder de gældende danske regler om straffemyndighed og internationalt strafferetligt samarbejde m.v., jf. pkt. 3.3 og 3.4, de forpligtelser, som følger af de nævnte bestemmelser i EU-svigskonventionen. Dette forudsætter dog, at Danmark ved ratifikationen afgiver erklæring vedrørende forbudet mod dobbelt strafforfølgning, jf. konventionens artikel 7, stk. 2, svarende til den erklæring, som blev afgivet ved ratifikationen af konventionen mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om forbud mod dobbelt strafforfølgning.

Der stilles på den baggrund ikke forslag om ændringer på dette område.

Formålet med protokollen til konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (første protokol), jf. lovforslagets bilag 2, er at styrke det strafferetlige samarbejde mellem medlemsstaterne om bekæmpelse af bestikkelse, der involverer medlemsstaternes tjenestemænd og fællesskabstjenestemænd, og som skader eller vil kunne skade De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.

Ved protokollen forpligter medlemsstaterne sig til at kriminalisere aktiv og passiv bestikkelse i forbindelse med svig med fællesskabsmidler, der involverer nationale tjenestemænd, herunder fra andre medlemsstater, og fællesskabstjenestemænd.

Artikel 1 indeholder bl.a. en definition af begreberne »tjenestemand«, »fællesskabstjenestemand« og »national tjenestemand«.

Ved begrebet »tjenestemand« forstås både fællesskabstjenestemand og national tjenestemand, herunder enhver tjenestemand fra en anden medlemsstat.

Begrebet »fællesskabstjenestemand« omfatter enhver, der har status som tjenestemand eller kontraktansat i henhold til vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber eller ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber.

Endvidere omfattes enhver, som af medlemsstaterne eller af en offentlig eller privat institution er stillet til rådighed for De Europæiske Fællesskaber, og som dér udøver hverv svarende til de hverv, der udøves af tjenestemænd eller øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber.

Endelig sidestilles med fællesskabstjenestemænd medlemmer af de organer, der er oprettet i overensstemmelse med traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber, samt personalet i disse organer, for så vidt vedtægten for tjenestemænd i de Europæiske Fællesskaber eller ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber ikke finder anvendelse på dem. Som eksempel kan nævnes Den Europæiske Investeringsbank, Det Europæiske Miljøagentur og Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug.

Medlemmer af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Europa-Parlamentet, De Europæiske Fællesskabers Domstol og De Europæiske Fællesskabers Revisionsret omfattes ikke umiddelbart af definitionen af ordet »fællesskabstjenestemand«. Om denne personkreds er der imidlertid fastsat særlige regler i protokollens artikel 4, stk. 2, jf. nedenfor.

Ved udtrykket »national tjenestemand« forstås en tjenestemand eller anden person, der virker i offentlig tjeneste som defineret i den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor personen varetager et sådant hverv, med henblik på anvendelse af den pågældende medlemsstats strafferet. Ved retsforfølgning i en medlemsstat, der involverer en tjenestemand i en anden medlemsstat, er den retsforfølgende medlemsstat dog kun forpligtet til at anvende definitionen af »national tjenestemand«, i det omfang denne definition er forenelig med dens nationale lovgivning.

I artikel 2 afgrænses den adfærd, der består i passiv bestikkelse, og som medlemsstaterne forpligtes til at gøre strafbar.

Som passiv bestikkelse betragtes det forhold, at en tjenestemand med forsæt, direkte eller gennem tredjemand, anmoder om eller modtager fordele, uanset disses art, for sig selv eller tredjemand, eller tager imod et løfte herom, for i strid med sine officielle pligter at udføre eller undlade at udføre en handling, der er omfattet af vedkommendes hverv eller udøvelsen heraf, og som skader eller vil kunne skade De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.

I artikel 3 beskrives den adfærd, der består i aktiv bestikkelse, og som medlemsstaterne ligeledes forpligtes til at gøre strafbar.

Som aktiv bestikkelse anses det forhold, at en person med forsæt, direkte eller gennem tredjemand, lover eller yder en tjenestemand en fordel, uanset dennes art, for tjenestemanden selv eller tredjemand, for at tjenestemanden i strid med sine officielle pligter foretager eller undlader at foretage en handling, der er omfattet af den pågældendes hverv eller udøvelsen heraf, og som skader eller vil kunne skade de Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.

Artikel 4 indeholder bestemmelser om strafferetlig ligestilling af nationale tjenestemænd m.v. og fællesskabstjenestemænd m.v.

Efter bestemmelsens stk. 1 skal straffebestemmelserne om svig med fællesskabsmidler, jf. EU-svigskonventionens artikel 1, som begås af nationale tjenestemænd under udøvelsen af deres hverv, finde anvendelse i samme omfang i tilfælde, hvor svigen begås af fællesskabstjenestemænd under udøvelsen af deres hverv.

Efter bestemmelsens stk. 2 skal straffebestemmelserne om svig med fællesskabsmidler samt aktiv og passiv bestikkelse, der begås af eller over for ministre i dens regering, medlemmer af dens parlamentariske forsamlinger, af dens højesteret eller af dens revisionsret under udøvelsen af deres hverv, finde anvendelse i samme omfang i tilfælde, hvor overtrædelsen begås af eller over for medlemmer af henholdsvis Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Europa-Parlamentet, EF-Domstolen og De Europæiske Fællesskabers Revisionsret under udøvelsen af deres hverv. Da der i Danmark ikke findes en revisionsret, indebærer dette udtryk for Danmarks vedkommende i stedet en henvisning til Rigsrevisionen.

I artikel 4, stk. 3, er indsat en undtagelsesbestemmelse, der giver mulighed for at fravige pligten i artikel 4, stk. 2, til at ligestille medlemmer af Kommissionen med ministre i de medlemsstater, hvor ministres strafferetlige ansvar er reguleret i en særlovgivning. Benyttes denne mulighed for at fravige pligten til ligestilling, skal det i stedet sikres, at medlemmer af Kommissionen omfattes af de strafferetlige bestemmelser, der vedtages til gennemførelse af pligten til at kriminalisere svig med fællesskabsmidler samt aktiv og passiv bestikkelse, der involverer nationale tjenestemænd og fællesskabstjenestemænd.

Artikel 4, stk. 3, medfører for Danmarks vedkommende, at der ikke er pligt til at anvende ministeransvarlighedslovens regler på medlemmer af Kommissionen, forudsat at det sikres, at medlemmer af Kommissionen omfattes af de almindelige straffebestemmelser om svig med fællesskabsmidler og om aktiv og passiv bestikkelse.

I artikel 4, stk. 4, fastsættes det, at stk. 1-3 ikke berører de bestemmelser om straffeproces og domstolskompetence, der gælder i hver enkelt medlemsstat. Bestemmelsen medfører for Danmarks vedkommende bl.a., at forpligtelsen til ligestilling ifølge artikel 4 ikke indvirker på de særlige regler, der er fastsat om ministres ansvar i rigsretsloven.

Endelig fastsættes i artikel 4, stk. 5, bestemmelser vedrørende immunitet, der medfører, at protokollen ikke berører bestemmelserne om ophævelse af immunitet for personale ved Fællesskabernes institutioner. Ophævelse af immunitet i overensstemmelse med reglerne i protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter er således en betingelse for at kunne straffe sådant personale.

Artikel 5 indeholder bestemmelser om sanktioner for aktiv og passiv bestikkelse samt medvirken og anstiftelse hertil.

Artikel 5, stk. 1, forpligter til at sikre, at der kan straffes med sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, herunder i hvert fald i grove tilfælde frihedsstraf, der kan medføre udlevering. Bestemmelsen overlader det til medlemsstaterne at afgrænse de tilfælde, der skal anses for grove. Bestemmelsen indvirker ikke på sanktionsfastsættelsen i konkrete sager.

Artikel 5, stk. 2, regulerer forholdet mellem strafforfølgning og disciplinærforfølgning i anledning af det samme forhold. Bestemmelsen fastsætter, at stk. 1 ikke berører de kompetente myndigheders udøvelse af disciplinære beføjelser over for nationale tjenestemænd eller fællesskabstjenestemænd.

Bestemmelsen giver endvidere mulighed for, at de nationale domstole ved fastlæggelsen af en strafferetlig sanktion i henhold til principperne i deres nationale lovgivning kan tage hensyn til disciplinære sanktioner, som tidligere er pålagt samme person for samme adfærd.

Artikel 6 fastsætter regler om straffemyndighed. Efter bestemmelsen er der pligt til at sikre straffemyndighed i tilfælde, hvor lovovertrædelsen helt eller delvis er begået på medlemsstatens område.

Endvidere er der pligt til at have straffemyndighed i tilfælde, hvor gerningsmanden er statsborger eller tjenestemand i medlemsstaten, og i tilfælde, hvor lovovertrædelsen er begået over for en national tjenestemand eller en fællesskabstjenestemand, jf. artikel 1, eller et medlem af en af de i artikel 4, stk. 2, nævnte fællesskabsinstitutioner, og den pågældende er statsborger i medlemsstaten.

Endelig skal der være straffemyndighed i tilfælde, hvor gerningsmanden er fællesskabstjenestemand i en fællesskabsinstitution med hjemsted i den pågældende medlemsstat.

Artikel 6, stk. 2, indebærer, at der ikke kan tages forbehold for så vidt angår pligten til at have straffemyndighed i tilfælde, hvor forholdet helt eller delvis er begået på eget territorium. For så vidt angår de øvrige tilfælde åbner bestemmelsen mulighed for at tage forbehold om ikke at fastsætte straffemyndighed i et eller flere af tilfældene eller om kun at fastsætte straffemyndighed i særlige tilfælde eller på særlige betingelser.

Artikel 7 regulerer forholdet mellem protokollen og EU- svigskonventionen, idet den gør en lang række bestemmelser i EU-svigskonventionen anvendelige i forhold til protokollens bestemmelser om aktiv og passiv bestikkelse i forbindelse med svig med fællesskabsmidler.

I artikel 8 tillægges EF-Domstolen kompetence til at pådømme tvister mellem medlemsstaterne eller mellem en eller flere medlemsstater og Kommissionen om fortolkningen eller anvendelsen af protokollen.

Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for, at en tvist mellem en eller flere medlemsstater og Kommissionen om anvendelsen af begrebet »fællesskabstjenestemand« i artikel 1 og om anvendelsen af begreberne passiv og aktiv bestikkelse m.v. i artikel 2, 3 og 4 kan indbringes for EF-Domstolen.

Bestemmelsen giver i lighed med artikel 8 i EU-svigskonventionen ikke EF-Domstolen beføjelse til at anfægte afgørelser, der er truffet af de nationale domstole om overtrædelse af protokollen.

Om EF-Domstolens kompetence til at træffe præjudiciel afgørelse om fortolkningen af protokollen henvises til pkt. 6 nedenfor.

Artikel 9-12 indeholder bestemmelser om ikrafttræden m.v.

Formålet med konventionen om bekæmpelse af bestikkelse, som involverer tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber eller i Den Europæiske Unions medlemsstater (EU-bestikkelseskonventionen), jf. lovforslagets bilag 5, er at styrke det strafferetlige samarbejde mellem medlemsstaterne om bekæmpelse af bestikkelse, der involverer medlemsstaternes tjenestemænd og fællesskabstjenestemænd.

Ved konventionen forpligter medlemsstaterne sig på grundlag af en fælles definition af aktiv og passiv bestikkelse til at betragte sådan adfærd, der involverer nationale tjenestemænd, herunder tjenestemænd fra andre medlemsstater, og fællesskabstjenestemænd, som en strafbar handling og til at fastsætte strafferetlige sanktioner, herunder frihedsstraf der kan medføre udlevering.

EU-bestikkelseskonventionen bygger på de samme principper som første protokol til EU-svigskonventionen, jf. ovenfor pkt. 4.1. EU-bestikkelseskonventionen har imidlertid et videre anvendelsesområde end første protokol, idet konventionen retter sig mod bestikkelse generelt. Konventionen er således ikke som første protokol begrænset til tilfælde, hvor bestikkelsen har forbindelse med svig med fællesskabsmidler. Første protokol er herefter praktisk set uden selvstændig betydning.

Artikel 1 indeholder en definition af begreberne »tjenestemand«, »fællesskabstjenestemand« og »national tjenestemand«. Bestemmelsen svarer til artikel 1 i første protokol til EU- svigskonventionen.

I artikel 2 og 3 afgrænses den adfærd, der består i henholdsvis passiv og aktiv bestikkelse. Bestemmelserne svarer til artikel 2 og 3 i første protokol til EU-svigskonventionen med den afvigelse, at bestemmelserne i bestikkelseskonventionen ikke er begrænset til tilfælde, hvor bestikkelsen skader eller vil kunne skade De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.

Artikel 4 indeholder bestemmelser, der i lighed med artikel 4, stk. 2, i første protokol til EU-svigskonventionen forpligter til strafferetlig ligestilling mellem ministre og medlemmer af Kommissionen, nationale parlamentsmedlemmer og medlemmer af Europa-Parlamentet, højesteretsdommere og medlemmer af EF-Domstolen samt medlemmer af nationale revisionsretter og medlemmer af De Europæiske Fællesskabers Revisionsret. EU-bestikkelseskonventionens artikel 4 indeholder herudover i lighed med artikel 4, stk. 3-5, i første protokol bestemmelser, der bl.a. giver mulighed for at undlade at ligestille medlemmer af Kommissionen med ministre for så vidt angår ministeransvarlighedsloven og rigsretsloven.

Artikel 5 og 7 indeholder bestemmelser om henholdsvis sanktioner og straffemyndighed, der svarer til henholdsvis artikel 5 og 6 i første protokol til EU-svigskonventionen.

Artikel 6, 8, 9, 10 og 11 indeholder bestemmelser om henholdsvis virksomhedslederes strafferetlige ansvar, udlevering og retsforfølgning, forpligtelse til samarbejde ved grænseoverskridende kriminalitet, forbud mod dobbelt strafforfølgning og forholdet mellem EU-bestikkelseskonventionen og nationale straffebestemmelser, der svarer til henholdsvis artikel 3, 5, 6, 7 og 9 i EU-svigskonventionen og artikel 7 i første protokol til denne konvention.

I artikel 12, stk. 1-2, fastsættes bestemmelser om EF-Domstolens kompetence til at behandle tvister mellem medlemsstaterne om fortolkningen eller anvendelsen af konventionen og mellem en eller flere medlemsstater og Kommissionen vedrørende anvendelse af visse af konventionens bestemmelser. Lignende bestemmelser er fastsat i artikel 8 i første protokol til EU-svigskonventionen.

Om de særlige bestemmelser i EU-bestikkelseskonventionens artikel 12, stk. 3-6, der giver de nationale domstole mulighed for at anmode EF-Domstolen om træffe præjudiciel afgørelse om fortolkningen af visse af konventionens bestemmelser, henvises til pkt. 6 nedenfor.

Artikel 13-16 indeholder bestemmelser om ikrafttrædelse m.v.

Parallelt med arbejdet i Den Europæiske Union har der i OECD været iværksat initiativer med henblik på at indføre et globalt forbud mod aktiv bestikkelse. Blandt disse initiativer kan nævnes OECD's rekommandation af 23. maj 1997 om bekæmpelse af bestikkelse i international handel, der bl.a. indeholder en opfordring til at kriminalisere bestikkelse af udenlandske tjenestemænd og til at udelukke virksomheder m.v. fra at kunne trække udgifter til bestikkelse fra i skat.

I forlængelse af ovennævnte OECD-rekommandation er udarbejdet konventionen om bekæmpelse af bestikkelse af udenlandske tjenestemænd i forbindelse med internationale forretningstransaktioner (OECD-bestikkelseskonventionen), jf. lovforslagets bilag 6.

Formålet med denne konvention er at indføre et globalt forbud mod bestikkelse i forbindelse med internationale forretningstransaktioner.

Ved konventionen forpligter de deltagende stater sig på grundlag af en fælles definition af bestikkelse af udenlandske tjenestemænd til at betragte sådan adfærd som en strafbar handling og til at fastsætte effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner.

I OECD-bestikkelseskonventionens artikel 1 defineres den lovovertrædelse, der består i bestikkelse af udenlandske tjenestemænd.

Efter artikel 1, stk. 1, skal det betragtes som en strafbar handling, at en person forsætligt tilbyder, lover eller giver en utilbørlig økonomisk eller anden fordel, enten direkte eller gennem mellemmænd, til en udenlandsk tjenestemand, enten til tjenestemanden selv eller til tredjemand, for at få tjenestemanden til at foretage eller undlade at foretage en handling i forbindelse med udøvelse af tjenstlige pligter, for derved at opnå eller bibeholde forretninger eller anden uretmæssig fordel i internationale forretningsforhold.

Efter artikel 1, stk. 2, skal medvirken til, herunder tilskyndelse til, hjælp til og meddelagtighed i, eller godkendelse af en handling, hvis formål er at bestikke en udenlandsk tjenestemand, være strafbar.

Endvidere skal forsøg på og sammensværgelse for at bestikke en udenlandsk tjenestemand være strafbart i samme omfang som forsøg på og sammensværgelse for at bestikke statens egne tjenestemænd.

Efter artikel 1, stk. 4, litra a, forstås ved »en udenlandsk tjenestemand« (1) enhver, der som ansat eller folkevalgt varetager et hverv inden for lovgivning, forvaltning eller domstolene i et andet land, og (2) enhver, der udøver en offentlig funktion for et land, herunder en offentlig styrelse eller en offentlig virksomhed, samt (3) enhver ansat i eller repræsentant for en offentlig international organisation.

Med udtrykket »offentlig virksomhed« (»public enterprise«) sigtes ifølge s. 13 i den forklarende rapport til OECD-bestikkelseskonventionen til selskaber, som vedkommende stats regering direkte eller indirekte kan udøve en dominerende indflydelse på, f.eks. fordi regeringen er indehaver af aktiemajoriteten eller har flertallet af stemmer i virksomhedens ledende organer, og som ikke virker på sædvanlige markedsvilkår (dvs. i det væsentlige på samme vilkår som en tilsvarende privat virksomhed).

Efter artikel 1, stk. 4, litra b, omfatter udtrykket »et andet land« alle administrative niveauer og underinddelinger i det offentlige på såvel nationalt som lokalt plan.

Endelig omfatter udtrykket »at handle eller undlade at handle i forbindelse med udøvelse af tjenstlige pligter« efter artikel 1, stk. 4, litra c, enhver brug af en tjenestemands stilling, uanset om dette måtte være inden for eller uden for vedkommendes fastsatte kompetence.

I artikel 2 fastsættes en pligt til i overensstemmelse med nationale retsprincipper at kunne drage juridiske personer til ansvar for bestikkelse af udenlandske tjenestemænd. Af den forklarende rapport til OECD-bestikkelseskonventionen s. 13 fremgår i den forbindelse, at der ikke er en konventionsmæssig forpligtelse til at fastsætte strafansvar for juridiske personer, hvis denne ansvarsform ikke i forvejen er kendt i national ret.

Artikel 3 forpligter bl.a. til at sikre, at bestikkelse af udenlandske tjenestemænd kan straffes med effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner, herunder, for så vidt angår fysiske personer, med frihedsstraf, der kan medføre udlevering.

Der skal også være mulighed for at beslaglægge og konfiskere udbytte m.v. ved bestikkelse.

Endvidere skal det sikres, at juridiske personer, der efter national ret ikke kan pålægges strafansvar for bestikkelse (fordi denne særlige ansvarsform ikke kendes i national ret), i stedet kan pålægges andre effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner, herunder af økonomisk art.

Endelig indeholder bestemmelsen en forpligtelse til at overveje at pålægge yderligere civile eller administrative sanktioner i tilfælde, hvor en person er blevet idømt sanktioner for bestikkelse af en udenlandsk tjenestemand. Hermed tænkes, for så vidt angår juridiske personer, f.eks. på udelukkelse fra offentlig støtte og midlertidig eller varig udelukkelse fra deltagelse i offentlige udbud m.v., jf. den forklarende rapport s. 14.

Artikel 4 fastsætter bl.a. en pligt til at sikre straffemyndighed i tilfælde, hvor lovovertrædelsen helt eller delvis er begået på eget territorium.

Endvidere skal der i de tilfælde, hvor en stat i forvejen kan strafforfølge egne statsborgere for forhold begået i udlandet, være mulighed for på samme betingelser at strafforfølge egne statsborgere for bestikkelse af en udenlandsk tjenestemand, når forholdet er begået i udlandet.

Artikel 5 fastsætter bl.a., at efterforskning og strafforfølgning sker efter nationale regler, og artikel 6 indeholder en pligt til at sikre, at nationale regler om forældelse giver en passende periode til at kunne efterforske og strafforfølge bestikkelse af udenlandske tjenestemænd.

Artikel 7 indeholder en forpligtelse til at sørge for, at nationale bestemmelser om hæleri (»hvidvaskning«, »money laundering«) kommer til at omfatte bestikkelse af udenlandske tjenestemænd uden hensyn til, hvor bestikkelsen blev begået. Denne forpligtelse gælder dog kun, i det omfang bestikkelse af egne tjenestemænd indgår som en førforbrydelse i nationale bestemmelser om hvidvaskning.

Artikel 8 indeholder regler om regnskaber. Bestemmelsen forpligter til inden for rammerne af national lovgivning om bogføring og regnskabsaflæggelse mv. samt af regnskabs- og revisionsstandarder at sørge for forskrifter, der måtte være nødvendige for at forbyde virksomheder at oprette konti uden for bogføringen, at udøve transaktioner, der ikke bogføres eller er utilstrækkeligt identificeret, at registrere ikke- eksisterende udgifter, optage forpligtelser med urigtig identificering af deres formål så vel som at anvende falsk dokumentation, alt med det formål at bestikke fremmede tjenestemænd eller skjule sådan bestikkelse.

Endvidere forpligter bestemmelsen til at have civile, administrative eller strafferetlige sanktioner, der er effektive, forholdsmæssige og afskrækkende, for overtrædelse af dette forbud.

Artikel 9 og 10 indeholder bestemmelser om retshjælp og udlevering, og artikel 11 fastsætter pligt til at udpege en eller flere nationale myndigheder, der har ansvar bl.a. for at modtage og sende internationale retsanmodninger.

Artikel 12 indeholder en forpligtelse for de deltagende stater til at samarbejde om udformning af en opfølgningsmekanisme, der systematisk kan overvåge og fremme gennemførelse af konventionen. Opfølgningen på OECD-konventionen vil i første fase ske på skriftligt grundlag, hvor deltagerlandene ud fra en skriftlig besvarelse af et spørgeskema i en skriftlig rapport gensidigt skal overvåge implementeringen. I anden fase vil landene i en arbejdsgruppe gensidigt undersøge håndhævelsen af konventionen.

Artikel 13-17 indeholder bestemmelser om ikrafttræden m.v. Efter artikel 15 træder OECD-bestikkelseskonventionen som udgangspunkt først i kraft, når 5 ud af de 10 mest eksporterende lande har ratificeret konventionen. Konventionen er trådt i kraft den 15. februar 1999.

4.4.1. I november 1996 vedtog Europarådets Ministerkomité som opfølgning af den 19. europæiske justitsministerkonference i Valetta i 1994 en handlingsplan mod korruption. Endvidere vedtog Europarådets stats- og regeringschefer på deres andet topmøde i Strasbourg i oktober 1997 en handlingsplan, der med henblik på at fremme samarbejdet om bekæmpelse af korruption, herunder forbindelsen til organiseret kriminalitet og hvidvaskning af penge, bl.a. pålagde Ministerkomitéen at sikre, at der hurtigt blev udarbejdet internationale retsakter i overensstemmelse med den førstnævnte handlingsplan mod korruption.

Ministerkomitéen vedtog på den baggrund den 6. november 1997 beslutning nr. (97) 24 om de 20 vejledende retningslinier for bekæmpelse af korruption (the Twenty Guiding Principles for the Fight Against Corruption), der bl.a. opfordrede Den Tværfaglige Gruppe vedrørende Korruption (the Multidisciplinary Group on Corruption) (GMC) til at fremskynde udarbejdelsen af internationale retsakter i overensstemmelse med handlingsplanen mod korruption og af et udkast til aftale om oprettelse af en hensigtsmæssig og effektiv mekanisme til overvågning af de enkelte landes gennemførelse af de nævnte retningslinier og de påtænkte internationale retsakter.

Ved beslutning nr. (98) 7 vedtog Ministerkomitéen den 5. maj 1998 et af GMC udarbejdet udkast til aftale om oprettelse af Sammenslutningen af Stater mod Korruption - GRECO (GRECO-aftalen).

GMC færdiggjorde i september 1998 et udkast til strafferetskonvention om korruption (Criminal Law Convention on Corruption) (Europarådets korruptionskonvention), som i november samme år blev godkendt af Ministerkomitéen. Korruptionskonventionen blev herefter åbnet for undertegnelse den 27. januar 1999, hvor Danmark som et af de første lande undertegnede konventionen.

Europarådets korruptionskonvention og GRECO-aftalen er optaget som henholdsvis bilag 8 og 9 til lovforslaget.

4.4.2. Formålet med Europarådets korruptionskonvention er at styrke det internationale samarbejde om bekæmpelse af korruption. Ved konventionen påtager de deltagende stater sig at samordne kriminaliseringen af korruption og at forbedre det internationale strafferetlige samarbejde om bekæmpelse af korruption. Endvidere forpligter de sig gennem GRECO til at underkaste sig en gensidig evaluering af den lovgivning og praksis, som det enkelte medlem har vedtaget med henblik på gennemførelse af korruptionskonventionen, jf. pkt. 4.4.3.

Korruptionskonventionen består af 5 kapitler. Kapitel I (artikel 1) indeholder en definition af visse centrale begreber i konventionen. Kapitel II (artikel 2-23) indeholder bestemmelser om de foranstaltninger, der skal træffes på nationalt plan. Kapitel III (artikel 24) omhandler overvågningen af gennemførelsen af konventionen i national ret, og kapitel IV (artikel 25-31) regulerer det internationale samarbejde om bekæmpelse af korruption. Endelig indeholder kapitel V (artikel 32-42) en række afsluttende bestemmelser, der bl.a. indebærer, at stater, der ikke i forvejen er medlem af GRECO, automatisk bliver medlem heraf, når korruptions-konventionen træder i kraft for den pågældende stats vedkommende.

Efter artikel 1, litra a, anvendes udtrykket »tjenestemand« i konventionen i den betydning, som udtrykkene »offentlig ansat«, »øvrighedsperson«, »borgmester«, »minister« eller »dommer« har i national ret i den stat, hvor den pågældende person udøver sin tjeneste, og således som dette udtryk anvendes i den pågældende stats strafferet.

Ifølge artikel 1, litra b, omfatter udtrykket »dommer« både anklagere og personer, der udøver domsmyndighed.

Efter artikel 1, litra c, skal en stat ved strafforfølgning, der omfatter en tjenestemand fra en anden stat, kun anvende den nævnte definition på en tjenestemand, såfremt denne definition er forenelig med statens nationale ret.

Endelig sigtes med udtrykket »juridisk person« i konventionen alene til enheder, der har denne status i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse, dog ikke stater og andre offentlige organer under udøvelse af offentligretlige beføjelser samt offentligretlige internationale organisationer, jf. artikel 1, litra d.

Artikel 2-6 og 9-11 indeholder bestemmelser, der medfører pligt til at kunne straffe aktiv og passiv bestikkelse i offentlig tjeneste og hverv. Disse bestemmelser suppleres i artikel 7 og 8 af bestemmelser, der medfører pligt til at kunne straffe aktiv og passiv bestikkelse i private retsforhold (»den private sektor«). Om bestikkelse i den private sektor henvises endvidere til pkt. 4.5. vedrørende EU's fælles aktion om bestikkelse i den private sektor.

Om aktiv bestikkelse i offentlig tjeneste fastsættes det i artikel 2, at det skal være en strafbar handling i henhold til national ret, at en person med forsæt, direkte eller gennem tredjemand, lover, tilbyder eller giver en national tjenestemand en utilbørlig fordel, uanset dennes art, enten til tjenestemanden selv eller til tredjemand, for at få tjenestemanden til at foretage eller undlade at foretage en handling i forbindelse med udøvelsen af tjenesten.

Om passiv bestikkelse i offentlig tjeneste fastsættes det i artikel 3, at det skal være en strafbar handling i henhold til national ret, at en national tjenestemand med forsæt, direkte eller gennem tredjemand, anmoder om eller modtager en utilbørlig fordel, uanset dennes art, enten til tjenestemanden selv eller til tredjemand, eller tager imod et tilbud eller løfte om en sådan fordel, for at foretage eller undlade at foretage en handling i forbindelse med udøvelsen af tjenesten.

Efter artikel 4, 6 og 10 skal det sikres, at handlinger som nævnt i artikel 2 og 3 også er strafbare i henhold til national ret, når handlingen omfatter en person, der er (1) medlem af en national, offentlig forsamling med lovgivende eller administrativ myndighed, (2) medlem af en offentlig forsamling med lovgivende eller administrativ myndighed i en anden stat og (3) medlem af en parlamentarisk forsamling i en international eller overnational organisation, som den pågældende stat er medlem af.

Efter artikel 5, 9 og 11 skal det endvidere sikres, at handlinger som nævnt i artikel 2 og 3 også er strafbare i henhold til national ret, når handlingen omfatter (1) en tjenestemand i en anden stat, (2) en tjenestemand eller anden kontraktsansat i henhold til vedtægten for en international eller overnational organisation eller organ, som den pågældende stat er medlem af, og en person, uanset om den pågældende er stillet til rådighed for vedkommende organisation eller organ, når den pågældende udøver hverv svarende til de hverv, der udøves af den nævnte tjenestemand eller repræsentant, samt (3) en person, der udøver domsmyndighed eller er tjenestemand ved en international domstol, hvis kompetence er anerkendt af den pågældende stat.

Efter artikel 36 kan en stat afgive erklæring om, at det alene skal være strafbart i henhold til national ret at udøve aktiv og passiv bestikkelse i forhold til udenlandske tjenestemænd efter artikel 5, tjenestemænd i internationale organisationer efter artikel 9 eller dommere og tjenestemænd ved internationale domstole efter artikel 11, i det omfang den pågældende tjenestemand eller dommer foretager eller undlader at foretage en handling i strid med sine pligter.

Endvidere kan en stat efter artikel 37, stk. 1, forbeholde sig ret til helt eller delvis at undlade at fastsætte, at det er en strafbar handling efter national ret at handle som nævnt i artikel 4, 6 og 10 eller for en udenlandsk tjenestemand at begå passiv bestikkelse som nævnt i artikel 5.

Om aktiv bestikkelse i den private sektor fastsættes det i artikel 7, at det skal være en strafbar handling i henhold til national ret, at en person som led i sine forretningsmæssige aktiviteter med forsæt, direkte eller gennem tredjemand, lover, tilbyder eller giver en utilbørlig fordel, uanset dennes art, til en person, der i en hvilken som helst egenskab leder eller arbejder for en virksomhed i den private sektor, enten til den pågældende selv eller til tredjemand, for at denne person i strid med sine pligter skal foretage eller undlade at foretage en handling.

Om passiv bestikkelse i den private sektor fastsættes det i artikel 8, at det skal være en strafbar handling i henhold til national ret, at en person, der i en hvilken som helst egenskab leder eller arbejder for en virksomhed i den private sektor, som led i sine forretningsmæssige aktiviteter med forsæt, direkte eller gennem tredjemand, anmoder om eller modtager en utilbørlig fordel, uanset dennes art, enten til den pågældende selv eller til tredjemand, eller tager imod et tilbud eller løfte om en sådan fordel, for i strid med sine pligter at foretage eller undlade at foretage en handling.

Efter artikel 37, stk. 1, kan staten forbeholde sig ret til helt eller delvis at undlade at fastsætte, at det er en strafbar handling efter national ret at handle som nævnt i artikel 7 og 8.

Bestemmelserne i artikel 2-11 om aktiv og passiv bestikkelse suppleres i artikel 12-14 af bestemmelser, der medfører pligt til at kriminalisere visse forhold, der er beslægtede med bestikkelse (»handel med indflydelse«), hvidvaskning af udbytte fra bestikkelse, jf. herom pkt. 5.2., samt visse regnskabsmæssige lovovertrædelser med tilknytning til bestikkelse.

Efter artikel 12 skal det være en strafbar handling i henhold til national ret, at (1) en person med forsæt, direkte eller gennem tredjemand, lover, giver eller tilbyder en utilbørlig fordel, uanset dennes art, til en person, der hævder eller bekræfter at være i stand til at udøve upassende (»improper«) indflydelse på beslutninger, der træffes af en af de i artikel 2, 4-6 og 9-11 nævnte personer, enten til den pågældende selv eller til tredjemand, som modydelse for, at den pågældende udøver den upassende indflydelse, samt at (2) en sådan person anmoder om eller modtager en utilbørlig fordel, uanset dennes art, eller tager imod et tilbud eller løfte om en sådan fordel som modydelse for at udøve den upassende indflydelse, uanset om indflydelsen udøves, og om den formodede indflydelse fører til det tilsigtede resultat.

Efter artikel 37, stk. 1, kan staten forbeholde sig ret til helt eller delvis at undlade at fastsætte, at det er en strafbar handling i henhold til national ret at handle som nævnt i artikel 12.

Artikel 14 medfører pligt til at sikre, at der i henhold til national ret kan pålægges strafferetlige eller andre sanktioner, når en person med forsæt foretager eller undlader at foretage følgende handlinger for at begå, skjule eller dække over de i artikel 2-12 nævnte handlinger, i det omfang den pågældende stat ikke har taget forbehold: a) at udarbejde eller anvende en faktura eller et andet regnskabsmæssigt dokument eller fortegnelse med falske eller ufuldstændige oplysninger; b) ulovligt at undlade at registrere en betaling.

Efter artikel 15 skal det være strafbart i national ret at hjælpe eller tilskynde til udførelsen af en strafbar handling i henhold til korruptionskonventionen.

Artikel 16 fastsætter, at konventionens bestemmelser ikke berører bestemmelser i traktater, protokoller eller statutter eller gennemførelsesbestemmelser, der knytter sig hertil, vedrørende ophævelse af immunitet.

Artikel 17 fastsætter regler om straffemyndighed. Efter bestemmelsen er der pligt til at sikre straffemyndighed i tilfælde, hvor lovovertrædelsen helt eller delvis er begået statens område.

Endvidere er der pligt til at have straffemyndighed i tilfælde, hvor gerningsmanden er statsborger eller tjenestemand i staten eller medlem af en af statens offentlige forsamlinger, og i tilfælde, hvor lovovertrædelsen angår en af statens tjenestemænd eller et medlem af en af statens offentlige forsamlinger eller en person som nævnt i artikel 9-11, der også er en af dens statsborgere.

Artikel 17, stk. 2, sammenholdt med artikel 37, stk. 2, indebærer, at der ikke kan tages forbehold for så vidt angår pligten til at have straffemyndighed i tilfælde, hvor forholdet helt eller delvis er begået på eget territorium. For så vidt angår de øvrige tilfælde åbner bestemmelsen mulighed for at tage forbehold om ikke at fastsætte straffemyndighed i et eller flere af tilfældene eller om kun at fastsætte straffemyndighed i særlige tilfælde eller på særlige betingelser.

Har en stat benyttet muligheden for at tage forbehold i medfør af artikel 17, stk. 2, skal staten efter artikel 17, stk. 3, have straffemyndighed i tilfælde, hvor den påståede gerningsmand befinder sig inden for statens territorium, og staten alene på grund af vedkommendes statsborgerskab ikke udleverer den pågældende efter have modtaget en begæring herom.

Efter artikel 17, stk. 4, udelukker konventionen ikke udøvelse af straffemyndighed i henhold til national ret.

Artikel 18 og 19 indeholder bestemmelser om strafansvar for juridiske personer og om sanktioner og foranstaltninger i anledning af sådant ansvar. Der henvises herom til pkt. 5.2.

I artikel 19 fastsættes endvidere bestemmelser om sanktioner og foranstaltninger som følge af fysiske personers strafansvar. Efter stk. 1 skal der på baggrund af alvoren af de strafbare handlinger, som konventionen angår, kunne pålægges sanktioner og foranstaltninger, som er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning for strafbare handlinger i henhold til artikel 2- 14, herunder straf i form af frihedsberøvelse, som kan medføre udlevering. Bestemmelsen indvirker ikke på sanktionsfastsættelsen i konkrete sager.

Artikel 19, stk. 3, medfører pligt til at sikre, at der kan ske konfiskation eller anden berøvelse af redskaber eller udbytte fra strafbare handlinger i henhold til konventionen eller af formuegoder, hvis værdi modsvarer sådant udbytte.

Artikel 20 forpligter de deltagende stater til at sikre, at personer eller enheder er specialiseret i bekæmpelse af korruption og har den nødvendige uafhængighed i overensstemmelse med den pågældende stats grundlæggende retsprincipper, så de kan udføre deres hverv effektivt og uden utilbørligt pres. Det skal endvidere sikres, at personalet ved sådanne enheder har den fornødne uddannelse og de fornødne økonomiske ressourcer til deres opgaver.

Artikel 21 fastsætter bestemmelser om samarbejde med og mellem nationale myndigheder. Bestemmelsen forpligter til at sikre, at offentlige myndigheder samt tjenestemænd i overensstemmelse med national ret samarbejder med de nationale myndigheder, der er ansvarlige for efterforskning og retsforfølgning af strafbare handlinger dels ved at oplyse de sidstnævnte myndigheder om sager, hvor der er rimelig grund til at antage, at der er begået en strafbar handling i henhold til artikel 2-14, dels ved efter anmodning at give de sidstnævnte myndigheder alle nødvendige oplysninger.

Artikel 22 medfører pligt til at kunne yde effektiv og passende beskyttelse af personer, der anmelder strafbare handlinger i henhold til artikel 2-14 eller på anden måde samarbejder med de efterforskende og retsforfølgende myndigheder, og af vidner, der afgiver forklaringer om sådanne handlinger.

Efter artikel 23, stk. 1, skal hver stat vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, herunder foranstaltninger der tillader anvendelse af særlige efterforskningsmetoder, som måtte være nødvendige i overensstemmelse med national ret, for at kunne lette indsamlingen af bevismateriale vedrørende strafbare handlinger i henhold til artikel 2-14 og for at kunne identificere, efterspore, fastfryse og beslaglægge redskaber og udbytte fra korruption eller formuegoder, hvis værdi modsvarer sådant udbytte, som kan underkastes de i henhold til artikel 19, stk. 3, fastsatte foranstaltninger (konfiskation m.v.).

Efter artikel 23, stk. 2, skal nationale domstole eller andre kompetente myndigheder kunne beordre, at bankoplysninger, økonomiske oplysninger eller handelsmæssige oplysninger gøres tilgængelige eller beslaglægges med henblik på at udføre de handlinger, der er omhandlet i stk. 1.

Endelig medfører artikel 23, stk. 3, at bankhemmeligheden ikke må udgøre en hindring for de foranstaltninger, der er fastsat i stk. 1 og 2.

Efter artikel 24 overvåger Sammenslutningen af Stater mod Korruption (GRECO) de kontraherende parters gennemførelse af konventionen. Bestemmelsen skal sammenholdes med artikel 32, stk. 3 og 4, hvorefter stater, der ikke er medlem af GRECO på tidspunktet for ratifikation, automatisk bliver medlem på det tidspunkt, hvor konventionen træder i kraft for den pågældende stat. Der henvises endvidere til pkt. 4.4.3., hvor GRECO-aftalen gennemgås.

I artikel 25-31 fastsættes en række bestemmelser om internationalt samarbejde.

Artikel 25, stk. 1, pålægger staterne i videst muligt omfang at samarbejde med hinanden i overensstemmelse med bestemmelserne i relevante internationale retsakter om internationalt samarbejde i straffesager eller arrangementer, der bygger på ensartet eller gensidig lovgivning (dvs. bl.a. den fælles nordiske lovgivning om udlevering og overførsel af straffuldbyrdelse til et andet nordisk land), og i overensstemmelse med national ret ved efterforskning og retsforfølgning af strafbare handlinger i henhold til konventionen.

Såfremt der mellem stater ikke gælder en international retsakt eller et arrangement som nævnt i stk. 1, finder konventionens artikel 26-31 anvendelse, jf. artikel 25, stk. 2. Efter artikel 25, stk. 3, finder artikel 26-31 også anvendelse, når disse bestemmelser er mere fordelagtige end de i stk. 1 nævnte internationale retsakter eller arrangementer.

Artikel 26 fastsætter pligter med hensyn til gensidig retshjælp. Artikel 26, stk. 1, pålægger staterne i videst muligt omfang at yde hinanden gensidig retshjælp ved uden unødigt ophold at behandle begæringer fra myndigheder, der efter deres nationale ret har kompetence til at efterforske og retsforfølge strafbare handlinger i henhold til konventionen.

Efter artikel 26, stk. 2, kan retshjælp afslås, såfremt den stat, over for hvilken begæringen er fremsat, finder, at efterkommelse af begæringen vil undergrave dens grundlæggende interesser, nationale suverænitet, nationale sikkerhed eller almindelige retsprincipper (ordre public). Endvidere kan en stat efter artikel 37, stk. 3, ved ratifikation m.v. af konventionen forbeholde sig ret til at kunne afslå retshjælp efter artikel 26, stk. 1, såfremt begæringen vedrører en forbrydelse, som den anmodede stat anser som en politisk forbrydelse.

Artikel 26, stk. 3, medfører, at de deltagende stater afskæres fra at påberåbe sig bankhemmeligheden som begrundelse for at nægte samarbejde. Såfremt det kræves i henhold til national lovgivning, kan en stat stille krav om, at en begæring om samarbejde, som medfører ophævelse af bankhemmeligheden, godkendes af en dommer eller anden retlig myndighed, herunder offentlige anklagere, der beskæftiger sig med lovovertrædelser.

Artikel 27 indeholder bestemmelser om udlevering. Bestemmelsen medfører bl.a. pligt til at anerkende de strafbare handlinger, der er omfattet af konventionen, som handlinger, der kan medføre udlevering. Bestemmelsen indebærer også, at spørgsmålet om udlevering, herunder de grunde, som den anmodede stat kan anføre som begrundelse for at nægte udlevering, afgøres efter den anmodede stats lovgivning. Såfremt udlevering afslås alene med henvisning til den berørte persons statsborgerskab, eller fordi den anmodede stat finder, at den har straffemyndighed med hensyn til den pågældende handling, skal den anmodede stat forelægge sagen for sine kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning, medmindre andet aftales med den begærende stat, og til sin tid underrette den begærende stat om det endelige udfald af sagen.

Artikel 28 fastsætter regler om uanmodede oplysninger. Bestemmelsen indebærer, at en stat, uden at det berører national efterforskning eller retsforfølgning, uden forudgående anmodning kan sende faktuelle oplysninger til en anden stat, når den finder, at afgivelse af sådanne oplysninger kan bistå den modtagende stat med at iværksætte eller gennemføre efterforskning eller retsforfølgning vedrørende strafbare handlinger i henhold til konventionen eller kan føre til en anmodning fra denne stat i henhold konventionens kapitel om internationalt samarbejde.

Artikel 29 indeholder bestemmelser, der forpligter de deltagende stater til at udpege en eller flere centrale myndigheder med henblik på afsendelse og besvarelse m.v. af anmodninger, der rejses i medfør af konventionen.

I artikel 30 fastsættes regler, der bl.a. giver mulighed for i hastende tilfælde at lade den begærende og den anmodede stats retlige myndigheder kommunikere direkte med hinanden, og i artikel 31 fastsættes regler, der medfører pligt for den anmodede stat til at underrette den begærende stat om foranstaltninger m.v., der iværksættes i medfør af konventionens bestemmelser om internationalt samarbejde.

Endelig indeholder artikel 32-42 bestemmelser om ikrafttræden m.v. Det fastsættes heri bl.a., jf. artikel 37, stk. 4, at en stat, der benytter sig af adgangen til at tage forbehold efter artikel 37, stk. 1-3, jf. ovenfor, ikke kan tage forbehold over for mere end 5 af de deri nævnte bestemmelser. Forbehold af samme art med hensyn til artikel 4, 6 og 10 anses som ét forbehold.

Endvidere følger det af artikel 38, at erklæringer efter artikel 36 og forbehold efter artikel 37 skal fornyes med 3 års mellemrum for at bevare deres gyldighed, og at staten før fornyelse eller efter anmodning skal redegøre over for GRECO for de grunde, der berettiger til at forlænge vedkommende erklæring eller forbehold.

4.4.3. Som nævnt i pkt. 4.4.1., vedtog Europarådets Ministerkomité den 5. maj 1998 ved beslutning nr. (98) 7 aftalen om oprettelse af Sammenslutningen af Stater mod Korruption - GRECO (GRECO-aftalen), jf. lovforslagets bilag 9.

Formålet med GRECO er at forbedre medlemmernes evne til at bekæmpe korruption ved gennem en dynamisk proces og pres fra ligesindede at følge op på overholdelsen af deres forpligtelser på dette område, jf. artikel 1.

For at opfylde dette formål skal GRECO ifølge artikel 2 dels overvåge gennemførelsen af de vejledende retningslinier for bekæmpelse af korruption vedtaget af Europarådets Ministerkomité den 6. november 1997, dels overvåge gennemførelsen af internationale retsakter, som vedtages i henhold til handlingsplanen mod korruption i overensstemmelse med bestemmelserne i sådanne retsakter.

GRECO har sæde i Strasbourg, jf. artikel 3.

Om fremgangsmåden for medlemsskab af GRECO gælder efter artikel 4, stk. 1, at enhver af Europarådets medlemsstater ud over dem, der er nævnt i beslutningen om oprettelse af GRECO, til enhver tid kan blive medlem af GRECO ved at give meddelelse herom til Europarådets generalsekretær.

Efter artikel 4, stk. 2, kan enhver ikke-medlemsstat, der har deltaget i udarbejdelsen af aftalen, (Hviderusland, Canada, Georgien, Vatikanet, Japan, Mexico, USA og Bosnien- Herzegovina), ud over dem, der er nævnt i beslutningen om oprettelse af GRECO, til enhver tid blive medlem af GRECO ved at give meddelelse herom til Europarådets generalsekretær. Meddelelsen skal være ledsaget af en erklæring om, at ikke-medlemsstaten forpligter sig til at anvende de vejledende retningslinier for bekæmpelse af korruption vedtaget af Europarådets Ministerkomité den 6. november 1997.

Stater, der tiltræder internationale retsakter vedtaget af Europarådets Ministerkomité i henhold til handlingsplanen mod korruption, som indeholder bestemmelser om obligatorisk medlemsskab af GRECO, bliver automatisk (ipso facto) medlem af GRECO i overensstemmelse med bestemmelserne i disse retsakter, jf. artikel 4, stk. 3.

Som nævnt i pkt. 4.4.2., medfører artikel 32, stk. 3 og 4, i Europarådets korruptionskonvention, at en stat, der ikke har tiltrådt GRECO, automatisk bliver medlem, når konventionen træder i kraft for den pågældende stats vedkommende.

Justitsministeriet har fundet det rigtigst, at spørgsmålet om dansk deltagelse i GRECO kædes sammen med gennemførelsen af korruptionskonventionen i dansk ret. Justitsministeriet har herved bl.a. lagt vægt på den nære sammenhæng mellem GRECO's virksomhed og de konventioner, herunder korruptionskonventionen, der vedtages af Europarådets Ministerkomité som opfølgning på handlingsplanen mod korruption.

Danmarks tiltrædelse af GRECO bør derfor afvente gennemførelsen af korruptionskonventionen i dansk ret, hvis tiltrædelse som nævnt medfører pligt til medlemsskab af GRECO. Som nævnt i pkt. 1.2., foreslås det, at Danmark tiltræder GRECO, når Danmark tiltræder korruptionskonventionen, så det danske medlemsskab af GRECO får virkning fra dette tidspunkt, selv om konventionen endnu ikke måtte være trådt i kraft.

Efter GRECO-aftalens artikel 4, stk. 4, kan Europarådets Ministerkomité, der i sin sammensætning er begrænset til stater, som deltager i aftalen, efter at have rådført sig med allerede deltagende ikke-medlemsstater opfordre ikke-medlemsstater ud over dem, der er nævnt i stk. 2, til at deltage i GRECO. En ikke-medlemsstat, der modtager en sådan opfordring, skal give meddelelse til generalsekretæren om sin hensigt om at blive medlem af GRECO ledsaget af en erklæring om, at den forpligter sig til at anvende de vejledende retningslinier for bekæmpelse af korruption.

Endelig kan Europarådets Ministerkomité efter artikel 5 opfordre Det Europæiske Fællesskab til at deltage i GRECO's arbejde. Formen for sådan deltagelse skal fastlægges i den beslutning, der opfordrer til deltagelse.

I GRECO-aftalens artikel 6-9 er der fastsat nærmere regler om GRECO's sammensætning og virksomhed m.v. Endvidere er der i artikel 18 fastsat regler om oprettelse af en Styringskomité (Statutory Committee) for GRECO. Styringskomitéen sammensættes af repræsentanter for Ministerkomitéen for Europarådets medlemsstater, som også er medlemmer af GRECO, samt af repræsentanter, som er udnævnt specielt til dette formål af de andre medlemmer af GRECO, jf. artikel 18, stk. 1. Styringskomitéens opgave er årligt at fastsætte medlemmernes obligatoriske bidrag til GRECO og at vedtage GRECO's budget for udgifter i forbindelse med gennemførelsen af GRECO's aktivitetsprogram m.v., jf. artikel 18, stk. 2 og 3. Endvidere godkender Styringskomitéen GRECO's årsregnskab, jf. artikel 18, stk. 4 og 5.

Artikel 10-16 indeholder regler om fremgangsmåden m.v. ved GRECO's evaluering af de enkelte medlemmer i henhold til artikel 2.

Efter artikel 10, stk. 2, inddeles evalueringen i runder. En evalueringsrunde forløber over en af GRECO fastsat periode, hvori der gennemføres en evaluering med henblik på at vurdere medlemmernes opfyldelse af udvalgte bestemmelser i de vejledende retningslinier og i andre internationale retsakter vedtaget i henhold til handlingsplanen mod korruption. Ved begyndelsen af hver runde udvælger GRECO de nøjagtige bestemmelser, som evalueringen skal bygge på, jf. artikel 10, stk. 3. Hvert medlem skal med henblik herpå udpege højst 5 eksperter, som vil være i stand til at udføre de i artikel 12-14 fastlagte opgaver, jf. artikel 10, stk. 4. Medlemmerne skal sikre, at deres respektive myndigheder i videst muligt omfang samarbejder i forbindelse med evalueringen inden for grænserne af national ret, jf. artikel 10, stk. 5.

Efter artikel 11 vedtager GRECO et spørgeskema til hver evalueringsrunde, der fremsendes til samtlige medlemmer, som er involveret i evalueringen. Spørgeskemaet udgør rammen for evalueringen. Medlemmerne fremsender herefter deres svar til GRECO's sekretariat inden for de af GRECO fastsatte tidsfrister.

Med henblik på gennemførelse af evalueringen af det enkelte medlem udpeger GRECO efter artikel 12, stk. 1, en evalueringsgruppe (»gruppen«) blandt de i artikel 10, stk. 4, nævnte eksperter. Når evalueringen vedrører gennemførelsen af en af de internationale retsakter vedtaget i henhold til handlingsplanen mod korruption, udpeger GRECO grupper, der udelukkende består af eksperter foreslået af medlemmer, som er part i de pågældende retsakter. Gruppen gennemgår svarene til spørgeskemaet og kan om nødvendigt anmode om yderligere mundtlige eller skriftlige oplysninger fra det medlem, der evalueres, jf. artikel 12, stk. 2.

Efter artikel 13 kan GRECO pålægge en gruppe at besøge et medlem med henblik på at indhente yderligere oplysninger om medlemmets lovgivning og praksis til brug for evalueringen. GRECO skal give mindst to måneders varsel til det pågældende medlem om det påtænkte besøg, der skal foregå i overensstemmelse med det program, som det pågældende medlem har lagt under hensyntagen til de af gruppen udtrykte ønsker. Gruppens medlemmer har under besøget privilegier og immunitet i henhold til artikel 2 i protokollen til Den almindelige overenskomst om Europarådets rettigheder og immuniteter.

På grundlag af de indsamlede oplysninger udarbejder gruppen et foreløbigt udkast til evalueringsrapport om gældende lovgivning og praksis med hensyn til de til evalueringsrunden udvalgte bestemmelser, jf. artikel 14, stk. 1. Det foreløbige udkast til rapport fremsendes efter artikel 14, stk. 2, til det medlem, der evalueres, til udtalelse, og evalueringsgruppen skal inddrage udtalelsen ved færdiggørelsen af udkastet til rapport. Udkastet til rapport forelægges for GRECO, jf. artikel 14, stk. 3.

Herefter drøfter GRECO i plenum det af evalueringsgruppen forelagte udkast til rapport, jf. artikel 15, stk. 1. Medlemmet, der evalueres, har ifølge artikel 15, stk. 2, ret til at fremsætte mundtlige og/eller skriftlige bemærkninger i plenum. Ved drøftelsernes afslutning skal GRECO med eller uden ændringer godkende rapporten vedrørende det pågældende medlem, jf. artikel 15, stk. 3. Efter artikel 15, stk. 4, har alle medlemmer ret til at deltage i afstemningen om godkendelse af evalueringsrapporter vedrørende anvendelsen af de vejledende retningslinier. Kun medlemmer, som er part i en international retsakt vedtaget i henhold til handlingsplanen mod korruption, har ret til at deltage i afstemningen om godkendelse af evalueringsrapporter vedrørende gennemførelse af den pågældende retsakt.

GRECO's evalueringsrapporter er fortrolige. Medmindre andet besluttes, er adgang til disse rapporter forbeholdt medlemmer af den gruppe, som har foretaget evalueringen, og medlemmer af GRECO, Styringskomitéen for GRECO samt sekretariatet for disse organer, jf. artikel 15, stk. 5.

Efter artikel 15, stk. 6, kan GRECO's rapporter indeholde anbefalinger til medlemmet, der evalueres, med henblik på forbedring af medlemmets nationale lovgivning og praksis vedrørende korruption. GRECO skal opfordre medlemmet til at rapportere om, hvilke foranstaltninger der træffes for at efterleve anbefalingerne.

Som led i opfølgningen af det enkelte medlems efterlevelse af GRECO's anbefalinger kan Styringskomitéen efter artikel 16, stk. 1, udsende en pressemeddelelse, hvis den finder, at et medlem forholder sig passivt eller handler utilstrækkeligt med hensyn til de modtagne anbefalinger vedrørende anvendelsen af de vejledende retningslinier. Styringskomitéen, der udelukkende er sammensat af medlemmer, som er part i den pågældende retsakt, kan endvidere udsende en pressemeddelelse, hvis den finder, at et medlem forholder sig passivt eller handler utilstrækkeligt med hensyn til de modtagne anbefalinger vedrørende gennemførelsen af en retsakt vedtaget i henhold til handlingsplanen mod korruption, jf. artikel 16, stk. 2. Styringskomitéen skal efter artikel 16, stk. 3, informere det pågældende medlem samt give medlemmet mulighed for at fremsætte yderligere bemærkninger, inden den træffer beslutning om at udsende en pressemeddelelse som nævnt i stk. 1 og/eller stk. 2.

I artikel 17 er der fastsat nærmere regler om finansieringen af GRECO. Det fremgår heraf bl.a., at GRECO's budget finansieres gennem årlige obligatoriske og frivillige bidrag fra medlemmerne og af frivillige bidrag fra interesserede internationale organisationer. Reglerne i artikel 17 skal sammenholdes med de ovennævnte regler i artikel 18 om Styringskomitéens opgaver med hensyn til fastsættelse af det obligatoriske medlemsbidrag til GRECO samt godkendelse af budget og årsregnskab. Endvidere henvises til artikel 12, stk. 3, og 13, stk. 5, hvorefter GRECO's budget dækker rejse- og opholdsudgifter for de eksperter, der deltager i evalueringsgrupperne, og rejse- og opholdsudgifter, der er forbundet med gennemførelse af landebesøg.

Endelig indeholder artikel 19-21 forskellige bestemmelser om sekretariatsbistand til GRECO og om fremgangsmåden ved ændringer og udtræden af GRECO-aftalen.

Rådet for Den Europæiske Union vedtog den 22. december 1998 på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union en fælles aktion om bestikkelse i den private sektor (EU's fælles aktion). Den pågældende fælles aktion, der trådte i kraft ved offentliggørelsen i EF-Tidende den 31. december 1998, er optaget som bilag 7 til lovforslaget.

Formålet med EU's fælles aktion er at styrke det strafferetlige samarbejde mellem medlemsstaterne i den Europæiske Union om bekæmpelse af bestikkelse i den private sektor. Fælles aktionen supplerer første og anden protokol til EU-svigskonventionen og EU-bestikkelseskonventionen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4.2., hvor der er redegjort for bestemmelserne om bestikkelse i den private sektor i artikel 7 og 8 i Europarådets korruptionskonvention.

Artikel 1 indeholder en definition af følgende begreber: »person«, »juridisk person« og »pligtforsømmelse«.

Ved »person« forstås enhver ansat eller anden person, når vedkommende i en hvilken som helst egenskab leder eller arbejder for eller på vegne af en fysisk eller juridisk person, der driver virksomhed i den private sektor.

Ved »juridisk person« forstås enhver enhed, der har denne status i henhold til gældende national ret, dog ikke stater og andre offentlige organer under udøvelsen af offentligretlige beføjelser samt offentligretlige internationale organisationer.

Ved »pligtforsømmelse« forstås pligtforsømmelse i overensstemmelse med national ret. I national ret bør begrebet pligtforsømmelse mindst omfatte enhver illoyal optræden, som udgør et brud på en lovbestemt pligt, eller i givet fald et brud på faglige regulativer eller instrukser, der gælder inden for en i artiklens første led defineret persons forretningsområde.

Efter artikel 2, stk. 1, betragtes det som passiv bestikkelse i den private sektor, at en person forsætligt, som led i sine forretningsmæssige aktiviteter, direkte eller gennem tredjemand, anmoder om eller modtager en uberettiget fordel, uanset dennes art, for sig selv eller tredjemand, eller tager imod et løfte herom, for i strid med sine pligter at udføre eller undlade at udføre en handling.

Efter artikel 2, stk. 2, skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den i stk. 1 omhandlede adfærd gøres strafbar. Disse foranstaltninger skal mindst dække adfærd, som medfører eller kan medføre konkurrencefordrejning i det mindste inden for det fælles marked, og som påfører eller kan påføre andre økonomisk skade ved uretmæssig tildeling eller mangelfuld udførelse af en kontrakt.

Efter artikel 3, stk. 1, betragtes det som aktiv bestikkelse i den private sektor, at enhver forsætligt, direkte eller gennem tredjemand, lover, tilbyder eller yder en person en uberettiget fordel, uanset dennes art, for vedkommende selv eller for tredjemand, som led i vedkommendes forretningsmæssige aktiviteter, for at denne person i strid med sine pligter skal udføre eller undlade at udføre en handling.

Efter artikel 3, stk. 2, skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den i stk. 1 omhandlede adfærd gøres strafbar. Disse foranstaltninger skal mindst dække adfærd, som medfører eller kan medføre konkurrencefordrejning i det mindste inden for det fælles marked, og som påfører eller kan påføre andre økonomisk skade ved uretmæssig tildeling eller mangelfuld udførelse af en kontrakt.

Herudover pålægger artikel 4 medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at passiv og aktiv bestikkelse samt medvirken eller anstiftelse hertil kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, herunder, i det mindste i grove tilfælde, frihedsstraf, som kan medføre udlevering. For så vidt angår mindre alvorlige tilfælde af aktiv og passiv bestikkelse i den private sektor kan en medlemsstat dog fastsætte sanktioner af en anden art end de ovennævnte.

Artikel 5 og 6 indeholder bestemmelser, der medfører pligt til at kunne straffe juridiske personer for aktiv bestikkelse. Der henvises herom til pkt. 5.3.

Artikel 7 fastsætter regler om straffemyndighed (jurisdiktion). Efter bestemmelsens stk. 1, litra a, er der pligt til at have straffemyndighed i tilfælde, hvor lovovertrædelsen helt eller delvis er begået på medlemsstatens område.

Endvidere er der pligt til at have straffemyndighed i tilfælde, hvor gerningsmanden er statsborger i den pågældende medlemsstat, idet det dog i medlemsstatens lovgivning kan kræves, at adfærden også skal være strafbar i det land, hvor den fandt sted, jf. stk. 1, litra b, og i tilfælde, hvor lovovertrædelsen er begået til fordel for en juridisk person, der driver virksomhed i den private sektor, og som har sit hjemsted på den pågældende medlemsstats område, jf. stk. 1, litra c. Efter artikel 7, stk. 2 sammenholdt med stk. 3, kan staten tage forbehold om ikke at fastsætte straffemyndighed i et eller begge tilfælde eller om kun at fastsætte straffemyndighed i særlige tilfælde eller på særlige betingelser.

Endelig har en medlemsstat, der i henhold til national lovgivning ikke udleverer egne statsborgere, pligt til at sikre, at den har straffemyndighed i tilfælde, hvor lovovertrædelsen begås af dens egne statsborgere uden for dens område, jf. artikel 7, stk. 4.

Artikel 8 indeholder bestemmelser om gennemførelse den fælles aktion. Det fremgår heraf, at hver medlemstat senest to år efter den fælles aktions ikrafttræden (dvs. senest den 31. december 2000) skal forelægge passende forslag til gennemførelsen af den fælles aktion, som skal behandles af de kompetente myndigheder med henblik på vedtagelse. Rådet vurderer på grundlag af passende oplysninger, hvorvidt medlemsstaterne har opfyldt deres forpligtelser i henhold til den fælles aktion, senest tre år efter dens ikrafttræden.

4.6.1. Regler om bestikkelse af personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv, findes i straffelovens § 122 og § 144. Disse regler suppleres af straffelovens § 299, nr. 2, om bestikkelse i private retsforhold (returkommission), jf. pkt. 4.6.7. I det følgende redegøres i hovedtræk for reglerne om bestikkelse af personer i offentlig tjeneste eller hverv.

Straffelovens § 122 angår den såkaldt aktive bestikkelse. Efter bestemmelsen straffes den, som yder, lover eller tilbyder nogen, der virker i offentlig tjeneste eller hverv, gave eller anden fordel for at formå denne til at foretage eller undlade noget, hvorved den pågældende ville gøre sig skyldig i pligtstridig handlemåde, med fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder med hæfte eller bøde.

Straffelovens § 144 angår den såkaldt passive bestikkelse. Bestemmelsen fastsætter, at når nogen i udøvelse af offentlig tjeneste eller hverv uberettiget modtager, fordrer eller lader sig tilsige gave eller anden fordel, straffes den pågældende med hæfte eller med fængsel indtil 6 år, under formildende omstændigheder med bøde.

Udtrykket »offentlig tjeneste« omfatter bl.a. dommere og andre ansatte ved domstolene. Endvidere omfattes beskæftigelse i forvaltningen, uanset om forvaltningsudøvelsen består i at træffe afgørelser eller udøve faktisk forvaltningsvirksomhed, f.eks. transport, undervisning og behandling. Det er således uden betydning, om arbejdet svarer til det arbejde, der også udføres i private virksomheder. Ansatte i særlige forvaltningsenheder, f.eks. Danmarks Nationalbank, er normalt også omfattet af udtrykket »offentlig tjeneste«. Det samme gælder medlemmer af udvalg og råd, der er oprettet i henhold til lov. Tjeneste i koncessionerede selskaber anses derimod ikke uden særskilt bestemmelse herom som »offentlig tjeneste«.

Ansættelsesforholdets eller funktionens nærmere karakter er uden betydning for anvendelsen af straffelovens §§ 122 og 144. Således er f.eks. tjenestemandsansatte, overenskomstansatte, kontraktansatte, midlertidigt ansatte og deltidsbeskæftigede omfattet af bestemmelserne.

Udtrykket »offentligt hverv« omfatter både tilfælde, hvor hvervet beror på valg, og tilfælde, hvor hvervet beror på kontrakt eller pligtmæssig tjeneste. Bl.a. medlemmer af Folketinget er derfor omfattet af dette udtryk. Også ministre er omfattet. Om ministres ansvar for deres embedsførelse gælder i øvrigt de særlige regler i ministeransvarlighedsloven, jf. lov nr. 117 af 15. april 1964, og lov om Rigsretten, jf. lovbekendtgørelse nr. 641 af 17. september 1986. Udøvelse af »offentligt hverv« antages normalt også at foreligge i tilfælde, hvor funktioner på det offentliges vegne udøves i virksomheder, der er organiseret som erhvervsdrivende selskaber. Desuden kan der i særlovgivningen være fastsat bestemmelser, der gør bl.a. straffelovens § 144 anvendelig på virksomhed, der kræver autorisation, f.eks. advokater og advokatfuldmægtige, jf. herved retsplejelovens § 129.

I det følgende benyttes betegnelsen »tjenestemand« for alle disse personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv.

Det er i forarbejderne til straffeloven forudsat, at lovens bestemmelser om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv alene omfatter personer, der virker i dansk offentlig tjeneste eller hverv. Straffelovens § 122 giver således ikke mulighed for at straffe den, der bestikker en person i udenlandsk offentlig tjeneste eller hverv. Tilsvarende er det ikke muligt efter straffelovens § 144 at straffe personer ansat i udenlandsk offentlig tjeneste eller hverv eller i en international organisation for at modtage bestikkelse.

4.6.2. Udtrykket »gave eller anden fordel« i § 122 og § 144 omfatter både økonomiske og andre fordele, f.eks. tilsagn om personlige gentjenester. Det er endvidere uden betydning, om fordelen skal komme andre end tjenestemanden til gode, f.eks. den pågældendes ægtefælle, børn eller andre, hvis fordel tjenestemanden har interesse i.

4.6.3. Straffelovens § 122 adskiller sig på visse punkter fra straffelovens § 144. Således er det alene den fordel, der ydes for at formå tjenestemanden til at gøre sig skyldig i en pligtstridig handlemåde, der er strafbar efter § 122. Ydelse af fordele, hvis formål udelukkende er at begunstige i et omfang, der er forenelig med tjenestens rette udførelse, kan ikke medføre strafansvar efter denne bestemmelse. Modtagelse kan efter omstændighederne være strafbar for tjenestemanden efter straffelovens § 144, jf. nedenfor.

Endvidere omfatter § 122 ikke ydelse af gave eller anden fordel som vederlag eller erkendtlighed for en tjenestehandling, der allerede er udført uden forudgående tilsagn herom.

4.6.4. Modtagelse af bestikkelse, jf. straffelovens § 144, er i modsætning til ydelse af bestikkelse strafbar, uanset om formålet med ydelsen er at formå tjenestemanden til at foretage en pligtstridig eller ikke-pligtstridig handling eller undladelse. Det er endvidere uden betydning for bestemmelsens anvendelse, om modtagelsen sker, efter at den pågældende tjenestehandling er foretaget uden forudgående tilsagn om belønning. Tilfælde, hvor en tjenestemand efter foretagelse af en ikke-pligtstridig handling modtager f.eks. en gave, er dog i sagens natur mindre strafværdige og straffes derfor efter omstændighederne mildere end tilfælde, hvor tjenestemanden f.eks. har taget sig betalt for at foretage en pligtstridig og måske tillige strafbar handling.

Det er en betingelse for at anvende straffelovens § 144, at begunstigelsen har forbindelse med tjenesteudøvelsen. Derimod er det som nævnt ikke nødvendigt at kunne påvise en forbindelse mellem den fordel, der er modtaget, og en bestemt handlemåde.

Det kan undertiden, navnlig for offentligt ansatte, hvis virksomhed ikke består i myndighedsudøvelse, give anledning til tvivl, om modtagelse m.v. af gaver eller andre fordele er uberettiget, jf. straffelovens § 144. Ordet »uberettiget« antages at indebære et forbehold om at kunne holde ydelser af underordnet karakter, der ikke rummer risiko for indflydelse på tjenestens udøvelse, uden for det strafbare område. Opmærksomheder, der ydes i anledning af modtagerens virke i almindelighed, f.eks. i forbindelse med jubilæum, fratræden eller forflyttelse, anses således normalt ikke som uberettigede.

4.6.5. I tilfælde af passiv bestikkelse kan det komme på tale at pålægge disciplinærstraf. Efter § 24 i tjenestemandsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 572 af 5. august 1991 med senere ændringer, kan som disciplinærstraf for tjenstlig forseelse anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde ind til 1/2 måneds løn, overførsel til andet arbejde eller andet arbejdssted eller anden stilling inden eller uden for ansættelsesområdet, degradation eller afsked.

Efter tjenestemandslovens § 22, stk. 3, kan en tjenestemand, der er mistænkt for et strafbart forhold, forlange sagen behandlet som en straffesag. Dette er ikke til hinder for, at der efter straffesagens afslutning iværksættes tjenstligt forhør imod tjenestemanden.

Udnytter tjenestemanden ikke den nævnte adgang til at forlange sagen behandlet som en straffesag, er der ikke noget til hinder for, at der gennemføres en tjenestemandssag, og at der efter denne sags afslutning gennemføres en straffesag. Findes tjenestemanden skyldig under den efterfølgende straffesag, kan der ved strafudmålingen tages hensyn til, hvis gerningsmanden i disciplinærsagen er blevet suspenderet eller afskediget fra sin stilling, jf. princippet i straffelovens § 87.

4.6.6. Tidligere kunne der efter omstændighederne opnås fradrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for dokumenterede udgifter til bestikkelse, som det havde været nødvendigt at afholde for at opnå salg af varer, tjenesteydelser m.v. i et fremmed land.

Ved lov nr. 1097 af 29. december 1997 er der gennemført en ændring af ligningsloven, der indebærer, at fradragsretten for udgifter til bestikkelse er ophævet med virkning for udgifter, der afholdes i indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 1998 eller senere. Ophævelsen har bl.a. baggrund i OECD's anbefalinger om at afskære fradragsretten som led i indførelse af et globalt forbud mod aktiv bestikkelse, jf. ovenfor pkt. 4.3.

4.6.7. Regler om bestikkelse i private retsforhold (returkommission) findes i straffelovens § 299, nr. 2.

Efter § 299, nr. 2, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder den, som, uden at betingelserne for at anvende § 280 om mandatsvig foreligger, ved varetagelse af en andens formueanliggender for sig selv eller andre af tredjemand modtager, fordrer eller lader sig tilsige en formuefordel, hvis modtagelse skal holdes skjult for den, hvis anliggende modtageren varetager, såvel som den, der yder, lover eller tilbyder en sådan fordel.

§ 299, nr. 2, omfatter f.eks. tilfælde, hvor en person med tredjemand har indgået aftale om køb og salg af en ting, der tilhører hvervgiveren, eller om leverancer til og fra denne, på økonomiske vilkår, der i sig selv ligger inden for hvervgiverens betingelser eller forudsætninger, men hvor hvervgiveren er ubekendt med, at der er ydet eller tilbudt repræsentanten eller andre en formuefordel.

Bestemmelsen indebærer, at der alene kan straffes i tilfælde, hvor det er aftalt eller forudsat, at forholdet skal holdes skjult for den, hvis anliggende varetages. Bestemmelsen har til formål at beskytte hvervgiveren mod den risiko, der kan være for, at repræsentanten i en sådan situation ikke varetager hvervgiverens interesser på en loyal måde. Det kræves ikke, at hvervgiveren lider et formuetab.

Alene ydelser af økonomisk art omfattet af § 299, nr. 2, jf. udtrykket »formuefordel«. Bestemmelsen adskiller sig herved fra §§ 122 og 144, der både omfatter økonomiske og andre fordele, jf. udtrykket »gave eller anden fordel« og pkt. 4.4.2.

Desuden skal der i bestemmelsen indfortolkes et sædvanligt forbehold om forholdets retsstridighed, jf. pkt. 4.6.4. om straffelovens § 144, der udtrykkeligt kræver, at modtagelsen m.v. skal være »uberettiget«. Det indebærer, at der ved vurderingen af forholdets strafbarhed skal tages hensyn til kutymemæssige eller rent konkrete forhold, som bevirker, at modtagelsen m.v. af en formuefordel ikke kan anses for retsstridig (utilbørlig).

Efter straffelovens § 305, stk. 1, påtales overtrædelser af § 299, nr. 2, kun efter den forurettedes begæring, medmindre almene hensyn kræver påtale.

4.7.1.1. Som det fremgår af gennemgangen af retsakterne (konventioner m.v.) ovenfor i afsnit 4.1 - 4.4, er det et fælles træk, at landene forpligtes til i større eller mindre omfang at udstrække kriminaliseringen af aktiv bestikkelse til også at omfatte bestikkelse af personer, der virker i udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv.

Kredsen af de personer uden for landets egen offentlige tjeneste, som det skal være strafbart at bestikke, er imidlertid ikke afgrænset på samme måde i de pågældende retsakter.

Første protokol til svigskonventionen og EU-bestikkelseskonventionen er begrænset til EU-lande og EU-institutioner. Disse to retsakter forpligter f.eks. til at kriminalisere bestikkelse af en tjenestemand i en anden EU-medlemsstat eller af en fællesskabstjenestemand. De forpligter derimod ikke til at kriminalisere bestikkelse af en tjenestemand i et land uden for EU eller af en ansat ved internationale organisationer som f.eks. FN og NATO. Om medlemmer af EU-kommissionen m.v. henvises til pkt. 4.7.1.3 nedenfor.

En sådan personel begrænsning er ikke indeholdt i OECD-bestikkelseskonventionen, der udelukkende angår bestikkelse af udenlandske tjenestemænd. Efter OECD-bestikkelseskonventionens artikel 1, stk. 4, litra a, omfatter begrebet »udenlandsk tjenestemand« således (1) enhver, der som ansat eller folkevalgt varetager et hverv inden for lovgivning, forvaltning eller domstolene i et andet land, (2) enhver, der udøver en offentlig funktion for et land, herunder en offentlig styrelse eller en statsvirksomhed, samt (3) enhver ansat i eller repræsentant for en offentlig international organisation, jf. pkt. 4.3. Efter ordlyden er OECD-konventionen på det sidstnævnte punkt ikke begrænset til offentlige internationale organisationer, som det pgl. land selv er medlem af.

Europarådets korruptionskonvention indeholder heller ikke en personel begrænsning. I forhold til personer uden for landets egen offentlige tjeneste indeholder konventionen pligt til at kunne straffe aktiv bestikkelse, når handlingen omfatter følgende personer: (1) en tjenestemand i en anden stat, (2) en person, der er medlem af en offentlig forsamling med lovgivende eller administrativ myndighed i en anden stat, (3) en tjenestemand eller kontraktsansat i henhold til vedtægten for en offentlig international eller overnational organisation eller organ, som staten er medlem af, og en person, uanset om den pågældende er stillet til rådighed for vedkommende organisation eller organ, når den pågældende udøver hverv svarende til de hverv, der udøves af den nævnte tjenestemand eller repræsentant, (4) en person, der er medlem af en parlamentarisk forsamling i en international eller overnational organisation, som staten er medlem af, samt (5) en person, der udøver domsmyndighed eller er tjenestemand ved en international domstol, hvis kompetence er anerkendt af den pågældende stat.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke handlinger der skal kriminaliseres som bestikkelse, er retsakterne også udformet på forskellig måde.

OECD-bestikkelseskonventionen gælder kun for bestikkelse af udenlandske tjenestemænd i forbindelse med udøvelse af internationale forretninger. Endvidere fremgår det af den forklarende rapport til konventionen, at der ikke tilsigtes indført en pligt til at kunne straffe betaling af såkaldte »smøringspenge« (»small facilitation payments«).

Hverken første protokol til svigskonventionen, EU-bestikkelseskonventionen eller Europarådets korruptionskonvention indeholder en tilsvarende begrænsning i gerningsindholdet ved aktiv bestikkelse.

Efter artikel 3 i henholdsvis første protokol og EU-bestikkelseskonventionen betragtes det som aktiv bestikkelse, at en person med forsæt, direkte eller gennem tredjemand, lover eller yder en tjenestemand en fordel, uanset dennes art, for ham selv eller for tredjemand, for at han i strid med sine officielle pligter foretager eller undlader at foretage en handling, der er omfattet af vedkommendes hverv eller udøvelsen heraf. (Fremhævet her)

Efter korruptionskonventionen omfatter kriminaliseringspligten med hensyn til aktiv bestikkelse tilfælde, hvor en person med forsæt, direkte eller gennem tredjemand, lover, tilbyder eller giver en tjenestemand m.v. en utilbørlig fordel, uanset dennes art, enten til tjenestemanden selv eller til tredjemand, for at få tjenestemanden til at foretage eller undlade at foretage en handling i forbindelse med udøvelsen af tjenesten. (Fremhævet her) Det samme gælder i øvrigt for OECD-bestikkelseskonventionen inden for dens anvendelsesområde.

Som det fremgår, stiller retsakterne forskellige krav til, hvilke handlinger der skal kriminaliseres som bestikkelse og hvilke personer som det skal være strafbart at bestikke.

Da den gældende bestemmelse i straffelovens § 122 er begrænset til bestikkelse af personer, der virker i dansk offentlig tjeneste, kræver opfyldelsen af de kriminaliseringspligter, der følger af retsakterne, allerede af denne grund lovændring.

Det foreslås derfor, at kriminaliseringen i § 122 udvides, således at bestemmelsen ud over bestikkelse af personer i dansk offentlig tjeneste eller hverv, også kommer til at omfatte personer, der virker i udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv. I relation til den personelle udstrækning af kriminaliseringen af aktiv bestikkelse opfyldes herved ikke blot de mere begrænsede pligter efter første protokol til svigskonventionen og EU-bestikkelseskonventionen. Udvidelsen tilsigter også at opfylde de mere globale krav efter OECD-bestikkelseskonventionen og Europarådets korruptionskonvention.

Efter straffelovens § 122 er det et led i gerningsindholdet, at gaven eller fordelen er ydet for at formå tjenestemanden til at gøre noget, der vil indebære en pligtstridig handlemåde.

Et tilsvarende krav er indeholdt i første protokol til svigskonventionen og EU-bestikkelseskonventionen (»i strid med sine officielle pligter«), men ikke i Europarådets korruptionskonvention, der alene taler om en »utilbørlig fordel« (»undue advantage«). Sidstnævnte konvention giver efter artikel 36 kun mulighed for at stille krav om pligtstridig handlemåde i forhold til udenlandske tjenestemænd og tjenestemænd ved internationale organisationer.

Der kan på den baggrund rejses det spørgsmål, om det vil kunne anses for en korrekt opfyldelse af korruptionskonventionen, hvis kravet om pligtstridig handlemåde i § 122 opretholdes. Ændres formuleringen af § 122 i overensstemmelse med korruptionskonventionen, således at kravet om pligtstridig handlemåde udgår, og der i stedet indsættes et krav om, at fordelen skal være »utilbørlig«, kan der imidlertid på den anden side rejses spørgsmål om, hvorvidt en sådan ændring vil være forenelig med første protokol og EU-bestikkelseskonventionen, der ikke stiller krav om, at fordelen skal være utilbørlig (»undue«).

I praksis vil der formentlig ikke være tale om nogen større realitetsforskel mellem »utilbørlig fordel« og »pligtstridig handlemåde«, selv om der i princippet er tale om to forskellige vurderinger. Bedømmes en ydelse af en fordel som utilbørlig, vil den handling eller undladelse, som ydelsen har til formål at fremme, herunder f.eks. at få tjenestemanden til at fremskynde behandlingen af en sag, således normalt udgøre et pligtstridigt forhold for tjenestemanden. Hvad enten kriteriet er »utilbørlig« eller »pligtstridig« må der ved vurderingen tages hensyn til forholdene i det land, hvor tjenestemanden virker.

Sammenfattende finder Justitsministeriet det ikke nødvendigt at foretage ændringer i gerningsindholdet af § 122 i videre omfang end det, der følger af den ovennævnte udvidelse til også at omfatte bestikkelse af personer, der virker i udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv.

Om det nærmere indhold af den foreslåede bestemmelse henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3.

4.7.1.2. Mens OECD-bestikkelseskonventionen er begrænset til aktiv bestikkelse, indeholder første protokol til EU-svigskonventionen, EU-bestikkelseskonventionen og Europarådets korruptionskonvention også pligt til at kriminalisere passiv bestikkelse (modtagelse af bestikkelse).

I de nævnte tre retsakter fremtræder bestemmelserne om passiv bestikkelse som et spejlbillede af reglerne om aktiv bestikkelse.

For så vidt angår den personkreds, som skal kunne straffes for passiv bestikkelse, er der således tale om den samme personkreds, som efter de tre retsakter kan være genstand for aktiv bestikkelse. Der henvises derfor til det, der er anført ovenfor, og til pkt. 4.7.1.3 nedenfor.

De handlinger, der udgør passiv bestikkelse, er på samme måde beskrevet som en refleks af reglerne om aktiv bestikkelse. Passiv bestikkelse omfatter således modtagelse m.v. af en (utilbørlig) fordel, der er ydet m.v. med henblik på at få den pågældende tjenestemand til (i strid med sine officielle pligter) at foretage eller undlade at foretage en tjenstlig handling. Modtagelse af en fordel, der ydes som belønning for en allerede udført tjenestehandling uden forudgående tilsagn herom, falder således uden for det område, der efter de tre retsakter er pligt til at kriminalisere som passiv bestikkelse.

Den gældende bestemmelse om passiv bestikkelse i straffelovens § 144 er for så vidt angår personkredsen mere begrænset, og for så vidt angår bestikkelsesforholdet mere vidtgående i sin kriminalisering end det, som første protokol til svigskonventionen, EU-bestikkelseskonventionen og Europarådets korruptionskonvention stiller krav om.

Straffelovens § 144 omfatter kun personer i dansk offentlig tjeneste eller hverv. For at opfylde pligten efter de tre retsakter til at kunne straffe en bredere kreds af personer er det derfor nødvendigt at udvide anvendelsesområdet for § 144.

På den baggrund foreslås det, at kriminaliseringen i § 144 udvides, således at bestemmelsen ud over at omfatte personer i dansk offentlig tjeneste eller hverv også kommer til at omfatte personer, der virker i udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, herunder i et andet EU- land eller i en EU-institution.

Virkningerne af denne »globalisering« af kriminaliseringen af passiv bestikkelse begrænses af jurisdiktionsreglerne, jf. pkt. 4.7.2.6.

Efter straffelovens § 144 er uberettiget modtagelse af en fordel strafbar, selv om fordelen ikke er ydet med henblik på at få tjenestemanden til at foretage eller undlade at foretage en tjenstlig handling. Der kan således straffes for passiv bestikkelse efter § 144, selv om yderen af fordelen ikke har begået aktiv bestikkelse efter § 122.

Som anført ovenfor er straffelovens § 144 på dette punkt mere vidtgående i sin kriminalisering, end de tre retsakter stiller krav om. Justitsministeriet har imidlertid ikke fundet grundlag for at begrænse kriminaliseringen af passiv bestikkelse i § 144, hverken for så vidt angår den personkreds, der i dag er omfattet af § 144, eller for så vidt angår den personkreds, som bestemmelsen efter det ovenfor anførte foreslås udvidet med.

Det bemærkes, at retsakterne ikke er til hinder for, at de enkelte lande opretholder eller gennemfører bestemmelser, som er mere vidtgående end de forpligtelser, der følger af retsakterne.

Sammenfattende stilles der således forslag om ændring af straffelovens § 144, således at det gældende gerningsindhold kommer til at finde tilsvarende anvendelse på personer, der virker i udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv.

Om det nærmere indhold af den foreslåede bestemmelse henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.

4.7.1.3. Som nævnt i pkt. 4.1 og 4.2., indeholder artikel 4 i første protokol til EU-svigskonventionen og artikel 4 i EU-bestikkelseskonventionen bestemmelser om strafferetlig ligestilling.

Artikel 4 i første protokol til EU-svigskonventionen medfører pligt til at sikre, at svig med fællesskabsmidler begået af fællesskabstjenestemænd kan straffes på samme måde som svig med fællesskabsmidler begået af nationale tjenestemænd. Endvidere skal svig med fællesskabsmidler samt aktiv og passiv bestikkelse i forbindelse med svig med fællesskabsmidler begået af eller over for medlemmer af EU-Kommissionen, Europa-Parlamentet, EF-Domstolen og De Europæiske Fællesskabers Revisionsret, i almindelighed kunne straffes på samme måde, som når sådanne forhold er begået af eller over for henholdsvis nationale ministre, parlamentsmedlemmer, højesteretsdommere og medlemmer af revisionsretter.

For så vidt angår medlemmer af EU-Kommissionen åbner bestemmelsen dog mulighed for at fravige pligten til ligestilling med ministre i de tilfælde, hvor ministres strafferetlige ansvar er reguleret i en særlovgivning, forudsat at medlemmer af EU-Kommissionen i så fald omfattes af de bestemmelser, der fastsættes med henblik på kriminalisering af svig med fællesskabsmidler samt aktiv og passiv bestikkelse i forbindelse hermed, der involverer fællesskabstjenestemænd og tjenestemænd fra andre EU-medlemsstater. Det medfører for Danmarks vedkommende, at der ikke er pligt til at anvende ministeransvarlighedslovens regler, forudsat at medlemmer af EU-Kommissionen omfattes af de bestemmelser, der fastsættes med henblik på at kunne straffe svig med fællesskabsmidler samt aktiv og passiv bestikkelse i forbindelse hermed, der involverer fællesskabstjenestemænd og tjenestemænd i andre EU-medlemsstater.

Artikel 4 i EU-bestikkelseskonventionen indeholder bestemmelser om ligestilling, der medfører pligt til at kunne straffe aktiv og passiv bestikkelse begået af eller over for medlemmer af EU-Kommissionen, Europa-Parlamentet, EF-Domstolen og De Europæiske Fællesskabers Revisionsret på samme måde, som når sådanne forhold er begået af eller over for nationale ministre, parlamentsmedlemmer, højesteretsdommere og medlemmer af revisionsretter. For så vidt angår medlemmer af EU-Kommissionen åbner bestemmelsen dog i lighed med artikel 4 i første protokol mulighed for at fravige pligten til at ligestille medlemmer af EU-Kommissionen med ministre, forudsat at medlemmer af EU-Kommissionen i så fald omfattes af de bestemmelser, der fastsættes med henblik på at kunne straffe aktiv og passiv bestikkelse, der involverer fællesskabstjenestemænd og tjenestemænd i andre EU-medlemsstater.

Som det fremgår af pkt. 4.6, er medlemmer af Folketinget, højesteretsdommere og ansatte i Rigsrevisionen omfattet af udtrykket »offentlig tjeneste eller hverv« i straffelovens § 122 og § 144. Den i pkt. 4.7.1.1. og 4.7.1.2. omtalte udvidelse af disse bestemmelser til bl.a. at omfatte offentlig tjeneste eller hverv ved De Europæiske Fællesskaber, jf. udtrykket »international offentlig tjeneste eller hverv«, vil derfor indebære, at også medlemmer af Europa-Parlamentet, EF-Domstolen og De Europæiske Fællesskabers Revisionsret undergives straffelovens bestemmelser om bestikkelse. Udvidelsen vil også omfatte medlemmer af EU-Kommissionen.

Hverken den gældende bestemmelse i straffelovens § 279 eller forslaget om en supplerende bestemmelse om EU-svig, jf. straffelovens § 289 a i lovforslagets § 1, nr. 8, er begrænset til forhold, der begås under udøvelse af dansk offentlig tjeneste eller hverv. Medlemmer af EU-Kommissionen, Europa-Parlamentet, EF-Domstolen og Revisionsretten samt andre fællesskabstjenestemænd, der begår EU-svig, vil derfor være omfattet af disse bestemmelser, jf. herved bemærkningerne til § 289 a i lovforslagets § 1, nr. 8.

På den anførte baggrund kræver gennemførelsen af de nævnte bestemmelser om strafferetlig ligestilling ikke yderligere lovændringer.

4.7.1.4. Som nævnt i pkt. 4.1. og 4.2., indeholder artikel 6 i første protokol til EU-svigskonventionen og artikel 7 i EU-bestikkelseskonventionen regler om straffemyndighed (jurisdiktionskompetence). Regler om straffemyndighed er også fastsat i OECD-bestikkelseskonventionens artikel 4 og i artikel 17 i Europarådets korruptionskonvention, jf. pkt. 4.3. og 4.4.

Efter samtlige retsakter er der pligt til at sikre straffemyndighed i tilfælde, hvor lovovertrædelsen helt eller delvis er begået på statens område. Over for denne pligt kan der ikke tages forbehold.

Endvidere er der i artikel 6 i første protokol til EU-svigskonventionen og artikel 7 i EU-bestikkelseskonventionen pligt til at have straffemyndighed i tilfælde, hvor gerningsmanden er statsborger eller tjenestemand i medlemsstaten, og i tilfælde, hvor lovovertrædelsen er begået over for en national tjenestemand eller en fællesskabstjenestemand, eller et medlem af de i artikel 4 i begge retsakter nævnte fællesskabsinstitutioner, og den pågældende er statsborger i medlemsstaten. Pligten til at have straffemyndighed omfatter også tilfælde, hvor gerningsmanden er fællesskabstjenestemand i en fællesskabsinstitution med hjemsted i den pågældende medlemsstat.

Artikel 17 i Europarådets korruptionskonvention indeholder pligt til at have straffemyndighed i et lignende omfang.

Artikel 6 og 7 i henholdsvis første protokol til EU-svigskonventionen og EU-bestikkelseskonventionen samt artikel 17 i Europarådets korruptionskonvention åbner dog mulighed for at tage forbehold om ikke at fastsætte straffemyndighed i et eller flere af de ovennævnte tilfælde eller om kun at fastsætte straffemyndighed i særlige tilfælde eller på særlige betingelser. EU-bestikkelseskonventionens artikel 8 og korruptionskoventionens artikel 17, stk. 3, indeholder særlige regler om jurisdiktionspligt, hvis der ikke sker udlevering (princippet om »aut dedere aut judicare«).

Efter straffelovens § 8, nr. 5, hører handlinger, der foretages i udlandet, under dansk straffemyndighed, når handlingen er omfattet af en mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning. Det må antages, at bestemmelsen ikke blot omfatter tilfælde, hvor den konventionsmæssige jurisdiktionspligt er formuleret som en pligt til at »foretage retsforfølgning«, men også tilfælde, hvor pligten er formuleret som en pligt til at »have straffemyndighed«.

Med hensyn til konventionsbestemte jurisdiktionspligter indeholder straffeloven således hjemmel til dansk straffemyndighed, selv om jurisdiktionspligten rækker ud over den danske straffemyndighed, der er hjemlet i straffelovens § 6 (territorialprincippet), § 7 (personalprincippet, herunder kravet om dobbelt strafbarhed i § 7, stk. 1, nr. 2), og § 8, nr. 1-4, herunder når handlingen krænker en forpligtelse, som det ifølge lov påhviler gerningsmanden at iagttage i udlandet.

Efter Justitsministeriets opfattelse kræver en opfyldelse af de jurisdiktionspligter, der er indeholdt i retsakterne, således ikke lovændringer. Dette gælder, selv om adgangen til at tage forbehold ikke udnyttes.

Det kan imidlertid overvejes, om der alligevel bør tages forbehold med henblik på at begrænse rækkevidden af de jurisdiktionspligter, som Danmark ved ratifikation af retsakterne bliver bundet af.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør der ved ratifikationen af første protokol til svigskonventionen alene afgives erklæring om, at Danmark i de i artikel 6, stk. 1, litra b, 1. led, omhandlede tilfælde betinger straffemyndigheden af, at forholdet også er strafbart efter lovgivningen i det land, hvor forholdet blev begået.

På tilsvarende måde afgives der ved ratifikationen af EU-bestikkelseskonventionen en erklæring om, at Danmark i de i konventionens artikel 7, stk. 1, litra b, 1. led, omhandlede tilfælde betinger straffemyndigheden af, at forholdet også er strafbart efter lovgivningen i det land, hvor forholdet blev begået.

Endelig foreslås det, at der ved ratifikationen af Europarådets korruptionskonvention i medfør af artikel 17, stk. 2, afgives erklæring om, at Danmark i de i artikel 17, stk. 1, litra b, 1. led, omhandlede tilfælde betinger straffemyndigheden af, at forholdet også er strafbart efter lovgivningen i det land, hvor forholdet blev begået.

4.7.1.5. Artikel 5 i første protokol til EU-svigskonventionen og artikel 5 i EU-bestikkelseskonventionen samt artikel 19 i Europarådets korruptionskonvention indeholder bestemmelser om sanktioner, der bl.a. forpligter til at sikre, at der i grove tilfælde af aktiv og passiv bestikkelse kan straffes med frihedsstraf, som kan medføre udlevering.

Artikel 3 i OECD-bestikkelseskonventionen indeholder lignende krav til de sanktioner, der skal gælde for bestikkelse af udenlandske tjenestemænd i forbindelse med internationale forretninger.

Som det fremgår af pkt. 4.7.1.1. og 4.7.1.2., stilles der i lovforslagets § 1, nr. 3 og 4, forslag om bestemmelser, der giver mulighed for at straffe aktiv og passiv bestikkelse, der involverer tjenestemænd i andre lande m.v. på samme måde som aktiv og passiv bestikkelse begået i dansk offentlig tjeneste eller hverv. Efter straffelovens § 122 straffes aktiv bestikkelse med fængsel indtil 3 år, og efter straffelovens § 144 er strafmaksimum for passiv bestikkelse fængsel i 6 år. For sådanne forbrydelser kan der derfor også ske udlevering, jf. pkt. 3.4.

Gennemførelsen af de nævnte artikler medfører således ikke behov for yderligere lovændringer. Om behovet for ændring af strafferammen i straffelovens § 299, nr. 2, vedrørende bestikkelse i private retsforhold (returkommission) som følge af kravet om at kunne straffe med frihedsstraf, der kan medføre udlevering, i artikel 19, jf. artikel 6 og 7 i Europarådets korruptionskonvention henvises til pkt. 4.7.2.5.

4.7.1.6. Artikel 7 i første protokol til EU-svigskonventionen indeholder bestemmelser om forholdet mellem protokollen og EU-svigskonventionen, jf. pkt. 4.1, og artikel 6 og 8-11 i EU-bestikkelseskonventionen indeholder bestemmelser om virksomhedslederes strafferetlige ansvar og internationalt strafferetligt samarbejde, der svarer til artikel 3, 5-7 og 9 i EU-svigskonventionen, jf. pkt. 4.2.

Som det fremgår af pkt. 3.5.3. og 3.5.4., er det Justitsministeriets opfattelse, at gennemførelsen af de tilsvarende bestemmelser i EU-svigskonventionen ikke kræver lovændring, forudsat at Danmark ved ratifikationen afgiver erklæring vedrørende forbudet mod dobbelt strafforfølgning svarende til den erklæring, som blev afgivet ved Danmarks ratifikation af konventionen mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om forbud mod dobbelt strafforfølgning.

Det følger af artikel 7, stk. 2, i første protokol til EU- svigskonventionen, at en erklæring om forbudet mod dobbelt strafforfølgning, der er afgivet i henhold til artikel 7, stk. 2, i EU-svigskonventionen, som udgangspunkt også omfatter første protokol.

Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at artikel 7 i første protokol til EU-svigskonventionen samt artikel 6 og 8-11 i EU-bestikkelseskonventionen kan opfyldes, uden at det kræver lovændring. Dette forudsætter dog, at Danmark ved ratifikationen af EU-svigskonventionen og EU-bestikkelseskonventionen afgiver erklæring vedrørende forbudet mod dobbelt strafforfølgning, svarende til den i pkt. 3.1 nævnte erklæring, som blev afgivet ved Danmarks ratifikation af konventionen mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om forbud mod dobbelt strafforfølgning.

Der stilles derfor ikke forslag til lovændringer med henblik på opfyldelsen af de ovennævnte bestemmelser.

4.7.1.7. Som nævnt i pkt. 4.3, indeholder OECD-bestikkelseskonventionens artikel 5 og 9-10 en række bestemmelser om efterforskning og strafforfølgning samt internationalt samarbejde i form af retshjælp og udlevering.

Som anført i pkt. 4.4., indeholder Europarådets korruptionskonvention i artikel 12 en bestemmelse om handel med indflydelse, der medfører pligt til at kriminalisere visse forhold, der beslægtede med aktiv og passiv bestikkelse.

Endvidere fastsættes i artikel 20-23 forskellige bestemmelser om specialiserede myndigheder, samarbejde med og mellem nationale myndigheder, beskyttelse af personer, der samarbejder med retssystemet, og af vidner samt om foranstaltninger til at lette indsamling af bevismateriale og konfiskation af udbytte.

Endelig indeholder kapitel IV (artikel 25-31) en række bestemmelser vedrørende internationalt samarbejde bl.a. i form af retshjælp og udlevering med henblik på bekæmpelse af bestikkelse.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de gældende danske regler på disse områder, jf. herved bl.a. pkt. 3.4. og 3.5., må antages at opfylde de forpligtelser, som følger af de nævnte bestemmelser i OECD-bestikkelseskonventionen og Europarådets korruptionskonvention.

Det forudsætter dog, at Danmark ved ratifikationen af Europarådets korruptionskonvention i medfør af konventionens artikel 37, stk. 1, tager forbehold med hensyn til konventionens artikel 12. Herved sikres, at Danmark ikke bliver folkeretligt forpligtet til at kunne straffe handlinger, der er omfattet af artikel 12, i videre omfang, end reglerne om forsøg og medvirken, jf. straffelovens §§ 21 og 23, til forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv (straffelovens kap. 16) giver mulighed for.

Endvidere forudsættes det, at der i medfør af artikel 37, stk. 3, afgives erklæring om, at Danmark kan afslå at yde retshjælp efter artikel 26, stk. 1, såfremt begæringen vedrører en forbrydelse, som efter dansk ret anses for en politisk forbrydelse. Et sådant forbehold vil betyde, at Danmark ikke bliver folkeretligt forpligtet til at yde retshjælp i videre omfang end efter retshjælpskonventionen.

For så vidt angår OECD-bestikkelseskonventionens artikel 6 om forældelsesfristen for strafansvaret for aktiv bestikkelse af udenlandske tjenestemænd, bemærkes, at sådanne lovovertrædelser efter straffelovens § 122, stk. 2, i lovforslagets § 1, nr. 3, vil have en strafferamme på fængsel i 3 år og dermed være undergivet en forældelsesfrist på 5 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 2. Der kan derfor heller ikke antages at være behov for lovændring med henblik på gennemførelse af artikel 6.

Med hensyn til bestemmelsen om regnskabsførelse i OECD-bestikkelseskonventionens artikel 8 har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen oplyst følgende:

»Konventionens art. 8 pålægger de kontraherende stater at forbyde, at virksomheder anvender konti udenfor bogføringen, gennemfører transaktioner, som er utilstrækkeligt definerede, eller uden at registrere dem, registrerer ikke-eksisterende udgifter, optager forpligtelser med urigtig angivelse af formålet eller benytter falsk dokumentation, alt sammen for at bestikke udenlandske embedsmænd eller for at skjule en sådan bestikkelse.

Af de gældende bogføringsbestemmelser fremgår, at bogføringen skal registrere alle erhvervsmæssige aktiviteter, samt at bogføringen og den regnskabsmæssige organisation skal tilrettelægges således, at den sikrer mod regnskabsmaterialets ødelæggelse eller tyveri samt mod fejl eller misbrug. Tilsvarende bestemmelse findes i den nye bogføringslov (lov nr. 1006 af 23. december 1998), der træder i kraft den 1. juli 1999, som i § 6, stk. 1, bl.a. foreskriver, at regnskabsmaterialet skal sikres mod forvanskning og misbrug. Ligeledes forudsættes i § 14, stk. 2, fuldstændighed og nøjagtighed af registreringerne i bogføringen. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår blandt andet, at den bogføringspligtige skal etablere et tilfredsstillende bogføringsmiljø med nødvendige interne kontroller til sikring mod, at regnskabsmaterialer bevidst eller ubevidst forvanskes eller forsvinder. Bestemmelsen er udtryk for, hvad der i det mindste er god bogføringsskik, men kravene til virksomhedernes bogføring kan udfyldes, eventuelt skærpes af god bogføringsskik. Alle de i art. 8 omhandlede handlinger er omfattet af bogføringsloven uanset deres formål. Konventionens art. 8 anses herved for tilgodeset for så vidt angår bogføringslovgivningen, bortset fra særlige konteringskrav, der traditionelt reguleres i årsregnskabslovgivningens regler om regnskabsposter.

Under særligt grove omstændigheder straffes handlinger, hvorved bestemmelsen i lovens § 6 overtrædes, efter straffelovens § 302 med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år og i tilfælde af grov uagtsomhed med bøde eller hæfte.

Årsregnskabsloven indeholder ikke krav om særskilt postering eller noteoplysning af bestikkelser. Imidlertid følger det af kravet om et retvisende billede i lovens § 4, at årsregnskabet, hvis bestikkelsesbeløb eller -handlinger har væsentlig betydning for dets udsagn om virksomheden, skal suppleres med oplysninger herom. Menneskerettighedskonventionens forbud mod krav om selvinkriminering kan dog stå i vejen for særskilte oplysningskrav vedrørende bestikkelser, som virksomhedsledelsen selv har strafansvar for. Her kan § 6, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 90 af 22. februar 1996 om statsautoriserede og registrerede revisorers erklæringer have betydning, eftersom revisor skal oplyse, hvis hun eller han under sit arbejde er blevet bekendt med ansvar for medlemmer af ledelsen. Denne bestemmelse støttes af revisors pligt til i rimeligt omfang at indrette sin revision på at erkende besvigelser og andre uregelmæssigheder, jf. samme bekendtgørelses § 17, 2. pkt. Retstilstanden på dette område forventes opretholdt ved de planlagte ændringer i regnskabs- og revisionslovgivningen.

Forsætlige overtrædelser af årsregnskabsloven som følge af handlinger, der omfatter de i konventionens art. 8 nævnte, straffes efter straffelovens § 296, stk. 1, nr. 2, med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år. Grov uagtsomhed straffes efter bestemmelsens stk. 2 med bøde eller under skærpende omstændigheder med hæfte.

På denne baggrund skønnes det, at ændringer i bogførings- og årsregnskabslovgivningen som opfølgning på dansk ratificering af konventionen, især dennes art. 8, ikke er nødvendige.«

På denne baggrund skønnes gennemførelse af artikel 14 om regnskabsmæssige lovovertrædelser i Europarådets korruptionskonvention heller ikke at medføre behov for lovændring.

Om behovet for lovændring som følge af bestemmelserne om hvidvaskning af udbytte ved bestikkelse, jf. artikel 13 i Europarådets korruptionskonvention og artikel 7 i OECD-bestikkelseskonventionen, og som følge af bestemmelserne om strafansvar for juridiske personer, jf. artikel 2-3 i OECD- bestikkelseskonventionen og artikel 18 i Europarådets korruptionskonvention, henvises til pkt. 5.5.

4.7.2.1. Som nævnt i pkt. 4.4.2., medfører artikel 7 i Europarådets korruptionskonvention pligt til at kunne straffe en person, der som led i sine forretningsmæssige aktiviteter med forsæt, direkte eller gennem tredjemand, lover, tilbyder eller giver en utilbørlig fordel, uanset dennes art, til en person, der i en hvilken som helst egenskab leder eller arbejder for en virksomhed i den private sektor, enten til den pågældende selv eller til tredjemand, for at denne person i strid med sine pligter skal foretage eller undlade at foretage en handling (aktiv bestikkelse i den private sektor).

På s. 14, pkt. 55, i den forklarende rapport til konventionen anføres det bl.a., at udtrykket »i strid med sine pligter« (»in breach of their duties«) ikke alene har til formål at sikre respekt for bestemte pligter i henhold til kontrakt, men også på at sikre, at der ikke sker brud på den generelle loyalitetspligt over for hvervgiverens anliggender eller forretning (»...does not aim only at ensuring respect for the specific contractual obligations but rather to guarantee that there will be no breach of the general duty of loyalty in relation to the principal's affairs or business.«).

En lignende bestemmelse er fastsat i artikel 3 i EU's fælles aktion om bestikkelse i den private sektor, jf. pkt. 4.5. Efter denne bestemmelse skal der således være mulighed for at straffe en person, der forsætligt, direkte eller gennem tredjemand, lover, tilbyder eller yder en person en uberettiget fordel, uanset dennes art, for vedkommende selv eller for tredjemand, som led i vedkommendes forretningsmæssige aktiviteter, for at denne person i strid med sine pligter skal udføre eller undlade at udføre en handling. Det strafbare område skal mindst dække adfærd, som medfører eller kan medføre konkurrencefordrejning i det mindste inden for det fælles marked, og som påfører eller kan påføre andre økonomisk skade ved uretmæssig tildeling eller mangelfuld udførelse af en kontrakt.

Efter artikel 1, 3. led, skal udtrykket »pligtforsømmelse« forstås i den betydning, som dette udtryk har i national ret. I national ret bør begrebet pligtforsømmelse dog mindst omfatte enhver illoyal optræden, som udgør brud på en lovbestemt pligt, eller i givet fald et brud på faglige regulativer eller instrukser, der gælder inden for vedkommendes forretningsområde.

4.7.2.2. Som anført i pkt. 4.4.2., medfører Europarådets korruptionskonvention også pligt til at kunne straffe passiv bestikkelse i den private sektor. Efter artikel 8 skal det således være strafbart, at en person, der i en hvilken som helst egenskab leder eller arbejder for en virksomhed i den private sektor, som led i sine forretningsmæssige aktiviteter med forsæt, direkte eller gennem tredjemand, anmoder om eller modtager en utilbørlig fordel, uanset dennes art, enten til den pågældende selv eller til tredjemand, eller tager imod et tilbud eller løfte om en sådan fordel, for i strid med sine pligter at foretage eller undlade at foretage en handling.

EU's fælles aktion fastsætter i artikel 2 en lignende kriminaliseringspligt. Efter denne bestemmelse skal det således være strafbart, at en person forsætligt, som led i sine forretningsmæssige aktiviteter, direkte eller gennem tredjemand, anmoder om eller modtager en uberettiget fordel, uanset dennes art, for sig selv eller for tredjemand eller tager imod et løfte herom, for i strid med sine pligter at udføre eller undlade at udføre en handling. Det strafbare område for passiv bestikkelse skal i lighed med det strafbare område for aktiv bestikkelse mindst dække adfærd, som medfører eller kan medføre konkurrencefordrejning i det mindste inden for det fælles marked, og som påfører eller kan påføre andre økonomisk skade ved uretmæssig tildeling eller mangel fuld udførelse af en kontrakt.

Som nævnt i pkt. 4.4.2., giver artikel 37, stk. 1, i Europarådets korruptionskonvention mulighed for, at en stat kan forbeholde sig ret til helt eller delvis at undlade at fastsætte, at det er en strafbar handling efter national ret at handle som nævnt i artikel 7 og 8. En lignende adgang til at tage forbehold for kriminaliseringspligten findes ikke i EU's fælles aktion. Artikel 4, stk. 2, i fælles aktionen åbner således alene mulighed for i mindre alvorlige tilfælde af aktiv og passiv bestikkelse at fastsætte sanktioner af en anden art end strafferetlige sanktioner.

4.7.2.3. Efter artikel 19, stk. 1, Europarådets korruptionskonvention skal både aktiv og passiv bestikkelse i den private sektor kunne straffes med frihedsberøvelse, der kan medføre udlevering. En tilsvarende pligt vedrørende sanktionsmulighederne i national ret er fastsat i artikel 4, stk. 1, i EU's fælles aktion.

4.7.2.4. Endelig omfatter kriminaliseringspligten ifølge begge retsakter ydelse m.v. af en fordel »uanset dennes art«, dvs. også andre end økonomiske fordele.

4.7.2.5. Som det fremgår af pkt. 4.6.7., er bestikkelse i den private sektor kriminaliseret i straffelovens § 299, nr. 2. Efter denne bestemmelse straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder den, der ved varetagelse af en andens formueanliggender for sig selv eller andre af tredjemand modtager, fordrer eller lader sig tilsige en formuefordel, hvis modtagelse skal holdes skjult for den, hvis anliggende modtageren varetager (passiv bestikkelse), såvel som den, der yder, lover eller tilbyder sådan fordel (aktiv bestikkelse).

Denne straffelovsbestemmelse opfylder ikke de krav, som korruptionskonventionen og fælles aktionen på dette punkt stiller. En gennemførelse af de to retsakter kræver derfor lovændring.

For det første kan begrænsningen til »formuefordel« i § 299, nr. 2, ikke opretholdes. Også andre uberettigede fordele skal kunne udgøre bestikkelse i private retsforhold.

For det andet er det pligtstridige forhold i § 299, nr. 2, beskrevet som modtagelse m.v. af en formuefordel, »hvis modtagelse skal holdes skjult for den, hvis anliggende modtageren varetager«. I korruptionskonventionen og fælles aktionen går det pligtstridige forhold på, at fordelen modtages eller ydes med henblik på, at modtageren i strid med sine pligter skal udføre eller undlade at udføre en handling.

Endvidere indeholder § 299, nr. 2, en maksimumstrafferamme på fængsel i 6 måneder, hvorimod de ovennævnte retsakter medfører pligt til at kunne straffe med frihedsstraf, der kan medføre udlevering.

Som nævnt i pkt. 3.4., kan der efter udleveringslovens § 3, stk. 1, ske udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union for handlinger, der efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. Det gælder dog kun i tilfælde, hvor anmodning om udlevering fremsættes efter, at EU-udleveringskonventionen er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende medlemsstat i Den Europæiske Union. Bortset fra disse tilfælde kan udlevering til såvel EU-medlemsstater som til andre stater i almindelighed kun ske, hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år.

På den anførte baggrund stilles der forslag om ændring af straffelovens § 299, nr. 2, således at bestemmelsen omfatter den, som ved varetagelse af en andens formueanliggender for sig selv eller andre på pligtstridig måde modtager, fordrer eller lader sig tilsige gave eller anden fordel, såvel som den, der yder, lover eller tilbyder en sådan gave eller anden fordel.

Endvidere foreslås strafmaksimum hævet fra de nuværende 6 måneder til fængsel i 1 år og 6 måneder. Forslaget indebærer, at strafferammen hæves tilsvarende for de med returkommission beslægtede forhold, jf. straffelovens § 299, nr. 1, der angår en person, som i et formueanliggende, som det påhviler den pågældende at varetage for en anden, ved tilsidesættelse af sin pligt påfører denne et betydeligt formuetab, som ikke erstattes inden dom i første instans.

Om forslaget henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9.

4.7.2.6. Som nævnt i pkt. 4.5., indeholder EU's fælles aktion også bestemmelser om straffemyndighed (jurisdiktion). Efter artikel 7 er der pligt til at sikre straffemyndighed i tilfælde, hvor lovovertrædelsen helt eller delvis er begået på medlemsstatens område. En lignende bestemmelse er fastsat i artikel 17, stk. 1, litra a, i Europarådets korruptionskonvention. Denne jurisdiktionspligt kan der ikke tages forbehold overfor.

Artikel 7 i EU's fælles aktion og artikel 17, stk. 1, litra b, 1. led, i korruptionskonventionen medfører endvidere pligt til at have straffemyndighed i tilfælde, hvor gerningsmanden er statsborger i den pågældende medlemsstat. Efter artikel 7, stk. 1, litra b, i fælles aktionen kan medlemsstatens lovgivning kræve, at adfærden også skal være strafbar i det land, hvor den fandt sted (dobbelt strafbarhed). Endelig indeholder artikel 7, stk. 1, litra c, pligt til at have straffemyndighed i tilfælde, hvor lovovertrædelsen er begået til fordel for en juridisk person, der driver virksomhed i den private sektor, og som har sit hjemsted på den pågældende medlemsstats område.

Artikel 7, stk. 2, i fælles aktionen og artikel 17, stk. 2, i korruptionskonventionen åbner mulighed for at tage forbehold om ikke at fastsætte straffemyndighed i et eller flere af de ovennævnte tilfælde eller om kun at fastsætte straffemyndighed i særlige tilfælde eller på særlige betingelser. Fælles aktionens artikel 7, stk. 4, og korruptionskonventionens artikel 17, stk. 3, indeholder særlige regler om jurisdiktionspligt, hvis der ikke sker udlevering.

Som anført i pkt. 4.7.1.4., foreslås det, at der ved ratifikationen af Europarådets korruptionskonvention i medfør af konventionens artikel 17, stk. 2, afgives erklæring om, at Danmark i de i artikel 17, stk. 1, litra b, 1. led, omhandlede tilfælde (egne statsborgere) betinger straffemyndigheden af, at forholdet også er strafbart efter lovgivningen i det land, hvor forholdet blev begået. Dette forbehold omfatter også bestikkelse i private retsforhold.

Et tilsvarende forbehold er ikke påkrævet efter EU's fælles aktion, idet jurisdiktionsbestemmelsen i artikel 7, stk. 1, litra b, efter sit eget indhold giver mulighed for at stille krav om dobbelt strafbarhed.

Derimod bør der efter Justitsministeriets opfattelse tages forbehold over for jurisdiktionspligten i fælles aktionens artikel 7, stk. 1, litra c, idet denne pligt - ud over hvad der følger af litra a og b i bestemmelsen - synes at omfatte forhold, der kun har en meget begrænset tilknytning til Danmark.

Det foreslås derfor, at Generalsekretariatet for Rådet, når Danmark gennemfører den fælles aktion, i medfør af artikel 7, stk. 3, jf. stk. 2, underrettes om, at Danmark ikke anvender artikel 7, stk. 1, litra c. Dette vil indebære, at straffelovens § 8, nr. 5, ikke vil kunne anvendes på forhold, der er omfattet af artikel 7, stk. 1, litra c. Om der i øvrigt måtte være dansk straffemyndighed med hensyn til sådanne forhold, vil bero på de øvrige jurisdiktionsbestemmelser i straffelovens §§ 6-9.

Formålet med den anden protokol til konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (anden protokol), jf. lovforslagets bilag 3, er at styrke det strafferetlige samarbejde mellem medlemsstaterne om bekæmpelse af hvidvaskning af udbytte fra svig og bestikkelse, således som disse lovovertrædelser er defineret i EU-svigskonventionens artikel 1 og første protokols artikel 2 og 3, og om bekæmpelse af sådan kriminalitet, der begås til fordel for en juridisk person.

Ved protokollen forpligter medlemsstaterne sig på grundlag af en fælles definition af begreberne »hvidvaskning af penge« og »juridisk person« til at betragte hvidvaskning af udbytte fra EU-svig og fra aktiv og passiv bestikkelse med tilknytning til EU-svig som strafbare handlinger og til at kunne straffe juridiske personer for EU-svig, aktiv bestikkelse med tilknytning til EU-svig og hvidvaskning af penge som nævnt ovenfor, der begås for at skaffe den juridiske person vinding. Efter sin ordlyd forpligter protokollen ikke medlemslandene til at kriminalisere hvidvaskning af udbytte fra bestikkelse, der ikke berører De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.

Artikel 1 indeholder bl.a. en definition af begreberne »juridisk person« og »hvidvaskning af penge«.

Ved begrebet »juridisk person« forstås enhver enhed, der har denne status i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse, dog ikke stater og andre offentlige organer under udøvelsen af offentligretlige beføjelser samt offentligretlige internationale organisationer.

Ved begrebet »hvidvaskning af penge« sigtes til den adfærd, som er defineret i artikel 1, tredje led, i Rådets direktiv 91/308/EØF af 10. juni 1991 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge, hidrørende fra udbyttet fra EU-svig, i hvert fald i grove tilfælde, og fra aktiv og passiv bestikkelse.

Artikel 2 forpligter til at gøre hvidvaskning af penge strafbart. Af definitionen af »hvidvaskning af penge« i artikel 1 følger som nævnt, at forpligtelsen til at kriminalisere hvidvaskning med hensyn til udbyttet fra EU-svig kan begrænses til grove tilfælde. Denne mulighed for at begrænse til grove tilfælde er ikke tidsbegrænset.

Efter artikel 18, stk. 1, kan der endvidere tages forbehold for så vidt angår forpligtelsen til at kriminalisere hvidvaskning af penge hidrørende fra udbytte fra aktiv og passiv bestikkelse. Bestemmelsen giver således mulighed for at begrænse det strafbare område til kun at omfatte udbyttet fra grove tilfælde af aktiv og passiv bestikkelse. Et sådant forbehold er tidsbegrænset, idet det som udgangspunkt kun har gyldighed i 5 år. Forbeholdet kan dog fornyes én gang for yderligere 5 år.

Artikel 3 fastsætter i stk. 1 pligt til at sikre, at juridiske personer kan kendes ansvarlige for svig, aktiv bestikkelse og hvidvaskning af penge, der for at skaffe dem vinding, er begået af en person, der handler enten individuelt eller som medlem af et organ under den juridiske person, og som har en ledende stilling inden for den juridiske person, der bygger på beføjelse til at repræsentere den juridiske person, træffe beslutninger på den juridiske persons vegne eller til at udøve intern kontrol. Der skal også være mulighed for at kende juridiske personer ansvarlige for medvirken til sådan svig, aktiv bestikkelse eller hvidvaskning af penge og forsøg på sådan svig.

Endvidere er der efter artikel 3, stk. 2, pligt til at sikre, at en juridisk person kan kendes ansvarlig, når utilstrækkeligt tilsyn eller utilstrækkelig kontrol fra en af de ovennævnte personers side har gjort det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons myndighed, at begå svig, aktiv bestikkelse eller hvidvaskning af penge for at skaffe den juridiske person vinding.

Endelig præciseres det i artikel 3, stk. 3, at ansvar for juridiske personer ikke udelukker muligheden for at strafforfølge fysiske personer, der begår eller medvirker til svig, aktiv bestikkelse eller hvidvaskning af penge.

Den anførte pligt til at kunne gøre juridiske personer ansvarlige for de nævnte overtrædelser vil med det gældende ansvarssystem her i landet være ensbetydende med et strafansvar.

Artikel 4 indeholder bestemmelser om sanktioner over for juridiske personer.

Artikel 4, stk. 1, forpligter til at sikre, at der over for juridiske personer, der straffes efter artikel 3, stk. 1, om ansvar på grundlag af ledelsespersoners handlinger, kan iværksættes sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, herunder bødestraf eller administrativt idømte bøder, og som kan omfatte andre sanktioner, f.eks. udelukkelse fra offentlige ydelser eller tilskud m.v.

Efter artikel 4, stk. 2, skal det endvidere være muligt at pålægge juridiske personer, der straffes efter artikel 3, stk. 2, om ansvar på grundlag af ledelsespersoners utilstrækkelige tilsyn eller kontrol, sanktioner eller foranstaltninger, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.

Artikel 5 fastsætter pligt til at kunne beslaglægge og konfiskere udbytte m.v. i anledning af svig, aktiv og passiv bestikkelse samt hvidvaskning af penge.

Artikel 6 afskærer en medlemsstat fra at nægte retshjælp under henvisning til, at der er tale om en overtrædelse af told- eller afgiftsbestemmelser. Bestemmelsen indebærer ingen selvstændig forpligtelse for Danmarks vedkommende, idet Danmark har ratificeret tillægsprotokollen af 17. marts 1978 til den europæiske retshjælpskonvention, hvorefter retshjælp ikke kan nægtes med den begrundelse, at den anmodede stat betragter den pågældende lovovertrædelse som en fiskal lovovertrædelse.

Artikel 7 fastsætter pligt for medlemsstaterne og Kommissionen til indbyrdes samarbejde om bekæmpelse af svig, aktiv og passiv bestikkelse samt hvidvaskning af penge. Bestemmelsen åbner i den forbindelse mulighed for udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder og Kommissionen med henblik på at gøre det lettere at fastslå de faktiske omstændigheder i en konkret sag og sikre en effektiv indsats mod den pågældende kriminalitet.

Kommissionen og de kompetente nationale myndigheder skal i hvert enkelt tilfælde tage hensyn til behovet for hemmeligholdelse af efterforskningsarbejdet og databeskyttelse. Med henblik herpå kan en medlemsstat, når den leverer oplysninger til Kommissionen, stille betingelser for, hvordan disse oplysninger anvendes enten af Kommissionen eller af en anden medlemsstat, som oplysningerne måtte blive videregivet til.

Artikel 8-11 indeholder en række bestemmelser om udveksling af oplysninger m.v., der retter sig mod Kommissionen, og som bl.a. forpligter Kommissionen til at sørge for, at der ved udveksling af personoplysninger iagttages et beskyttelsesniveau, der svarer til det, der er fastlagt i direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og fri udveksling af sådanne oplysninger.

Artikel 12 regulerer forholdet mellem protokollen og EU-svigskonventionen. Bestemmelsen medfører, at EU-svigskonventionens artikel 3 om virksomhedslederes strafferetlige ansvar, artikel 5 om udlevering og retsforfølgning og artikel 6 om pligt til samarbejde ved grænseoverskridende kriminalitet finder tilsvarende anvendelse på forhold omfattet af artikel 2 i anden protokol, dvs. hvidvaskning af penge, der hidrører fra udbyttet ved EU-svig, aktiv og passiv bestikkelse.

Endvidere finder EU-svigskonventionens artikel 4 om straffemyndighed tilsvarende anvendelse på anden protokol, idet en erklæring afgivet i henhold til EU-svigskonventionens artikel 4, stk. 2, som udgangspunkt ligeledes gælder for denne protokol. Også EU-svigskonventionens artikel 7 om forbud mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem) finder tilsvarende anvendelse på anden protokol, idet ne bis in idem-princippet ligeledes finder anvendelse på juridiske personer, og idet en erklæring afgivet i henhold til EU-svigskonventionens artikel 7, stk. 2, som udgangspunkt ligeledes gælder for anden protokol.

Endelig finder EU-svigskonventionens artikel 9 om forholdet mellem konventionen og national ret samt artikel 10 om underretning af Kommissionen tilsvarende anvendelse på anden protokol.

I artikel 13 tillægges EF-Domstolen kompetence til at pådømme tvister mellem medlemsstaterne eller mellem en eller flere medlemsstater og Kommissionen om fortolkningen eller anvendelsen af protokollen. Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for, at en tvist mellem en eller flere medlemsstater og Kommissionen om anvendelsen af begrebet »hvidvaskning af penge« kan indbringes for EF-Domstolen.

Bestemmelsen giver i lighed med bl.a. artikel 8 i EU-svigskonventionen ikke EF-Domstolen beføjelse til at anfægte afgørelser, der er truffet af de nationale domstole om overtrædelse af anden protokol.

Om EF-Domstolens kompetence til at træffe præjudiciel afgørelse om fortolkningen af anden protokol, jf. artikel 13, stk. 3, henvises til pkt. 6.

I artikel 14 er der fastsat regler om ansvar uden for kontraktsforhold. Bestemmelsen indebærer, at bl.a. Kommissionen kan ifalde erstatningsansvar i samme omfang, som det følger af EF-Traktaten, jf. artikel 215, stk. 2.

Artikel 15 giver fysiske og juridiske personer ret til at indbringe beslutninger, truffet af Kommissionen, i medfør af artikel 8 om Kommissionens ansvar for databeskyttelse, for EF-Domstolen, når beslutningen retter sig til eller berører vedkommende umiddelbart og individuelt, og klagen begrundes med, at Kommissionen har overtrådt artikel 8 m.v.

Artikel 16-19 indeholder bestemmelser om ikrafttræden m.v.

Efter artikel 13 i Europarådets korruptionskonvention skal det være en strafbar handling i henhold til national ret at handle som nævnt i artikel 6, stk. 1 og 2, i Europarådets konvention nr. 141 (Konventionen om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold) (hvidvaskkonventionen) under de deri nævnte betingelser, når førforbrydelsen består i en strafbar handling i henhold til artikel 2-12 i korruptionskonventionen, i det omfang vedkommende part ikke har taget forbehold eller afgivet erklæring over for disse handlinger eller ikke anser sådanne handlinger for alvorlige i forbindelse med deres lovgivning om hvidvaskning af penge.

Efter artikel 6, stk. 1, i hvidvaskkonventionen skal de deltagende stater sikre, at følgende forhold er kriminelle i henhold til national lovgivning, såfremt de begås forsætligt: (a) omsætning eller overdragelse af formuegoder med viden om, at disse formuegoder er udbytte, med henblik på at skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse af formuegoderne eller på at bistå en person, der er med til at begå en førforbrydelse, for at undgå de retlige konsekvenser af den pågældendes handlinger, (b) handlinger med henblik på at skjule eller tilsløre den sande karakter, oprindelse, opbevaringssted, dispositioner, bevægelser og rettigheder for så vidt angår formuegoder med viden om, at disse formuegoder er udbytte, og med forbehold af forfatningsmæssige principper og grundlæggende retsprincipper: (c) erhvervelse, besiddelse eller anvendelse af formuegoder med viden på modtagelsestidspunktet om, at disse formuegoder var udbytte, (d) deltagelse i, medvirken eller sammensværgelse med henblik på at begå, forsøg på at begå og medvirken, bistand eller rådgivning i forbindelse med begåelse af nogen af de forbrydelser, der er fastlagt som forbrydelser i overensstemmelse med denne artikel.

I artikel 6, stk. 2, er det fastsat, at det i forbindelse med gennemførelsen eller anvendelsen af artikel 6, stk. 1, (a) er uden betydning, om førforbrydelsen falder ind under den pågældende stats strafferetlige kompetence, (b) kan fastsættes, at de forbrydelser, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, ikke finder anvendelse på de personer, der begik førforbrydelsen, (c) kan være muligt, at viden, hensigt eller formål, der kræves som element i forbindelse med de i artikel 6, stk. 1, fastsatte forbrydelser, udledes af objektive, faktuelle omstændigheder.

Hvidvaskkonventionen er gennemført i dansk ret ved lov nr. 291 af 24. april 1996 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere, lov om international fuldbyrdelse af straf m.v., lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejeloven (International strafferet). Ved Danmarks ratifikation af hvidvaskkonventionen er der i medfør af artikel 6, stk. 4, afgivet erklæring om, at artikel 6, stk. 1, kun finder anvendelse på de førforbrydelser, med hensyn til hvilke der til enhver tid efter dansk ret kan begås hæleri, herunder straffelovens § 191 a om narkotikahæleri og straffelovens § 284 om hæleri i forbindelse med tyveri, ulovlig omgang med hittegods, underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig, afpresning, skyldnersvig og røveri samt med hensyn til indsmugling af særlig grov karakter.

Artikel 18, stk. 1, i Europarådets korruptionskonvention medfører pligt til at sikre, at juridiske personer kan kendes ansvarlige for aktiv bestikkelse, handel med indflydelse og hvidvaskning af penge som fastsat efter denne konvention, der for at skaffe dem vinding, er begået af en person, der handler enten individuelt eller som medlem af et organ under den juridiske person, og som har en ledende stilling inden for den juridiske person, baseret på beføjelse til at repræsentere den juridiske person, træffe beslutninger på den juridiske persons vegne eller til at udøve intern kontrol. Der skal også være mulighed for at kende juridiske personer ansvarlige for medvirken til eller anstiftelse af de nævnte handlinger.

Endvidere er der efter artikel 18, stk. 2, pligt til at sikre, at en juridisk person kan kendes ansvarlig, når utilstrækkeligt tilsyn eller utilstrækkelig kontrol fra en af de ovennævnte personers side har gjort det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons myndighed, at begå en af de i stk. 1 nævnte strafbare handlinger for at skaffe den juridiske person vinding.

Endelig præciseres det i artikel 18, stk. 3, at ansvar for juridiske personer ikke udelukker muligheden for at straffe fysiske personer, der begår, anstifter eller medvirker til de i stk. 1 nævnte handlinger.

I lighed med den pligt, der er fastsat i artikel 3 i anden protokol til EU-svigskonventionen, jf. pkt. 5.1., vil den i korruptionskonventionens artikel 18 anførte pligt til at kunne gøre juridiske personer ansvarlige for de nævnte overtrædelser med det gældende ansvarssystem her i landet være ensbetydende med et strafansvar.

Artikel 19, stk. 2, i Europarådets korruptionskonvention indeholder bestemmelser om sanktioner over for juridiske personer. Det fastsættes heri, at juridiske personer, der kendes ansvarlige efter artikel 18, stk. 1 og 2, skal kunne pålægges strafferetlige eller ikke-strafferetlige sanktioner, herunder økonomiske sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning.

Artikel 19, stk. 3, fastsætter i lighed med artikel 5 i anden protokol til EU-svigskonventionen, jf. pkt. 5.1., pligt til at kunne konfiskere m.v. redskaber eller udbytte fra strafbare handlinger i henhold til konventionen eller af formuegoder, hvis værdi modsvarer sådant udbytte. Om pligt til at kunne beslaglægge udbytte m.v. henvises til korruptionskonventionens artikel 23, stk. 1, og pkt. 4.4.2.

Artikel 5 og 6 i EU's fælles aktion om bestikkelse i den private sektor medfører pligt til at kunne straffe juridiske personer for aktiv bestikkelse, jf. artikel 3, svarende til artikel 3 og 4 i anden protokol til EU-svigskonventionen vedrørende pligt til kunne straffe juridiske personer for EU-svig, aktiv bestikkelse og hvidvaskning af penge, jf. pkt. 5.1.

EU's fælles aktion indeholder ikke bestemmelser om pligt til at kunne straffe fysiske eller juridiske personer for hvidvaskning af udbytte ved bestikkelse i den private sektor.

5.4.1. Hvidvaskning af udbytte fra strafbare handlinger er ikke generelt kriminaliseret i dansk ret, men der findes en række bestemmelser om efterfølgende medvirken (hæleri), knyttet til nærmere angivne førforbrydelser, der kriminaliserer sådanne forhold.

For så vidt angår straffeloven, kan særligt henvises til § 284 om hæleri i forbindelse med tyveri, ulovlig omgang med hittegods, underslæb, bedrageri, databedrageri, afpresning, skyldnersvig, røveri eller indsmugling af særlig grov karakter. Herudover kan nævnes straffelovens § 303, der kriminaliserer visse former for groft uagtsomt hæleri i forbindelse med berigelsesforbrydelser, og § 300 c, der vedrører visse former for forsætligt eller groft uagtsomt hæleri i forbindelse med overtrædelse af § 282 (åger), § 300 a eller § 300 b (bedrageri- eller ågerlignende forhold). Endvidere er det i straffelovens § 191 a gjort strafbart at befatte sig med en vinding, der er erhvervet ved overtrædelse af § 191 om grov narkotikakriminalitet (narkotikahæleri).

Nogle særlove rummer mere begrænsede hæleribestemmelser. Til illustration kan nævnes § 3, stk. 3, i lov om euforiserende stoffer, der angår forsætligt hæleri svarende til straffelovens § 191 a, samt toldlovens § 73, stk. 3, der vedrører forsætligt eller groft uagtsomt hæleri med hensyn til indsmuglede varer.

Om hvidvaskning af penge kan desuden henvises til lov nr. 348 af 9. juni 1993 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge. Ved denne lov, der gennemfører Rådets direktiv 91/308/EØF, reguleres for første gang i dansk ret hvidvaskning af penge som begreb. Efter lovens § 2 forstås ved hvidvaskning af penge i lovens forstand »konvertering, overførsel, erhvervelse, besiddelse eller anvendelse af formuegoder eller fortielse eller tilsløring af deres art, oprindelse, lokalisering, bevægelse og ejerforhold samt forsøg herpå eller medvirken hertil med viden eller formodning om, at formuegoderne stammer fra overtrædelse af straffeloven.« Loven indfører bl.a. en særlig undersøgelses- og underretningspligt for nærmere angivne finansielle institutioner m.v. i tilfælde af mistanke om, at en transaktion har tilknytning til hvidvaskning af penge.

5.4.2. I dansk ret har der længe været kendt et strafferetligt ansvar i form af bødestraf, der kan pålægges juridiske personer, navnlig erhvervsdrivende selskaber. Bestemmelser om strafansvar for selskaber m.v. omfatter som udgangspunkt enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og statslige myndigheder, jf. straffelovens § 26, stk. 1. Endvidere omfatter sådanne bestemmelser enkeltmandsvirksomheder, for så vidt disse navnlig under hensyn til deres størrelse og organisation kan sidestilles med de førnævnte selskaber, jf. straffelovens § 26, stk. 2.

Strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan, jf. straffelovens § 27, stk. 1. Endvidere kan statslige myndigheder og kommuner alene straffes i anledning af overtrædelser, der begås ved udøvelse af virksomhed, der svarer til eller kan sidestilles med virksomhed udøvet af private, jf. straffelovens § 27, stk. 2.

For at kunne pålægge juridiske personer strafansvar kræves også, at denne særlige ansvarsform har hjemmel i lovgivningen på de enkelte områder, hvor ansvaret skal gælde, jf. straffelovens § 25. Strafansvar for juridiske personer findes i et meget stort antal særlove.

Derimod findes der i straffeloven ingen bestemmelser, der giver mulighed for at straffe juridiske personer for overtrædelser af straffeloven. Baggrunden herfor er bl.a., at flertallet af straffebestemmelserne i straffeloven sigter på at beskrive enkeltpersoners skadegørende eller farlige eller på anden måde forkastelige handlinger. De begås i henhold til individuelle beslutninger, eventuelt efter aftale mellem flere, og uden nogen sammenhæng med, om den eller de pågældende står i et ansættelsesforhold til nogen, jf. i det hele Straffelovrådets betænkning nr. 1289/1995 om juridiske personers bødeansvar, s. 54-55.

Endvidere er det for langt de fleste straffelovsbestemmelser en betingelse for strafansvar, at der er handlet med forsæt, jf. straffelovens § 19. Den juridiske person, f.eks. et aktieselskab, kan ikke have forsæt i strafferetlig forstand. Det kan kun fysiske personer, herunder ledere eller ansatte hos den juridiske person. En fysisk persons forsæt skaber ikke i strafferetlig forstand forsæt hos den juridiske person.

Straffelovrådet har i den nævnte betænkning frarådet, at en generel bestemmelse om strafansvar for juridiske personer kommer til at omfatte overtrædelser af straffeloven. Hvis der skal indføres strafansvar for juridiske personer med hensyn til straffelovsovertrædelser, må man efter Straffelovrådets opfattelse undgå at bygge på den konstruktion eller fiktion, at forsæt hos en ved den juridiske person ansat enkeltperson skaber forsæt hos den juridiske person. Det må klart lægges til grund, at der er tale om et strafansvar for den juridiske person uden den skyldform, som loven kræver.

Efter Straffelovrådets opfattelse må det være en forudsætning for et sådant ansvar, at en eller flere enkeltpersoner inden for virksomheden beviseligt har overtrådt den pågældende straffelovsbestemmelse med forsæt, jf. betænkning nr. 1289/1995, s. 55-56. I det omfang, den juridiske person skal kunne ifalde strafansvar for forsøg, må forsøgsstraf forudsætte, at en enkeltperson inden for den juridiske person har handlet med det til forsøgsstraf fornødne forsæt, jf. betænkningen, s. 86-87, hvor også spørgsmålet om betydningen af straffelovens § 21, stk. 3, i forbindelse med selskabsansvar for forsøg er behandlet.

5.5.1.1. Som nævnt i pkt. 5.1, indeholder artikel 2 i anden protokol til EU-svigskonventionen en forpligtelse til at kunne straffe hæleri (hvidvaskning) med hensyn til udbyttet fra EU-svig, i hvert fald i grove tilfælde, jf. artikel 1 i EU-svigskonventionen, og fra aktiv og passiv bestikkelse, jf. artikel 2 og 3 i første protokol til EU-svigskonventionen. Henvisningen til artikel 2 og 3 i første protokol til EU-svigskonventionen indebærer, at forpligtelsen til at kriminalisere hvidvaskning af udbytte fra bestikkelse er begrænset til tilfælde, hvor bestikkelseshandlingen har skadet eller kunnet skade De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.

Artikel 18 i samme protokol giver som nævnt mulighed for at tage et tidsbegrænset forbehold om kun at gøre hvidvaskning med hensyn til udbyttet fra aktiv og passiv bestikkelse strafbart i grove tilfælde af aktiv og passiv bestikkelse.

Artikel 7 i OECD-bestikkelseskonventionen forpligter til at sørge for, at nationale bestemmelser om hvidvaskning også kommer til at omfatte bestikkelse af udenlandske tjenestemænd uden hensyn til, hvor bestikkelsen blev begået, i det omfang bestikkelse af egne tjenestemænd indgår som en førforbrydelse i nationale bestemmelser om hvidvaskning, jf. pkt. 4.3.

Artikel 7 i OECD-bestikkelseskonventionen forpligter på visse punkter til kriminalisering af hvidvaskning af udbytte fra bestikkelse i videre omfang end artikel 2 i anden protokol til EU-svigskonventionen. Artikel 7 omfatter således f.eks. også tilfælde, hvor bestikkelseshandlingen ikke har indvirket eller kunnet indvirke på De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser. OECD-konventionen omfatter dog ikke enhver form for bestikkelse, men er begrænset til bestikkelse i internationale forretningsforhold.

Som nævnt i pkt. 5.2 medfører artikel 13 i Europarådets korruptionskonvention som udgangspunkt pligt til at kunne straffe hvidvaskning af udbytte, når førforbrydelsen består i en strafbar handling i henhold til artikel 2-12.

Denne kriminaliseringspligt er dog undergivet to begrænsninger.

For det første er der ikke pligt til at kriminalisere hvidvaskning i det omfang, udbyttet stammer fra en handling, som det pågældende land har taget forbehold over for at kriminalisere.

Som anført i pkt. 4.7.1.7 foreslås det, at Danmark ved ratifikationen af korruptionskonventionen tager forbehold over for artikel 12 om handel med indflydelse, så Danmark ikke er folkeretligt forpligtet til at kunne straffe handlinger, der er omfattet af artikel 12, i videre omfang, end straffelovens regler om forsøg og medvirken (§§ 21 og 23) giver mulighed for.

For det andet er der ikke pligt til at kriminalisere hvidvaskning af udbytte fra bestikkelse i det omfang, det pågældende land ikke anser sådanne handlinger for alvorlige i forbindelse med lovgivningen om hvidvaskning af penge.

5.5.1.2. For så vidt angår opfyldelsen af den pligt, der er indeholdt i anden protokol til svigskonventionen om at kriminalisere hvidvaskning af udbytte, der hidrører fra EU- svig, må der i tilknytning til den foreslåede nye bestemmelse i straffelovens § 289 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, samtidig ske en udvidelse af straffelovens § 284 om hæleri. Det foreslås derfor, at der i 284 indsættes en henvisning til § 289 a, således at der også kan straffes for hæleri med hensyn til EU-svig.

For så vidt angår pligten til at kriminalisere hvidvaskning af udbytte fra bestikkelse, kan rækkevidden af pligten efter de tre retsakter give anledning til tvivl.

Artikel 7 i OECD-konventionen indebærer isoleret set ikke pligt til at kriminalisere hvidvaskning af udbytte fra bestikkelse af udenlandske embedsmænd, idet bestikkelse af danske embedsmænd ikke indgår som en førforbrydelse i danske hæleribestemmelser, herunder § 284.

På samme måde indebærer artikel 13 i korruptionskonventionen næppe i sig selv en pligt for Danmark til at kriminalisere hvidvaskning af udbytte fra de bestikkelsesforhold, der er omfattet af konventionen, idet disse bestikkelseshandlinger ikke i dag udgør førforbrydelser i hæleribestemmelser, herunder straffelovens § 284.

Da hvidvaskning af udbytte fra den form for aktiv og passiv bestikkelse af tjenestemænd, der er omfattet af anden protokol til EU-svigskonventionen, imidlertid skal være strafbar, finder Justitsministeriet det rigtigst generelt at kriminalisere hvidvaskning af udbytte fra aktiv og passiv bestikkelse i den offentlige sektor.

Det foreslås derfor, at straffelovens § 284 udvides til også at omfatte hæleri med hensyn til § 122 og § 144 (dvs. udbytte fra aktiv og passiv bestikkelse i dansk, udenlandsk og international offentlig tjeneste eller hverv).

Under hensyn til, at retsakterne ikke forpligter hertil - herunder efter Justitsministeriets opfattelse heller ikke korruptionskonventionens artikel 13 - stilles der ikke i denne sammenhæng forslag om at kriminalisere hvidvaskning af udbytte, der hidrører fra bestikkelse i den private sektor.

Det tilføjes, at Justitsministeriet ikke herved har taget stilling til, i hvilket omfang der måtte være grundlag for en yderligere udvidelse af hæleribestemmelsen i § 284, idet overvejelser herom bør ske i Udvalget om økonomisk kriminalitet, jf. pkt. 1.4.

Sammenfattende foreslås det herefter, at § 284 udvides, så der også kan straffes for hæleri med hensyn til udbyttet ved overtrædelse af § 122, § 144 og § 289 a.

Om det nærmere indhold af den foreslåede udvidelse af straffelovens § 284 og den dertil knyttede ændring af strafudmålingsbestemmelsen i straffelovens § 285, stk. 1, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5 og 6.

5.5.2.1. Som det fremgår af pkt. 5.1., medfører artikel 3 i anden protokol til EU-svigskonventionen pligt til at kunne straffe juridiske personer for EU-svig, aktiv bestikkelse i forhold til fællesskabstjenestemænd, nationale tjenestemænd og tjenestemænd i andre EU-medlemsstater samt hvidvaskning af udbytte, der hidrører fra EU-svig samt aktiv og passiv bestikkelse i forhold til fællesskabstjenestemænd, nationale tjenestemænd og tjenestemænd i andre EU-medlemsstater, når overtrædelsen er begået for at skaffe den juridiske person vinding.

Denne kriminaliseringspligt i forhold til juridiske personer omfatter ikke alene tilfælde, hvor overtrædelsen er begået af en person, der indtager en ledende stilling inden for den juridiske person. Der skal også kunne straffes, når utilstrækkeligt tilsyn eller utilstrækkelig kontrol fra en ledelsespersons side har gjort det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons myndighed, at begå en af de ovennævnte forbrydelser for at skaffe den juridiske person vinding.

Endvidere skal strafansvaret for juridiske personer omfatte medvirken og forsøg.

Artikel 2 i OECD-bestikkelseskonventionen medfører pligt til at kunne straffe juridiske personer for bestikkelse af udenlandske tjenestemænd, medmindre den særlige ansvarsform, som strafansvar for juridiske personer udgør, ikke kendes i national ret, jf. pkt. 4.3.

Som nævnt i pkt. 5.2., medfører artikel 18 i Europarådets korruptionskonvention pligt til at kunne straffe juridiske personer for aktiv bestikkelse, handel med indflydelse og hvidvaskning af penge som fastsat efter konventionen, når overtrædelsen er begået for at skaffe den juridiske person vinding. Kriminaliseringspligten må, jf. udtrykket »som fastsat efter denne konvention« (»established in accordance with this convention«), antages at skulle forstås bl.a. i lyset af de forbehold, som en stat måtte have taget i henhold til konventionen med hensyn til omfanget af kriminaliseringspligten vedrørende aktiv bestikkelse, handel med indflydelse og hvidvaskning af penge. I modsat fald ville pligten til at kunne straffe juridiske personer række videre end pligten til at kunne straffe fysiske personer.

Som nævnt i pkt. 4.7.1.7. foreslås det, at Danmark tager forbehold over for artikel 12 om handel med indflydelse. Artikel 18 må derfor for Danmarks vedkommende antages at indebære pligt til at kunne straffe juridiske personer for (1) aktiv bestikkelse udøvet over for tjenestemænd m.v. i dansk, udenlandsk og international offentlig tjeneste eller hverv (2) aktiv bestikkelse i den private sektor samt (3) hvidvaskning af udbyttet fra aktiv og passiv bestikkelse i dansk, udenlandsk og international offentlig tjenste eller hverv.

I lighed med artikel 3 i anden protokol til EU-svigskonventionen omfatter kriminaliseringspligten efter korruptionskonventionens artikel 18 ikke alene tilfælde, hvor overtrædelsen er begået af en person, der indtager en ledende stilling inden for den juridiske person. Der skal også kunne straffes, når utilstrækkeligt tilsyn fra en ledelsespersons side har gjort det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons myndighed, at begå en af de nævnte forbrydelser for at skaffe den juridiske person vinding.

Endvidere skal strafansvaret for den juridiske person omfatte medvirken til og anstiftelse af de pågældende handlinger.

Som nævnt i pkt. 5.3., medfører artikel 5, jf. artikel 3, i EU's fælles aktion også pligt til at kunne straffe juridiske personer for aktiv bestikkelse i den private sektor. Bestemmelsen svarer til artikel 3 i anden protokol til EU-svigskonventionen, der som nævnt i pkt. 5.1. tager sigte på at kunne straffe juridiske personer for aktiv bestikkelse af fællesskabstjenestemænd, nationale tjenestemænd og tjenestemænd i andre EU-medlemsstater.

Herudover indeholder artikel 4 i anden protokol til EU- svigskonventionen, artikel 6 i EU's fælles aktion om bestikkelse i den private sektor og artikel 3 i OECD-bestikkelseskonventionen krav om, at juridiske personer skal kunne straffes med sanktioner, herunder bøde, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, jf. pkt. 4.3., 5.1. og 5.3. Artikel 19, stk. 2, i Europarådets korruptionskonvention fastsætter lignende krav med hensyn til sanktionsmulighederne i national ret, jf. pkt. 5.2.

5.5.2.2. Som nævnt i pkt. 5.4.2., indeholder straffeloven ikke hjemmel til at straffe juridiske personer for overtrædelse af bestemmelser i straffeloven. Opfyldelse af de ovennævnte pligter til at kunne straffe juridiske personer for EU-svig efter den nye bestemmelse i straffelovens § 289 a, aktiv bestikkelse samt hvidvaskning af udbytte fra EU-svig og fra bestikkelse i den offentlige sektor kræver derfor lovændring.

Det foreslås på den baggrund, at der i et nyt 30. kapitel i straffeloven som § 306, stk. 1, indsættes en bestemmelse, der giver mulighed for at pålægge selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i 5. kapitel for overtrædelse af § 122 (aktiv bestikkelse i dansk, udenlandsk og international offentlig tjeneste eller hverv), § 289 a (EU- svig) samt § 299, nr. 2, 2. led, (aktiv bestikkelse i private retsforhold).

Endvidere foreslås som § 306, stk. 2, indsat en bestemmelse, der giver mulighed for at pålægge juridiske personer strafansvar for overtrædelse af § 284 (hæleri) med hensyn til § 122 (aktiv bestikkelse i dansk, udenlandsk og international offentlig tjeneste eller hverv), § 144 (passiv bestikkelse i dansk, udenlandsk og international offentlig tjeneste eller hverv) og § 289 a (EU-svig), når overtrædelsen er begået for at skaffe selskabet m.v. del i en ved overtrædelse af § 122, § 144 eller § 289 a erhvervet vinding.

Som anført ovenfor i pkt. 5.5.2 skal strafansvaret for juridiske personer bl.a. omfatte forsøg.

Juridiske personer kan alene idømmes straf af bøde, jf. straffelovens § 25. Efter straffelovens § 21, stk. 3, straffes forsøg kun, når der for lovovertrædelsen er foreskrevet højere straf end hæfte, for så vidt ikke andet er bestemt. Der kan derfor rejses spørgsmål om, hvorvidt det til opfyldelse af den konventionsbestemte pligt til at kunne straffe juridiske personer for forsøg er nødvendigt at fastsætte en udtrykkelig lovbestemmelse herom.

Efter Justitsministeriets opfattelse er en sådan udtrykkelig lovbestemmelse om forsøg ikke påkrævet i det foreliggende tilfælde, hvor der er tale om strafansvar for juridiske personer med hensyn til overtrædelser af straffelovsbestemmelser, der indeholder fængsel i strafferammen.

Om det nærmere indhold af de foreslåede bestemmelser henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 10.

5.5.3.1. Som nævnt i pkt. 5.1., indeholder artikel 5-7 og 12 i anden protokol til EU-svigskonventionen en række bestemmelser om beslaglæggelse og konfiskation, gensidig retshjælp i sager om overtrædelse af told- og afgiftsbestemmelser, samarbejde med EU-Kommissionen og tilknytningen til EU- svigskonventionen.

Endvidere indeholder OECD-bestikkelseskonventionen i artikel 3, stk. 3, en bestemmelse om beslaglæggelse og konfiskation, jf. pkt. 4.3.

Desuden fastsætter artikel 19, stk. 3, i Europarådets korruptionskonvention pligt til at kunne konfiskere eller på anden måde berøve redskaber eller udbytte fra strafbare handlinger i henhold til konventionen eller af formuegoder, hvis værdi modsvarer sådant udbytte.

5.5.3.2. Retsplejelovens bestemmelser om beslaglæggelse og straffelovens bestemmelser om konfiskation opfylder efter Justitsministeriets opfattelse de krav, som anden protokol, OECD-bestikkelseskonventionen og Europarådets korruptionskonvention stiller til den nationale retsorden på disse punkter.

Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at de krav til internationalt samarbejde, der er indeholdt i bl.a. anden protokol til EU-svigskonventionen, kan opfyldes uden yderligere lovændringer.

Som anført i pkt. 1, har medlemsstaterne i forbindelse med EU-svigskonventionen og første protokol (om bestikkelse) til denne konvention udarbejdet en protokol om præjudiciel fortolkning ved De Europæiske Fællesskabers Domstol af disse retsakter, jf. lovforslagets bilag 4.

Efter protokollen kan hver medlemsstat afgive en erklæring, hvorefter domstole i den pågældende medlemsstat kan anmode EF-Domstolen om at træffe præjudiciel afgørelse om fortolkningen af EU-svigskonventionen og første protokol. I erklæringen til protokollen kan medlemsstaten angive, om retten til forelæggelse for EF-Domstolen skal tilkomme alle nationale retsinstanser eller alene retsinstanser, hvis afgørelser ikke kan ankes inden for det nationale retssystem.

Efter artikel 13, stk. 3, i anden protokol til EU-svigskonventionen (om hvidvask og juridiske personers strafansvar) finder protokollen om præjudiciel fortolkning ved EF-Domstolen, herunder den erklæring, som medlemsstaten kan afgive om retten til forelæggelse, som udgangspunkt tilsvarende anvendelse på anden protokol.

Efter artikel 12, stk. 3-6, i EU-bestikkelseskonventionen kan en medlemsstat afgive erklæring om, at som udgangspunkt enhver national retsinstans kan anmode EF-Domstolen om at træffe præjudiciel afgørelse vedrørende spørgsmål, som angår fortolkningen af artikel 1-4 og 12-16 (bl.a. pligten til at kriminalisere aktiv og passiv bestikkelse), i en verserende sag, der involverer medlemmer eller tjenestemænd i EU-institutioner eller -organer, når disse har handlet i embeds medfør.

Efter de nævnte bestemmelser er der i intet tilfælde pligt for de nationale domstole til indhente EF-Domstolens præjudicielle afgørelser om fortolkningen af konventionerne og protokollerne. Adgangen til at foretage præjudiciel forelæggelse er således fakultativ og ikke obligatorisk.

Justitsministeriet har overvejet, om gennemførelse i dansk ret af de i pkt. 6.1. nævnte bestemmelser om præjudiciel forelæggelse indebærer overladelse af beføjelser efter grundlovens § 20.

EF-Domstolens afgørelse vedrørende fortolkningen af de pågældende konventionsbestemmelser m.v. må antages at være bindende, men den endelige dom i sagen skal afsiges af de danske domstole. EF-Domstolens afgørelse vil således ikke indebære en umiddelbar normering af parternes retsstilling og vil derfor ikke have den virkning i det interne danske retssystem, som er en forudsætning for, at grundlovens § 20 finder anvendelse. På den baggrund finder Justitsministeriet, at den ordning, som de under pkt. 6.1. nævnte bestemmelser giver mulighed for, hvorefter EF-Domstolen får kompetence til at træffe præjudicielle afgørelser om fortolkningen af visse af bestemmelserne i de pågældende konventioner m.v., ikke indebærer overladelse af beføjelser (her dømmende myndighed) i grundlovens forstand.

En lignende retsopfattelse er lagt til grund i forbindelse med gennemførelsen af regler om præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen i lov nr. 415 af 10. juni 1997 om gennemførelse af Europol-konventionen. Ved denne lovs § 1, stk. 2, er der givet alle danske retsinstanser mulighed for at anmode EF-Domstolen om en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Europol-konventionen, hvis de har behov herfor for at kunne træffe afgørelse i en verserende sag.

Det er således Justitsministeriets opfattelse, at Danmark kan tilslutte sig den ovennævnte ordning vedrørende præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen efter den almindelige bestemmelse i grundlovens § 19.

Justitsministeriet finder, at enhver retsinstans bør have mulighed for at forelægge præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af bestemmelser i EU-svigskonventionen og første og anden protokol til denne konvention samt EU-bestikkelseskonventionen. Dette svarer til ordningen efter den protokol om præjudiciel fortolkning, der er knyttet til Europol-konventionen.

Det foreslås på den baggrund, at protokollen om præjudiciel fortolkning ved De Europæiske Fællesskabers Domstol af konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser og artikel 12, stk. 3, i EU-bestikkelseskonventionen gennemføres i dansk ret på en sådan måde, at alle danske retsinstanser er berettiget, men i intet tilfælde forpligtet, til at anmode EF-Domstolen om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EU-svigskonventionen og første og anden protokol til denne konvention samt EU-bestikkelseskonventionen. Der henvises til lovforslagets § 2 og bemærkningerne hertil.

EU-svigskonventionen træder efter artikel 11, stk. 3, i kraft 90 dage efter, at alle medlemsstaterne har ratificeret konventionen.

Første protokol (om bestikkelse) til EU-svigskonventionen indeholder i artikel 9, stk. 3, en tilsvarende ikrafttrædelsesbestemmelse. Er EU-svigskonventionen ikke trådt i kraft på dette tidspunkt, træder protokollen dog først i kraft på datoen for konventionens ikrafttrædelse.

Anden protokol (om hvidvaskning og strafansvar for juridiske personer) til EU-svigskonventionen træder ifølge artikel 16, stk. 3, i kraft efter samme regler som første protokol.

Protokollen om præjudiciel fortolkning ved EF-Domstolen træder efter artikel 4, stk. 3, i kraft 90 dage efter, at alle medlemsstaterne har ratificeret protokollen, dog tidligst på tidspunktet for EU-svigskonventionens ikrafttrædelse.

Til denne protokol er knyttet en erklæring om samtidig ratifikation af EU-svigskonventionen og den pågældende protokol, hvorefter repræsentanterne for regeringerne for Den Europæiske Unions medlemsstater, forsamlet i Rådet, erklærer, at de er rede til at træffe passende foranstaltninger til, at de nationale procedurer for vedtagelse af konventionen og protokollen afsluttes samtidigt og så hurtigt som muligt.

EU-bestikkelseskonventionen træder i kraft 90 dage efter, at alle medlemsstaterne har ratificeret konventionen, jf. artikel 13, stk. 3. Indtil dette tidspunkt kan en medlemsstat afgive erklæring om, at konventionen bortset fra artikel 12 om EF-Domstolens kompetence for dens vedkommende gælder i forbindelserne med de medlemsstater, som har fremsat en tilsvarende erklæring. Konventionen finder i så fald anvendelse den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på halvfems dage efter datoen for deponeringen af medlemsstatens erklæring, jf. artikel 13, stk. 4.

OECD-bestikkelseskonventionen træder efter artikel 15, stk. 1, i kraft 60 dage efter den dag, hvor fem ud af de ti lande, der har de ti største eksportandele, og som repræsenterer mindst 60 pct. af de ti landes samlede totale eksport, har ratificeret konventionen. Konventionen er trådt i kraft den 15. februar 1999. For hver stat, der deponerer efter, at konventionen er trådt i kraft, træder konventionen i kraft 60 dage efter ratifikationen.

Endelig træder Europarådets korruptionskonvention efter artikel 32, stk. 3, i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, hvor 14 stater har udtrykt deres samtykke til at være bundet af konventionen.

For så vidt angår EU's fælles aktion om bestikkelse i den private sektor bemærkes, at denne retsakt efter sin karakter ikke skal godkendes eller ratificeres. Den trådte i kraft på datoen for offentliggørelsen i EF-Tidende den 31. december 1998. Det fremgår af fælles aktionens artikel 8, stk. 1, at hver medlemsstat senest to år efter aktionens ikrafttræden (dvs. senest den 31. december 2000) skal forelægge passende forslag til gennemførelse af aktionen, som skal behandles af de kompetente myndigheder med henblik på vedtagelse.

Rådet vurderer på grundlag af passende oplysninger, hvorvidt medlemsstaterne har opfyldt deres forpligtelser i henhold til den fælles aktion, senest tre år efter dens ikrafttræden.

Som det fremgår, er ikrafttrædelsestidspunktet for de berørte retsakter (bortset fra fælles aktionen) ikke knyttet til et bestemt tidspunkt, idet ikrafttrædelsen afhænger af, hvornår de stater, der har underskrevet vedkommende konvention m.v., foretager ratifikation. Ikraftsættelse af de danske gennemførelsesbestemmelser om EU-svig, bestikkelse og hvidvaskning m.v. forud for disse tidspunkter kan derfor f.eks. medføre, at der i en periode, hvor konventionerne m.v. endnu ikke er trådt i kraft, kan straffes for bestikkelse af udenlandske tjenestemænd i videre omfang, end Danmark folkeretligt er forpligtet til.

Det kan på den baggrund overvejes, om ikrafttrædelsesbestemmelsen for så vidt angår de straffebestemmelser, der har til formål at gennemføre de omhandlede konventioner m.v., jf. lovforslagets § 1, nr. 3-6 og 8-10, - i stedet for at blive fastsat i selve loven - bør udformes som en bemyndigelse til justitsministeren til at fastsætte ikrafttrædelsestidspunktet. En lignende fremgangsmåde er bl.a. anvendt i lov nr. 415 af 10. juni 1997 om gennemførelse af Europol- konventionen, jf. lovens § 6.

Ikrafttrædelsesbestemmelsen kunne eventuelt også udformes således, at de berørte straffebestemmelser først finder anvendelse på forhold, der begås efter, at den pågældende konvention m.v. er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende stat. En lignende fremgangsmåde er benyttet i lov nr. 417 af 10. juni 1997 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere (Gennemførelse af EU-udleveringskonventionen), jf. lovens § 2, 3. pkt.

Heroverfor kan det anføres, at hensynet til en samlet, ensartet retstilstand inden for de berørte områder taler for, at samtlige straffebestemmelser træder i kraft på samme tid. Mens Europol-konventionen og EU-udleveringskonventionen er konventioner om strafferetligt samarbejde, der forudsætter gensidighed, kan pligten til at kriminalisere EU-svig, bestikkelse og hvidvaskning gennemføres i de enkelte lande, uden at det på samme måde forudsætter gensidighed.

Som det fremgår af pkt. 4, har der gennem de senere år været en tiltagende international opmærksomhed om behovet for at bekæmpe bestikkelse, idet bestikkelse kan udgøre en alvorlig trussel mod det politiske og økonomiske grundlag i landene og skade forholdet mellem befolkning, virksomheder og myndigheder.

Det må derfor forventes, at de lande, der har undertegnet de omhandlede konventioner m.v., hurtigt vil følge op med ratifikationer.

Hertil kommer, at det må antages at være med til at styrke dansk erhvervslivs omdømme i international sammenhæng, at der kan straffes for bl.a. bestikkelse af udenlandske tjenestemænd, også selv om vedkommende konvention m.v. endnu ikke måtte være trådt i kraft. Og som nævnt er OECD-bestikkelseskonventionen trådt i kraft den 15. februar 1999.

Det foreslås på den baggrund, at ikrafttrædelsesbestemmelsen udformes således, at lovens § 1 træder i kraft den 1. juli 1999, jf. lovforslagets § 3, stk. 1.

For så vidt angår lovforslagets § 2, der har til formål at skabe mulighed for, at alle danske retsinstanser kan anmode EF-Domstolen om en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EU-svigskonventionen med tilhørende protokoller og EU-bestikkelseskonventionen, foreslås indsat en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte tidspunktet for ikrafttrædelsen af denne bestemmelse, jf. lovforslagets § 3, stk. 2. Baggrunden for dette forslag er, at muligheden for præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen først indtræder på det tidspunkt, hvor henholdsvis protokollen om præjudiciel fortolkning ved EF-Domstolen og artikel 12 i EU-bestikkelseskonventionen er trådt i kraft, jf. herved ovenfor under pkt. 7.1.

En gennemførelse af lovforslaget med en efterfølgende ratifikation af de pågældende konventioner mv. vil medføre udgifter for det offentlige i forbindelse med dansk medlemskab af GRECO og i forbindelse med overvågning og opfølgning af OECD-bestikkelseskonventionen. Der skønnes at blive tale om udgifter af begrænset størrelse, som vil kunne afholdes inden for de berørte ministeriers bevillingsmæssige rammer.

For så vidt angår de erhvervsøkonomiske konsekvenser, kan det ikke udelukkes, at forslaget om at kriminalisere bestikkelse af udenlandske tjenestemænd vil kunne indvirke på konkurrencevilkårene for danske virksomheder i forhold til virksomheder i de lande, der ikke har indført et lignende forbud mod bestikkelse af udenlandske tjenestemænd.

Det må imidlertid forventes, at alle OECD-landene og konventionens øvrige deltagerlande inden længe vil opfylde OECD- bestikkelseskonventionen. Det må endvidere antages at være med til at styrke dansk erhvervslivs omdømme, at det er strafbart for danske virksomheder at bestikke ikke blot nationale tjenestemænd, men også udenlandske tjenestemænd.

Om de EU-retlige aspekter henvises til pkt. 1 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt beskrivelsen af reglerne i EU-svigskonventionen samt første, anden og tredje protokol hertil, EU-bestikkelseskonventionen samt EU’s fælles aktion i pkt. 3-6 ovenfor.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Til nr. 1 og 2 (straffelovens § 93, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3)

Efter straffelovens § 93, stk. 2, 2. pkt., er forældelsesfristen i intet tilfælde mindre end 5 år for strafansvar for overtrædelser, hvorved nogen unddrager sig betaling af told eller afgifter til det offentlige, eller som er egnede til at medføre, at nogen uberettiget fritages for betaling af sådanne beløb. Bestemmelsen indebærer bl.a., at strafansvar for momsunddragelser forældes efter 5 år.

Ved lovforslagets § 1, nr. 2, indsættes en ny bestemmelse i § 93, stk. 3, 2. pkt., hvorefter strafansvar for overtrædelse af momsloven, hvorved nogen unddrager sig betaling af afgift, eller som medfører, at nogen uberettiget opnår udbetaling af afgift, undergives en forældelsesfrist på 10 år. Den 10-årige forældelsesfrist omfatter ikke blot forsætlige, men også groft uagtsomme forhold, hvorved nogen unddrager sig betaling af afgift, eller som medfører, at nogen uberettiget opnår udbetaling af afgift. Endvidere indebærer den foreslåede udvidelse af straffelovens § 289, 1. pkt., til at omfatte momssvig af særlig grov karakter, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, at forældelsesfristen for momssvig af særlig grov karakter også bliver 10 år, jf. straffelovens § 93, stk. 3, 1. pkt.

Med forslaget opnås, at skattesvig og momssvig undergives samme forældelsesfrist (10 år). Det gælder, uanset om forholdene henføres til skattekontrolloven/momsloven, eller der er tale om så grove forhold, at de er omfattet af straffelovens § 289.

Den foreslåede henvisning i straffelovens § 93, stk. 2, 2. pkt., til § 93, stk. 3, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 1, er en følge af forslaget om ændring af § 93, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 2. Forældelse af strafansvaret ved momsunddragelser er således ikke længere reguleret i § 93, stk. 2, 2. pkt., men i § 93, stk. 3.

Til nr. 3 (straffelovens § 122, stk. 2)

Efter straffelovens § 122 straffes den, som yder, lover eller tilbyder nogen, der virker i (dansk) offentlig tjeneste eller hverv, gave eller anden fordel for at formå den pågældende til at foretage eller undlade noget, hvorved den pågældende ville gøre sig skyldig i pligtstridig handlemåde, med fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder med hæfte eller bøde.

Der foreslås som stk. 2 i § 122 indsat en bestemmelse, der udvider anvendelsesområdet for § 122 til også at omfatte aktiv bestikkelse af personer, der virker i udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv.

Selv om gerningsindholdet er det samme ved bestikkelse af udenlandske tjenestemænd mv. som ved bestikkelse af danske tjenestemænd, kan det ikke udelukkes, at der i nogle lande kan gøre sig sådanne helt særlige forhold gældende, at visse erkendtligheder efter omstændighederne vil falde uden for det strafbares område som følge af manglende retsstridighed, selv om de ydes for at få den pågældende fremmede tjenestemand til at handle pligtstridigt. Om dette er tilfældet må bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, herunder af formålet med at yde erkendtligheden.

Med udtrykket »udenlandsk offentlig tjeneste eller hverv« sigtes bl.a. til offentlig tjeneste eller hverv i en anden EU-medlemsstat. Bestemmelsen vil imidlertid også kunne finde anvendelse i forhold til lande, der ikke er medlem af Den Europæiske Union. Udenlandsk offentlig tjeneste eller hverv omfatter bl.a. personer, der udøver en offentlig funktion for et andet land, herunder for en offentlig styrelse eller en offentlig virksomhed, jf. OECD-bestikkelseskonventionens artikel 1, stk. 4, litra a.

Udtrykket »international offentlig tjeneste eller hverv« omfatter bl.a. tjeneste og hverv ved De Europæiske Fællesskaber og vil derfor f.eks. kunne finde anvendelse i forhold til fællesskabstjenestemænd. Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes på bestikkelse af medlemmer af EU-Kommissionen, Europa-Parlamentet, EF-Domstolen og De Europæiske Fællesskabers Revisionsret. Bestemmelsen vil også kunne anvendes ved anden international offentlig tjeneste m.v., f.eks. i Europarådet, NATO, OECD og FN.

Den foreslåede bestemmelse i § 122, stk. 2, kræver, at der er tale om »offentlig« tjeneste m.v. Tjeneste i private internationale organisationer vil derfor ikke være omfattet af bestemmelsen.

Om aktiv bestikkelse i private retsforhold (returkommission) henvises til bemærkningerne til § 299, nr. 2, i lovforslagets § 1, nr. 9.

Til nr. 4 (straffelovens § 144, stk. 2)

Efter straffelovens § 144 straffes den, der i udøvelse af (dansk) offentlig tjeneste eller hverv uberettiget modtager, fordrer eller lader sig tilsige gave eller anden fordel, med hæfte eller fængsel indtil 6 år, under formildende omstændigheder med bøde.

Der foreslås som stk. 2 i § 144 indsat en bestemmelse, der udvider anvendelsesområdet for § 144 til også at omfatte passiv bestikkelse af personer, der virker i udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv.

Denne udvidelse af personkredsen for så vidt angår passiv bestikkelse svarer til den ovenfor foreslåede udvidelse af den personkreds, som det efter § 122 er strafbart at begå aktiv bestikkelse overfor.

Med udtrykket »udenlandsk offentlig tjeneste eller hverv« sigtes således bl.a. til offentlig tjeneste eller hverv i en anden EU-medlemsstat. Bestemmelsen vil imidlertid også kunne finde anvendelse i forhold til lande, der ikke er medlem af Den Europæiske Union.

Udtrykket »international offentlig tjeneste eller hverv« omfatter bl.a. tjeneste og hverv ved De Europæiske Fællesskaber og vil derfor f.eks. kunne finde anvendelse i forhold til fællesskabstjenestemænd. Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes på bestikkelse af medlemmer af EU-Kommissionen, Europa-Parlamentet, EF-Domstolen og De Europæiske Fællesskabers Revisionsret. Bestemmelsen vil også kunne anvendes ved anden international offentlig tjeneste m.v., f.eks. i Europarådet, NATO, OECD og FN.

Den foreslåede bestemmelse i § 144, stk. 2, kræver, at der er tale om »offentlig« tjeneste m.v. Tjeneste i private internationale organisationer vil derfor ikke være omfattet af bestemmelsen.

Den foreslåede bestemmelse i § 144, stk. 2, medfører i øvrigt, at modtagelse m.v. af bestikkelse i udøvelse af udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv kan straffes under de samme betingelser som modtagelse m.v. af bestikkelse i udøvelse af dansk offentlig tjeneste eller hverv, jf. den gældende bestemmelse i straffelovens § 144, der bliver § 144, stk. 1, og pkt. 4.6.4. ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Det indebærer bl.a., at uberettiget modtagelse af en gave eller anden fordel kan være strafbar som passiv bestikkelse, selv om gaven eller fordelen ikke er givet med henblik på at få tjenestemanden til at foretage eller undlade at foretage en handling, men f.eks. alene er givet som belønning for en allerede udført handling uden forudgående tilsagn herom.

Den foreslåede udvidelse af personkredsen i § 144 indebærer ikke, at enhver passiv bestikkelse vil kunne strafforfølges i Danmark, uanset hvor i verden og af hvem forholdet er begået. Det vil således kun være muligt her i landet at strafforfølge embedsmænd for passiv bestikkelse i det omfang, forholdet er undergivet dansk straffemyndighed efter reglerne i straffelovens §§ 6-12.

Om passiv bestikkelse i private retsforhold (returkommission) henvises til bemærkningerne til § 299, nr. 2, i lovforslagets § 1, nr. 9.

Til nr. 5 (straffelovens § 284)

Efter straffelovens § 284 straffes for hæleri den, som modtager eller skaffer sig eller andre del i en ved tyveri, ulovlig omgang med hittegods, underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig, afpresning, skyldnersvig, røveri eller overtrædelse af § 289, 2. pkt., erhvervet vinding, samt den, som ved fordølgelse, hjælp til afhændelse eller på lignende måde virker til at sikre en anden udbyttet af en sådan forbrydelse.

Det foreslås, at bestemmelsen udvides til også at omfatte udbyttet (vindingen) ved aktiv og passiv bestikkelse i dansk, udenlandsk og international offentlig tjeneste eller hverv, jf. § 122 og § 144, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 3 og 4, og ved EU-svig, jf. § 289 a i lovforslagets § 1, nr. 8.

Udbyttet (vindingen) ved aktiv og passiv bestikkelse kan efter omstændighederne f.eks. omfatte den gave m.v., som tjenestemanden (eller tredjemand) har modtaget, og den fordel, som den, der har ydet bestikkelsen, har opnået ved bestikkelsen.

I praksis vil det dog navnlig ved aktiv bestikkelse kunne være vanskeligt at identificere et udbytte hos bestikkeren, som kan være genstand for hæleri. Er der som følge af bestikkelse sket en fremskyndelse af sagsbehandlingen af f.eks. en byggetilladelse, således at bestikkeren på et tidligere tidspunkt end ellers har kunnet igangsætte et erhvervsbyggeri, kan det være vanskeligt at identificere et udbytte på bestikkerens side, som der kan begås hæleri med hensyn til.

Anvendelse af § 284 er ikke begrænset til tilfælde, hvor førforbrydelsen har tilknytning til Danmark. Bestemmelsen kan således også finde anvendelse i tilfælde, hvor den førforbrydelse, der indgår, ikke ville være undergivet dansk straffemyndighed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (straffelovens § 285, stk. 1, 1. pkt.)

Efter straffelovens § 285, stk. 1, 1. pkt., straffes bl.a. hæleri med hensyn til tyveri, underslæb og bedrageri m.v. med hæfte eller med fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

Det foreslås, at bestemmelsen udvides til også at omfatte hæleri med hensyn til udbyttet ved aktiv og passiv bestikkelse i dansk, udenlandsk og international offentlig tjeneste eller hverv, jf. § 122 og § 144 som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 3 og 4, og ved EU-svig, jf. § 289 a i lovforslagets § 1, nr. 8.

Den foreslåede ændring af § 285, stk. 1, 1. pkt., er en konsekvens af udvidelsen af hæleribestemmelsen i § 284, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7 (straffelovens § 289, 1. pkt.)

Efter straffelovens § 289 straffes med fængsel indtil 4 år den, der gør sig skyldig i skattesvig af særlig grov karakter, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1. På samme måde straffes den, der gør sig skyldig i indsmugling af særlig grov karakter, jf. toldlovens § 73, stk. 2, smh. med stk. 1, eller den, der gør sig skyldig i en tilsvarende overtrædelse af toldlovens § 73, stk. 3.

Ved lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås § 289 udvidet til også at omfatte momssvig af særlig grov karakter, jf. merværdiafgiftslovens (momslovens) § 81, stk. 3.

Efter momslovens § 81, stk. 3, straffes den, der begår en række nærmere opregnede overtrædelser af momsloven med forsæt til at unddrage statskassen afgift eller til uberettiget at opnå udbetalinger efter momslovens § 45, § 53, stk. 2, § 63 og § 72 med bøde hæfte eller fængsel indtil 2 år. På samme måde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt driver registreringspligtig virksomhed, uanset at virksomheden er nægtet registrering efter reglerne i momslovens § 62, stk. 10, eller § 62 a, stk. 1, eller virksomheden er afmeldt fra registrering efter § 62 a, stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 289 indebærer ikke en udvidelse af, hvad der er strafbart efter momsloven, idet anvendelsen af bestemmelsen forudsætter, at handlingen eller undladelsen er omfattet af momslovens § 81, stk. 3.

Endvidere bemærkes, at straffelovens § 289 alene kan komme på tale i tilfælde, hvor forholdet kan tilregnes gerningsmanden som forsætligt, jf. straffelovens § 19. Det indebærer, at f.eks. afgiftsunddragelser, der alene kan tilregnes gerningsmanden som groft uagtsomme, ikke kan henføres til § 289. Sådanne forhold vil fortsat kun kunne straffes efter momslovens straffebestemmelser.

Den foreslåede bestemmelse forudsættes ikke udelukkende anvendt i tilfælde, hvor strafferammen på fængsel indtil 2 år i momslovens § 81, stk. 3, ikke findes tilstrækkelig. På lignende måde, som det i dag er tilfældet f.eks. ved valget mellem at straffe skattesvig efter skattekontrolloven eller efter straffelovens § 289, forudsættes den foreslåede nye bestemmelse om grov momssvig i straffeloven anvendt i tilfælde, hvor forholdet skønnes at være så groft, at samfundets reaktion bør give sig udtryk ved anvendelse af straffeloven frem for særlovgivningen. Dette gælder, selv om den konkret forskyldte fængselsstraf fastsættes til væsentligt mindre end 2 år. Denne grænse mellem momsloven og straffeloven må i praksis som udgangspunkt ventes fastlagt efter beløbets størrelse.

Til nr. 8 (straffelovens § 289 a)

Efter straffelovens § 279 straffes for bedrageri den, som, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved retsstridigt at fremkalde, bestyrke eller udnytte en vildfarelse bestemmer en anden til en handling eller undladelse, hvorved der påføres denne eller nogen, for hvem handlingen eller undladelsen bliver afgørende, et formuetab.

Som anført i pkt. 3.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger, vil den adfærd, som efter EU-svigskonventionens artikel 1 skal være strafbar, i langt de fleste tilfælde være omfattet af bestemmelsen i straffelovens § 279. Imidlertid må artikel 1 antages også medføre en pligt til at kunne straffe i tilfælde, hvor der ikke har foreligget en bestemmende vildfarelse, f.eks. fordi hele den berørte institution ser gennem fingre med, at der svindles med indbetalinger til eller udbetalinger fra budgetter, der forvaltes af eller for De Europæiske Fællesskaber.

Efter EU-svigskonventionen artikel 1 skal der også kunne straffes, selv om det ikke kan bevises, at gerningsmanden på tidspunktet for afgivelsen af oplysninger til brug for afgørelsen om f.eks. udbetaling af EU-støtte har haft forsæt til at opnå uberettiget udbetaling af en sådan støtte, hvis gerningsmanden efterfølgende forsætligt har anvendt den udbetalte støtte uretmæssigt til andre formål end dem, støtten var bevilget til.

På den baggrund foreslås som § 289 a indsat en bestemmelse, der særligt tager sigte på EU-svig.

Bestemmelsen indebærer, at der gives mulighed for med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 år at straffe den, der til brug for afgørelser om betaling til eller udbetaling fra De Europæiske Fællesskabers budget eller budgetter, der forvaltes af eller for De Europæiske Fællesskaber, giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling eller med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling til sig eller andre.

Overtrædelsen fuldbyrdes ved afgivelsen af oplysningerne med det angivne videregående forsæt. Er der ved samme handling begået en overtrædelse af både § 279 og af den nye bestemmelse i § 289 a, forudsættes forholdet alene pådømt efter den særlige bestemmelse om EU-svig i § 289 a.

Efter bestemmelsen kan der endvidere straffes for EU-svig i tilfælde, hvor en person uretmæssigt udnytter en lovligt opnået fordel med hensyn til betaling af ydelser eller uretmæssigt anvender udbetalinger til andre formål end dem, de oprindelig var bevilget til. Dette omfatter f.eks. tilfælde, hvor en støttemodtager har handlet i strid med vilkår, som er fastsat eller som gælder for tildelingen af støtten. Denne form for EU-svig fuldbyrdes på det tidspunkt, hvor fordelen uretmæssigt udnyttes, eller hvor udbetalingen anvendes til uvedkommende formål.

Udtrykket »betaling af ydelser til De Europæiske Fællesskabers budget eller budgetter, der forvaltes af eller for De Europæiske Fællesskaber«, skal forstås på samme måde som ordet »indtægter« i EU-svigskonventionens artikel 1, stk. 1, litra b, jf. pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Det indebærer bl.a., at bestemmelsen omfatter afgifter, der er pålagt handelen med tredjelande inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, og afgifter, der er fastsat inden for rammerne af den fælles markedsordning for sukker, samt told, der opkræves i handelen med tredjelande. Bestemmelsen omfatter derimod ikke moms. Svig med moms vil imidlertid kunne straffes efter momslovens § 81, stk. 3, eller efter omstændighederne straffelovens § 289, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 7, og pkt. 2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Udtrykket »udbetaling af ydelser fra De Europæiske Fællesskabers budget eller budgetter, der forvaltes af eller for De Europæiske Fællesskaber«, skal forstås på samme måde som ordet »udgifter« i EU-svigskonventionens artikel 1, stk. 1, litra a, jf. pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Det medfører bl.a., at bestemmelsen ikke alene omfatter tilskud og støtte, der forvaltes direkte over Fællesskabernes almindelige budget, men også tilskud og støtte, der er opført på budgetter, som forvaltes af eller for Fællesskaberne, f.eks. Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget og Den Europæiske Socialfond. Støtteordninger, som kun delvist er finansieret af fællesskabsmidler, er tillige dækket af udtrykket.

Hverken den nugældende bestemmelse i straffelovens § 279 eller den foreslåede supplerende bestemmelse i § 289 a om EU- svig er begrænset til danske forhold. De pågældende bestemmelser vil derfor efter omstændighederne også kunne anvendes på fællesskabstjenestemænd, medlemmer af EU-Kommissionen, Europa-Parlamentet, EF-Domstolen og Revisionsretten i det omfang, forholdet er undergivet dansk straffemyndighed efter bestemmelserne i straffelovens §§ 6-12.

Som nævnt ovenfor under pkt. 3.5.1 i de almindelige bemærkninger vil Justitsministeriet, hvis lovforslaget vedtages, anmode de berørte ministerier om at gennemgå bestemmelser om EU-svig i deres lovgivning med henblik på at overveje, om bestemmelserne bør ophæves eller eventuelt ændres i lyset af den nye generelle bestemmelse om EU-svig i straffelovens § 289 a. For så vidt angår forholdet mellem § 289 a og særlovsbestemmelser henvises ligeledes til pkt. 3.5.1. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 9 (straffelovens § 299, nr. 2)

Efter straffelovens § 299, nr. 2, straffes med bøde, hæfte eller med fængsel indtil 6 måneder den, som, uden at betingelserne for at anvende § 280 foreligger, ved varetagelse af en andens formueanliggender for sig selv eller andre af tredjemand modtager, fordrer eller lader sig tilsige en formuefordel, hvis modtagelse skal holdes skjult for den, hvis anliggende modtageren varetager, såvel som den, der yder, lover eller tilbyder en sådan fordel.

Ved lovforslagets § 1, nr. 9, foreslås bestemmelsen om såkaldt returkommission (bestikkelse i private retsforhold) ændret, så der kan straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder i tilfælde, hvor en person, uden at betingelserne for at anvende § 280 foreligger, ved varetagelse af en andens formueanliggender for sig selv eller andre på pligtstridig måde modtager, fordrer eller lader sig tilsige gave eller anden fordel, såvel som den, der yder, lover eller tilbyder en sådan gave eller anden fordel.

Bestemmelsen indebærer bl.a., at der kan straffes i tilfælde, hvor der ydes fordele af ikke-økonomisk art, f.eks. tilsagn om personlige gentjenester.

Efter den hidtidige bestemmelse om returkommission har det afgørende været, om fordelen skulle holdes skjult for hvervgiveren. Det afgørende efter den nye bestemmelse er, om den, der er adressat for fordelen, begår et pligtstridigt forhold ved at modtage fordelen. Bestemmelsens typiske anvendelsesområde vil være tilfælde, hvor en person, der er ansat eller på anden måde knyttet til en virksomhed, fra tredjemand modtager en fordel, og hvor fordelen er ydet for at få den pågældende til i strid med sine pligter over for hvervgiveren at foretage eller undlade at foretage en handling eller eventuelt at foretage en handling på en bestemt måde. Såvel den, der yder m.v. en sådan fordel (aktiv bestikkelse), som den, der modtager m.v. fordelen (passiv bestikkelse), er omfattet af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.6.7. og 4.7.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 10 (straffelovens § 306)

Straffeloven indeholder ikke hjemmel til at straffe juridiske personer for overtrædelse af bestemmelser i straffeloven.

Ved lovforslagets § 1, nr. 10, indsættes som § 306 i straffelovens 30. kapitel en bestemmelse, der giver mulighed for at straffe juridiske personer for visse overtrædelser i straffeloven.

Forslaget i § 306, stk. 1, indebærer, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel om strafansvar for juridiske personer for overtrædelse af § 122 om aktiv bestikkelse i dansk, udenlandsk og international offentlig tjeneste eller hverv, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, af § 289 a om EU-svig, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, samt for overtrædelse af § 299, nr. 2, 2. led, om aktiv bestikkelse i private retsforhold (returkommission), jf. lovforslagets § 1, nr. 9.

Forslaget i § 306, stk. 2, medfører, at der kan pålægges strafansvar efter reglerne i 5. kapitel for overtrædelse af § 284, jf. § 122 som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 3, § 144 som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 4, og § 289 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, dvs. hæleri med hensyn til udbyttet ved aktiv og passiv bestikkelse i dansk, udenlandsk og international offentlig tjeneste eller hverv og ved EU- svig, når overtrædelsen er begået for at skaffe selskabet m.v. del i en ved overtrædelse af § 122, § 144 eller § 289 a erhvervet vinding. Om de vanskeligheder, der kan være forbundet med at identificere et udbytte ved aktiv bestikkelse, der kan være genstand for hæleri, henvises til det, der er anført i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5 (straffelovens § 284).

Strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel kommer alene på tale i tilfælde, hvor en eller flere enkeltpersoner inden for virksomheden beviseligt har overtrådt den pågældende straffelovsbestemmelse med forsæt. Strafansvar for den juridiske person udelukker ikke et individuelt strafansvar for den person, der forsætligt har overtrådt de pågældende straffelovsbestemmelser. Da der er tale om forsætlige forhold, forudsættes det, at der i almindelighed i disse tilfælde også gøres strafansvar gældende mod de pågældende enkeltpersoner.

I det omfang, det kommer på tale at lade den juridiske person ifalde ansvar for forsøg, er strafansvaret betinget af, at en enkeltperson inden for den juridiske person har handlet med det til forsøgsstraf fornødne forsæt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.4.2. og 5.5.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Ved lovforslagets § 2 gives mulighed for, at alle danske retsinstanser kan anmode EF-Domstolen om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af bestemmelser i EU-svigskonventionen, første og anden protokol til denne konvention samt EU-bestikkelseskonventionen i det omfang, der følger af de pågældende retsakter, jf. herved pkt. 6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

§ 3, stk. 1, indebærer, at lovens § 1, der bl.a. giver mulighed for at straffe EU-svig og bestikkelse af udenlandske tjenestemænd og tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber, træder i kraft den 1. juli 1999, jf. herved pkt. 7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 3, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte tidspunktet for ikrafttrædelsen af lovens § 2 om præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen. Baggrunden for denne bestemmelse er, at muligheden for præjudiciel forelæggelse først indtræder, når protokollen om præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen og artikel 12 i EU-bestikkelseskonventionen er trådt i kraft, jf. pkt. 7 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Der kan efter bestemmelsen fastsættes forskellige ikrafttrædelsestidspunkter, i det omfang bestemmelsen om præjudiciel forelæggelse i henholdsvis protokollen til EU-svigskonventionen og i EU-bestikkelseskonventionen ikke træder i kraft samtidig.

I bestemmelsen fastsættes det, at loven ikke gælder for Grønland og Færøerne, men at loven ved kongelig anordning vil kunne sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.