Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Forsvarsudvalget
(Alm. del - bilag 30)
forsvaret
(Offentligt)
Bilag til Forsvarsministerens (Alm. del - bilag 22)
skrivelse af 3. november 1999.
Spørgsmål nr. 3
"Ministerens kommentarer til vedlagte henvendelse fra Næstved kommune ang. de forventelige følger af en eventuel nedlæggelse af Gardehusarkasernen udbedes".
Svar:
Det er jf. "Aftale om forsvarets ordning 2000-2004" besluttet at sammenlægge Danske Livregiment, Gardehusarregimentet og Sjællandske Livregiment på Antvorskov Kaserne under navnet Gardehusarregimentet. Dette indebærer flytning af Gardehusarregimentets enheder fra Næstved til Antvorskov, nedlæggelse af stabs- og støttefunktionerne på Næstved Kaserne samt afhændelse af kasernen, idet dog Kalby Ris, herunder kampvognsværkstedet, saddelmager- og våbenværkstedet, Fredsskov samt øvelsesområdet bevares. Herudover bliver det sammenlagte regiment ansvarlig for etablering og opstilling af en opklaringsbataljon på Bornholm. Den tentative tidsplan er, at der vil ske en successiv flytning af enheder fra Næstved i perioden 2001 til 2003, og at Næstved Kaserne forventes at kunne afhændes fra primo 2003. Det skal dog bemærkes, at flytningen af enheder afhænger af, at bygge- og anlægs arbejder er tilendebragt, hvorfor der kan opstå behov for at tilpasse tidsplanen.
Sammenlægningen af de tre kamptropregimenter er en del af et større projekt, der også omfatter oprettelse af internationalt orienterede logistikaktiviteter i Vordingborg. Besparelsen ved fuld implementering forventes at blive ca. 57 mio. kr. pr. år. Bygge- og anlægsinvesteringen anslås til ca. 120 mio. kr. Der er således tale om et projekt med en hensigtsmæssig rentabilitet.
Der nedlægges i alt ca. 440 arbejdspladser på Næstved Kaserne og opretholdes ca. 75 arbejdspladser til varetagelse af funktionerne i Kalby Ris og Fredsskov.
Med hensyn til den fremtidige anvendelse af Næstved Kaserne kan det oplyses, at Næstved Kommune har tilbagekøbsret til kasernen. Såfremt kommunen ikke ønsker at benytte tilbagekøbsretten, vil Næstved Kaserne blive afhændet efter samme principper som de øvrige ejendomme, der som følge af "Aftale om forsvarets ordning 2000-2004", skal afhændes.
Der er på nuværende tidspunkt ikke taget endelig stilling til, hvordan afhændelse af forsvarets ejendomme skal gennemføres. Der foreligger umiddelbart to muligheder for Forsvarsministeriet. Enten afhændes ejendommene gennem det statslige ejendomsselskab Freja Ejendomme A/S, eller alternativt afhænder Forsvarsministeriet dem selv via Forsvarets Bygningstjeneste. I det omfang, forsvaret selv sælger disse ejendomme, vil det, i henhold til Finansministeriets regler om salg af statens ejendomme, som udgangspunkt ske ved offentligt udbud.
Beslutningen om at flytte hesteskadronen skal ses i sammenhæng med de øvrige enheder fra Gardehusarregimentet, der flytter til Antvorskov. Såfremt eskadronen forblev i Næstved, ville der bl.a. blive tale om en forøget transporttid til og fra rideuddannelse for officerer ved Gardehusarregimentet tjenestegørende på Antvorskov Kaserne. Transporttiden ville tillige have en negativ indflydelse på uddannelsesvirksomheden på Antvorskov Kaserne og ved hest eskadronen. Samtidig ville koordinationen med og støtte fra Gardehusarregimentet blive vanskeliggjort. De vanskeliggjorte funktionsbetingelser ved en delt garnisonering for hesteskadronen og Gardehusarregimentet vurderes således at ville medføre et merforbrug af arbejdstid samt en lavere målopfyldelsesgrad for hesteskadronen og for Gardehusar-regimentets øvrige enheder. Herudover ville en senere afhændelse af Næstved Kaserne medføre forøgede driftsu dgifter for forsvaret.