Kulturministeren (Elsebeth Gerner Nielsen):
Jeg er så glad for, at det ikke kun er mig, der synes, det
her er et vældig vigtigt lovforslag. Tusind tak for alle de
positive bemærkninger, som lovforslaget allerede har fået med
på vejen!
For regeringen har det været afgørende med den her
lovgivning at sikre en ligestilling af alle medier, at sikre,
at der fortsat i det danske samfund er lige adgang til viden
og kultur, sådan som fru Hanne Andersen formulerede det.
Hvorfor nu det? Hvorfor lige adgang til viden og
kultur? Fordi det er den afgørende forudsætning for at sikre
sammenhængskraften i det danske samfund. Forudsætningen for,
at vi stadig kan sige »vi«, er, at vi har en fælles
referenceramme, at vi har en fælles viden, at vi har et
fælles kendskab til vores historie, at vi holder vores sprog
ved lige, at vi i det hele taget ved, hvem vi er, og også
hjælper hinanden med at finde ud af: Hvad er det, vi vil i
retning af?
I den sammenhæng spiller bibliotekerne en fuldstændig
afgørende rolle. Der er ikke ret mange andre
kulturinstitutioner, der har større betydning for
demokratiets udvikling og for befolkningens mulighed for at
deltage i demokratiet. Bibliotekerne er afgørende, når det
drejer sig om at undgå at få samfundet splittet op i et A- og
et B-hold: et A-hold, som er med, og som ved, hvad der sker i
samfundet, og et B-hold, som sidder på bagperronen.
For regeringen har det også været afgørende at sikre, at
de nye medier kommer ind på bibliotekerne, uden at det går ud
over bøgerne, for det er jo rigtigt, at mange biblioteker har
været fremsynede og har investeret i den nye teknologi og i
de nye medier, og det er så sket - desværre - på bekostning
af bogindkøbene. Den udvikling vil vi meget gerne være med
til at stoppe, og det er så også baggrunden for, at der
følger penge med lovforslaget. Når loven er fuldt
implementeret, vil bibliotekerne få 100 mio. kr. ekstra om
året. Og det håber jeg vil sikre, at der fortsat købes
rigeligt med bøger på de danske biblioteker. Selv om de
øvrige medier er afgørende og vigtige at få ind på
bibliotekerne, må det endelig ikke ske på bekostning af
bøgerne.
Hr. Kim Andersen mente, at vi ikke skulle bruge ordet
»skal« så mange gange, som vi gør i lovgivningen, at vi
hellere skulle erstatte »skal« med »bør«, når det f.eks.
drejer sig om de musikbærende materialer og cd-rom. Men det
er præcis sådan, det er i dag, og det, regeringen gerne har
villet, er at sikre, at alle biblioteker og alle borgere -
lad mig formulere det på den måde: alle borgere - i det
danske samfund rent faktisk har adgang til alle de nye
medier. Så det er meget med vilje, at dette »bør« er
erstattet med et »skal«.
Hr. Kim Andersen havde også en forestilling om, at vi
skulle skelne mellem det, der er ren underholdning og pjat,
og så det alvorlige. Som gammel folkeoplyser ved jeg, at det
er meget vanskeligt at lave den slags skel. Ofte er det
sådan, at det er meget nemmere at lære noget alvorligt, når
det foregår på en underholdende måde.
Det, der driver værket, når det drejer sig om at erkende
og om at få viden, er lysten, og derfor er det fuldstændig
fundamentalt, at vi via vores undervisningssystem, vores
skoler og uddannelsesinstitutioner, og via vore biblioteker
sørger for at understøtte borgernes lyst til at søge viden,
til at blive klogere. Og det gør vi ved at stille mange
forskellige medier til rådighed og ikke ved at lave et mere
eller mindre tilfældigt skel mellem, hvad vi betragter som
underholdende, og hvad vi betragter som alvorligt.
Hvis vi eksempelvis skal have drengene til at komme på
biblioteket, er det afgørende, at der er computere, og at der
er spil. I dag er det sådan, at især pigerne benytter sig af
bibliotekerne, og det gør de, fordi piger har en større
tradition for at læse bøger end drengene. Men vi ved også, at
det er vigtigt at få drengene ind på bibliotekerne, og den
måde, vi kan lokke dem på, jamen det er ved at have spil på
bibliotekerne. Nu står der ikke noget i lovgivningen om, at
bibliotekerne skal stille spil til rådighed, men jeg tror
rent faktisk, det ville være klogt, at bibliotekerne gjorde
det.
Under alle omstændigheder er det op til bibliotekerne
selv at finde ud af: Hvad er det for nogle materialer, vi
mener at borgerne i vores kommune skal have adgang til? Alle
medier skal være til rådighed, men det er stadig op til
bibliotekaren at foretage indkøbene. Det er ikke os, der
sidder her i Folketinget, og det er heller ikke
kulturministeren, der skal ud og definere, hvad det er for
bøger, eller hvad det er for cd-rom'er, eller hvad det er for
musik, der skal indkøbes.
Både hr. Brian Mikkelsen og hr. Kim Andersen og hr. Ole
M. Nielsen er bekymrede for bibliotekslovens betydning for de
små kommuner. Fru Hanne Andersen har allerede været oppe at
forklare, at det her ikke behøver at blive et problem for de
små kommuner, og jeg vil gerne supplere med, at formålet med
den her lovgivning først og fremmest, når vi snakker små
kommuner/store kommuner, er at sikre et større samarbejde
mellem de små kommuner og de store kommuner. Der er lagt op
til, at man kan lave råd på tværs af kommunegrænserne, altså
biblioteksråd, og der lægges op til, at bibliotekerne kan
specialisere sig. Man kunne f.eks. forestille sig, at nogle
af de små biblioteker, som har svært ved at klare sig, får en
opgave som specialbibliotek i forhold til det lidt større
bibliotek, som måske ligger i den lidt større kommune.
Hvis vi skal løse problemerne i forhold til de små
kommuner, er nøgleordet forbedret samarbejde. Og jeg tror,
den mulighed, der nu er i loven, for at opkræve en
mellemkommunal brugerbetaling kan være med til eller i hvert
fald kan være et incitament til, at små og store kommuner
finder ud af at samarbejde. For rent faktisk er det nok en
lille smule ubehageligt for de store kommuner at skulle til
at true med, at de små kommuner skal betale til de større
kommuner. Jeg tror, mange større kommuner vil foretrække
samarbejdsmodellen, vil foretrække at gå ud til de små
kommuner og de mindre biblioteker og sige: Er der ikke et
eller andet, som I kan tage ansvaret for her i vores region?
På den måde ligger den nye bibliotekslov jo i smuk
forlængelse af de intentioner, der i øvrigt er i de regionale
kulturaftaler.
Og så vil jeg gerne understrege: Jeg mener altså ikke,
det er sådan, at vi har nogle særlige mennesker ude i de
tyndtbefolkede områder, som ikke har de samme behov for bøger
og IT og musik som alle vi andre. Jeg synes, det lidt kom til
at lyde i debatten, som om der derude boede nogle særlige
mennesker, og de havde nok ikke helt det samme behov for at
have nogle gode, alsidige biblioteker, som andre har. Det
tror jeg ikke er rigtigt. Tværtimod vil jeg mene, at også ude
i de mindre lokalsamfund er det afgørende, at man har adgang
til hele den moderne verden og de moderne medier.
Hr. Brian Mikkelsen opfordrede mig til at overveje at
indføre brugerbetaling på nogle af de nye medier, og jeg vil
med det samme sige, at det agter jeg ikke at overveje. Jeg
mener, at det er fantastisk vigtigt at holde fast i
gratisprincippet. Det har været fuldstændig afgørende for
regeringen at holde fast i gratisprincippet på det her
område, altså at sikre sig, at når man kommer på biblioteket,
så er det gratis.
Hr. Brian Mikkelsen var også tilfreds med, at videoerne
ikke var kommet med. Jeg må med det samme sige, at det er jeg
ikke. På den anden side synes jeg, at vi kan acceptere det,
og det kan vi, fordi det, vi nu sikrer os, er, at alle
digitale medier bliver stillet til rådighed på bibliotekerne.
Og jeg tror rent faktisk, at videomediet er et forældet
medium, som er på vej ud.
Hr. Ole Sohn og hr. Ebbe Kalnæs så gerne, at vi
afskaffede de generelle bloktilskud til fordel for
hegnspæletilskud, for så vi var sikre på at vide, hvad
pengene bliver anvendt til. Fordelen ved bloktilskudsmodellen
behøver jeg nok ikke ridse op, men det er klart nok, at den
giver stor fleksibilitet, den giver mulighed for, at de
lokale politikere kan tage stilling til: Hvor er det mest
hensigtsmæssigt at bruge pengene? Og så må vi selvfølgelig
alle sammen, ikke mindst de lokale politikere og personalet
ude på bibliotekerne og alle de mange aktive brugere, kæmpe
for, at den andel, som bibliotekerne rettelig bør have af
bloktilskuddet, rent faktisk også går til bibliotekerne.
Jeg tror på, at vi ude i kommunerne har nogle ansvarlige
politikere, som rent faktisk også gerne vil kulturen, og som
gerne vil bibliotekerne. Det er i alt fald den oplevelse, jeg
har, når jeg tager rundt og besøger kommunerne.
Og så vil jeg i øvrigt selvfølgelig til hr. Ole Sohn
sige mange tak for roserne.
Og endelig vil jeg over for fru Aase D. Madsen bare
nøjes med at rette et par små unøjagtigheder i hukommelsen.
Det er ikke sådan, at bogudlånet er faldende. Det har været
stigende de sidste 3 år. Og det er heller ikke rigtigt, at 66
pct. af danskerne aldrig kommer på biblioteket. Det er sådan,
at omkring 70 pct. af danskerne bruger biblioteket med jævne
mellemrum.
Med disse få ord vil jeg sige tak for behandlingen af
lovforslaget. Jeg glæder mig til at følge debatten i
Kulturudvalget.