L 242
Forslag til lov om ændring af konkurrenceloven.
(Fusionskontrol, Konkurrencerådets sammensætning,
decentralisering m.v.).
Af erhvervsministeren (Pia Gjellerup).
Lov nr 416 af 31. maj 2000.
Ordførere: (1.beh) Jytte Wittrock (S), Svend Erik Hovmand
(V), Pernille Sams (KF), Jørn Jespersen (SF), Egil Møller
(DF), Sonja Albrink (CD), Morten Helveg Petersen (RV),
Frank Aaen (EL), Ole M. Nielsen (KRF) og Kirsten Jacobsen
(FRI).
Efter 1.beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).
Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.
Resume:
Loven indebærer bl.a. følgende ændringer i
konkurrenceloven:
- Indførelse af national fusionskontrol (når de deltagende
virksomheder tilsammen har en omsætning på mindst 3,8 mia.
kr.),
- bødestraf ved førstegangsmisbrug af dominerende stilling
(dog først fra 1. juli 2002),
- kriterier for afgrænsning af det relevante marked,
- regler for kontrol med offentlig støtte til bestemte
former for erhvervsvirksomhed,
- såkaldte tilbudskarteller skal ikke være undtaget fra
forbudet mod konkurrencebegrænsende aftaler uanset
virksomhedernes omsætninger,
- hjemmel til at videregive oplysninger til andre landes
konkurrencemyndigheder og
- hjemmel for de danske konkurrencemyndigheder til at
anvende EF-Traktatens konkurrenceregler direkte (art. 81 om
konkurrencebegrænsende aftaler m.v. og art. 82 om misbrug
af dominerende stilling).
Derudover indeholder loven ændringer af mere
administrativ karakter, herunder at partshøringen i
forbindelse med Konkurrencerådets afgørelser skal omfatte
hele udkastet til afgørelse.
Baggrund:
Ifølge lovforslagets bemærkninger var formålet med
ændringerne hovedsagelig at tilnærme de danske regler til
EU's og de øvrige EU-landes konkurrenceregler for at sikre
en mere effektiv konkurrence på det danske marked.
Lovforslaget fik sin endelige udformning efter vedtagelse
af en række ændringsforslag fremsat af erhvervsministeren.
Ændringsforslagene var et resultat af et forlig mellem
regeringen og V, KF, CD og KRF.
Afstemning:
Lovforslaget vedtaget med 89 stemmer (S, V, KF, DF, CD,
RV og Frank Dahlgaard (UP)) mod 13 (SF, EL og FRI).
Lov nr 416 af 31. maj 2000