I dette kapitel gives en kortfattet beskrivelse af baggrunden for neds�ttelse af underudvalget vedr�rende alarmeringscentralfunktionen (1-1-2 udvalget), af udvalgets kommissorium og af udvalgets sammens�tning. Endvidere beskrives, hvordan udvalget har tilrettelagt og gennemf�rt sit arbejde.

Enhedslisten fremsatte den 6. maj 1998 beslutningsforslag nr. B 41 om forbedring af akutberedskabet ved at afprivatisere ambulancetjenesten, udarbejde en ambulancelov og styrke den pr�hospitale fase (bilag 1). Den 7. maj 1998 fremsatte Centrum-Demokraterne beslutningsforslag nr. B 42 om etablering af et lovgrundlag for et sammenh�ngende akut behandlingssystem (bilag 2).

Under Folketingets f�rstebehandling af de to beslutningsforslag den 12. juni 1998 udtalte sundhedsministeren, at de meget ambiti�se forslag om et fremtidigt sammenh�ngende akut behandlingssystem vil kr�ve grundige unders�gelser og analyser. Sundhedsministeren stillede et udvalgsarbejde i udsigt, som skulle omfatte en n�je gennemgang af den akutte medicinske indsats med henblik p� at fremkomme med konkrete forslag til forbedringer af indsatsen.

I aftalen af 16. juni 1998 om amternes �konomi i 1999 anf�res det om koordineret vagtberedskab under pkt. 5 Sygehuse at: "Parterne er enige om at neds�tte et udvalg, der skal analysere muligheden for en oml�gning af alarmcentralerne. Udvalget afslutter sit arbejde ved udgangen af marts 1999."

Regeringen nedsatte den 28. oktober 1998 det bebudede udvalg vedr�rende alarmering og akut medicinsk indsats med formandskab i Sundhedsministeriet. Af udvalgets kommissorium (bilag 3) fremg�r bl.a., at der med formandskab i Indenrigsministeriet neds�ttes et underudvalg, der har til opgave at redeg�re for alarmeringscentralfunktionen. Underudvalget skal vurdere, hvorvidt den nuv�rende organisation og organisering af arbejdet er tidssvarende, og ud fra en &osl ash;konomisk, sundheds-, beredskabs- og politifaglig indfaldsvinkel eventuelt anbefale forbedringer heraf.

• Alarmeringscentralernes organisatoriske placering, herunder vurdere mulighederne for en l�sning af alarmeringsopgaven af henholdsvis politiet, det statslige regionale beredskab og amterne.
• Antallet og den geografiske placering af alarmeringscentralerne i Danmark.
• Bemanding af alarmeringscentralerne, navnlig sp�rgsm�let om medicinsk personale p� alarmeringscentralerne eller anden form for kontakt mellem anmelder og medicinsk personale.
• Den tekniske indretning af alarmcentralerne.
• Kommunikation mellem de involverede parter: alarmeringscentral, politiet, redningsberedskabet, ambulancetjeneste, ambulancer, sygehus, sundhedspersonale og anmelder.
• 112-opkald fra mobiltelefoner, herunder mulighed for direkte opkald til alarmeringscentralerne.
• Disponering over materiel og mandskab, herunder om retten til at disponere b�r ligge hos alarmeringscentraler eller fortsat hos de enkelte akt�rer.
• Beskrivelse af fors�gsordninger og erfaringer herfra p� de ovenn�vnte omr�der."

P� hovedudvalgets f�rste m�de den 15. december 1998 besluttedes, at nedenst�ende myndigheder m.fl. skulle lade sig repr�sentere i 1-1-2 udvalget. Udvalget fik herefter f�lgende sammens�tning:

Indenrigsministeriet (formand) Afdelingschef Thorkil Juul

Sundhedsministeriet Kontorchef John Erik Pedersen

Justitsministeriet:

- Justitsministeriets departement Kontorchef Mogens Kj�rgaard M�ller

- Politimestrene Politimester Finn Larsen

- Rigspolitichefen Vicerigspolitichef Erik Justesen

Finansministeriet Fuldm�gtig Svend S�rkj�r

Forskningsministeriet Telegrafinspekt�r Jan Jensen

(Telestyrelsen)

Amtsr�dsforeningen Konsulent Michael Skriver Hansen

Administrerende overl�ge Flemming Knudsen

Kommunernes Landsforening Beredskabschef Leif Jensen

Sundhedsstyrelsen Fuldm�gtig Michael M�ller

Beredskab Stork�benhavn Viceberedskabsdirekt�r Kim Vildbrad

Beredskabsstyrelsen Kontorchef Henrik G. Petersen

Indenrigsministeriet har varetaget sekretariatsfunktionen ved:

Afdelingschef Grethe L�gstrup

Kontorchef Anders N�rregaard

Fuldm�gtig Niels Madsen

Fuldm�gtig Ib Kok Hansen

Observat�rer: Fuldm�gtig Jens Lok og fuldm�gtig Tove Kjeldsen, Sundhedsministeriet

1-1-2 udvalget afholdt sit f�rste m�de den 11. januar 1999 og har i perioden frem til den 24. marts 1999 afholdt i alt fem m�der og gennemf�rt fem studiebes�g.

1-1-2 udvalgets arbejde har v�ret inddelt i fire faser:

Udvalget indledte sit arbejde med at identificere forbedringsmuligheder for alarmeringscentralfunktionen. Forbedringsmulighederne konkretiseredes p� baggrund af studiebes�g og udvalgsmedlemmernes erfaringer og viden p� omr�det, uden at der derved blev taget stilling til alarmeringscentralernes antal og organisatoriske placering.

I n�ste fase opstillede udvalget en r�kke krav, der efter udvalgets opfattelse b�r stilles til indretning og bemanding af alarmeringscentralfunktionen. Kravene til alarmeringscentralens opgavel�sning, sundhedsfaglige profil, teknik og alarmoperat�rer er opstillet uafh�ngigt af alarmeringscentralernes fremtidige organisatoriske placering og antal.

I tredje fase vurderede udvalget den organisatoriske og geografiske placering af alarmeringscentralfunktionen hos henholdsvis politiet, amtskommunerne og det statslige regionale redningsberedskab. Endvidere vurderede udvalget muligheden af at forankre alarmeringscentralfunktionen i en selskabskonstruktion som i Sverige.

I fjerde fase fremkom udvalget med sine konklusioner og anbefalinger.

1-1-2 udvalget og hovedudvalget har foretaget f�lgende studiebes�g:

• Alarmeringscentralen i Vejle
• Alarmeringscentralen i �rhus
• Falcks vagtcentral i �rhus
• Alarmeringscentralen i Malmö, Sverige
• Alarmeringscentralen for Stork�benhavn

Studieberetninger fra bes�gene er vedlagt som bilag 4-6.

Under udvalgsarbejdet har Falcks Redningskorps og Politiforbundet i Danmark anmodet om at f� lejlighed til mundtligt at fremkommer med synspunkter. Formanden og sekretariatet har i den anledning afholdt et m�de med en repr�sentant for Falcks Redningskorps og et m�de med to repr�sentanter for Politiforbundet i Danmark.

1-1-2 udvalget har afsluttet sit arbejde med afrapportering til hovedudvalget den 31. marts 1999.

If�lge kommissoriet for Udvalget vedr�rende alarmering og akut medicinsk indsats refererer underudvalget (1-1-2 udvalget) til hovedudvalget. Det fremg�r videre af kommissoriet for 1-1-2 udvalget, at udvalget afslutter sit arbejde med rapportering til hovedudvalget inden udgangen af marts 1999.

P� hovedudvalgets m�de den 15. december 1998 besluttedes, at 1-1-2 udvalget sammens�ttes af de under punkt 1.3. n�vnte myndighedsrepr�sentanter m.fl.

Med henblik p� at koordinere relationerne mellem hovedudvalget og 1-1-2 udvalget har fuldm�gtig Jens Lok, Sundhedsministeriet, deltaget som observat�r i 1-1-2 udvalgets m�der.

I dette kapitel afgr�nses de emner, der er gjort til genstand for udvalgets arbejde.

Der er i Danmark 41 alarmeringscentraler, hvoraf de 40 betjenes af politiet, mens Alarmeringscentralen for Stork�benhavn betjenes af K�benhavns Brandv�sen. Alarmeringscentralernes nuv�rende struktur har baggrund i et udvalgsarbejde fra 1954 til 1964 under Ministeriet for Offentlige Arbejder om oprettelse af alarmeringscentraler. I udvalgets bet�nkning konkluderedes, at alarmeringscentralerne mest hensigtsm�ssigt etableres p� politiets d�gnbetjente politi stationer. I Stork�benhavn blev det pga.. vanskeligheder med det dav�rende telefonsystem besluttet at lade K�benhavns Brandv�sen varetage alarmeringscentralfunktionen.

I �rene siden har Alarmeringscentralen for Stork�benhavn l�bende gennemg�et en modernisering med uddannelse af alarmoperat�rer, installering af ny teknik mv. Tilsvarende har uddannelsen af alarmoperat�rerne p� politiets alarmeringscentraler v�ret en del af politiets lederuddannelse, ligesom alarmoperat�rerne l�bende modtager efteruddannelse i alarmeringscentralfunktionen. Politiets alarmeringscentraler i Odense, �rhus og Aalborg har i perioden 1998-1999 endvidere gennemg�et en gennemgribende modernisering med installering af ny teknik.

P� det givne grundlag, herunder frav�ret af overordnede retningslinier om alarmeringscentralfunktionen, er det udvalgets opfattelse, at alarmeringscentralerne har fungeret tilfredsstillende.

Det er udvalgets vurdering, at alarmeringscentralfunktionen kan forbedres p� en r�kke omr�der, uafh�ngigt af, hvilken struktur man i �vrigt v�lger for alarmeringscentralernes organisatoriske og geografiske placering.

Alarmeringscentralernes tekniske udstyr er i et vist omfang utidssvarende i forhold til de teknologiske muligheder. Der sker f.eks. normalt ikke automatisk visning af anmelderens telefonnummer, navn og adresse. Alarmmeldingen videregives for de fleste alarmeringscentralers vedkommende via telefonforbindelse til relevante beredskaber. Tilsvarende g�r sig g�ldende for kommunikationsprocessen, n�r der skal videregives supplerende oplysninger fra alarmeringscentral til det aktiverede bered skab og omvendt. Det nuv�rende tekniske udstyr giver ikke i tilfredsstillende grad mulighed for lagring af n�dvendige oplysninger til brug ved udarbejdelse af statistik. Opkald fra mobiltelefoner indg�r ikke direkte til den alarmeringscentral, der er ansvarlig for alarmeringen i det omr�de, hvorfra opkaldet kommer. Der er ikke i alle amtskommuner udarbejdet retningslinier til brug for alarmoperat�rerne ved disponering af ambulanceudrykninger. Der er ikke tilknyttet sundhedsfa gligt personale til alarmeringscentralerne eller etableret en effektiv og formaliseret mulighed for kontakt til og r�dgivning fra s�dant personale til s�vel alarmoperat�rerne som til anmelderen. Der er ikke fastsat formelle krav til alarmoperat�rernes uddannelse.

Udvalgets arbejde omfatter alarmeringsforl�bet fra det tidspunkt, der foretages opkald p� alarmnummer 1-1-2, og indtil alarmmeldingen er modtaget hos den del af beredskabet, der aktiveres. I et vist omfang behandler udvalget ogs� det senere forl�b, herunder s�rligt r�dgivning om f�rstehj�lp mv.

Den nuv�rende danske alarmeringsordning beskrives, herunder alarmeringscentralernes antal, placering, organisation, kommunikation, teknik, personale og �konomi. Videre beskrives fors�gsordninger og erfaringer hermed. Tilsvarende beskrives udenlandske alarmeringscentralfunktioner, herunder alarmeringscentralernes antal, placering, organisation, kommunikation, teknik, personale og �konomi.

Det vurderes, hvilke opgaver alarmeringscentralerne b�r l�se i en fremtidig struktur, herunder hvem, der b�r have dispositionsret i relation til personel og materiel, ligesom mulighederne for opstilling af kvalitets- og tidskrav for alarmeringscentralens funktion beskrives.

Udvalget inddrager ikke i v�sentlig grad alarmeringscentralfunktionens krigsm�ssige rolle, men fokuserer i h�jere grad p� sundhedsfaglige aspekter.

Bemanding af alarmeringscentralerne, navnlig sp�rgsm�let om sundhedsfaglig uddannelse af personalet p� alarmeringscentralerne, l�gefaglig supervision, tilknytning af ansvarshavende overl�ge til den enkelte alarmeringscentral, og kontakt mellem anmelder og sundhedsfagligt personale, behandles af udvalget.

Behovet for installering af moderne teknik p� alarmeringscentralerne vurderes, ligesom forhold ved 1-1-2-opkald fra mobiltelefoner, herunder mulighed for direkte opkald til alarmeringscentralerne, unders�ges. Der foretages ikke nogen n�rmere unders�gelse/vurdering af 1-1-2 opkald i de offentlige telenet og teletjenester, bortset fra p� mobiltelefoniomr�det.

Alarmeringscentralernes organisatoriske og geografiske placering vurderes, herunder om alarmeringscentralerne mest hensigtsm�ssigt placeres hos politiet, det statslige regionale beredskab, amtskommunerne, eller forankres i en selskabskonstruktion som i Sverige. Overvejelserne sker ud fra en �konomisk, sundheds-, beredskabs- og politifaglig indfaldsvinkel.

1-1-2 udvalget har ikke set det som sin opgave at overveje indf�relse af krav til responstider for ambulancetjenesten, idet alarmeringscentralens opgave alene er at alarmere ambulancetjenesten. Der kan s�ledes i relation til alarmeringscentralen alene opstilles tidskrav om, hvor hurtigt alarmeringscentralen skal formidle alarmen til ambulancetjenesten.

I dette kapitel redeg�res for det historiske forl�b ved etablering af den nuv�rende alarmeringscentralfunktion. Endvidere beskrives de nuv�rende danske alarmeringscentraler samt alarmeringscentralfunktionen i Sverige, Norge og Frankrig.

F�r telefonen kom til Danmark i 1880'erne skete alarmeringen af brandv�senet mv. ved bud, hornsignaler eller lignende. I byerne blev der installeret brandtelegrafer p� offentlig gade til borgernes brug.

I K�benhavn oprettedes i 1885 telefon p� hovedbrandstationen i Nikolaj T�rn. Forbindelsen blev etableret af Kj�benhavns Telefon Aktieselskab som en service over for borgerne og uden udgift for brandv�senet, men anvendelsen af telefon ved brandalarmeringer blev f�rst udbredt i begyndelsen af 1920'erne.

I midten af 1920'erne begyndte man fra centraladministrationens side at interessere sig for en organiseret medvirken fra telefonv�senets side under brandalarmering, dels som f�lge af telefonens udbredelse, dels som f�lge af, at anvendelsen af automobilspr�jter havde antaget et s�dant omfang, at de tidligere kommunale brandv�rn var erstattet af slukningshj�lp fra automobilspr�jter fra de st�rre byer.

Alle telefonopkald blev via en telefoncentral manuelt stillet videre til det kaldte nummer. I forbindelse med brandalarmering skulle telefoncentralen stille opkaldet videre til brandv�senet og derefter ikke foretage videre, f�r brandv�senet eventuelt begyndte at foretage telefonisk alarmering af brandmandskab mv.

Omkring 1930 opstod den tanke, at der med henblik p� en sortering af brandalarmer efter slukningsomr�de kunne indskydes en alarmeringscentral imellem anmeldelsen til telefoncentralen og dennes alarmering af brandv�sen, politi mv.

Det blev i den forbindelse foresl�et, at politistationerne med d�gnvagt kunne fungere som alarmeringscentraler. N�r brandstedet telefonisk var oplyst, skulle politiet p� baggrund af oplysningsmateriale om disponibelt brandberedskab tr�ffe beslutning om tilkaldelse af det n�dvendige mandskab. Politiet dikterede herefter til telefoncentralen numrene p� de brandfolk, der skulle indkaldes, hvorefter telefoncentralen s�rgede for den praktiske alarmering af br andpersonalet.

I marts 1936 blev en s�dan ordning iv�rksat som fors�g i Roskilde politikreds. Telefoncentralerne i kredsen videregav alle alarmer til politiet, der herefter optog anmeldelsen og p� baggrund af brand- og beredskabsplaner tilkaldte det n�dvendige mandskab gennem telefoncentralen, der blev p� linien under anmeldelsen.

Ordningen medf�rte en stor forbedring i forhold til tidligere, navnlig fordi samtlige kommuner inden for et stort omr�de fik samme alarmeringsnummer, og fordi politiet fik indflydelse p� ekspeditionen af hver enkelt alarmering.

Ordningen blev l�bende s�gt forbedret bl.a. ved ops�tning af vejledning ved alle telefoner om, hvordan anmelderen skulle forholde sig i forbindelse med brandalarmering.

I 1941 anbefalede Justitsministeriet "Roskilde-ordningen" som s�rdeles god og form�lstjenlig, men trods denne anbefaling fandt ordningen kun ringe tilslutning uden for det sj�llandske omr�de, bl.a. fordi mange politimestre stillede sig skeptiske over for dens anvendelighed, navnlig i omr�der med spredt bebyggelse.

I St. Heddinge blev Roskilde-ordningen �ndret derved, at samtlige telefonapparater i politikredsen ved politiets foranstaltning blev forsynet med vejledninger, dels om hvorledes anmelderen skulle forholde sig i forbindelse med brandalarmeringen, dels med tydelig angivelse af, i hvilken brandkreds telefonen befandt sig. Form�let hermed var at undg� den tidsspildende unders�gelse p� telefoncentralen med hensyn til brandsted og dermed hvilket brandv&ael ig;sen, der skulle benyttes ved slukningsarbejdet.

St. Heddinge-ordningen medf�rte, at telefoncentralerne i tilf�lde af brandopkald skulle foretage alarmering af slukningshj�lp, politi og sognefoged - som regel 10-15 numre - p� grundlag af telefoncentralens abonnementsfortegnelse og efter oplysninger i et af politiet udarbejdet brandkredskartotek vedr�rende samtlige brandkredse inden for vedkommende centralomr�de.

St. Heddinge-ordningen m�dte imidlertid stor modstand hos telefonselskaberne, dels fordi vejledningerne var opsat uden telefonselskabernes vidende og p�f�rte telefoncentralerne opgaver, der l� uden for centralernes arbejde, dels fordi der som f�lge af telefonflytninger mv. opstod funktioneringsfejl.

I maj 1949 blev der nedsat et udvalg, hvis opgave var at unders�ge de i forbindelse med telefonv�senets bistand ved brandalarmering st�ende problemer. Udvalget afgav den 26. november 1954 bet�nkning nr. 114/1954 vedr�rende telefonisk brandalarmering samt forslag til brandalarmering over manuelt betjente telefoncentraler.

Udvalget indstillede, at den s�kaldte "St. Heddinge-ordning" gennemf�rtes som brandalarmeringsordning i manuelt betjente telefonomr�der over hele landet.

Det var imidlertid allerede i forbindelse med bet�nkningens afgivelse klart, at der ved overgang til selvvalg af samtaler over automatiske telefoncentraler i vid udstr�kning ville ske bortfald eller centralisering af den manuelle telefonbetjening med den deraf f�lgende formindskede mulighed for lokalbistand til alarmopkalderen. Disse forhold medf�rte efter udvalgets opfattelse, at der ved tilrettel�ggelsen af alarmeringsordninger under de automatiske telefoncentraler burde tages udgangspunkt i et princip om, at anmelderen straks blev bragt i direkte forbindelse med den person, der skulle modtage anmeldelsen.

Udvalget udarbejdede i den forbindelse et forel�bigt forslag til en alarmeringsordning for omr�der med automatisk telefonbetjening. Forslaget byggede p� princippet om indretning af specielle alarmeringscentraler, der inden for st�rre omr�der skulle kunne forest� tilkaldelse af alle hj�lpetjenester. Da udvalgets kommissorium kun omfattede problemerne med den telefoniske brandalarmering, og da udvalget ikke s� sig i stand til at udtale sig om muligheden for og hensigtsm�ssigheden af én central alarmeringscentral for alle hj�lpetjenester, indstillede udvalget til Ministeriet for Offentlige Arbejder, at der blev nedsat et nyt udvalg, hvis opgave skulle v�re at fremkomme med forslag til en ordning af al alarmering over automatiske telefoncentraler.

Den 1. marts 1954 nedsatte Ministeriet for Offentlige Arbejder et udvalg, der havde til opgave at videref�re de allerede p�begyndte unders�gelser af muligheden for og �nskeligheden af, at der - efterh�nden som automatiseringen af landets telefonnet skrider frem - oprettes alarmeringscentraler, hvorover de mest n�dvendige af samfundets hj�lpetjenstester vil kunne alarmeres.

I henhold til kommissoriet - og med henblik p� at h�ste erfaringer med hensyn til sp�rgsm�let om alarmeringscentralernes mest hensigtsm�ssige placering - iv�rksatte udvalget to fors�gsordninger i henholdsvis det s�nderjyske telefonomr�de og for de automatiserede telefoncentraler p� Lolland-Falster.

Den s�nderjyske fors�gsordning byggede p� en ordning, hvorefter alarmeringscentralerne blev placeret p� hovedpolitistationerne i politikredsene og betjent af politipersonale.

Udvalget konkluderede i bet�nkningen, der f�rst blev udsendt i 1964, at alarmeringscentralernes placering p� hovedpolitistationerne havde virket tilfredsstillende, og at placeringen af alarmeringscentralerne hos politiet virkede praktisk og naturligt, dels fordi politiet r�dede over velkvalificeret mandskab, der var vant til at yde hj�lp til befolkningen og handle efter konduite, dels fordi politiet alligevel skulle orienteres om de ulykker, som l� til grund for alarm opkaldene.

Den lolland-falsterske fors�gsordning byggede p� en tillempning af "St. Heddinge-ordningen" for automatiske telefoncentraler, s�ledes at alarmeringscentralen blev placeret p� s�rtjenestepladsen p� telefoncentralen i Nyk�bing F.

Udvalget konkluderede i bet�nkningen, at erfaringerne med placering af alarmeringscentralen hos s�rtjenesten p� telefoncentralen i Nyk�bing Falster for s� vidt havde v�ret gode, men forudsatte tilstedev�relsen af oplysningsmateriale, der stort set voksede proportionalt med det areal og det antal abonnenter, som centralen skulle betjene, og som kr�vede et meget stort og l�bende ajourf�ringsarbejde.

Begge fors�gsordninger tog sigte p� forholdene uden for Stork�benhavn.

For Stork�benhavn anbefalede udvalget, at der oprettedes en for hele omr�det f�lles alarmeringscentral p� K�benhavns Brandv�sens hovedbrandstation, s�ledes at anmeldere straks kom i forbindelse med alarmeringscentralen og blev endeligt ekspederet for alle opkald, som vedr�rte brand og ambulance.

Udvalget konkluderede p� baggrund af fors�gsordningen, at en alarmeringsordning, hvorefter "alarmeringscentralerne placeres p� d�gnbetjente politistationer, og som i �vrigt er opbygget i overensstemmelse med de i det af det s�nderjyske underudvalg afgivne forslag indeholdte principper, vil v�re det bedst egnede til gennemf�relse i hele landet bortset fra det stork�benhavnske omr�de, n�r henses til den i forbindelse med automatis eringens fuldst�ndige gennemf�relse forventede st�rke indskr�nkning i antallet af s�rtjenestesteder. Under henvisning hertil skal udvalget indstille til ministeriet, at det over for Justitsministeriet anbefales, at samme tager skridt til at foranledige de [.......] beskrevne ordninger for alarmering af samfundets hj�lpetjenester henholdsvis for omr�derne uden for K�benhavn og for sidstn�vnte omr�de indf�rt i automatiserede telefonområ ;der, efterh�nden som den fremadskridende automatisering g�r dette aktuelt, samt at der til l�sning af lokale praktiske problemer i forbindelse med alarmeringsordningens gennemf�relse af Justitsministeriet etableres et r�dgivende arbejdsudvalg repr�senterende telefonteknisk, brandteknisk og politim�ssig sagkundskab."

I oktober 1964 nedsatte Justitsministeriet i overensstemmelse med bet�nkningens anbefalinger et arbejdsudvalg med henblik p� at bist� politikredsene med l�sning af lokale praktiske problemer i forbindelse med gennemf�relsen af alarmeringsordningernes placering hos politiet.

Politiet har - uden for Stork�benhavn - siden da forvaltet alarmeringscentralerne p� den n�vnte m�de. Politiets opgave har v�ret at modtage alarmopkald og viderestille opkaldene til beredskabsakt�rerne - prim�rt brandv�senerne og ambulancetjenesten, som har den endelige kompetence og ansvar for opgavel�sningen.

Personaleressourcerne er blevet stillet til r�dighed af politiet, medens driftsomkostningerne i �vrigt er blevet afholdt af andre offentlige eller halvoffentlige myndigheder, prim�rt organisationsdannelser inden for telemyndighederne.

Som beskrevet i kapitel 2 findes i Danmark 41 alarmeringscentraler, der dels betjenes af politiet, dels af K�benhavns Brandv�sen.

Politiet betjener i dag de 40 alarmeringscentraler, der ligger uden for Stork�benhavn. Alarmeringscentralerne er placeret p� 40 d�gnbetjente politistationer med et samlet befolkningsunderlag p� ca. 4,1 millioner. I syv politikredse (Gren�, Hobro, Odder, Ringk�bing, Varde, Ribe og L�gst�r) er der ikke etableret alarmeringscentraler. Disse politikredse betjenes af omkringliggende alarmeringscentraler. I Nakskov Politikreds er der to alarmeringscentraler i henholdsvis Nakskov og R�dby Havn.

De enkelte alarmeringscentraler betjenes af erfarne polititjenestem�nd (vagthavende), og betjeningen har f�rste prioritet i forhold til andre politiopgaver. Alarmeringscentralerne modtager alarmopkald via 1-1-2, foretager opgavedisponering og videregiver alarmen til den vagtcentral - Falck eller andet ambulance- og brandberedskab - som skal forest� den tekniske disponering, dvs. afsende k�ret�jer til uheldsstedet. S�fremt alarmeringen vedr�rer politim�s sig assistance, fungerer alarmeringscentralen b�de som alarmeringscentral og vagtcentral for politiet.

Alarmeringscentralen for Stork�benhavn, der er landets st�rste alarmeringscentral med et befolkningsunderlag p� ca. 1,2 millioner indbyggere, er beliggende p� K�benhavns Hovedbrandstation. Alarmeringscentralen for Stork�benhavn drives af Beredskabskommissionen for Stork�benhavn. K�benhavns Brandv�sen er som entrepren�r ansvarlig for den daglige drift. Alarmeringscentralen fungerer samtidig helt eller delvist som vagtcentral for Gentofte B randv�sen og l�geambulancen fra Hovedstadens Sygehusf�llesskab.

Det geografiske d�kningsomr�de for alarmeringscentralen Alarmeringscentralen for Stork�benhavn er K�benhavns og Frederiksberg Kommuner samt kommunerne i K�benhavns Amt. Organisatorisk er beredskabet forskelligt fra kommune til kommune. I K�benhavn, Frederiksberg og Gentofte Kommuner varetager de kommunale brandv�sener s�vel de d�gnbemandede brandudrykninger som ambulanceudrykninger. I de �vrige kommuner i omr�det er Falcks Redningsko rps entrepren�r for s� vidt ang�r ambulanceudrykninger. Falcks Redningskorps er ligeledes entrepren�r for s� vidt ang�r brandudrykningerne i de �vrige kommuner, med undtagelse af Drag�r, T�rnby og S�ller�d Kommuner, der selv varetager opgaven i egen kommune. I omr�det d�kkende Hvidovre, R�dovre, Albertslund, Glostrup og Br�ndby Kommuner varetager I/S Vestegnens Brandv�sen brandudrykningerne.

Alarmeringscentralen modtager normalt alarmer via det permanente faste offentlige telefonnet p� en 1-1-2 linie, fra mobiltelefoner (via Tele Danmarks servicetelefoner i hhv. K�benhavn og Aabenraa), eller via motorvejstelefonerne.

Alarmeringscentralen for Stork�benhavn modtager endvidere alarmering fra stationstelefoner opsat uden for brandstationer og tekniske alarmer via AlarmNettet.

I forbindelse med modtagelsen af en alarmering er det alarmeringscentralens opgave at foretage opgavedisponeringen, dvs. fastsl�, hvilken type hj�lp anmelderen beh�ver, og videregive oplysningerne herom til den eller de vagtcentraler, der skal foretage den tekniske disponering og dermed afsende k�ret�jer til uheldsstedet. Det er samtidig vagtcentralen, og dermed ikke alarmeringscentralen, der overv�ger og har kontakt til de k�ret�jer, der sendes til uh eldsstedet. Dog har Alarmeringscentralen for Stork�benhavn direkte radiokontakt med udrykningsk�ret�jerne i de kommunale brandberedskaber, med de kommunale ambulancer og med l�geambulancen frai K�benhavns KommuneHovedstadens Sygehusf�llesskab.

Hidtil har det Aaf tekniske grunde ikke v�ret har det indtil for nyligt ikke v�ret praktisk muligt at dirigere 1-1-2 opkald fra mobiltelefoner direkte til den for uheldsstedet relevante alarmeringscentral.

1-1-2 opkald fra en mobiltelefon, der befinder sig �st for Storeb�lt, besvares af Tele Danmarks servicetelefonen i K�benhavn og kanaliseres derfra til den relevante alarmeringscentral. 1-1-2 opkald fra en mobiltelefon, der befinder sig vest for Storeb�lt, besvares af Tele Danmarks servicetelefonen i Aabenraa, og kanaliseres derfra til den relevante alarmeringscentral.

Hvis personalet p� servicetelefonerne ikke kan stedf�ste den geografiske position, viderestilles 1-1-2-mobilopkaldet if�lge aftale mellem Beredskab Stork�benhavn og Tele Danmark til Alarmeringscentralen for Stork�benhavn - medmindre der er konkret anledning til at viderestille opkaldet til en anden alarmeringscentral - hvorefter der samarbejdes (medh�rsordning) om at stadf�ste anmelderen. I tilf�lde af udfald af begge servicetelefoner modtager Alarmeri ngscentralen for Stork�benhavn alle mobilopkald til 1-1-2 direkte.

Alarmeringscentralen for Stork�benhavn er at betragte som omstillingsfunktion for politiet i de otte politikredse, der ligger inden for alarmeringscentralens d�kningsomr�de, med hensyn til alarmopkald, som alene vedr�rer assistance fra politiopgaveret. Disse opkald viderestilles til K�benhavns Politi uden behandling. Enkelte af de kommunale brandv�sener anvender ligeledes Alarmeringscentralen for Stork�benhavn som vagtcentral, nemlig Drag�r, T�rn by og S�ller�d i forbindelse med automatiske brandalarmer fra disse tre kommuner.

P� alarmeringscentralerne er alle 1-1-2 linier tilsluttet b�ndoptagere eller mini-discs, hvorp� s�vel indkomne som udg�ende meldinger bliver optaget. Samtidig indspilles p� b�ndene det aktuelle tidspunkt ved hj�lp af Tele Danmarks "Frk. klokken".

Der er til alarmeringscentralerne indf�rt typisk fem 1-1-2 linier. Disse linier anvendes til alarmopkald. Der anvendes endvidere en linie til mobiltelefoner.

Alarmering ved anvendelse af mobiltelefoner er i mods�tning til fastnetalarmer alarmering i det faste, offentlige telenet problemfyldt, idet personalet ved servicetelefonen, som i f�rte omgang modtager mobiltelefonopkaldene, ikke kender den geografiske position, hvorfra opkaldene foretages.

Af tekniske grunde har det som beskrevet ovenfor hidtil ikke v�ret praktisk muligt at lade 1-1-2-opkald fra mobiltelefoner indg� direkte til den alarmeringscentral, der er ansvarlig for alarmeringen i det omr�de, hvorfra opkaldet kommer. Som n�vnt dirigeres alle opkald til Tele Danmarks servicetelefon i K�benhavn (opkald �st for Storeb�lt) eller Aabenraa (opkald vest for Storeb�lt), uanset om opkaldet sker via NMT eller GSM systemerne. Mobiltelefonabonne nter bliver, efter at de har opgivet deres geografiske position, omstillet til den alarmeringscentral, der vurderes at have ansvaret for alarmeringen. I den forbindelse er centralerne udstyret med oversigtskort over alarmeringscentralernes geografiske d�kningsomr�de med henblik p� at sikre, at opkaldenne ikke bliver fejldirigeret.

Rigspolitiet gennemf�rte i efter�ret 1994 sammen med Tele Danmark et fors�g, hvorefter mobiltelefonopkald blev dirigeret til den relevante alarmeringscentral. Fors�get viste, at ca. 1/3 af alarmopkaldene over mobiltelefoner blev fejldirigeret, og fors�get gav derfor ikke anledning til en s�dan permanent ordning.

Problemerne med alarmering via mobiltelefoner er �get som f�lge af antallet af mobiltelefonoperat�rer, idet operat�rerne anvender flere forskellige tekniske l�sninger.Den kraftige v�kst i antallet af mobiltelefonabonnenter og det forhold, at der nu er flere mobiltelefonioperat�rer p� markedet, har gjort det mere kompliceret at dirigere 1-1-2 mobiltelefonopkald til relevante alarmeringscentral i den nuv�rende alarmeringscentralstruktur.

Det er muligt at fastholde og spore 1-1-2 opkald fra Tele Danmarks kunder. Det g�lder dog ikke alarmopkald fra mobiltelefoner. Abonnenter hos andre taletelefoniudbydere vil kunne fastholdes og spores via Tele Danmark, s�fremt der er indg�et en samtrafikaftale p� 1-1-2 omr�det om, at Tele Danmark dirigerer 1-1-2 opkald direkte til alarmeringscentralen i lighed med opkald fra Tele Danmarks egne kunder.

Udover den almindelige alarmeringscentral har Vejdirektoratet har p� de d�gnbetjente politistationer i politikredse med motorveje opstillet en pult med motorvejsalarmer. Hertil indg�r opkald fra motorvejstelefonerne ved f�rdselsuheld, motorstop mv.

Der er endvidere med bistand af politiet etableret s�rlige alarmeringsprocedurer og -teknikker for s�rlige objekter som trafikanl�g og s�rlige industrielle tekniske anl�g mv.

Enkelte steder er der i politiets regi iv�rksat fors�g med elektronisk overf�rsel af alarmer fra alarmeringscentralen til vagtcentral, jf. nedenfor under pkt. 3.2.7.2

Alarmeringscentralen for Stork�benhavn er opbygget i to afdelinger, en meldingsmodtageafdeling og en meldingsvideregivelses-/afsendeafdeling.

Modtageafdelingen best�r af fire modtagepladser for 1-1-2 opkald. Ved hver modtageplads er installeret med vejregisterets modtagesk�rm, en arbejdspladsb�ndoptager, et Krak-kort og en almindelig telefon. Hertil kommer en modtagesk�rm for automatiske alarmer samt en motorvejspult for motorvejsalarmer. Automatiske brandalarmer fra T�rnby, Drag�r og S�ller�d Kommuner indg�r ogs� p� denne sk�rm. Meldinger vedr�rende politi vider estilles straks til K�benhavns Politi uden yderligere behandling.

Meldingens data registreres p� en modtagesk�rm, der er i forbindelse med alameringsomr�dets vejregister. Fra vejregisteret modtages oplysninger om, fra hvilken station hj�lpen skal afsendes. Fra modtagesk�rmen er der adgang til telefonselskabets Tele Danmarks elektroniske telefonbognummeroplysning, s�ledes at placeringen af den telefon, der alarmeres fra, er kendt. Der er ikke automatisk nummervisning p� linierne til alarmeringscentralen. Videregivelse af de modt agne alarmer sker enten elektronisk fra meldingsmodtagepladsen eller telefonisk via en sk�rm, hvor samtlige vagtcentralers telefonnumre er indkodet.

Politiets alarmeringscentraler personalet, der betjenes af erfarne polititjenestem�nd (vagthavende) med minimum otte �rs erfaring med hensyn til at optage anmeldelse og afh�re personer i s�rligt vanskelige situationer. Personalet er endvidere fra patruljetjeneste og skades- og uheldssteder vant til at disponere og koordinere en indsats, hvilket giver et grundlag for at s�tte sig ind i de typiske situationer, som anmeldes til alarmeringscentralen.

Betjeningen af alarmeringscentralerne sker ved siden af de mange almindelige politiopgaver, som p�hviler vagthavende, herunder detentionstilsyn, disponering og underst�ttelse af de politim�ssige ressourcer. P� d�gnbasis er 120 polititjenestem�nd besk�ftiget med betjening af alarmeringscentralerne som et led i den almindelige polititjeneste. En opg�relse over antal �rsv�rk besk�ftiget alene med at betjene alarmeringscentralfunktionen er derfor ikke mulig.

Tidligere var der ikke en formaliseret uddannelse for politipersonalet i betjening af alarmeringscentralerne. I dag er der udarbejdet egentlige undervisningsplaner, der skal sikre den bedst mulige assistance i forbindelse med alarmeringsopkald. Alarmoperat�rer gennemg�r et f�rstehj�lpskursus, ligesom der p� Politiets Forberedende Lederuddannelse indg�r 10 lektioner i emnet "alarmeringscentraler" med v�gten lagt p� disponering ved sygdom og tilsk adekomst. Alle vagthavende modtager endvidere en disponeringsvejledning, der er udarbejdet i samarbejde med l�gefaglige r�dgivere, og som er blevet gennemg�et p� internatkurser.

Alarmeringscentralen for Stork�benhavn og K�benhavns Brandv�sens vagtcentral drives som tidligere omtalt sammen. Til at bestride tjenesten p� alarmeringscentralen er der for tiden 20 ansatte samt en r�kke vagtcentralmedhj�lpere fra selve brandkorpset. P� d�gnbasis er minimum ni personer fuldtidsbesk�ftiget med alarmeringscentralens opgaver.

Den uddannelsesm�ssige baggrund for personalet p� Alarmeringscentralen for Stork�benhavn er mindst fire �rs erfaring som brandmand og/eller ambulancef�rer. Herefter har den p�g�ldende igennem ca. fem m�neder v�ret i "mesterl�re". De f�rste tre m�neder som overtallig, og de sidste to m�neder indg�r vedkommende i styrken under supervision af en vagtcentralmester. Efter ca. et �rs tjeneste som vagtcentral medhj�lper er det muligt at gennemg� en individuel efteruddannelse.

If�lge oplysninger fra Tele Danmark, der foretager regelm�ssige registreringer af opkald til politiets alarmeringscentraler, udgjorde antallet af gennemf�rte alarmopkald i 1998 ca. 20.000 om ugen.

Antallet af gennemf�rte alarmopkald til Alarmeringscentralen for Stork�benhavn udgjorde i 1998 ca. 8.000 om ugen.

Erfaringer fra de af politiets alarmeringscentraler, der opdaterer opkaldene p� edb, viser, at fejlopkald og chikaneopkald udg�r ca. 80 % af opkaldene til 1-1-2.

Der bliver ikke p� de alarmeringscentraler, der betjenes af politiet, udarbejdet generelle statistiske oplysninger om, hvorvidt opkaldet gav anledning til udrykning for politi eller brand- og/eller ambulanceberedskab.

I 1997 gav ca. 1/5 af alarmopkaldene til Alarmeringscentralen for Stork�benhavn anledning til udrykning af et beredskab i form af:

Det fremg�r ikke af oversigten i hvor mange tilf�lde, politiet rykkede ud i forbindelse med opkald.

Det f�lger af beredskabslovens � 47, at teleadministrationerne teleselskaberne skal bist� ved brandalarmeringerne. Efter forhandlinger mellem telefonselskaberne og staten blev det i 1960 besluttet, at de tekniske installationer til alarmeringscentralerne samt vedligeholdelsen heraf vederlagsfrit skulle stilles til r�dighed af de enkelte telefonselskaber.

Udgifterne til betjeningen af alarmeringscentralerne uden for Stork�benhavn p�hviler politiet. Tele Danmark afholder udgifterne til drift i forbindelse med de rent telefontekniske omkostninger. De udgifter, som politiet afholder i forbindelse med driften af de nuv�rende alarmeringscentraler, lader sig kun vanskeligt opg�re. Politiet afholder udgifterne til dokumentationsmaskiner og de med driften heraf forbundne udgifter, hvilket er en samlet udgift p� ca. 40.000 kr. &arin g;rligt for samtlige alarmeringscentraler. Politiet betaler endvidere for samtaleudgifterne for de enkelte telefonlinier under alarmeringscentralen samt for hovedforbindelserne med hemmeligt nummer, mens de �vrige linier betales af henholdsvis kommunerne og Falck. Udgiften hertil kan ikke isoleres, men det m� antages at v�re en forholdsvis begr�nset udgift. Hertil kommer endelig, at politiet i forbindelse med de moderniseringsinitiativer, der er beskrevet under punkt 3.2.7.2, betale r for etablering og drift af de moderniserede arbejdspladser i forbindelse med alarmeringscentralen.

Driften af Alarmeringscentralen for Stork�benhavn finansieres af K�benhavns og Frederiksberg Kommuner samt K�benhavns Amtskommune. Fordelingen af udgifterne sker p� baggrund af skatteudskrivningsgrundlaget. De budgetterede udgifter for henholdsvis 1997, 1998 og 1999 andrager hhv. 8.840.000 kr., 9.028.368 kr. og 8.667.315 kr. I budgettallene er indregnet entrepriseudgiften til K�benhavns Brandv�sen.

I budget for 1998 er der optaget et s�rligt bel�b p� kr. 500.000 til betaling af Tele Danmarks elektroniske telefonbog, der f�r teleliberaliseringen var gratis for alarmeringscentralen. I budgettet for 1999 er der optaget et s�rligt bel�b p� 600.000 kr. til udskiftning af dokumentationsmaskinerdokumentationsb�ndoptager. Ud over betaling til K�benhavns Brandv�sen indeholder budgettet l�n til sekretariat, konsulentbistand, drift og ansk affelser af teknisk udstyr til alarmeringscentralen.

I perioden 1/1 1995 - 31/12 1995 blev der i Vejle Politikreds afviklet et fors�g med anvendelsen af disponeringsvejledning: "Alarm 1-1-2 - Disponeringsvejledning, Ssygdom - Tilskadekomst" (bilag 7).

Form�let med fors�get med disponeringsvejledningen var at �ge politiets alarmoperat�rers viden om sp�rgeteknik, sygdomssp�rgsm�l og f�rstehj�lp, s�ledes at alarmoperat�rerne bedre blev i stand til at r�dgive anmelderen samt vurdere, hvilken indsats der i det konkrete tilf�lde skulle inds�ttes. Form�let var endvidere at styrke den pr�hospitale l�gehj�lp ved hj�lp af "l�ge med " kortet. "L�ge med" kortet fastlagde p� en A4 side kriterierne for, hvorn�r alarmeringscentralen skulle foranstalte, at Falck alarmerede enten en ambulancel�ge eller et udrykningshold fra Vejle Sygehus.

Under fors�get blev kriterierne for, hvorn�r udrykningsholdet fra Vejle Sygehus skulle rykke ud, udvidet, ligesom kriterierne for, hvorn�r der skulle disponeres "l�ge med", blev udvidet til ogs� at omfatte voldsomme selvmord.

Politiet modtog i forbindelse med iv�rks�ttelsen af fors�get undervisning i anvendelsen af de nye disponeringsregler.

Hver gang ambulancel�gerne rykkede ud i det omr�de, der var omfattet af fors�get, udfyldtes et evalueringsskema indeholdende s�vel faktuelle som kvalitative sp�rgsm�l. Disse evalueringsskemaer blev p� m�der i en f�lgegruppe sammenholdt med anmelderkort fra Vejle Politi og skemaer fra Falck, som blev udf�rdiget hver gang, der var disponeret "l�ge med" af alarmeringscentralen.

P� baggrund af disse sammenligninger blev f�lgende forhold registreret for alle de ambulancel�geudrykninger, der var omfattet af fors�get:

• Hvilke udrykningskriterier udrykningen falder ind under.
• Om det er politiet eller Falck, der har disponeret.
• Meldingsordlyd kontra skadesituation.
• Udrykningens relevans.

Erfaringerne med fors�gsordningen i Vejle Ppolitikreds viste, at politiet disponerede p� tilfredsstillende vis og demonstrerede de n�dvendige foruds�tninger for at foretage en korrekt disponering. Fors�get viste fordelene ved, at den person, der disponerer, er i direkte kontakt med anmelderen, men understregede samtidig betydningen af dialogen mellem alarmeringscentralen og Falcks vagtcentral.

F�lgegruppen vurderede p� baggrund af fors�get, at selve disponeringsvejledningens kriterier for, hvorn�r ambulancel�gerne skal rykke ud, var passende med de �ndringer, der var sket i l�bet af fors�gsperioden.

Der var i f�lgegruppen enighed om, at anvendelsen af en disponeringsvejledning kan medvirke til at give en mere m�lrettet pr�hospital indsats, og at anvendelsen af disponeringsvejledningen forbedrede kvaliteten af den information, der blev givet videre til n�ste led i den pr�hospitale k�de. Fors�get viste s�ledes, at der generelt var god overensstemmelse mellem meldingsordlyd og den konkrete skadesituation.

Rigspolitiet iv�rksatte i begyndelsen af 1998 i samarbejde med Tele Danmark fors�g med elektronisk overf�rsel af alarmer fra alarmeringscentralen til Falcks vagtcentral samt �vrige samarbejdspartnere p� alarmeringsomr�det, f. eks. kommunale brandv�sener..

Fors�gsprojektet, der finansieres af politiets bevillinger, vedr�rer �rhus, Odense og Aalborg Ppolitikredse og omfatter et egentlig 1-1-2 edb-baseret kommunikationssystem best�ende af server, pc(terminal) og programmel. Hertil er knyttet yderligere en pc med grafisk vejkort (Krak) og politiets disponeringsvejledning.

Underudvalget har aflagt studiebes�g p� alarmeringscentralen i �rhus, som d�kker politikredsene �rhus og Odder samt dele af Gren�, Randers, Silkeborg og Horsens Ppolitikredse. Alarmeringscentralens geografiske grundlag er ca. 2.000 km� med ca. 400.000 indbyggere, 14 brandberedskaber samt tre ambulanceberedskaber hos Falck i �rhus, Randers og Skive.

Der er tale om et fors�g baseret p� en kombination af disponeringsvejledning, edb-vejregister, automatisk telefon- og adressevisning og GIS-kortsystem samt elektronisk overf�relse af data til Ambulance/Brand/Redning efter alarmoperat�rens bestemmelse. Der er i forbindelse med vagthavendefunktionen p� politig�rden indrettet tre edb-arbejdspladser med hver to edb-sk�rme, der tillige fungerer som alarmeringscentral.

Ved opkald til alarmeringscentralen via 1-1-2 vises telefonnummer, navn og adresse p� abonnenten p� den ene sk�rm. Vagthavende kan under samtale med anmelderen tilf�je oplysninger om uheldssted, sygdommens/tilskadekomstens art mv. De optagne data overf�res elektronisk til det relevante beredskab.

P� den anden sk�rm er indlagt en disponeringsvejledning, s�ledes at det elektronisk er muligt at vejlede anmelderen om f�rstehj�lp, s�fremt der er behov herfor. Endelig vises p� denne sk�rm en markering p� et elektronisk kort af, hvorfra opkaldet foretages. Kortet kan endvidere danne grundlag for k�rselsvejledning for redningsmandskabet, s�fremt der er behov herfor.

Al kommunikation registreres og lagres elektronisk efter opkaldets afslutning.

De forel�bige evalueringer viser, at alarmoperat�rerne er tilfredse med systemet, der er enkelt, hurtigt og kan l�res p� kort tid. Aktiveringstiden sk�nnes at blive nedbragt med ca. 30 sekunder, s�ledes at den samlede ekspeditionstid for alarmeringscentralfunktionen og den tekniske disponering sk�nnes at udg�re ca. to minutter, dvs. fra alarmopkaldet til udrykning.

De �konomiske foruds�tninger for etablering og drift af den form for alarmeringscentral, der indg�r i pilotprojektet, er som tidligere omtalt v�sentligt forskellige fra den tidligere beskrevne fordeling af udgifterne mellem Tele Danmark og politiet, idet udgiften til s�vel etablering som drift afholdes over politiets bevillinger.

Udgifterne til etablering af edb-kommunikationssystem udg�r pr. alarmeringscentral ca. 1,4 millioner kr. inkl. pc-arbejdspladser. Hertil kommer ca. 25.000 kr. i driftsomkostninger pr. alarmeringscentral samt 2,00 kr. i afgift pr. opslag i Tele Danmarks nummeroplysning, der foreg�r automatisk ved hvert opkald til alarmeringscentralen.

Efter iv�rks�ttelsen af pilotprojektet i Odense, Aalborg og �rhus har Rigspolitiet ikke for tiden planer om st�rre investeringer vedr�rende alarmeringscentralerne, idet eventuelle yderligere investeringer i ny teknologi mest hensigtsm�ssigt findes at burde afvente dels arbejdet i 1-1-2-udvalget, dels arbejdet i Politikommissionen om politikredsenes fremtidige struktur.

Som det fremg�r af kommissoriet skal 1-1-2 udvalget i forn�dent omfang inddrage erfaringer fra udenlandske ordninger. I dette afsnit beskrives alarmeringscentralerne i Sverige, Norge og Frankrig.

Det svenske alarmeringssystem bygger p� en selskabskonstruktion (SOS Alarm AB), der bl.a. har til opgave at varetage 112-tjenesten, herunder alarmering af kommunernes redningstjeneste (brandv�sen), landstingenes (amtskommunernes) ambulancetjeneste samt politiet.

SOS Alarm AB blev etableret i 1972 med det form�l at samordne alarmeringscentralfunktionen og muligg�re en hurtig og effektiv hj�lpeindsats. Selskabet ejes af staten (50 pct.), Landstingsförbundet (25 pct.) og Kommunförbundet/Förenade Kommunföretag AB (25 pct.). Forholdet mellem ejerne er reguleret i en konsortialaftale. Ved siden af konsortialaftalen er der indg�et en alarmeringsaftale mellem staten og SOS Alarm AB. Denne aftale indeholder de mere detaljerede krav til ydelser og kvalitet.

Oversigtsm�ssigt er det SOS Alarm ABs opgave

• at drive SOS-centraler, som opretholder SOS-tjenesten (112-tjenesten) i hele landet,
• at opretholde landsd�kkende radiokommunikation for alarmering,
• at modtage og behandle eller viderestille 112-opkald,
• at tilbyde kommuner og amtskommuner tilslutning til en SOS-central og
• at tilbyde statslige redningsorganer alarmeringstjenester.

Selskabet udbyder endvidere en r�kke alarmeringstjenester mv. til private p� markedsvilk�r.

Der er oprettet 20 regionale SOS-centraler. Som udgangspunkt d�kker hver central et län (amt). Centralerne d�kker omr�der af vidt forskellig st�rrelse. SOS-centralen i Malmö d�kker s�ledes Sk�ne Län med ca. 1,2 millioner indbyggere.

Det f�lles alarmnummer skal i n�dsituationer kunne anvendes med henblik p� alarmering af bl.a. den kommunale redningstjeneste (brandv�sen), ambulancetjeneste og politi.

Kommunerne har ansvaret for, at den kommunale redningstjeneste kan alarmeres. For at l�se denne opgave er det n�dvendigt, at en kommune kan modtage en alarm (indg�ende alarmering) og kan alarmere de relevante indsatsenheder (udg�ende alarmering). De fleste kommuner har l�st alarmeringscentralfunktionen ved at indg� aftale med SOS Alarm AB. Et mindre antal kommuner, bl.a. Helsingborg og Landskrona Kommuner, har dog egne vagtcentraler, der s�ledes modtage r opkald, der viderestilles fra SOS-centralen.

Amtskommunerne har indg�et aftale med SOS Alarm AB om alarmeringstjenester. Disse tjenester best�r overordnet af:

• Modtagelse og prioritering af ambulancebestillinger.
• Alarmering af ambulancer og dirigering af ambulancer samt en vis r�dgivning.

Politiet alarmeres via 112 gennem SOS-centralerne, som viderestiller opkaldet til den relevante kommunikationscentral hos politiet. Mange alarmopkald foretages dog direkte til politiets kommunikationscentraler.

P� SOS-centralerne benyttes ofte den s�kaldte medlyttefunktion, som indeb�rer, at to operat�rer deltager i alarmeringen. Den ene operat�r gennemf�rer samtalen og giver r�d, mens den anden operat�r gennemf�rer den udg�ende alarmering af indsatsenheden.

Det er en b�rende idé, at anmelderen taler med den samme operat�r i hele anmeldelses- og r�dgivningsforl�bet.

Der er ca. 14-16 millioner opkald pr. �r til SOS-centralerne, hvoraf kun en del vedr�rer 112-opkald. Der indg�r til SOS-centralen i Malmö ca. 100.000 opkald pr. m�ned.

I perioden 1994 - 1998 er de �rlige antal opkald til 112 steget fra 2,6 millioner til 4,6 millioner, dvs. en stigning p� ca. 75 pct. Denne stigning svarer dog ikke til en tilsvarende for�gelse af behovet for hj�lp. Der angives en r�kke forklaringer p� dette problem, bl.a. at nummeret er blevet markedsf�rt under "112 SOS", uden at anvendelsesomr�det er angivet.

En manuel opt�lling af 112-opkald til fire SOS-centraler (Stockholm, Malmö, Falun og Halmstad) i juli og august 1998 viser f�lgende fordeling af de i alt ca. 22.000 opkald:

• 1 pct. vedr�rer. kommunal redningstjeneste.
• 12 pct. vedr�rer. akutambulance.
• 12 pct. er viderestilling til statslige redningstjeneste, sundhed, giftinformation, pr�st, social mv.
• 10 pct. er viderestilling til politi.
• 10 pct. henvises til anden tjeneste (ingen hj�lp at formidle).
• 20 pct. er fejlopkald (f.eks. ringet 112xxx).
• 35 pct. er abonnentsafsluttede opkald (ingen at tale med).

Der er �rligt ca. 120.000 brand- og redningsudrykninger og ca. 850.000 ambulanceudrykninger, heraf ca. 30 pct. til akut livstruende situationer eller ulykke.

Teleoperat�ren har ansvaret for, at 112-opkald omstilles til en SOS-central. Der er dog ikke krav om, at 112-opkaldet skal indg� til den SOS-central, som betjener det omr�denummer, hvori den hj�lpes�gende befinder sig.

SOS-centralerne er teleteknisk forbundet til andre SOS-centraler, s�ledes at opkald til 112 uanset travlhed, driftssvigt eller andre problemer har relativ stor sikkerhed for at komme igennem.

For at kunne identificere og lokalisere en anmelder s� hurtigt som muligt og dermed ogs� afv�rge un�dvendige alarmeringer, anvendes udstyr til automatisk identifikation og positionsbestemmelse af den, som ringer p� 112. I dag sker dette i to etaper. For det f�rste identificeres i telenettet, fra hvilken kommune opkaldet kommer, og for det andet foretages en s�gning i en database med henblik p� at klarl�gge hvem, der ejer telefonabonnementet, og p&a ring; hvilken adresse telefonabonnementet findes. Identifikationen kan i dag alene ske i Telias faste net og i visse andre operat�rers mobiltelefonnet. Oplysning om ejer og adresse alene kan dog alene ske i Telias faste net.

SOS-centralerne har et kommunikations- og informationssystem (CoordCom), der findes i to versioner. Centralerne i Stockholm, Göteborg og Malmö har den nyeste version (G3), mens de �vrige centraler har en �ldre version (G1), som blev udviklet i 1980�erne.

Der er ansat ca. 600 alarmoperat�rer ved de 20 SOS-centraler. Det typiske antal ansatte (1996) pr. central er mellem 30 og 40, men enkelte store centraler som f.eks. Stockholm, Malmö og Göteborg har flere ansatte. Ved SOS-centralen i Malmö er der s�ledes ca. 50 SOS-operat�rer.

Den mindst tilladte operative bemanding p� en SOS-central er to SOS-operat�rer samt en SOS-operat�r i beredskab (tilkaldetid p� 30 minutter). Inden for normal arbejdstid er der p� hver SOS-central en centralleder. Uden for normal arbejdstid er der for hele landet en alarmchef i beredskab. Den st�rste SOS-central (Stockholm) har normalt 16 SOS-operat�rer p� vagt i dagtiden og seks om natten.

Ans�ttelseskravene til operat�rpersonalet er bl.a. studentereksamen og en minimumsalder p� 23 �r. Der l�gges endvidere v�gt p� erhvervserfaring inden for sygehusomr�det, PC-kendskab og sprogkundskaber. Aspiranterne skal best� en s�rlig optagelsespr�ve, der bl.a. skal vise evne til at kunne h�ndtere flere samtidige h�ndelser i stressede og tidspressede situationer.

Aspiranterne gennemf�rer et n�rmere beskrevet uddannelses- og ans�ttelsesforl�b. Den grundl�ggende uddannelse foreg�r p� SOS-skolen i Uppsala. Oversigt over uddannelsessystemet fremg�r af vedlagte bilag 8: "Utbildningstrappa för anställd alarmeringspersonal i SOS-Alarmering AB".

Omkring halvdelen af landstingene har placeret en sundhedsoplysning (sjukv�rdsupplysningen) ved SOS-centralerne. Derimod er "sjukv�rdsupplysningen" eksempelvis i Malmö ikke integreret i SOS-centralens egentlige virksomhed, men en henvendelse over 112 kan omstilles til oplysningen. Sygeplejerskerne indg�r s�ledes ikke i den akutte r�dgivning af tilskadekomne. P� centralen i Malmö er der ansat 11 sygeplejersker ved "sjukv�rdsupplysningen&qu ot;, der er bemandet p� d�gnbasis. P� SOS-centralen i Östersund er der etableret en "sjukv�rdsupplysning" p� teksttelefon, der d�kker hele Sverige.

Der er til hver SOS-central tilknyttet en ansvarlig l�ge (overl�ge) bl.a. med henblik p� vejledning og uddannelse af SOS-operat�rerne. L�gen medvirker endvidere ved ans�ttelse af nye operat�rer. Ved centralen i Malmö er l�gens prim�re ans�ttelse p� Universitetssygehuset i Lund, og l�gen arbejder 5-10 timer pr. uge ved centralen.

I henhold til konsortialaftalen fra 1991 blev udgifterne for driften af den enkelte SOS-central fordelt s�ledes, at staten betalte 50 pct., de tilsluttede amtskommuner 30 pct. og de tilsluttede kommuner 20 pct. af udgifterne. SOS Alarm AB vurderer, at udgiftsfordelingen i dag er omtrent den samme, idet der dog er en tendens til, at amtskommunerne kommer til at betale en st�rre andel.

Staten betalte i 1993 ca. 140 millioner svenske kroner til SOS Alarm.

Der findes i Norge tre typer af alarmeringscentraler (fagcentraler) med henblik p� alarmering af brandv�sen (110), politi (112) eller ambulance/sundhedsv�sen (113).

I Norge er n�dmeldetjenesten betegnelsen for det system, n�detaterne (brandv�sen, politi og sundhedsv�sen) har opbygget med henblik p� at begr�nse konsekvenserne af ulykker mest muligt ved hj�lp af fagkompetence og et samordnet kommunikationssystem. Et b�rende princip er, at den, der alarmerer, skal sikres direkte kontakt med kvalificeret personale, indtil indsatsmandskabet n�r frem. Et andet vigtigt princip er, at kvaliteten af modtagelse og behand ling af en alarmering skal v�re den samme i hele landet. N�dmeldetjenesten er organiseret med regionale/interkommunale alarmeringscentraler (fagcentraler) og lokale indsatsressourcer.

Fagcentralerne modtager alarmer inden for eget fagomr�de og iv�rks�tter herefter alarmering af relevante indsatsenheder.

Med en alarmcentral brand forst�s det betjeningssted, der er fastlagt af Direktoratet for brann- og eksplosionsvern (DBE), og som har til opgave at modtage varsel (alarmering) om brand eller anden ulykke inden for en region og alarmere tilstr�kkelige og kvalificerede indsatsressourcer. Alarmcentral brand skal s� vidt muligt give vejledning om optr�den p� skadestedet, indtil indsatspersonalet kommer frem. Alarmcentral brand skal endvidere bist� skadestedsle delsen under indsatsen med kommunikation og information mv.

Kommunerne inden for en region skal v�re tilsluttet en f�lles central for brand- og ulykkesalarmering (110-central). Der er i alt etableret 48 regionale (interkommunale) centraler for brand- og ulykkesalarmering (110-centraler). Hver central d�kker som udgangspunkt et politidistrikt (politikreds). 110-centralerne er placeret p� d�gnbemandede brandstationer i omr�det.

110-centralen skal til enhver tid have oversigt over, hvordan de kommunale brandv�sener i regionen er organiseret, og hvilke ressourcer de r�der over. Kommunerne har selv ansvaret for at fasts�tte de n�dvendige retningslinier for de organisatoriske og administrative forhold vedr�rende centralen.

Der kan henl�gges andre opgaver end brand- og ulykkesalarmering til 110-centralen under foruds�tning af, at s�danne opgaver ikke forsinker eller forringer udf�relsens af centralens hovedopgave. Som eksempler herp� kan n�vnes modtagelse af automatiske brandalarmer, tryghedsalarmer, sikkerhedsoverv�gning, kommunaltekniske varslingssystemer og andre vagttjenester.

Der er i alt 52 statslige politi-fagcentraler, der oftest er placeret p� en d�gnmandet politistation, med ansvar for at modtage meldinger over n�dnummeret 112.

I 1993 tilsluttede Norge sig E�S-aftalen, som bl.a. medf�rte indf�relsen af det f�lleseurop�iske n�dnummer 112 fra 1. juli 1994 med terminering p� politistationerne.

Fylkeskommunerne (amtskommunerne) har ansvaret for etablering af det medicinske alarmtelefonnummer (113) samt for etablering og drift af de akutmedicinske kommunikationscentraler (AMK-central) i sygehusregi. Der skal etableres mindst en AMK-central i hver amtskommune, og denne skal placeres p� et somatisk sygehus, og funktionen skal integreres i den afdeling, som har ansvaret for akutmedicin. Som udgangspunkt skal der v�re en AMK-central p� hvert sygehus med akutmodtagelse.

Der er i Norges 19 amtskommuner oprettet 44 AMK-centraler. Antallet af AMK-centraler i hver amtskommune varierer fra en til syv, men de fleste amtskommuner har mere end en AMK-central. I enkelte amter, der har flere AMK-centraler, betjener kun en af disse det medicinske n�dnummer 113.

AMK-centralen har bl.a. f�lgende opgaver:

• Modtagelse af medicinske n�dmeldinger fra 113.
• Modtagelse af melding om akutindl�ggelse.
• Iv�rks�ttelse og opf�lgning af akutte ambulanceopgaver, herunder luftambulanceopgaver.
• Varetagelse af kommunikationen for det samlede sundhedsv�sen, herunder for vagtl�ger mv., samt kontakt til de �vrige n�detater m.fl.

Der findes ingen oplysninger om antallet af opkald til brandv�sen (110), men det vurderes, at ca. 45 pct. af alle opkald udl�ser en indsats, mens ca. 55 pct. af alle opkald er fejlopkald i en eller anden form.

Der findes ikke oplysninger om opkald, indsatsudl�sende opkald eller fejlopkald til politiet (112) eller AMK-central (113).

Der sondres i Norge kommunikationsm�ssigt mellem varslingsdelen og aktionsdelen. Varslingsdelen skal sikre, at befolkningen kan ringe til den relevante n�dtjenestes fagcentral p� et nummer, der er f�lles for hele landet. Aktionsdelen omfatter den efterf�lgende fase, hvor den n�dstedte skal hj�lpes. P� baggrund af en vurdering kalder fagcentralen det relevante indsatsmandskab ud. De respektive fagcentraler er hver for sig ansvarlige for k ommunikationen med egne indsatsressourcer. Eksempelvis alarmerer fagcentralen for brand bl.a. brandv�senets indsatsmandskab, og denne alarmering skal, for at undg� tidstab, foreg� direkte, dvs. ikke via en lokal vagtcentral.

Ved opringning kan fagcentralen afl�se telefonnummer, samt navn og adresse p� abonnenten. Med hensyn til mobiltelefoner kan alene afl�ses telefonnummer. Dette sker via opkobling til Telenors og �vrige netoperat�rers abonnent-/adressedatabaser. P� 110-centralerne er der automatisk opkobling til digitale kort.

Et stigende antal n�dmeldinger og andre henvendelser til n�dmeldetjenesterne kommer fra mobiltelefoner. Alarmeringer over mobiltelefoner g�r direkte til den relevante fagcentral, men det forekommer, at opkald fra en mobiltelefon ikke modtages i det rigtige geografiske omr�de, idet mobiltelefonens radiosignal ikke altid bliver modtaget p� en antenne i den region, hvor opkaldet foretages fra.

En central, der modtager et s�dant opkald, m� s�rge for, at meldingen bliver givet videre til den relevante fagcentral. Dette kr�ver en del rutine hos operat�ren. Det anf�res eksempelvis, at jo flere 110-centraler der er, desto st�rre bliver problemet, idet de forskellige operat�rers antennesystemer i mobiltelefonnettet d�kker forskellige geografiske omr�der.

Der arbejdes for tiden med at f� etableret et system med oprindelsesmarkering ogs� for mobiltelefoner. Teknisk er det muligt at etablere et system, der muligg�r geografisk lokalisering. Samtlige n�detater �nsker et s�dant system indf�rt snarest.

Det er oplyst, at TETRA vil blive det nye f�lles radiosystem for n�detaterne, og at et fors�gsprojekt formentlig vil blive igangsat i l�bet af 1999. Projektet koordineres af Justitsdepartementet p� vegne af de tre n�detater. Det er vurderet, at anskaffelsen af et f�lles kommunikationssystem tidligst kan ske fem �r fra projektets start.

Centralen skal som minimum have to operat�rpladser, som gensidigt kan virke som reserveplads. Der skal v�re mindst tre indg�ende alarmtelefonlinier samt udg�ende telefonlinier/radio for kommunikation med indsatspersonalet, kommunikationslinier til politi (112) og AMK-centralen (113) via faste linier. Centralen skal kunne alarmere flere brandstationer samtidigt og uafh�ngigt af hinanden.

De fleste 110-centraler er kun forbundet til en offentlig telefoncentral, hvilket kan give problemer med at komme igennem til 110-centralen. Der peges p�, at der snarest b�r etableres mulighed for opkobling til to eller flere telefoncentraler. De �konomiske aspekter heraf er ikke belyst.

Alt teknisk udstyr i centralen, som benyttes i forbindelse med alarmering af indsatspersonale, skal have n�dstr�msforsyning til 12 timers normal drift. Alle indkommende samtaler skal optages p� b�nd og gemmes i mindst 30 dage.

Persons�gere til udkald af brandv�senets leder og mandskab skal aktiveres via en lokal radiosender. Det anbefales at benytte persons�gere med telefunktion eller display, s�ledes at centralen kan formidle besked direkte til indsatspersonalet. Persons�gere tilknyttet det offentlige telenet m� ikke anvendes.

Det har ikke v�ret muligt at f� oplysninger om teknikken p� politiets 112-centraler.

Der er opbygget et landsd�kkende lukket VHF-radionet (helseradionettet) bl.a. til brug for kommunikationen mellem AMK-centralen og indsatsenhederne. Radiod�kningen varierer meget, og radioudstyret er mindre brugervenligt.

De fleste AMK-centraler anvender manuelle papirbaserede registreringssystemer. Langt de fleste AMK-centraler benytter b�ndoptager som log.

P� AMK-centralerne er forskellige typer af datav�rkt�jer bl.a. til registrering og dokumentation installeret eller under udvikling. Der har ikke v�ret nogen central samordning eller centralt udarbejdet specifikation for denne type af datav�rkt�j.

Bemandingen p� 110-centralen skal best� af fast ansat personale, der ikke indg�r i brandv�senets udrykningsstyrke. Dette forhindrer dog ikke udveksling af personale mellem centralen og andre dele af brandv�senet. Normalbemandingen b�r v�re minimum en operat�r for en region med indtil 150.000 indbyggere. Der kan dog v�re behov for at �ge bemandingen afh�ngig af, hvor mange till�gstjenester centralen d�kker. I de centraler, hvor der kun er en operat�r p� vagt, m� der kunne tilkaldes ekstrapersonale med henblik p� at d�kke akutte behov, f.eks. ved st�rre ulykker eller flere samtidige h�ndelser.

Personalet skal v�re kvalificeret til at fungere som operat�rer, hvilket bl.a. indeb�rer, at de ansatte skal have en god almen uddannelse, sprogkundskab i engelsk, tilfredsstillende IT-kendskab samt kompetence inden for brandv�sen, dvs. bl.a. mindst to �rs ans�ttelse i et heltidsbrandv�sen eller fem �rs ans�ttelse i et deltidsbrandv�sen. Det er endvidere et krav, at de p�g�ldende har best�et eksamen for alarmcentraloperat&osla sh;rer p� Norges brandskole.

Det har ikke v�ret muligt at f� oplysninger, om hvilke krav der stilles til politipersonalet for at varetage 112-funktionen.

De fleste AMK-centraler kan kontakte en vagthavende l�ge, som har det medicinske ansvar, herunder for medicinsk r�dgivning og vejledning til det vagthavende personale p� AMK-centralen. Endvidere deltager l�gen i AMK-centralens ledelse ved st�rre ulykker og katastrofer.

Normalt er det en sygeplejerske, der har det daglige ledelsesansvar for AMK-centralen. De vagthavende AMK-operat�rer skal v�re sygeplejersker. Amtskommunerne har selv udviklet uddannelsestilbud, idet der ikke er opstillet nationale retningslinier for uddannelsen p� AMK-centralerne. Det anbefales dog, at personalet har erfaring med pr�hospital indsats. Det er nogle steder konstateret, at manglende erfaring fra pr�hospital indsats hos det medicinske personale kan medf� re et �get brug af akutte udrykningsressourcer (l�ger og ambulancer), idet personalet tolker en del situationer alvorligere, end de reelt er. Der arbejder ogs� ambulancepersonale p� nogle af AMK-centralerne.

Der er ikke fast vagt p� alle AMK-centraler, idet sygeplejersken ogs� varetager andre opgaver i afdelingen, bl.a. modtagelse af mindre akutte l�gevagthenvendelser og alarmer. Modtagelser af 113 opkald har dog f�rste prioritet. Der findes ingen oversigt over antallet af stillinger tilknyttet AMK-centalerne.

Det vurderes, at en enmandsbetjent 110-central koster ca. 2,2 millioner norske kroner pr. �r. Udgifterne til centralerne betales af de tilsluttede kommuner.

Det er oplyst, at driften af politiets 112-centraler udgiftsm�ssigt er indeholdt i politiets almindelige virksomhed. Det er s�ledes ikke muligt at udskille udgifterne til 112-funktionen.

Fylkeskommunerne betaler for driften af AMK-centralerne som en del af sygehusdriften. Der findes ingen oplysninger om de samlede udgifter. Det er dog oplyst, at den tekniske drift af helseradionettet koster ca. 25-30 millioner norske kroner �rligt.

Departementerne i Frankrig er ansvarlige for alarmeringscentralfunktionen. Der findes tre s�rskilte alarmeringsnumre: 18 for brand, 17 for politi og 15 for ambulance/sygetransport/vagtl�ge. Alarmeringsnummeret 15 er s�ledes beregnet s�vel til akutte opkald som til mere almindelige medicinske opkald. Akut ambulancek�rsel foretages af brandv�senet, medens anden ambulancek�rsel/sygetransport forest�s af private entrepren�rer.

Alarmeringsnummeret 112 kendes ogs� i Frankrig, og opkald til dette nummer g�r ind til brandv�senet, der herefter kan kontakte politi eller ambulance/sundhedsv�senet efter behov.

Departementerne er frit stillede med hensyn til, hvorledes alarmeringscentralfunktionen tilrettel�gges, og ordningen er derfor tilrettelagt p� mange forskellige m�der.

I storbyerne, f.eks. Paris, Lyon og Marseille, varetages den medicinske del af alarmeringscentralfunktionen af SAMU (Service d'Aide Médicale Urgente), der er en offentlig, l�gelig organisation. I SAMU's organisation er der p� alarmcentralerne placeret s�rligt uddannede l�ger, der visiterer s�vel vagtl�geopkald som alarmopkald.

I landdistrikterne modtages de medicinske opkald som oftest p� et sygehus, normalt af medicinsk uddannet personale.

Centralerne st�r i forbindelse med et antal akutte udrykningsenheder fra sygehusene. Disse best�r af katastrofemedicinsk uddannede an�stesisygeplejersker eller an�stesil�ger, der rykker ud i specialudstyrede ambulancer eller i mindre k�ret�jer.

Der foreligger ingen oplysninger herom.

Den anvendte teknik er forskellig fra departement til departement, og der er generelt ingen mulighed for at kommunikere p� tv�rs af departementsgr�nserne via edb p� grund af systemernes forskellighed.

Der findes dog et radiosystem, der giver mulighed for kommunikation mellem forskellige departementers udrykningsenheder.

Kommunikationsformen mellem de tre alarmeringsnumre i det enkelte departement varierer fra departement til departement. Normalt vil kommunikationen ske via telefon.

Personale, der anvendes i alarmeringscentralfunktionen, og hvilken uddannelse de har f�et, varierer fra departement til departement.

Departementerne er ansvarlige for �konomi og finansiering. Der foreligger ingen oplysninger om udgiftsniveauet.

I dette kapitel beskrives - med udgangspunkt i det nuv�rende alarmeringssystem - hvilke funktioner der efter udvalgets opfattelse ideelt set skal kunne varetages p� en alarmeringscentral og en vagtcentral, herunder hvilken sundhedsfaglig ekspertise, der b�r knyttes til alarmeringscentralfunktionen. Endvidere omtales den teknik, der optimalt set b�r v�re tilg�ngelig p� en alarmeringscentral.

Kapitlet indledes med en figur, der illustrerer alarmeringens faser: Anmeldelse, disponering og r�dgivning. Af figuren fremg�r endvidere de enkelte funktioner i alarmeringsforl�bet: Alarmopkald, teleformidling, identifikation, opgavedisponering og r�dgivning. Endelig illustreres den tekniske disponering. Definition af de enkelte funktioner findes i indledningen til de enkelte afsnit.

Under "anmeldelse" behandles funktionerne fra borgernes alarmopkald til alarmeringscentralen, til borgeren og uheldstedet er identificeret p� alarmeringscentralen.

"Alarmopkald" omhandler den m�de, hvorp� borgerne i tilf�lde af akut opst�et alvorlig sygdom, brand eller anden ulykke eller overh�ngende fare for liv, helbred eller velf�rd kan komme i forbindelse med alarmeringscentralen og derigennem f� hj�lp til sig selv eller andre til afv�rgelse af skader mv.

Opkald til alarmeringscentralerne finder i dag sted fra fastnettelefon og mobiltelefon p� 1-1-2 samt fra motorvejstelefon. For s� vidt ang�r opkald til alarmtjenesten fra Tele Danmarks skrive-/teksttelefontjeneste skal anmelder (den kaldende part) i dag kalde Tele Danmarks d�gnbemandede formidlingscenter i Aabenraa, hvorefter alarmopkaldet visiteres, og meldingen videregives til den relevante alarmeringscentral. If�lge "Nordiske retningslinier for Alarmtjenesten for T eksttelefon, og herunder brug af f�lles teksttelefonalarmnummer" (bilag 9), der er udarbejdet af Nordiska Samarbetsorganet för Handikappfr�gor, b�r alarmeringscentralerne kunne modtage anmeldelser direkte fra teksttelefoner for at l�se de s�rlige problemer, som d�ve og personer med talehandicap har i forbindelse med alarmering. Det er udvalgets opfattelse, at det vil v�re optimalt, hvis der er mulighed for teksttelefonalarmering.

En ideel alarmeringscentral b�r derfor kunne modtage opkald fra

• Telefon 1-1-2
• Mobiltelefon 1-1-2
• Teksttelefon
• Motorvejstelefon
• Nye elektroniske kommunikationsformer
• Andre alarmeringsordninger

Ved "teleformidling" forst�s alarmopkaldets fremf�ring fra anmelderen til den relevante alarmeringscentral.

I medf�r af � 3 i lov om visse forhold p� telekommunikationsomr�det, jf. lovbekendtg�relse nr. 501 af 22. juni 1995 med senere �ndringer, er det i bekendtg�relse nr. 857 af 7. december 1998 om udbud af telenet og teletjenester i � 3, stk. 1, nr. 3, fastsat, at udbydere af offentlige taletelefonitjenester skal sikre, at alle brugere, der er tilsluttet tjenesten, har mulighed for via den udbudte tjeneste at kunne foretage gratis opkald til alarmtjenesten (1-1-2). Udby deren skal enten sikre, at alarmopkaldet dirigeres til den relevante alarmeringscentral, eller at dette dirigeres efter n�rmere aftale med alarmeringscentralen og vedkommende udbyder.

En generel telefaglig analyse b�r indg� i grundlaget for vurderingen af placering af nye alarmeringscentraler og af disses geografiske d�kningsomr�der.

Det giver normalt ikke anledning til problemer at f� alarmopkald dirigeret fra fastnettelefoner og motorvejstelefoner til alarmeringscentralen.

Anderledes forholder det sig med alarmopkald fra mobiltelefoner.

I dag indl�ber 1-1-2-mobilopkaldene som n�vnt tidligere til to d�gnbemandede "mobil-sluser" hos Tele Danmarks Servicetelefon i K�benhavn (opkald fra det �stlige Danmark) og i Aabenraa (opkald fra det vestlige Danmark). I disse to sluser bliver anmelderen udspurgt af Tele Danmarks telefonist om, hvor vedkommende befinder sig geografisk. Herefter viderestilles mobilopkaldet til relevante alarmeringscentral. Kan den geografiske position ikke stedf�stes, vide restilles 1-1-2-mobilopkaldet if�lge aftale mellem Beredskab Stork�benhavn og Tele Danmark til Alarmeringscentralen for Stork�benhavn - medmindre der er konkret anledning til at viderestille opkaldet til en anden alarmeringscentral - hvorefter der samarbejdes (medh�rsordning) om at stadf�ste anmelderen.

Hovedparten af mobiloperat�rer betegner ordningen som uhensigtsm�ssig og som et forsinkende mellemled i alarmeringsproceduren. Enkelte mobiloperat�rer har endvidere konstateret, at 1-1-2-mobilopkald ikke har kunnet komme igennem til Tele Danmarks Servicetelefon, selv om der ikke har v�ret fejl i operat�rens eget net, ligesom der flere gange er sket fejldirigering af 1-1-2-mobilopkald som f�lge af misforst�elser af stednavne, hvor s�danne optr�der flere steder i landet. Endelig g�r én mobiloperat�r opm�rksom p�, at sluse-l�sningen, der finansieres af mobiloperat�rerne i f�llesskab, er ganske omkostningsfuld, idet den samlede udgift hertil overstiger fem millioner kr. om �ret.

Der findes i dag flere tekniske l�sninger, der g�r det muligt geografisk at stedf�ste, hvorfra et 1-1-2-mobilopkald foretages. Disse l�sninger giver forskellig pr�cisionsgrader, men f�lles for l�sningerne er, at de muligg�r, at et 1-1-2-mobilopkald i st�rre udstr�kning kan dirigeres direkte til den relevante alarmeringscentral. Med den nuv�rende alarmeringsstruktur med 41 alarmeringscentraler vil det imidlertid n�ppe v�re muligt at dirigere samtlige opkald fejlfrit.

Af eksempler p� geografisk stedf�stelse af 1-1-2-mobilopkald kan n�vnes f�lgende muligheder:

Satellit-baseret data eller GPS (Global Positioning System) vil sige, at den geografiske placering af mobiltelefonen bestemmes ved hj�lp af satelitter. Anvendelse af GPS kr�ver en s�rlig mobiltelefon og vil ikke v�re en realistisk l�sning inden for en overskuelig fremtid.

P� grundlag af celle-identifikation kan en l�sning med direkte dirigering af 1-1-2-mobilopkald til den geografisk relevante alarmeringscentral baseres p� "area dependent routing", der allerede er implementeret i én af mobiloperat�rernes net og benyttes i et vist omfang over for operat�rens kunder, herunder bl.a. vagtl�geordninger.

S�fremt anmelderen ogs� skal kunne stedf�stes, n�r der roames i ("bes�ges") andre nationale operat�rers net, skal der tages h�jde herfor i en eventuel l�sning om direkte dirigering.

Mobiloperat�rerne f�lger udviklingen i udlandet. En s�rlig interesse er rettet mod USA, hvor Federal Communications Commission i f�lge Telia A/S' oplysninger har stillet krav om, at det senest 1. oktober 2001 skal v�re muligt at stedf�ste n�dopkald med en geografisk un�jagtighed p� maksimalt 125 meter.Den internationale udvikling f�lges n�je. En s�rlig interesse er rettet mod USA, hvor Federal Communications Commission over fo r udbyderne har stillet krav om, at det senest den 1. oktober 2001 skal v�re muligt at stedf�ste n�dopkald med en geografisk un�jagtighed p� maksimalt 125 meter. Det foruds�ttes imidlertid, at alarmmyndigheden har anmodet udbyderen om at levere denne tjeneste, at alarmeringscentralerne er i stand til at overtage og benytte de data, som er tilknyttet tjenesten, samt at den omkostningsm�ssige d�kning herfor er p� plads.

Hovedparten af mobiloperat�rerne vurderer, at celle-identifikationsl�sningen (GSM 1800) vil v�re omkostningsm�ssig neutral eller m�ske lidt billigere end den nuv�rende sluse-l�sning, hvorimod de mere avancerede positioneringssl�sninger vil v�re dyrere, men til geng�ld �bne for flere kommercielle positioneringstjenester.

Alle mobiloperat�rer har stillet forslag om, at der, inden myndighederne tr�ffer afg�relse om valg af positioneringssystem, p� grund af den stedfundne teknologiske udvikling iv�rks�ttes et nyt feltfors�g med dirigering af 1-1-2-mobilopkald til relevante alarmeringscentral, idet der er udviklet ny teknologi. Siden et fors�g, der i 1994 blev gennemf�rt i Silkeborg, er det blevet muligt at overf�re celle-identiteten. Det bem�rkes, at G MSM 1800-mobilnettet har et mere fintmasket cellenet end andre mobilnet.

En enkelt mobiloperat�r har i �vrigt oplyst, at der er et problem med at give 1-1-2-opkald "fortrinsret" henover samtrafik-gr�nsefladen og efterlyser i den forbindelse mulighed for at prioritere forskellige opkald.

Der vil endvidere i forbindelse med 1-1-2-opkald skulle tages stilling til dirigeringssp�rgsm�let for s� vidt ang�r satellittelefoner inden for en overskuelig fremtid skulle tages stilling til dirigeringssp�rgsm�let for s� vidt ang�r 1-1-2 opkald fra satellittelefoner.

Ideelt set skal mobiltelefonopkald indg� direkte til den relevante alarmeringscentral.

Ved "identifikation" forst�s alarmeringscentralernes afklaring af, hvem der ringer, og hvorfra der ringes.

N�r et alarmopkald i dag indg�r til alarmeringscentralen, sker identifikationen normalt ved interview af anmelderen. Denne form for identifikation kan v�re forbundet med en vis form for usikkerhed og tidsforbrug ikke mindst i de tilf�lde, hvor anmelderen netop har oplevet eller selv v�ret udsat for alvorlig ulykke, pludselig opst�et alvorlig sygdom eller anden alvorlig, pludselig h�ndelse og som f�lge heraf kan have sv�rt ved at udtrykke sig præ ;cist.

P� politiets alarmeringscentraler i Odense, �rhus og Aalborg anvendes som omtalt i kapitel 3 ny teknologi med automatisk telefon- og adressevisning, dvs. at telefonnummer, navn og adresse p� abonnenten automatisk vises ved et 1-1-2 opkald. Dette g�lder dog ikke ved hemmelige og udeladte numre. Endvidere anvendes der GIS (Geografisk Informations System) kortsystem og edb vejregister, s�ledes at der p� et elektronisk vejkort automatisk sker markering af abonnentens adres se. Identifikation og positionering suppleres ved interview af anmelderen, idet abonnentens identitet ikke n�dvendigvis er sammenfaldende med anmelderens identitet, ligesom abonnentens adresse ikke altid er sammenfaldende med det sted, hvor der er behov for hj�lp. Som beskrevet ovenfor indg�r alarmopkald fra mobiltelefoner i dag ikke direkte til alarmeringscentralen, og der er ikke de samme muligheder for automatisk identifikation som ved fastnettelefoner.

Det er udvalgets opfattelse, at der af hensyn til en hurtig og sikker identifikation p� en alarmeringscentral en skal ske automatisk visning af telefonnummer, navn og adresse p� abonnenten ved alle alarmopkald. Det g�lder ogs� ved opkald fra hemmelige og udeladte numre. Udvalget finder det helt afg�rende, at ogs� hemmelige og udeladte numre vises og finder, at bet�nkelighederne ved at vise numrene ikke er store, idet alarmoperat�rerne har tavshedsplig t. Det b�r n�rmere afklares, hvilke oplysninger der fremover skal videregives til en privat entrepren�r, som m�tte deltage i udf�relse af redningsindsatsen. Det b�r i disse tilf�lde overvejes, om grundlaget er tilstede for at videregive andre oplysninger end de "alarmm�ssigt n�dvendige oplysninger" (navne- og adresseoplysninger) henset til, at teleudbyderen - s�fremt slutbrugeren har anmodet herom - har en lovf�stet hemmelighol delsesforpligtelse for s� vidt ang�r "nummeroplysninger" (navn, adresse, eventuelle stillingsoplysninger, abonnentnummer samt kategori af tjeneste, abonnentnummeret anvendes til).

Som beskrevet ovenfor under afsnit 4.1.2. b�r alarmopkald fra mobiltelefoner indg� direkte til den relevante alarmeringscentral. Der b�r ogs� for disse alarmopkalds vedkommende i st�rst mulig udstr�kning ske automatisk visning af telefonnummer, navn og adresse p� abonnenten samt positionsangivelse, jf. foran om mulighederne herfor. Udvalget er opm�rksom p�, at det ikke i alle tilf�lde kan lade sig g�re at vise telefonnummer, navn og ad resse, idet mobiltelefoner ogs� s�lges i l�ssalg, uden at der sker registrering af bruger.

Ved "disponering" forst�s for det f�rste alarmoperat�rens beslutning om, hvilken del af beredskabet - ambulance, brandv�sen, politi mv. - der skal aktiveres. Denne funktion kaldes i n�rv�rende rapport opgavedisponering. For det andet d�kker ordet "disponering" den - efterf�lgende - beslutning om, hvilken konkret ambulance, politipatrulje eller hvilket slukningstog, der skal aktiveres. Denne funktion kaldes i n& aelig;rv�rende rapport teknisk disponering.

Det er sygehusmyndighedernes ansvar at tr�ffe beslutning om, hvilken pr�hospital indsats der skal ydes. Af � 4, stk. 3, i bekendtg�relse nr. 987 af 6. december 1994 om ambulancer fremg�r s�ledes: "Amtskommunen udarbejder i samarbejde med alarmeringscentralen retningslinier for den faglige visitation af de alarmopkald, der vedr�rer behov for en pr�hospital indsats.".

I nogle amtskommuner, hvor der i overensstemmelse med ovenn�vnte regler er udarbejdet s�danne visitationsretningslinier, har alarmoperat�ren f�lgende valgmuligheder, n�r vedkommende skal disponere opgaven:

1. K�rsel 1 - ambulance med udrykning, evt. suppleret med l�geambulance eller anden sundhedsfaglig pr�hospital assistance.
2. K�rsel 2 - ambulance uden udrykning.
3. Henvisning til alternative transportmuligheder, herunder taxa, privat abonnement p� sygetransport, egen transport til skadestue eller vagtl�ge.

Den til alarmeringscentralen tilknyttede overl�ge, jf. nedenfor under pkt. 4.4., er ansvarlig for udarbejdelse af visitationsretningslinierne i samarbejde med ledelsen af alarmeringscentralen og med reference til sygehusmyndigheden. Retningslinierne skal give alarmoperat�ren mulighed for at foretage en hurtig og sikker disponering. I denne fase drejer det sig ikke om at foretage en egentlig sundhedsfaglig vurdering, men derimod om hurtigt og sikkert at afklare behovet for hj�lp samt at aktivere den relevante ressource.

I de amtskommuner, hvor der endnu ikke er udarbejdet retningslinier, vil det ofte v�re praksis, at alarmeringscentralen blot videregiver anmelderens oplysninger, herunder vedkommendes �nsker for s� vidt ang�r opgavedisponering, til eksempelvis ambulancetjenestens vagtcentral, hvilket kan medf�re uforholdsm�ssig stor belastning af ambulanceberedskabet.

Betydningen af retningslinier for den faglige disponering af alarmopkald vedr�rende den pr�hospitale indsats og en relevant uddannelse hos alarmoperat�rerne kan illustreres ved f�lgende to unders�gelser:

Af en unders�gelse af omfanget og karakteren af un�dige ambulanceudrykninger via 1-1-2 til lettere tilskadekomne i Ringkj�bing Amtskommune i 1996 (bilag 10) fremg�r, at knap halvdelen (45%) af alle ambulancindbragte patienter sk�nnes at kunne have v�ret behandlet hos vagtl�ge/egen l�ge i stedet. Videre hedder det i unders�gelsen, at "Bedre visitation af alarmopkald kan muligvis forbedre udrykningsindsatsen [....] og b�r derfor overvej es" I unders�gelsesperioden videregav alarmeringscentralen blot de relevante oplysninger til Falcks vagtcentral, idet der ikke forel� visitationsretningslinier udarbejdet af amtskommunen.

At anvendelse af s�danne visitationsretningslinier og styrkelse af uddannelsen medf�rer bedre disponering af alarmopkaldene fremg�r af et fors�g fra Vejle Amtskommune i 1995, jf. kapitel 3, hvor der anvendtes en vejledning for l�gest�tte ved udrykning til ulykker i Vejle Politikreds, og hvor politiets alarmoperat�rer blev uddannet i disponering, f�rstehj�lp, sygdomsl�re og psykologi. Udvalget blev orienteret om fors�get under studieb es�g p� alarmeringscentralen i Vejle. En efterf�lgende vurdering af de ambulanceindbragte patienter viste s�ledes, at der i n�sten alle tilf�lde var disponeret den relevante ressource.

Unders�gelserne tyder p�, at n�rmere dialog mellem sygehusmyndigheden og alarmeringscentralen kan forbedre disponeringen v�sentligt.

I den ideelle alarmeringscentral b�r alarmoperat�ren derfor efter udvalgets opfattelse - n�r der er behov for pr�hospital indsats - disponere efter visitationsretningslinier, der er udarbejdet i samarbejde mellem sygehusmyndigheden og alarmeringscentralen samt udm�ntet af den ansvarshavende overl�ge. Endvidere b�r alarmoperat�ren have relevant uddannelse i at forest� en s�dan disponering, jf. nedenfor under pkt. 4.4.

Det kommunale redningsberedskab er kommunalbestyrelsens ansvar. Opgavedisponering for s� vidt ang�r udrykning ved brand-, milj�- og redningsopgaver foretages i dag efter en s�kaldt alarmeringsinstruks. Denne instruks udarbejdes som et forslag i samarbejde mellem kommunens beredskabschef og en medarbejder ved det politimesterembede, som varetager alarmeringsfunktionenalarmeringscentralfunktionen, og godkendes derefter af kommunens beredskabskommission og politimes teren.

I det statslige redningsberedskab, der ledes af Beredskabsstyrelsen, foretages opgavedisponeringen i dag for s� vidt ang�r udrykning til brand-, milj�- og redningsopgaver ved, at indsatslederen enten direkte, via vagtcentral eller via alarmeringscentralen rekvirerer en afh�ngig af situationen sammensat assistance fra det n�rmeste statslige regionale beredskabscenter.

Det er udvalgets opfattelse, at ovenn�vnte opgavedisponering fungerer tilfredsstillende, idet det dog b�r tilstr�bes ved hj�lp af moderne teknologi at neds�tte tidsforbruget til alarmering og at �ge oplysningernes kvalitet.

Efter retsplejelovens � 108, stk. 1, er det politiets opgave bl.a. at opretholde sikkerhed, fred og orden. P� grundlag af denne bestemmelse er det efter beredskabslovens � 17 politimesterenet, der har ansvaret for koordineringen af den samlede indsats ved st�rre fredstidsskader. Politiet har s�ledes i dag det koordinerende ansvar, n�r der samtidigt inds�ttes ambulanceberedskab, redningsberedskab, milj�beredskab og politiberedskab.

Politiet har koordinerende myndighedsopgaver p� det mere specifikke beredskabsomr�der, herunder den koordinerende myndighed omkring det nukleare beredskab, havforureningsberedskabet, efters�gnings- og redningstjenesten, r�dgivningsberedskabet (kemikalieberedskabet), stormflodsberedskabet og bombe/ammunitionsrydningsberedskabet m.m.

Meget ofte vil der v�re tale om en kombination af indsatserne, idet f.eks. et f�rdselsuheld med personskade kr�ver s�vel ambulance- som politiudrykning. F�rdselsuheld med personskade og brand i en bil kr�ver s�vel ambulance-, brand- som politiudrykning. Tilsvarende g�r sig g�ldende, hvor der er tale om personskade i forbindelse med brand i beboelse. En r�kke ulykker med personskade, f.eks. arbejdsulykker, kan give anledning til s�vel ambu lanceudrykning som politim�ssig efterforskning. Anmeldelser vedr�rende d�dfundne personer giver typisk anledning til ambulanceudrykning, ligesom der efter reglerne i ligsynsloven skal foretages en politim�ssig vurdering.

Det er n�dvendigt, at politiet - uanset hvor alarmerings- og vagtcentralfunktionen placeres fysisk, jf. kapitel 5 - har mulighed for at varetage ovenn�vnte opgaver.

P� de nuv�rende alarmeringscentraler sker alarmeringen i vidt omfang ved anvendelse af en, direkte telefonlinie til de enkelte vagtcentraler/beredskaber, jf. kapitel 3. Meldingen videregives mundtligt, hvorved der er en potentiel fejlrisiko. I praksis sker der dog kun yderst sj�ldent fejl. Ved alarmering af flere beredskaber er det n�dvendigt at gentage meldingen. P� Alarmeringscentralen for Stork�benhavn og alarmeringscentralerne i Odense, �rh us og Aalborg sker overf�rslen af data som n�vnt ovenfor elektronisk til det enkelte beredskab. Denne dataoverf�rsel er hurtig og sikker, og der kan meget hurtigt ske aktivering af flere beredskaber. P� alarmeringscentralerne i Odense, �rhus og Aalborg foreligger disponeringsvejledningen endvidere i elektronisk form, hvilket g�r disponering og r�dgivning af anmelderen hurtigere og bedre.

Under studiebes�g p� alarmeringscentralen i �rhus, Alarmeringscentralen for Stork�benhavn og alarmeringscentralen i Malmö fik udvalget demonstreret, hvor hurtigt og sikkert data kan overf�res elektronisk.

Den ideelle alarmeringscentral b�r v�re indrettet med den mest moderne teknik, som er tilg�ngelig, s�ledes at bl.a. dataoverf�rsel kan ske elektronisk, at v�sentlige og centrale instrukser mv. indg�r i elektronisk form og s�ledes, at retningslinier for disponering og vejledning i f�rstehj�lp ligeledes indg�r som et integreret led i det elektroniske system p� alarmeringscentralen.

Det b�r fortsat v�re s�ledes, at alarmnummer 1-1-2 kun anvendes til egentlige alarmopkald, dvs. til at borgerne i tilf�lde af akut opst�et alvorlig sygdom, brand eller anden ulykke eller overh�ngende fare for liv, helbred eller velf�rd kan komme i forbindelse med alarmeringscentralen og derigennem f� hj�lp til sig selv eller andre til afv�rgelse af skader mv. Derfor b�r der ikke fra alarmeringscentralen generelt ske omstilling til l&aeli g;gevagt, hjemmesygepleje mv. Udvalget finder det dog hensigtsm�ssigt, at der i s�rlige tilf�lde, f.eks. ved opkald fra alderdomssv�kkede personer er mulighed for en s�dan omstilling. Retningslinier for hvorn�r og hvortil der skal ske omstilling fastl�gges lokalt og konkret for den enkelte alarmeringscentral.

Der arbejdes i �vrigt i disse �r for p� etablering af en f�lles europ�isk radiostandard, for radiokommunikation mellem akt�rerne p� beredskabsomr�det. I forventning om, at standarden med tiden ogs� vil kunne finde anvendelse i resten af verden, kaldes den TErrestrial Trunked RAdio (TETRA), som er en digital standard for lukkede landmobile radionet. Det unders�ges for tiden, hvorledes denne standard vil kunne skabe mulighed for eksempel vis at tilvejebringe en forbedret og mere effektiv radiokommunikation mellem akt�rerne p� beredskabsomr�det.. Myndighederne, herunder Forskningsministeriet, Telestyrelsen og Beredskabsstyrelsen, f�lger udviklingen p� omr�det. Tidspunktet for en eventuel indf�relse af TETRA er ikke fastlagt.

P� Alarmeringscentralen for Stork�benhavn foreg�r opgavedisponeringen og den tekniske disponering (disponeringen af det enkelte k�ret�j) for visse dele af beredskaberne i samme fysiske lokalitet� men funktionerne er fordelt mellem operat�rerne. Alarmoperat�ren modtager s�ledes alarmopkaldet, hvorefter en anden operat�r foretager den tekniske disponering. Tilsvarende sker opgavedisponeringen og den tekniske disponering p� a larmeringscentralerne i Sverige p� samme lokalitet, men funktionelt adskilt.

Politiets alarmeringscentraler forest�r som udgangspunkt alene den tekniske disponering for s� vidt ang�r politiet egne k�ret�jer, idet den �vrige tekniske disponering i vidt omfang foreg�r fra en anden fysisk lokalitet, f.eks. p� ambulancetjenestens vagtcentral.

Ideelt set b�r opgavedisponeringen og den tekniske disponering fortsat v�re funktionelt adskilt, som det er tilf�ldet i dag, idet det efter udvalgets opfattelse ikke er muligt for en enkelt person at forest� begge funktioner. Udvalget finder det ikke afg�rende, at opgavedisponeringen og den tekniske disponering finder sted i samme lokalitet. Det er dog, hvis opgavedisponeringen og den tekniske disponering ikke finder sted i samme lokalitet, en foruds�tning for at opn � samme funktionalitet som ved fysisk samplacering, at alarmeringscentralerne indrettes med moderne teknik, s�ledes at data kan formidles hurtigt og pr�cist mellem de to funktioner.

Falcks vagtcentral i Herlev anvender p� fors�gsbasis moderne teknologi i form af GPS teknologi (Global Positioning System), der er et satellitbaseret overv�gningssystem, hvorved de enkelte ambulancers placering til stadighed kan f�lges p� et elektronisk kort p� vagtcentralen. Ved anvendelse af denne teknologi sikres et konstant overblik over de enkelte ambulancer, hvorved den tekniske disponering kan optimeres. Falck p�regner p� l�n gere sigt at anvende systemet p� alle ambulancer tilknyttede selskabets vagtcentraler. Gennem de seneste �r har Falck i �vrigt nedbragt det samlede antal af vagtcentraler fra ca. 100 til 16.

Alarmeringscentralen for Stork�benhavn foretager i et vist omfang teknisk disponering af ambulancer, nemlig for de kommunale ambulancetjenester i alarmeringscentralens omr�de. I �vrigt alarmerer Alarmeringscentralen for Stork�benhavn ambulancer ved at videregive relevante oplysninger til Falcks vagtcentral i Herlev, som p� baggrund heraf foretager den tekniske disponering i form af ambulanceudrykning. Dette medf�rer, at Alarmeringscentralen for Stork�benhav n ikke har overblik over alle ambulanceressourcer i centralens omr�de. Et samlet overblik over alle ambulanceressourcer i alarmeringscentralens omr�de vil g�re det muligt for alarmeringscentralen altid at aktivere det n�rmeste ambulanceberedskab.

Det er udvalgets opfattelse, at de alarmeringscentraler, der har flere beredskaber inden for centralens omr�de, som f.eks. Alarmeringscentralen for Stork�benhavn, ideelt set b�r have mulighed for at have det n�dvendige overblik over alle indsatsressourcer i alarmeringscentralens omr�de, uden at der derved �ndres ved, at det er den ansvarlige myndighed eller entrepren�r, der foretager den tekniske disponering. Mulighederne herfor m� afklares mellem bered skabsmyndighederne og entrepren�ren.

Under "r�dgivning" behandles alarmoperat�rens mulighed for at r�dgive anmelderen med hensyn til f�rstehj�lp og muligheden for at inddrage sundhedsfaglig ekspertise i alarmeringsforl�bet. Endvidere indg�r sp�rgsm�let om formidling af r�dgivning mellem ambulancepersonalet/alarmeringscentralen/sygehuset.

P� alarmeringscentralerne sker der i dag grundl�ggende f�rstehj�lpsr�dgivning af anmelderen. Med alarmeringscentralernes nuv�rende bemanding kan det dog p� nogle af de mindre centraler v�re sv�rt at give f�rstehj�lpsr�dgivning i videre omfang. Det skyldes ogs�, at det med de relativt f� alarmopkald til disse centraler er vanskeligt at opn� tilstr�kkelig erfaring med en s�dan r�dgivning.

Anmelderen er ofte st�rkt chokeret i anmeldelsesfasen, hvilket udvalget har konstateret bl.a. ved at h�re b�ndoptagelse fra alarmeringscentralen. Det er vigtigt at berolige anmelderen, s�ledes at de n�dvendige oplysninger kan afgives til alarmoperat�ren, og r�dgivning fra alarmoperat�ren til anmelderen kan finde sted. Det er udvalgets opfattelse, at det i anmeldelsesfasen er helt basal f�rstehj�lpsr�dgivning, der er behov for - og beh ov for hurtigt. Udvalget finder, at det ideelt set b�r v�re alarmoperat�ren, der yder f�rstehj�lpsr�dgivning, og at der ikke sker en forsinkende omstilling af samtalen, hvis det aktiverede beredskab kan forventes fremme inden for kortere tid. Ved forventningen om l�ngere responstider kan etablering af kontakt mellem anmelder og det fremrykkende beredskab v�re relevant.

Ved anvendelse af ny teknik kan der ske en hurtigere og mere pr�cis disponering af alarmen, s�ledes at alarmoperat�ren f�r mere tid til f�rstehj�lpsr�dgivning.

I s�rlige tilf�lde - f.eks. ved mere komplicerede sygdomsforl�b - kan det v�re hensigtsm�ssigt med egentlig medicinsk r�dgivning til anmelderen, f.eks. r�dgivning fra en ambulancel�ge, en skadestue eller en vagtl�ge. Her vil det derfor v�re en forbedring, hvis sundhedsfagligt personale kan kobles ind p� linien mellem alarmeringscentralen og anmelder/skadelidte. Disse situationer kr�ver, at der er et �jeblikkeligt tilg�n geligt beredskab til r�dighed til at yde den medicinske r�dgivning.

Udviklingen p� sundhedsomr�det har gennem de seneste �r medf�rt en sygehusstruktur med f�rre enheder og dermed l�ngere transporttider. Denne udvikling stiller st�rre krav til r�dgivningen af anmelderen, og ikke mindst r�dgivning af ambulancepersonalet. Det vil derfor v�re ideelt, at der skabes mulighed for kontakt mellem ambulance og modtagende sygehus under konkret opgavel�sning. Denne kontakt skal dels have til form�l at give sy gehuset det bedst mulige grundlag for modtagelse af patienten, dels give ambulancepersonalet sundhedsfaglig r�dgivning fra sygehuset.

Alarmoperat�rerne er et centralt element i alarmeringscentralfunktionen. Det er af afg�rende betydning, at der til alarmoperat�rer udv�lges personer, der har skadestedserfaring, og som har evne til i pressede situationer at kunne fungere optimalt og bevare overblikket. Alarmoperat�rerne skal i disse situationer kunne berolige anmelderen, der ofte er st�rkt psykisk p�virket efter netop at have overv�ret eller v�ret involvere t i voldsomme h�ndelser.

Som alarmoperat�rer b�r der derfor udv�lges personer, der har skadestedserfaring, har evne til at kunne fungere optimalt i pressede situationer, og som kan yde f�rstehj�lpsvejledning.

I uddannelsen af alarmoperat�rer b�r indg� f�lgende elementer:

• Interviewteknik
• Disponering
• Edb-uddannelse
• F�rstehj�lp
• Psykologi
• Medicinsk kendskab
• Samfundskendskab
• Sprog
• Skadestedsledelse
• Organisering af:
• Brand-, redningsv�sen og politi i omr�det
• Ambulance- og sygetransportv�sen i omr�det
• Skadesteder
• S�rlige skadesteder:
• Lufthavn
• Kemikalievirksomheder
• Trafikanl�g
• Samarbejdsrelationer til:
• Sygehusv�senet
• Kommunale brandv�sener
• Det statslige regionale redningsberedskab
• Redningskorps
• DSB
• Havnev�senet

Den grundl�ggende uddannelse af alarmoperat�rerne sker ved ans�ttelsesmyndighedens foranstaltning. I uddannelsen vil det v�re naturligt at inddrage faggrupper som l�ger, psykologer, politi og beredskabsuddannet personel.

For hver alarmeringscentral b�r sygehusmyndigheden udpege en ansvarshavende overl�ge, der forest�r den supplerende og vedligeholdende uddannelse af alarmoperat�rerne i f�rstehj�lp, sygdomsl�re og medicin med henblik p� at r�dgive og st�tte anmelderen. Endvidere b�r overl�gen medvirke ved udarbejdelse af en f�rstehj�lpsvejledning.

Overl�gen har ansvaret for gennemf�relse af den sundhedsfaglige del af efteruddannelsen, herunder at alarmoperat�rerne med passende intervaller gennemf�rer et ajourf�ringskursus.

Alarmoperat�ren skal som minimum kunne gennemf�re et alarmeringsforl�b p� engelsk og gerne have kendskab til et andet fremmedsprog, f.eks. tysk eller fransk.

Personalets viden, erfaring og rutine har afg�rende indflydelse p� kvaliteten af det arbejde, der udf�res i forbindelse med varetagelse og drift af alarmeringscentralfunktionen. Dette g�r sig generelt g�ldende i relation til den disponering, der foreg�r som en del af alarmeringscentralfunktionen, men s�rligt for s� vidt ang�r den sundhedsfaglige kompetence. S�ledes er hyppigheden, hvormed alarmoperat�rens sundhe dsfaglige viden aktiveres, herunder omfanget af den enkelte alarmoperat�rs opn�ede rutine ved r�dgivning om f�rstehj�lp, afg�rende for kvaliteten ved den foresl�ede sundhedsm�ssige styrkelse af den samlede alarmeringscentralfunktion. Det er derfor vigtigt, at alarmeringscentralerne f�r et befolkningsunderlag, der sikrer, at alarmoperat�rerne f�r mulighed for at vedligeholde og udvikle deres f�rdigheder.

Alarmeringscentralen for Stork�benhavn har et befolkningsgrundlag p� ca. 1,2 millioner indbyggere. Alarmeringscentralens d�kningsomr�de er karakteriseret ved en meget h�j befolkningskoncentration og en s�rlig struktur for s� vidt ang�r sygehussektoren. De s�rlige forhold, som g�r sig g�ldende i Stork�benhavn, indeb�rer efter udvalgets opfattelse, at der ikke kan drages slutninger fra antallet af indbyggere, der betjenes af Alarmeringscentralen for Stork�benhavn, til det optimale befolkningsunderlag for en alarmeringscentral i den �vrige del af landet.

Alarmeringscentralen i �rhus, der som n�vnt anvender den nyeste teknologi, har et befolkningsunderlag p� ca. 400.000 indbyggere. Der har i forbindelse med fors�gsvirksomheden ikke v�ret indikationer p� for h�j kapacitetsudnyttelse. D�kningsomr�det er karakteriseret ved b�de at d�kke omr�der med h�j befolkningskoncentration og landomr�der, og ved en struktur for s� vidt ang�r sygehussektoren, der er mere typ isk for provinsen. De forel�bige erfaringer fra fors�get i �rhus tyder p�, at et optimalt befolkningsunderlag vil v�re p� ca. en halv million indbyggere pr. alarmeringscentral.

Det er p� det foreliggende grundlag udvalgets opfattelse, at en alarmeringscentral - hvis man udelukkende ser p� alarmoperat�rens uddannelsesmuligheder - optimalt b�r have et befolkningsunderlag p� ca. en halv million indbyggere. Udvalget skal dog pege p�, at ogs� andre forhold - f.eks. muligheden for det mest effektive samspil med de sygehusadministrerende myndigheder - kan have betydning for, hvad der samlet m� anses for at v�re den mest optimale funktionsb�rende enhed. Det bem�rkes, at der ogs� i Sverige er forskel p� alarmeringscentralernes st�rrelse.

Alarmeringscentralerne udg�r et vigtigt element i beredskabet og m� derfor ikke v�re s�rbare ved driftsm�ssige forstyrrelser, sabotage mv.

Udvalget konstaterede under studiebes�get p� alarmeringscentralen i Malmö, at der var truffet omfattende foranstaltninger til sikring af alarmeringscentralen mod uvedkommendes adgang mv.

Ved studiebes�get p� alarmeringscentralerne i Vejle og �rhus konstaterede udvalget, at der ogs� her er en h�j grad af sikkerhed.

Den ideelle alarmeringscentral b�r efter udvalgets opfattelse sikres mod uvedkommendes adgang. Indretning b�r ske i solide bygninger med forsvarlige og ekstra sikrede d�re og vinduer. Der b�r etableres forsvarlige adgangsforhold, s�ledes at uvedkommende ikke har uhindret adgang til centralen.

Den ideelle alarmeringscentral b�r endvidere forsynes med n�dstr�mssanl�g, s�ledes at den ikke er s�rbar over for svigtende elektricitetsforsyning. Tilsvarende b�r der installeres reserveudstyr, s�ledes at alarmeringscentralen i tilf�lde af teknisk defekt kan fungere med reserveudstyret.

I tilf�lde af overbelastning eller udfald p� en alarmeringscentral b�r der automatisk ske omdirigering af alarmopkaldet til en anden alarmeringscentral. Der b�r endelig v�re direkte linier til andre alarmeringscentraler til brug f.eks. i tilf�lde af fejldirigerede alarmer.

Udvalget l�gger afg�rende v�gt p�, at der sker en kvalitetsm�ssig sikring af alarmeringscentralens virksomhed, og at der l�bende sker en evaluering af alarmeringscentralernes funktion og virke med henblik p� en kontinuerlig udvikling og forbedring.

P� den ideelle alarmeringscentral foretager sygehusmyndigheden l�bende medicinsk supervision og kvalitetssikring med hensyn til den pr�hospital indsats. For hver alarmeringscentral udpeger sygehusmyndigheden en ansvarshavende overl�ge, der forest�r den l�bende medicinske supervision. Til brug herfor har overl�gen adgang til alarmeringscentralens b�ndoptagelser.

Der sker allerede i vist omfang registrering og bed�mmelser af tidsforbruget p� alarmeringscentralerne i alarmeringsfasen. I forbindelse med Redningsr�dets pr�vealarmeringer i henhold til beredskabsloven registrerer og bed�mmer Redningsr�det ogs� det tidsforbrug, der anvendes p� alarmeringscentralerne.

P� den svenske alarmeringscentraler er indf�rt krav til svartid, dvs. den tid der forl�ber fra alarmopkaldet registreres elektronisk, og indtil det besvares af en alarmoperat�r.

Den ideelle alarmeringscentrals kvalitet b�r sikres ved, at den ansvarlige myndighed opstiller m�l for formidling af 1-1-2 opkald til alarmeringscentralen og opstiller m�l for:

• Maksimalt tidsforbrug for teleformidlingen.
• Maksimalt tidsforbrug for tiden fra alarmopkaldet er fremf�rt til alarmeringscentralen til det besvares af alarmoperat�ren.

Den tekniske disponering, dvs. udfindelse og aktivering af konkrete ressourcer til opgaven, b�r ske hurtigst muligt.

I forbindelse med anmeldelsen b�r der ske automatisk elektronisk registrering af alle opkald, dispositioner mv. til brug for kontrol af tidsforl�bet i forbindelse med anmeldelserne og udarbejdelse af statistik. Al kommunikation p� 1-1-2 linier optages, og gemmes i en passende periode.

Samarbejdet mellem beredskabsmyndighederne er af stor betydning for kvaliteten i hele alarmeringsforl�bet og inds�ttelse af det relevante beredskab.

Et samarbejde mellem beredskabsmyndighedene er n�dvendigt for sikre alarmeringscentralens udvikling. Et s�dant samarbejde eksisterer allerede i dag, hvor der i de fleste amter er etableret pr�hospitale udvalg med deltagelse af de forskellige akt�rer p� omr�det, ligesom der i en r�kke politikredse derudover er faste m�der med de �vrige beredskabsmyndigheder bl.a. om f�lles planl�gning. I det stork�benhavnske omr�der samarbe jdes der i Beredskab Stork�benhavn. I det fremtidige samarbejde mellem beredskabsakt�rerne b�r f�lgende emner indg�:

• Evaluering af om alarmeringscentralen opfylder fastsatte kvalitetskrav.
• Evaluering af alarmeringscentralens sundhedsfaglige niveau.
• Iv�rks�ttelse af brugerunders�gelser med henblik p� at vurdere brugernes tilfredshed med alarmeringscentralen.
• Vurdering af alarmeringscentralens funktion i henseende til korrekt opgavedisponering.

P� baggrund af udvalgsarbejdet opstilles f�lgende m�ls�tninger for den ideelle alarmeringscentral:

Af kommissoriet for 1-1-2-udvalgets arbejde fremg�r det, at udvalget i sit arbejde skal inddrage alarmeringscentralernes organisatoriske placering, herunder vurdere mulighederne for en l�sning af alarmeringscentralopgaven af henholdsvis politiet, det statslige regionale redningsberedskab og amtskommunerne, ligesom alarmeringscentralernes antal og den geografiske placering af disse skal inddrages. Endvidere har udvalget valgt at vurdere muligheden for en l�sning , hvor opgaven varetages i en selskabslignende konstruktion, som den kendes fra Sverige.

Den efterf�lgende redeg�relse for udvalgets vurderinger tager i overensstemmelse med kommissoriet udgangspunkt i en �konomisk, sundheds-, beredskabs- og politifaglig indfaldsvinkel.

Som det fremg�r af kapitel 4 har udvalget indledningsvis valgt at koncentrere sig om en kvalitetsforbedring af alarmeringscentralen og har dermed i f�rste omgang ikke inddraget overvejelser om organisation og �konomi. Udvalget har s�ledes i kapitel 4 opstillet de krav, der b�r stilles til en moderne alarmeringscentral. Disse funktionskrav er som udgangspunkt uafh�ngige af bl.a. organisatorisk indplacering og antallet af alarmeringscentraler p� landsplan.

Ved en �konomisk vurdering af konsekvenserne ved implementering af idealmodellen - som den b�r se ud i henhold til det anf�rte i kapitel 4 - i forskellige strukturer spiller overordnet f�lgende forhold ind:

Antal:: Antallet af alarmeringscentraler har betydning for dimensioneringen af den enkelte alarmeringscentral og dermed omkostningerne for denne, ligesom antallet af alarmeringscentraler p� landsplan har betydning for rutinering og erfaringsdannelse.

Samdriftsfordele: Alarmeringscentralfunktionens organisatoriske placering og tilknytning er afg�rende for omfanget af de samdriftsfordele, der kan v�re ved, at alarmeringsfunktionenalarmeringscentralfunktionen varetages i tilknytning til varetagelsen af andre opgaver. Der kan f.eks. v�re tale om samdriftsfordele for s� vidt ang�r personaleforbrug, skadestedserfaring, sundhedsfaglig kompetence, administration og daglig ledelse samt bygnings- og lokalem�ssige forhold.

De �konomiske konsekvenser ved �ndringer af den nuv�rende alarmeringscentralfunktion baseres p� erfaringer fra de eksisterende l�sninger i politiets regi, herunder fors�gsordningerne i Aalborg, �rhus og Odense, og for Stork�benhavns vedkommende fra Beredskab Stork�benhavn. Da politiets varetagelse af alarmeringscentralfunktionen i udpr�get grad sker i samdrift med politiets �vrige opgaver, har det imidlertid ikke umiddelbart vist sig muligt at isolere og opg�re de samlede omkostninger ved den eksisterende l�sning i politiets regi.

I det f�lgende redeg�res for konsekvenser ved implementeringen af idealmodellen i fem forskellige strukturer:

Det tilf�jes, at de �konomiske betragtninger er marginalbetragtninger og dermed er udtryk for, hvilke ekstra omkostninger de forskellige strukturer giver anledning til, n�r der er taget h�jde for samdriftsbesparelser. S�ledes kan man ikke alene p� baggrund af de foretagne �konomiske beregninger n�dvendigvis slutte sig til, at de samlede omkostninger for samfundet f.eks. for struktur A er lavere end for struktur C.

Det bem�rkes, at de ansl�ede udgifter er beh�ftet med betydelig usikkerhed - en . usikkerhed, der formodentlig stiger jo mindre strukturen er baseret p� samdrift med allerede eksisterende virksomhed.

Det skal understreges, at de beskrevne strukturer alene er et udvalg af en r�kke muligheder. Det vil s�ledes v�re muligt at opstille flere varianter, f.eks. med endnu f�rre alarmeringscentraler i politiets regi, f�rre alarmeringscentraler i det statslige redningsberedskabs regi osv.. Hensigten med de opstillede strukturer er s�ledes at give en illustration af udgifterne ved forskellige antal alarmeringscentraler og de samdriftsmuligheder, der m�tte v�re i f orskellige organisationsformer.

Struktur A udg�res af:

• 40 kompetencem�ssigt og teknisk opgraderede (som idealmodellen) alarmeringscentraler i provinsen, der med u�ndret personaleforbrug p� hver alarmeringscentral drives af politiet og bemandes af polititjenestem�nd.
• En kompetencem�ssigt og teknisk opgraderet Alarmeringscentral for Stork�benhavn, der med u�ndret personaleforbrug som nu drives og bemandes af K�benhavns Brandv�sen.

Struktur A kan kort karakteriseres som en implementering af funktionskravene fra kapitel 4 i den eksisterende struktur.

Af �konomioversigt bilag 12, underbilag 1, fremg�r det, at en implementering af funktionskravene i struktur A vil medf�re f�lgende ekstraudgifter i forhold til det nuv�rende niveau:

I denne struktur indg�r en samdriftsbesparelse, som muligg�res ved, at politiets d�gnbemandede vagtcentraler sidel�bende med varetagelsen af rene politiopgaver kan varetage de opgaver, der ligger i alarmeringscentralfunktionen.

Politiet varetager allerede i dag alarmeringscentralfunktionen i tilknytning til drift af egen vagtcentral, hvorfor det ikke vil give anledning til egentlige anl�gsomkostninger at forts�tte driften af alarmeringscentraler. Det vil dog i begr�nset omfang kunne blive n�dvendigt at foretage indretningsm�ssige �ndringer. Det bem�rkes endvidere, at en fortsat placering af alarmeringscentralerne p� politistationerne er ensbetydende med, at der ikke vil medg&arin g; yderligere udgifter til sikring af alarmeringscentralerne.

Struktur B udg�res af:

• 13 kompetencem�ssigt og teknisk opgraderede (som idealmodellen) alarmeringscentraler i provinsen, der drives af politiet og bemandes af polititjenestem�nd.
• En kompetencem�ssigt og teknisk opgraderet alarmeringscentral for Stork�benhavn, der med u�ndret personaleforbrug som nu drives og bemandes af K�benhavns Brandv�sen.

De 13 alarmeringscentralers d�kningsomr�der er i denne struktur sammenfaldende med amternes, mens Alarmeringscentralen for Stork�benhavn d�kker K�benhavns Amt, K�benhavns Kommune og Frederiksberg Kommune.

Af �konomioversigt bilag 12, underbilag 2, fremg�r det, at en implementering af funktionskravene fra kapitel 4 i struktur B vil medf�re f�lgende ekstraudgifter i forhold til det nuv�rende niveau:

Ogs� i denne struktur indg�r en samdriftsbesparelse, som muligg�res ved, at politiets d�gnbemandede vagtcentraler sidel�bende med varetagelsen af rene politiopgaver kan varetage de opgaver, der ligger i alarmeringscentralfunktionen.

Politiet varetager allerede i dag alarmeringscentralfunktionen i tilknytning til drift af egen vagtcentral, hvorfor det ikke vil give anledning til egentlige anl�gsomkostninger at forts�tte driften af alarmeringscentraler. Det vil dog i begr�nset omfang kunne blive n�dvendigt at foretage indretningsm�ssige �ndringer. Det bem�rkes endvidere, at en fortsat placering af alarmeringscentralerne p� politistationerne er ensbetydende med, at der ikke vil medg&arin g; yderligere udgifter til sikring af alarmeringscentralerne.

Struktur C udg�res af:

• 13 kompetencem�ssigt og teknisk tidssvarende (som idealmodellen) alarmeringscentraler i provinsen, der bemandes af sundhedsfagligt uddannet personale og drives af amtskommunerne.
• En kompetencem�ssigt opgraderet Alarmeringscentral for Stork�benhavn, der med u�ndret personaleforbrug som nu drives af Beredskabs Stork�benhavn med K�benhavns Brandv�sen som entrepren�r.

Implementering af struktur C medf�rer, at der skal etableres egentlig nye alarmeringscentraler i de enkelte amtskommuner - formentlig i tilknytning til eksisterende virksomhed som f.eks. amtssygehuseneamtskommunernes hovedsygehuse.

De 13 alarmeringscentralers d�kningsomr�der bliver sammenfaldende med den amtskommunale geografiske struktur, s�ledes at hver alarmeringscentral d�kker ét amt, mens Alarmeringscentralen for Stork�benhavn som i dag d�kker K�benhavns Amt, K�benhavns Kommune og Frederiksberg Kommune.

Af �konomioversigt bilag 12, underbilag 3, fremg�r det, at en implementering af funktionskravene fra kapitel 4 i struktur C vil medf�re f�lgende ekstraudgifter i forhold til det nuv�rende niveau:

Samdriftsbesparelserne ved implementering af funktionskravene i struktur C opst�r ved, at alarmeringscentralfunktionen placeres i eksisterende bygninger og ved, at administrationen i forbindelse med driften af centralerne sker inden for rammerne af den eksisterende administration.

Det er forudsat, at den daglige drift af alarmeringscentralfunktionen ikke kan varetages i samdrift med eksisterende d�gnbemandet virksomhed i det amtskommunale sygehusv�sen, idet det m� antages, at der ikke er ledig kapacitet til ogs� at varetage alarmeringscentralfunktionen.

Struktur D udg�res af:

• Syv kompetencem�ssigt og teknisk tidssvarende (som idealmodellen) alarmeringscentraler p� landsplan, der bemandes af s�rligt ansat og uddannet personale og drives af de statslige regionale beredskabscentre. Implementering af struktur D medf�rer, at der skal etableres egentlig nye alarmeringscentraler p� de syv statslige regionale beredskabscentre.

De syv alarmeringscentralers d�kningsomr�der bliver sammenfaldende med beredskabsregionernes og f�lger dermed den geografiske opdeling, der kendes fra den nuv�rende regionsopdeling i totalforsvarssammenh�ng, og det statslige regionale redningsberedskab varetager dermed som entrepren�r alarmeringscentralopgaven.

Af �konomioversigt bilag 12, underbilag 4, fremg�r det, at en implementering af funktionskravene fra kapitel 4 i struktur D vil medf�re f�lgende ekstraudgifter i forhold til det nuv�rende niveau:

Samdriftsbesparelserne ved implementering af funktionskravene i struktur D opst�r ved, at alarmeringscentralfunktionen placeres i eksisterende bygninger, der dog m� forventes tilpasset og ved, at administrationen i forbindelse med driften af alarmeringscentralerne sker inden for rammerne af den eksisterende administration.

Bemandingen af alarmeringscentralerne vil som udgangspunkt ikke kunne ske i samdrift med eksisterende virksomhed p� beredskabscentrene, hvorfor personalebehovet skal d�kkes ved nyans�ttelse af alarmoperat�rer.

Struktur E udg�res af:

• Tre kompetencem�ssigt og teknisk tidssvarende (som idealmodellen) alarmeringscentraler p� landsplan, der bemandes af s�rligt ansat og uddannet personale og drives af et selskab, der best�r af staten, amtskommunerne og kommunerne. Etablering og drift sker uden samdrift med eksisterende virksomhed, hvorfor bl.a. personalebehovet skal d�kkes ved nyans�ttelse af alarmoperat�rer.

Implementering af struktur E medf�rer endvidere som beregningsm�ssigt udgangspunkt, at der skal etableres egentlig nye bygningsm�ssige rammer samt selvst�ndig administration og ledelsesm�ssig organisation for alarmeringscentralerne.

Af �konomioversigt bilag 12, underbilag 5, fremg�r det, at en implementering af funktionskravene fra kapitel 4 i struktur E vil medf�re f�lgende ekstraudgifter i forhold til det nuv�rende niveau:

Struktur E er som udgangspunkt fuldst�ndig l�srevet fra eksisterende virksomhed, hvorfor der ikke opn�s samdriftsbesparelser ved implementering af funktionskravene.

Af kommissoriet fremg�r som n�vnt, at udvalget ud fra en �konomisk, sundheds-, beredskabs- og politifaglig indfaldsvinkel skal fremkomme med forslag til eventuelle forbedringer af alarmeringscentralfunktionen, herunder fremkomme med forslag til organisatorisk placering, antal og geografisk placering af alarmeringscentralerne i Danmark.

I det f�lgende foretages en sammenligning og vurdering af konsekvenserne ved implementering af idealmodellen i de fem strukturer som beskrevet ovenfor. Der fokuseres prim�rt p�, i hvilket omfang strukturerne tilgodeser dels muligheden for styrkelse af den sundhedsfaglige kompetence i tilknytning til alarmeringscentralfunktionen og dels anvendelse af ny teknologi til sikker og hurtig aktivering af relevante dele af beredskabet.

Henset til, at amtskommunerne sk�nsm�ssigt tegner sig for op mod 2/3 af alarmopkaldene vedr�rer anmodning om hj�lp til syge eller tilskadekomne og til, at amtskommunerne samtidig er ansvarlige for fastl�ggelsen af serviceniveauet p� det sundhedsfaglige omr�de, herunder for ambulancetjenesten, er det n�rliggende at sigte efter en struktur, hvor alarmeringscentralens d�kningsomr�de harmonerer med amtsgr�nserne, s&ar ing;ledes at der ikke findes flere alarmeringscentraler inden for den enkelte amtskommune.

Et geografisk sammenfald mellem alarmeringscentralens d�kningsomr�de og amtet kunne medf�re en forenkling af samarbejdsrelationerne i relation til koordineringen af den del af den pr�hospitale indsats, der relaterer sig til alarmeringscentralfunktionen, herunder fastl�ggelse af det sundhedsm�ssige (ambulanceomr�dets) serviceniveau over for amtets borgere. En s�dan synligg�relse af amtskommunens entydige ansvar for det sundhedsfaglige omr�de vi l kunne virke befordrende for den tilsigtede styrkelse af alarmeringscentralens sundhedsfaglige profil. S�ledes vil amtskommunen p� en mere effektiv m�de kunne etablere en f�lles standard for disponering af ambulancer inden for amtet. Endvidere vil amtskommunen kunne udpege en ansvarshavende overl�ge for alarmeringscentralen i amtet, etablere en ordning med sundhedsfaglig supervision af operat�rer p� alarmeringscentralen samt intensivere de sundhedsfaglige aspekter af alarmoperat�rernes uddannelse.

Som det fremg�r, indeb�rer struktur A, B og C, at der fortsat opereres med én alarmeringscentral for Stork�benhavn, der dog kompetencem�ssigt og teknisk opgraderes, som det ogs� er tilf�ldet for de �vrige alarmeringscentralers vedkommende.

En r�kke forhold, der adskiller sig fra situationen i resten af landet, bevirker, at der er fordele ved at opretholde Alarmeringscentralen for Stork�benhavn med sin nuv�rende s�rstatus, hvor alarmeringscentralen drives og bemandes af K�benhavns Brandv�sen.

Alarmeringscentralens d�kningsomr�de er karakteriseret ved en h�j befolkningskoncentration, hvorved alarmeringscentralen kan betjene en stor del af landets befolkning inden for et geografisk set forholdsvis lille omr�de. Endvidere indeb�rer den s�rlige samordning inden for sygehussektoren i form af Hovedstadens Sygehusf�llesskab, at relationerne til det sundhedsfaglige omr�de allerede er enkle og entydige i mods�tning til forholdene i resten af lande t. Alarmeringscentralen for Stork�benhavn har, som n�vnt i kapitel 4, et befolkningsunderlag p� ca. 1,2 millioner indbyggere. Alarmeringscentralens d�kningsomr�de er karakteriseret ved en meget h�j befolkningskoncentration og en s�rlig struktur for s� vidt ang�r sygehussektoren. Herudover giver den s�rlige struktur for brandv�senet og ambulancetjenesten i Stork�benhavn mulighed for at varetage alarmeringscentralfunktionen i samdrift med K�benhavns Brandv�sen. Der er s�ledes i resten af landet generelt ikke mulighed for at bygge p� en tilsvarende struktur, hvor b�de brandv�sen og ambulancetjeneste udf�res af en offentlig myndighed.

Endelig skal det n�vnes, at der generelt ikke har v�ret rejst kritik af den grundl�ggende struktur i organiseringen af Aalarmeringscentralfunktionen for Stork�benhavn.

En del alarmopkald vil - hvad enten det drejer sig om brand, sygdom, ulykke, milj�skader mv. - indeb�re behov for politiindsats. Politiet vil derfor i forbindelse med alarmopkaldene skulle orienteres, hvilket ikke er tilf�ldet for de �vrige beredskabers vedkommende. Politiet har endvidere i visse situationer koordinerende funktioner i forhold til de �vrige beredskabsakt�rer, jf. beredskabsloven � 17. Det er en vigtig foruds�tning for en effektiv koordination, at samarbejdet p�begyndes s� tidligt som muligt. Ved en placering af alarmeringscentralfunktionen i politiets regi sikres desuden, at anmelder kun skal tale med én person (alarmoperat�ren) i b�de anmeldelses- og r�dgivningsfasen. Disse hensyn tilsigertaler for, at alarmeringscentralfunktionen placeres hos politiet.

Struktur A vil - vurderet p� dette grundlag - med forholdsvis mange (41) alarmeringscentraler i forhold til antallet af de sygehusadministrerende amtskommuner (15, herunder Hovedstadens Sygehusf�llesskab) tilgodese de politifaglige interesser, men vil afstedkomme, at der skal koordineres mellem mange alarmeringscentraler, for at den sundhedsfaglige indsats kan styrkes.

Struktur B og struktur C med i alt 14 alarmeringscentraler, der benytter amterne som udgangspunkt for fastl�ggelse af alarmeringscentralernes d�kningsomr�der, vil begge i tilstr�kkeligt omfang tilgodese de sundhedsfaglige interesser, men vil for s� vidt ang�r struktur C ikke tilgodese de politifaglige interesser, idet politiet ikke fra begyndelsen vil v�re involveret i behandlingen af alarmopkald.

En varetagelse af alarmeringscentralfunktionen som i struktur D og struktur E betyder, at alarmeringscentralernes d�kningsomr�der vil omfatte flere amtskommuner. Derimod vil tilknytningen til den nug�ldende regionsstruktur og til det statslige regionale redningsberedskab, for s� vidt ang�r struktur D, betyde, at der umiddelbart skabes mulighed for bedre samlet overblik over tilg�ngelige ressourcer. Tilsvarende giver struktur E mulighed for et bedre samlet overblik over ressourcerne, ligesom uafh�ngigheden af eksisterende organisatoriske strukturer giver mulighed for etableringen af et nyt selvst�ndigt samarbejdsorgan mellem stat, amtskommuner og kommuner, der har det overordnede ansvar for alarmeringscentralerne.

Det m� imidlertid vurderes, at der ikke med struktur D og struktur E opn�s samme t�tte tilknytning mellem alarmeringscentralen og et ofte aktiveret beredskabet som i de �vrige strukturer. De sundhedsfaglige og politifaglige interesser bliver s�ledes ikke i lige s� h�j grad tilgodeset i disse strukturer.

En v�sentlig del af den foresl�ede styrkelse af det sundhedsfaglige aspekt udg�res af alarmoperat�rens r�dgivning af anmelder, bl.a. i forbindelse med r�dgivning om f�rstehj�lp. Ved udv�lgelse af alarmoperat�rer er det v�sentligt, at disse har en praksisorienteret tilgang til at r�dgive anmelder om f�rstehj�lp, da der jo alene er tale om den f�rste hj�lp, indtil den egentlige hj&a elig;lp n�r frem. Hensynet til, at der sker en sikker og hurtig aktivering af relevante dele af beredskabet taler for, at denne funktion varetages af operat�rer, der er rutinerede i effektivt og hurtigt at tilvejebringe informationer om konkrete forhold i interviewsituationer med et bredt udsnit af befolkningen.

Til funktionen som alarmoperat�r vil det uden tvivl v�re muligt at benytte personale med forskellig uddannelsesm�ssig baggrund, n�r blot tilstr�kkelig efteruddannelse sikres. Ved anvendelse af f.eks. sundhedsfagligt uddannet personale m� det s�ledes foruds�ttes, at disse personer f�r efteruddannelse omfattende interviewteknik, kendskab til og erfaring med indsats p� et skadested, kendskab til de �vrige beredskaber osv.. Behovet for en s& aring;dan tilegnelse af mere grundl�ggende f�rdigheder kan s�ledes g�re sig g�ldende ved en eventuel implementering af idealmodellen i struktur C, D og E.

Polititjenestem�nd har p� baggrund af deres uddannelse og tjenesteerfaring foruds�tningerne for at gennemf�re interview med anmelder ved alarmopkald og vil samtidig have en praksisorienteret tilgang til at r�dgive anmelder om f�rstehj�lp, som ligeledes indg�r i politiets grunduddannelse. Polititjenestem�nd er s�ledes i besiddelse af en uddannelse og erfaring, der udg�r en god platform at bygge videre p�.

Det har i den offentlige debat om antallet af alarmeringscentraler v�ret fremf�rt, at lokalkendskab spiller en v�sentlig rolle ved alarmoperat�rens identifikation af skadested mv. Det m� imidlertid vurderes, at den tekniske udvikling, jf. fors�gene i Odense, �rhus og Aalborg med automatiske positioneringsangivelse, mindsker behovet for lokalkendskab betydeligt.

Med en opretholdelse af den nuv�rende geografiske opdeling i 41 d�kningsomr�der for alarmeringscentralerne vil der fortsat v�re flere alarmeringscentraler inden for hver amtskommune. Denne forskel i d�kningsomr�der bevirker bl.a., at styrkelsen af den sundhedsfaglige kompetence i tilknytning til alarmeringscentralfunktionen besv�rligg�res, idet den enkelte amtskommune vil skulle indg� i samarbejdsrelationer i forbindelse med flere forskellige alarmer ingscentraler i amtet. Dermed taler dette forhold for en reduktion i antallet af alarmeringscentraler, s� der maksimalt etableres én pr. amt.

I afsnit 5.6.1. er anf�rt fordele ved et sammenfald mellem amtsopdelingen og alarmerings-centralernes d�kningsomr�der. Endvidere er der redegjort for, at amtskommunen har det faglige og �konomiske ansvar for serviceniveauet p� det sundhedsm�ssige omr�de samt yder assistance i relation til den st�rste del af alarmopkaldene.

N�r sundhedsberedskabet aktiveres af alarmeringscentralen, medf�rer det udgifter for amtskommunerne. S�ledes har amtskommunen det �konomiske ansvar for det beredskab, der oftest aktiveres fra alarmeringscentralen. Det er derfor naturligt, at den enkelte amtskommune indtager en central rolle i forbindelse med beslutningstagning om overordnede og principielle forhold vedr�rende alarmeringscentralfunktionen.

I forl�ngelse af pr�ciseringen af amtskommunernes centrale rolle finder udvalget det v�sentligt at pege p� muligheden for, at der inden for rammerne af struktur B og struktur C kan etableres alarmeringscentraler, der d�kker to eller flere amter.

Der er flere forhold, der kunne tale for en s�dan modificering af struktur B og af struktur C:

Fors�get i �rhus m� antages at vise, at en alarmeringscentral med et befolkningsunderlag p� ca. en halv million indbyggere vil udg�re en funktionsb�rende enhed. Som det fremg�r af figur 2, vil etableringen af en alarmeringscentral i hvert amt ikke n�dvendigvis f�re til en optimal kapacitetsudnyttelse. Dette taler for f�rre alarmeringscentraler, der hver is�r d�kker flere amter.

Nedenst�ende figur 2 illustrerer amtsvis antallet af indbyggere.

F�rre enheder inden for rammerne af struktur B og af struktur C vil formentlig medf�re en reduktion af etableringsomkostningerne, s�rligt for s� vidt ang�r indf�relsen af ny teknik og de dertil knyttede omkostninger. Ved placeringen af de nye st�rre alarmeringscentraler vil man evt. kunne anvende allerede eksisterende faciliteter, f.eks. de eksisterende regionspoliticentraler, de allerede eksisterende installationer, hvor politiet har gennemf&os lash;rt fors�g, eller s�rligt velegnede centralt placerede sygehuse.

Ligeledes kan f�rre enheder inden for rammerne af struktur B og af struktur C medf�re en reduktion af driftsomkostningerne. Det vurderes s�ledes, at det ikke vil medf�re v�sentlige ekstraudgifter til den daglige drift, at der til den enkelte alarmeringscentral knyttes et st�rre befolkningsunderlag, idet kapacitetsudnyttelsen ved en konsekvent opdeling efter amtsstrukturen kan give uhensigtsm�ssig kapacitetsudnyttelse p� den enkelte alarmeringscentral.

Det s�rlige problem, der knytter sig til stedbestemmelse af anmelder i forbindelse med alarmopkald via mobiltelefon, taler ogs� for en reduktion i antallet af alarmeringscentraler. Ved en reduktion af antallet af alarmeringscentraler p� landsplan vil dirigeringen af opkald via mobiltelefon s�ledes kunne ske med st�rre sikkerhed, idet det med anvendelsen af ny teknik vil v�re muligt at lokalisere abonnentens geografiske position tilstr�kkeligt sikkert til at kunn e dirigere mobilopkaldet til rette alarmeringscentral. En generel telefaglig analyse b�r i �vrigt indg� i grundlaget for vurderingen af placering af nye alarmeringscentraler og af disses geografiske d�kningsomr�der.

I forl�ngelse af pr�ciseringen af amtskommunernes centrale rolle er det i relation til vurderingen af de mulige strukturer for en fremtidig alarmeringscentrall�sning v�sentligt at p�pege muligheden for, at der inden for rammerne af struktur B og struktur C kan etableres en f�lles alarmeringscentral for to eller flere amtskommuner.

Der er flere forhold, der kunne tale for en s�dan modificering af struktur B og af struktur C:

De mindre amtskommuner har et s� begr�nset befolkningsgrundlag, med deraf f�lgende mindre belastning af alarmeringscentralfunktionen, at kapacitetsudnyttelsen taler for f�rre alarmeringscentraler. De forel�bige erfaringer fra fors�get i �rhus tyder p� et optimalt befolkningsgrundlag p� ca. 500.000-600.000 indbyggere pr. alarmeringscentral. I den forbindelse er det v�rd at h�fte sig ved, at der i amterne uden for d�kningsomr� det for Alarmeringscentralen for Stork�benhavn i gennemsnit er ca. 316.000 indbyggere pr. amt. Jo mindre befolkningsgrundlaget i et amt er, jo st�rre synes incitamentet at v�re til at lave en f�lles alarmeringscentral, der ogs� d�kker et eller flere andre amter.

Nedenst�ende figur 2 illustrerer antallet af indbyggere amtsvis.

Henset til, at en funktionsb�rende enhedsst�rrelse for en ny alarmeringscentral er ca. 500.000-600.000 indbyggere, indikerer ovenst�ende figur, at en amtsopdeling i flere tilf�lde ikke vil f�re til en optimal kapacitetsudnyttelse. Denne begr�nsede kapacitetsudnyttelse i visse amter taler bl.a. af hensyn til alarmoperat�rens rutinering, herunder i r�dgivning om f�rstehj�lp, for f�rre enheder og dermed for, at der etablere s alarmeringscentraler, der d�kker flere amter.

F�rre enheder inden for rammerne af struktur B og af struktur C vil selvsagt medf�re en reduktion af etableringsomkostningerne, s�rligt for s� vidt ang�r indf�relsen af ny teknik og de dertil knyttede omkostninger. Ved placeringen af de nye st�rre alarmeringscentraler, vil man evt. kunne anvende allerede eksisterende faciliteter, f.eks. de eksisterende regionspoliticentraler, de allerede eksisterende installationer hvor politiet har gennemf�rt fors&osla sh;g, eller s�rligt velegnede centralt placerede sygehuse.

Ligeledes vil f�rre enheder inden for rammerne af struktur B og af struktur C medf�re en reduktion af driftsomkostningerne. Det vurderes s�ledes, at det ikke vil medf�re v�sentlige ekstraudgifter til den daglige drift, at der til den enkelte alarmeringscentral knyttes et st�rre befolkningsgrundlag, idet kapacitetsudnyttelsen ved en konsekvent opdeling efter amtsstrukturen kan give lav kapacitetsudnyttelse p� den enkelte alarmeringscentral.

Det s�rlige problem, der knytter sig til stedbestemmelse af anmelder i forbindelse med alarmopkald via mobiltelefon, taler for en reduktion i antallet af alarmeringscentraler. Ved en reduktion af antallet af alarmeringscentraler p� landsplan vil kanaliseringen af opkald via mobiltelefon s�ledes kunne ske med st�rre tr�fsikkerhed, idet det med anvendelsen af ny teknik vil v�re muligt at lokalisere abonnentens geografiske position tilstr�kkeligt sikkert til at kun ne dirigere mobilopkaldet til rette alarmeringscentral.

Etableringsomkostningerne i forbindelse med implementering af udvalgets anbefalinger til funktionaliteten varierer prim�rt med antallet af alarmeringscentraler og antallet af (d�gn-)bemandede arbejdsstationer p� den enkelte alarmeringscentral, hvilket fra en �konomisk synsvinkel taler for etableringen af s� f� alarmeringscentraler og arbejdsstationer som muligt. Det bem�rkes dog, at tendensen er, at meget f� alarmeringscentraler p& aring; landsplan skaber behov for flere arbejdsstationer p� den enkelte alarmeringscentral.

Omfanget af etableringsomkostningerne taler i sig selv for et f�rre antal alarmeringscentraler. Herved vil der ogs� kunne opn�s en bedre kapacitetsudnyttelse i alarmeringscentralernes drift, hvilket samtidig kan im�dekomme �nsket om rutinering af operat�rerne.

I nedenst�ende tabel fremg�r for de enkelte strukturer henholdsvis ekstraudgifter til etablering og til l�bende drift pr. �r ved implementering af idealmodellen i de respektive strukturer.

En sammenstilling af de ekstra etablerings- og driftsomkostninger illustreres i nedenst�ende s�jlediagram.

Umiddelbart forekommer de �rlige ekstra driftsomkostninger at v�re store i forhold til etableringsomkostningerne. Dette skyldes dog prim�rt, at de ekstra l�nudgifter til drift af alarmeringscentralerne dels er st�rkt afh�ngige af eventuelle samdriftsmuligheder dels i sig selv vejer tungt i driftsomkostninger, fordi de d�kker over d�gnbemanding af op til flere alarmoperat�rer.

Det bem�rkes, at de �konomiske betragtninger er marginalbetragtninger og dermed er udtryk for, hvilke ekstra omkostninger de forskellige strukturer giver anledning til, n�r der er taget h�jde for samdriftsbesparelser. S�ledes kan man ikke alene p� baggrund af de foretagne �konomiske beregninger n�dvendigvis slutte sig til, at de samlede omkostninger for samfundet f.eks. for struktur A er lavere end for struktur C.

De �konomiske konsekvensberegninger for implementeringen i de enkelte strukturer viser meget tydeligt, at det er de l�bende ekstra driftsomkostninger, som er udslagsgivende for, hvilken struktur der ud fra en marginal�konomisk betragtning er mest fordelagtig. Dette forhold illustreres ved nedenst�ende kurvediagram, der for de enkelte strukturer viser de akkumulerede samlede omkostninger til etablering og drift af alarmeringscentralfunktionen p� landsplan som en funktion a f tiden.

Som det fremg�r af figuren, er omkostningsniveauet ved struktur B det laveste b�de i forbindelse med selve etableringen i �r nul ("0") og i �rene fremover. Det ses, at struktur E, som ellers omfatter det f�rreste antal alarmeringscentraler, ikke er �konomisk konkurrencedygtig i forhold til struktur B. Dette skyldes i det v�sentligste, at der i struktur E ikke indh�stes samdriftsbesparelser.

Samdriftsbesparelsen i struktur B muligg�res ved, at politiets d�gnbemandede vagtcentraler sidel�bende med varetagelsen af rene politiopgaver varetager de opgaver, der omfattes af alarmeringscentralfunktionen. Dermed aktiveres de latente ressourcer, der ligger i, at politiet, uanset varetagelsen af alarmeringscentralfunktionen eller ej, skal opretholde en d�gnbemandet vagtcentralfunktion i forbindelse med l�sning af egne opgaver p� det rent politim�ssige omr �de.

Alarmeringscentralernes nuv�rende placering er historisk betinget og illustrerer, at det er muligt at drive centralerne med forskellige organisatoriske udgangspunkter, hvilket der ogs� i det foreg�ende er redegjort for. Som eksempel kan n�vnes, at Alarmeringscentralen for Stork�benhavn drives af K�benhavns Brandv�sen p� Beredskab Stork�benhavns vegne, mens alarmeringscentralerne uden for det stork�benhavnske områ ;de drives af politiet.

F�lles for centralerne er, at de drives i offentligt regi. Alarmeringscentralerne tr�ffer ved de dispositioner, som foretages i forbindelse med modtagelse og videregivelse af alarmopkald, afg�relser direkte i forhold til den enkelte borger. En s�dan myndighedsud�velse kan i henhold til almindelige forvaltningsretlige principper kun overlades til private, hvis der er direkte lovhjemmel hertil.

Udvalget foresl�r ikke en s�dan hjemmel til privat opgavevaretagelse indf�rt. Det er s�ledes udvalgets vurdering, at en fortsat varetagelse i offentligt regi vil medvirke til at sikre en fortsat tillid til, at de dispositioner, som i kritiske situationer foretages af alarmeringscentralerne, sker uafh�ngig af forretningsm�ssige interesser. Derimod vil amtskommunerne efter udvalgets opfattelse efter almindelige kommunalretlige grunds�tninger - alts� uden lov hjemmel - kunne varetage alarmeringscentralfunktionen som et accessorium til amtskommunernes opgaver efter sygehuslovgivningen. Det m� dog antages, at amtskommunernes overtagelse af den n�vnte opgave foruds�tter en aftale med de statslige myndigheder, bl.a. fordi opgaver, der er placeret p� ét administrativt niveau (her det statslige) kun i helt s�rlige tilf�lde kan overlades til et andet administrativt niveau uden lovhjemmel.

Udvalget har i de foreg�ende kapitler s�gt at kortl�gge alarmeringscentralernes nuv�rende funktionalitet og at anvise en r�kke forbedringsmuligheder. Desuden har udvalget s�gt at belyse mulighederne for at drive alarmeringscentralerne i samdrift med andre d�gnbemandede funktioner og i selvst�ndigt regi. I det f�lgende redeg�res for udvalgets konklusioner og anbefalinger.

Det er udvalgets opfattelse, at der uanset den fremtidige organisatoriske tilknytning vil v�re behov for at reducere antallet af alarmeringscentraler. Der er b�de sundhedsfaglige, tekniske og �konomiske argumenter herfor.

Sundhedsfagligt vil f�rre alarmeringscentraler s�ledes �bne mulighed for at give den enkelte alarmoperat�r en forbedret uddannelse og en st�rre rutine i at r�dgive personer i forbindelse med ulykker og sygdomstilf�lde. Et f�rre antal alarmeringscentraler vil ligeledes forenkle arbejdet med at sikre ensartede visitationsretningslinier for disponering af ambulancer inden for det enkelte amt, ligesom amtskommunernes muligheder for at stille sundhedsfaglig ek spertise til r�dighed for alarmeringscentralerne vil blive forbedret.

Teknisk vil der - efterh�nden som de forbedringer, der er anvist i kapitel 4, indf�res - med teleselskabernes bistand blive mulighed for en pr�cis geografisk at stedf�ste, hvortil der skal udsendes assistance. Afh�ngigheden af alarmoperat�rens lokalkendskab bliver som f�lge heraf mindre, og derved forsvinder en v�sentlig del af begrundelsen for det nuv�rende, meget fintmaskede net af alarmeringscentraler.

Endvidere vil et f�rre antal alarmeringscentraler medvirke til at l�se det tekniske problem, der i dag best�r i, at alarmopkald fra mobiltelefoner ikke automatisk dirigeres til relevante alarmerings-central. Ved et reduceret antal alarmeringscentraler vil det blive nemmere at foretage en automatisk dirigering af alarmopkaldet direkte til den relevante alarmeringscentral. Hertil kommer, at der ogs� for mobiltelefonopkalds vedkommende fremover vil v�re teknisk mulighed for en ret pr�cis geografisk at stedf�ste identifikation af, hvorfra opkaldet foretages, s�ledes at den samlede ekspeditionstid p� disse alarmopkald kan nedbringes.

Endelig vil koncentration af alarmeringscentralfunktionen p� f�rre enheder �konomisk g�re det mere overkommeligt at foretage investering i samt drift og vedligeholdelse af nyt teknisk udstyr til alarmeringscentralerne.

Sp�rgsm�let er herefter, hvor mange centraler der b�r stiles imod. Udvalget har i kapitel 5 vurderet forskellige st�rrelser af alarmeringscentraler. Der vil uden tvivl v�re basis for at skabe et betydeligt st�rre befolkningsunderlag for den enkelte central. S�ledes kan der peges p�, at en gennemsnitlig alarmeringscentral i provinsen i dag har ca. 100.000 indbyggere som grundlag, mens Alarmeringscentralen for Stork�benhavn betjener en befolkning p � ca. 1,2 million indbyggere. For Stork�benhavns vedkommende skal dog peges p�, at der samtidig er tale om et forholdsvis lille geografisk omr�de.

Udvalget har valgt at pege p� en l�sning, hvor den nuv�rende Alarmeringscentral for Stork�benhavn bevares, men s�ledes at der i den �vrige del af landet sker en samling af funktionerne p� maksimalt 13 centraler - som udgangspunkt én i hvert amt, jf. beskrivelsen af strukturerne B og C i kapitel 5.

Udvalget har overvejet en endnu mere vidtg�ende koncentration af alarmeringscentralfunktionen, jf. f.eks. strukturerne D og E i kapitel 5. N�r udvalget alligevel som udgangspunkt peger p� en struktur med op til 13 alarmeringscentraler uden for Stork�benhavn, skyldes det hensynet til, at der herved opn�s den �nskede koncentration af funktionen p� f�rre enheder, jf. ovenfor, og at der hermed vil blive mulighed for at styrke alarmeringscentralens samspil med sygehussektoren. Det vil s�ledes inden for det enkelte amt - uanset alarmeringscentralens organisatoriske placering - blandt andet blive muligt at sikre en ensartet ambulancedisponering, som bl.a. er tilrettelagt under hensyn til amtskommunens indretning af akutfunktioner p� sygehusene og det tilh�rende niveau for ambulancetjenesten. Udvalget skal dog pege p�, at det i nogle tilf�lde formentlig vil v�re hensigtsm�ssigt, at der etableres alarmeringscentraler, der d �kker to eller flere amter..

For de �vrige beredskabers vedkommende vil koncentration af alarmeringscentralerne p� f�rre enheder n�ppe give anledning til st�rre forandringer. Ogs� i dag skal alarmeringscentralen kunne h�ndtere alarmering af flere kommuners individuelt tilrettelagte beredskab. Med et st�rre antal kommuner pr. alarmeringscentral vil denne opgave naturligvis blive mere kompleks, men det m� samtidig p�regnes, at det som led i den almindelige teknologiske for nyelse efterh�nden bliver muligt ogs� at aktivere kommunernes redningsberedskaber p� samme enkle m�de som ambulanceberedskabet, nemlig ved elektronisk videregivelse af alarmmelding.

For politiets vedkommende vil der ske den forandring, at i hvert fald en r�kke af de nuv�rende politistationers alarmeringscentraler fremover bliver vagtcentraler alene for politiopgaven. Ogs� i dag findes der imidlertid politikredse, som d�kkes af andre kredses alarmeringscentraler, og i Stork�benhavn indeb�rer den g�ldende ordning, at centralen p� K�benhavns Politig�rd ogs� her alene fungerer som vagtcentral for politiopgaven. I forbin delse med de p�pegede tekniske forbedringsmuligheder m� det for politiets vedkommende - ligesom for de kommunale redningsberedskaber - foruds�ttes, at det efterh�nden bliver muligt at videregive alarmmeldinger elektronisk fra alarmeringscentralen til de enkelte politistationer.

Herefter udest�r sp�rgsm�let om valg af organisatorisk indplacering af alarmeringscentralerne.

Det er udvalgets vurdering, at politiet p� det givne grundlag hidtil har varetaget alarmeringscentralfunktionen p� tilfredsstillende vis, og at udvalgets forskellige forbedringsforslag ogs� lader sig implementere ved en fortsat varetagelse i politiets regi.

Udvalget har i tilknytning hertil lagt v�gt p� hensynet til at bevare ét f�lles alarmnummer for alle typer af indsatser. Danmark er som f�lge af en EF-r�dsbeslutning fra 1991 forpligtet til at anvende alarmnummeret 1-1-2, men visse europ�iske lande har som supplement hertil valgt at anvende yderligere alarmnumre afh�ngig af typen af h�ndelser, jf. f.eks. beskrivelsen af det norske system i kapitel 3.

Det er udvalgets vurdering, at det ikke b�r v�re anmelderen selv som i en kritisk situation via valg af alarmnummer skal tage stilling til, hvilke beredskaber der skal aktiveres. Som n�vnt vil flere ofte forekommende situationer, som f.eks. f�rdselsuheld med personskade, kr�ve indsats af flere beredskaber samtidig. Udvalget till�gger det betydning, at der ét sted, nemlig p� en koordinerende alarmeringscentral, skabes et overblik over, hvilke beredskaber d er er aktiveret i forbindelse med indsatser, herunder kombinerede indsatser.

Hertil kommer, at 1-1-2 nummeret efter flere informationskampagner efterh�nden er godt indarbejdet i befolkningens bevidsthed som det f�lles alarmnummer. �ndring til flere alarmnumre vil kr�ve fornyet information og give anledning til usikkerhed.

Udvalget skal herefter pege p�, at alarmeringscentralerne uden for Stork�benhavn fortsat placeres hos politiet, og at Alarmeringscentralen for Stork�benhavn forts�tter i det nuv�rende regi.

Baggrunden herfor er f�lgende:

Som det fremg�r af de foreg�ende kapitler, vil der i betjeningen af en alarmeringscentral kunne bygges p� flere forskellige uddannelsesm�ssige foruds�tninger. Men uanset om der satses p� personer med en sundhedsfaglig eller med en politim�ssig baggrund, vil det v�re n�dvendigt med en efteruddannelse eller optr�ning i de s�rlige kvalifikationer, som m� foruds�ttes hos en alarmoperat�r.

Det er et f�lles tr�k ved samtlige alarmeringscentraler, at der anvendes personer med skadestedserfaring i funktionen som alarmoperat�r. Dette er en naturlig del af politiets erfaringsgrundlag, og p� Alarmeringscentralen for Stork�benhavn har alarmoperat�rerne tilegnet sig skadestedserfaring via ambulancek�rsel.

Dette erfaringsgrundlag m� fortsat vurderes som en meget v�sentlig kvalifikation hos alarmoperat�rerne. Det m� alt i alt vurderes, at politiet i betjeningen af alarmeringscentralerne har en r�kke uddannelsesm�ssige kvaliteter, der ogs� fremover er velegnede til at bygge videre p�. Udvalget har specielt peget p� de muligheder for sundhedsfaglig opkvalificering af alarmoperat�rerne, som kan ligge i den foresl�ede tilknytning af l�ge faglig ekspertise til alarmeringscentralerne. Hertil kommer den st�rre rutine, som koncentrationen af alarmeringscentralfunktionen vil medf�re.

Udvalget henleder opm�rksomheden p�, at n�dvendigheden af en sundhedsfaglig baggrund hos alarmoperat�ren f�rst og fremmest relaterer sig til, at alarmoperat�ren skal kunne give enkle f�rstehj�lpsr�d. Disse r�d skal, for at have st�rst mulig effekt, gives samtidig med, at operat�ren i l�bet af samtalen videregiver (supplerende) oplysninger om alarmen til ambulancepersonalet. Med henvisning hertil vurderer udvalget, at de r i dette led f�rst og fremmest er behov for praksisorienteret viden om f�rstehj�lp, mens yderligere ekspertise - jf. de beskrevne funktionskrav i kapitel 4 - eventuelt kan inddrages f.eks. til st�tte for ambulancepersonalet.

Endvidere b�r den sundhedsfaglige baggrund v�re s� tilstr�kkelig solid, at alarmoperat�ren bliver i stand til p� kvalificeret vis at disponere de til situationen passende ressourcer. Til belysning af alarmoperat�rers uddannelse, kan det n�vnes, at der i Sverige indg�r 40 timers sundhedsfaglig undervisning i alarmoperat�rernes uddannelse. Det indg�r i udvalgets anbefalinger, at der fremover gives alarmoperat�rerne i Danmark en su ndhedsfaglig uddannelse p� et passende niveau. Endelig er det politiet, der i henhold til g�ldende lovgivning har ansvaret for opretholdelse af ro og orden samt for koordineringen af den samlede indsats ved st�rre fredstidsskader.

Til grund for udvalgets anbefaling ligger naturligvis ogs� en vurdering af de �konomiske konsekvenser af de beskrevne strukturforslag, jf. kapitel 5. Udvalgets anbefaling, der svarer til den beskrevne struktur B eller antalsm�ssigt modificerede versioner heraf, m� s�ledes vurderes at v�re den l�sning, der p� den mest �konomiske m�de tilgodeser gennemf�relsen af de forbedringer, som udvalget har peget p�, herunder den sundhedsfagl ige styrkelse af alarmeringscentralerne.

Som anf�rt i kapitel 4 b�r der i tilknytning til hver alarmeringscentral etableres et samarbejde mellem beredskabsmyndighederne.

De fleste steder i landet er der allerede i dag etableret formaliserede samarbejdsfora mellem beredskabsmyndighederne. Dette sker bl.a. i form af pr�hospitale udvalg samt faste samarbejds- og planl�gningsm�der. Udvalget anbefaler, at de allerede eksisterende pr�hospitale udvalg udvikles og udbygges, s� de fremover ogs� kommer til at fungere som kontakt- og koordineringsfora i relation til alarmeringscentralfunktionen.

I de af amtskommunerne nedsatte pr�hospitale udvalg kan foruden repr�sentanter for amtskommunen og politiet Heri kan - ud over politiet - indg� repr�sentanter for amtskommunen, kommuneforeningen kommunerne. og det statslige regionale redningsberedskab. Der m� lokalt tages stilling til, om andre eventuelt ad hoc skal have mulighed for at deltage. Dette vil f.eks. kunne dreje sig om det statslige regionale redningsberedskab og private entrepren�rer p� brand- og am bulanceomr�det.

Udvalget har i kapitel 4 opstillet en r�kke funktionskrav til fremtidige alarmeringscentraler og har i kapitel 5 gennemg�et forskellige mulige strukturer for alarmeringscentraler. I afsnit 6.1. ovenfor er der taget stilling til, hvilken struktur der m� foretr�kkes.

P� basis heraf kan udvalget sammenfatte sine forslag s�ledes:

Udvalget er opm�rksom p�, at udvalgets forslag og anbefalinger ikke lader sig realisere fra dag til anden. Der vil s�ledes i meget vidt omfang v�re tale om en kontinuerlig forbedringsproces, hvor der hele tiden m� tages hensyn til nye tekniske muligheder og �ndringer i kravene til alarmeringscentralernes funktion.

Som en mulig vej til at igangs�tte en implementering af udvalgets forslag, kan der peges p� f�lgende:

For at indh�ste erfaringer med de organisatoriske, tekniske og �konomiske forhold, der er forbundet med den foresl�ede �ndring af alarmeringscentralerne, anbefales at gennemf�re et pilotprojekt p� et antal alarmeringscentraler med et befolkningsunderlag p� ca. en halv million indbyggere. Mest hensigtsm�ssigt kan pilotprojektet gennemf�res p� politiets alarmeringscentraler i Aalborg, �rhus og Odense, dog s�ledes at alarmeringscent ralernes geografiske d�kningsomr�der udvides, s� de bliver sammenfaldende med de amter, hvori de er beliggende. Derved opn�s mulighed for at afpr�ve de sundhedsfaglige elementer, som udvalget har foresl�et styrket. Endvidere vil udvidelsen af de tre alarmeringscentralers d�kningsomr�der bevirke, at der g�res erfaringer med forskellige st�rrelser af befolkningsunderlag i n�rheden af en halv million indbyggere. Det bem�rkes, at der ved de foresl�ede tre alarmeringscentraler i Aalborg, �rhus og Odense allerede er installeret en del af den ny teknik mv., som udvalget anbefaler.

N�r pilotprojektet er gennemf�rt, og de indh�stede erfaringer er dokumenteret, vil der v�re tilvejebragt et grundlag for efterf�lgende afklaring af, hvad der er et optimalt befolkningsunderlag for en ideel alarmeringscentralfunktion, hvad der er de reelle �konomiske konsekvenser ved implementeringen, og hvad man s�rligt skal tage h�jde for ved implementeringen.

Ovenn�vnte afklaring vil sammen med n�rv�rende rapport kunne udg�re et egentligt beslutningsgrundlag i forbindelse med de forhandlinger, der efter gennemf�relsen af pilotprojektet m� finde sted mellem Rigspolitiet og Amtsr�dsforeningen. Mellem disse parter m� der ske en endelig afklaring dels af, i hvilket omfang det vil v�re hensigtsm�ssigt, at en alarmeringscentral d�kker flere amter dels af, hvor de fremtidige alarmeringscentraler pla ceres. Som den myndighed, der er ansvarlig for indretning, bemanding og drift af alarmeringscentralen, er det Rigspolitiet, der tr�ffer den endelige beslutning om, p� hvilke politistationer alarmeringscentralerne skal indrettes. Af hensyn til samarbejdet med sygehusmyndigheden b�r det tilstr�bes, at alarmeringscentralen placeres s� t�t ved amtskommunens hovedsygehus som muligt.

Der igangs�ttes i et enkelt amt, hvis befolkningsgrundlag er tilstr�kkeligt stort til at b�re en selvst�ndig alarmeringscentral, et pilotprojekt, hvorefter alarmeringscentralfunktionen samles p� én politistation i amtet og p� et teknisk niveau som anbefalet. Pilotprojektet, der f.eks. gennemf�res i l�bet af �r 2000, skal danne grundlag for at afpr�ve de organisatoriske, tekniske og �konomiske forhold, der er forbundet med den fo resl�ede �ndring af alarmeringscentralerne.

Det foresl�s endvidere, at der via forhandling mellem Justitsministeriet og Amtsr�dsforeningen sker en afklaring af, hvor de fremtidige alarmeringscentraler placeres, og hvilke alarmeringscentraler der hensigtsm�ssigt kan d�kke to eller flere amter.

Der udest�r endvidere en afklaring i relation til finansieringen af de af udvalget foresl�ede anbefalinger. I den forbindelse har udvalget gjort sig nogle overvejelser om, i hvilket omfang der kan sondres mellem aktiviteter, der kan kategoriseres dels som v�rende ordin�r ajourf�ring og vedligeholdelse, dels egentlige nye opgaver og aktiviteter. Denne sondring synes at have betydning i vurderingen af, hvorvidt de ansvarshavende myndigheder/akt�rer med rette kan siges at have krav p� kompensation fra anden side.

Yderligere har det i denne sammenh�ng indg�et i udvalgets overvejelser, i hvilken udstr�kning det kunne v�re relevant at inddrage opn�ede besparelser - som f�lge af anbefalingernes effektiviserende virkning - i opg�relsen over de enkelte akt�rers �konomiske nettobelastning ved implementering af anbefalingerne.

Tr�ffes der beslutning om at gennemf�re udvalgets forslag, vil der for politiets vedkommende ske en afklaring, som kan danne basis for at fuldf�re den teknologiske modernisering af alarmeringscentralerne. Med de givne anbefalinger om hensigtsm�ssigt befolkningsunderlag pr. alarmeringscentral synes det rimeligt, at der for statslige bevillinger etableres 6 til 8 alarmeringscentraler uden for Stork�benhavn, s�ledes at nogle af disse d�kker flere amter. De t bem�rkes, at der ved udbygningen kan bygges p� den allerede etablerede nye teknik p� tre politistationer. En r�kke af udgifterne til udbygningen m� anses for at v�re en naturlig del af politiets almindelige virksomhed, men det kan ikke udelukkes, at der navnlig i investeringsperioden kan v�re behov for ekstrabevillinger. Dette behov m� i givet fald afklares ved de interne statslige budgetforhandlinger.

Politiet m� ved opg�relsen af sit bevillingsbehov - sammen med telemyndigheden og Beredskabsstyrelsen - afklare omfanget af teleselskabernes forpligtelse til at medvirke ved gennemf�relsen af de tekniske oml�gninger, herunder behovet for udstedelse af bekendtg�relse i medf�r af beredskabslovens � 47.

For amtskommunernes vedkommende vil et f�rre antal alarmeringscentraler medvirke til at effektivisere ambulancedisponeringen og forbedre samarbejdet med sygehusv�senet. Amtskommunernes bidrag til den nye struktur vil navnlig v�re at bidrage til en sundhedsfaglig opkvalificering af alarmeringscentralerne. Da denne opkvalificering er i amtskommunernes interesse, ogs� �konomisk, og da samarbejdet - i mods�tning til i dag - vil v�re koncentreret om ret f&arin g; enheder, m� det vurderes, at der for amtskommunerne ikke vil v�re nettoudgifter forbundet med udvalgets forslag. I tilf�lde, hvor der m�tte vise sig at v�re modstridende sundhedsm�ssige og politim�ssige hensyn for s� vidt ang�r placering af alarmeringscentralerne, vil det v�re naturligt, at de �konomiske aspekter heraf inddrages i de �rlige �konomiforhandlinger med Amtsr�dsforeningen.

For Beredskab Stork�benhavn har udvalget forudsat, at der vil v�re forskellige udgifter forbundet med at n� op p� det funktionsniveau med hensyn til teknik og uddannelse, som udvalget har anbefalet. Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at denne forbedring vil kunne opn�s gennem den l�bende vedligeholdelse og modernisering, som p�g�r p� Alarmeringscentralen for Stork�benhavn. Beredskab Stork�benhavn og Amtsr�dsforeningen har p�peget de s�rlige forhold, der g�r sig g�ldende for Alarmeringscentralen for Stork�benhavn, idet vedligeholdelse, modernisering og drift finansieres af K�benhavns og Frederiksberg Kommuner samt K�benhavns Amtskommune, hvorimod alarmeringscentralerne i den �vrige del af landet finansieres af staten. Parterne er af den principielle opfattelse, at der p� landsplan b�r v�re en ensartet placering af de med opgaverne forbundne �k onomiske forpligtelser. Udvalget er opm�rksom p�, at der med en forts�ttelse af den s�rlige stork�benhavnske ordning fortsat ikke vil v�re opn�et en s�dan ensartethed, men udvalget har ikke fundet at kunne tage stilling hertil. Amtsr�dsforeningen har derfor p�peget, at dette aspekt b�r indg� i de videre overvejelser om opf�lgningen p� udvalgets rapport.

For kommunernes vedkommende er der behov for, at disse koordinerer nyanskaffelser af teknik med implementering af udvalgets anbefalinger.