Fremsat den 6. december 2000 af justitsministeren (Frank Jensen)

Lov om ændring af straffeloven, lov om international fuldbyrdelse af straf mv., lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. og lov om udlevering af lovovertrædere samt forskellige andre love

Endvidere sigter lovforslaget på at gennemføre de ændringer i loven om international fuldbyrdelse af straf mv., som er nødvendige for, at Danmark kan ratificere 1. tillægsprotokol af 18. december 1997 til den europæiske konvention om overførelse af domfældte. Overførelse af straffuldbyrdelsen er efter konventionen betinget af, at den dømte meddeler samtykke til overførelsen. Med tillægsprotokollen åbnes bl.a. mulighed for i visse tilfælde at overføre straffuldbyrdelsen, selv om den dømtes samtykke ikke foreligger. Tillægsprotokollen er optaget som bilag 2 til lovforslaget.

Endelig gennemføres de ændringer, der er nødvendige for, at Danmark kan ratificere FN-konventionen af 15. december 1997 til bekæmpelse af terrorbombninger. Denne konvention medfører bl.a., at en stat afskæres fra at nægte udlevering udelukkende med den begrundelse, at den forbrydelse, anmodningen angår, er en politisk forbrydelse mv. FN-konventionen er optaget som bilag 3 til lovforslaget.

Herudover gennemføres enkelte ændringer i straffeloven og forskellige andre love inden for Justitsministeriets område, som i det væsentlige er en følge af afskaffelse af hæftestraffen, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.). Ved denne lovændring blev de dagældende straffebestemmelser inden for Justitsministeriets område tilpasset som følge af afskaffelsen af hæftestraffen. Med dette lovforslag foreslås en lignende tilpasning af de straffebestemmelser, der er indeholdt i love vedtaget i sidste folketingssamling.

Vedtagelse af lovforslaget indebærer i øvrigt, at Folketinget giver samtykke til, at Danmark ratificerer 1. tillægsprotokol af 18. december 1997 til den europæiske konvention om overførelse af domfældte samt FN-konventionen af 15. december 1997 til bekæmpelse af terrorbombninger.

Den 24. maj 2000 meddelte Folketinget i medfør af grundlovens § 19 samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne medvirker til Rådet for Den Europæiske Unions vedtagelse af et udkast til rammeafgørelse om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri ved hjælp af strafferetlige og andre sanktioner i forbindelse med indførelsen af euroen (EU-rammeafgørelsen om beskyttelse mod falskmøntneri). Der henvises herom til Folketingstidende 1999-2000, forhandlingerne, s. 7431 og 8437, tillæg A, s. 7738 og 7748, tillæg B, s. 1338, samt tillæg C, s. 774. Udkastet til rammeafgørelse er efterfølgende vedtaget på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 29. maj 2000, jf. lovforslagets bilag 1.

Artikel 1 i rammeafgørelsen indeholder definitionen af udtrykkene »konvention«, »penge« og »juridisk person«. Udtrykket »juridisk person« omfatter enhver enhed, der har denne status i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse, dog ikke stater og andre offentlige organer under udøvelsen af offentlige beføjelser samt offentligretlige internationale organisationer.

Efter artikel 2 er formålet med rammeafgørelsen at supplere den internationale konvention af 20. april 1929 til bekæmpelse af falskmøntneri og protokollen dertil (1929-konventionen), dog således at de forpligtelser, der følger af 1929-konventionen, ikke berøres. De medlemsstater, der endnu ikke har ratificeret 1929-konventionen, forpligter sig til at gøre dette.

Artikel 3-6 fastsætter kriminaliseringspligten ifølge rammeafgørelsen.

I artikel 3 opregnes de handlinger, som skal være strafbare i den nationale lovgivning. Det drejer sig om følgende handlinger:

Artikel 4 medfører pligt til at sikre, at de ovennævnte handlinger er strafbare, hvis de begås under anvendelse af lovlige pengeudstedende myndigheders faciliteter eller materialer, men ved krænkelse af de kompetente myndigheders rettigheder eller i strid med betingelserne for de kompetente myndigheders ret til at udstede penge og uden disse myndigheders tilsagn.

Efter artikel 5 skal medlemsstaterne sikre, at de ovennævnte handlinger er strafbare ikke blot for så vidt angår falskmøntneri med hensyn til eksisterende valuta, men også for så vidt angår falskmøntneri med hensyn til eurosedler og euromønter, der begås, før euroen sættes i omløb den 1. januar 2002.

Efter artikel 6, stk. 1, skal de ovennævnte handlinger kunne straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, herunder frihedsstraf, der kan medføre udlevering. For fremstilling og forandring af penge i bedragerisk hensigt skal der fastsættes en strafferamme på mindst 8 års fængsel, jf. artikel 6, stk. 2. Danmark har i forbindelse med vedtagelsen af rammeafgørelsen afgivet en erklæring, hvorefter artikel 6, stk. 2, ikke finder anvendelse på falskmøntneri, der sker ved formindskelse af værdien af gangbar mønt.

Artikel 7 indeholder bestemmelser om straffemyndighed og koordination af retsforfølgning. Efter bestemmelsen er hver medlemsstat forpligtet til at have straffemyndighed, når en af de af rammeafgørelsen omfattede lovovertrædelser er begået helt eller delvis på medlemsstatens territorium. Endvidere finder 1929-konventionens artikler 8, 9 og 17 tillige anvendelse på de lovovertrædelser, der er omfattet af rammeafgørelsen. Det indebærer bl.a., at medlemsstater, der ikke udleverer egne statsborgere, har pligt til at foretage retsforfølgning af strafbare handlinger, der er omfattet af rammeafgørelsen, og som deres egne statsborgere måtte have begået i udlandet.

Endvidere skal udlændinge, der har begået en lovovertrædelse i udlandet, og som befinder sig i et land, hvis lovgivning som almindelig regel anerkender princippet om strafforfølgning af lovovertrædelser begået i udlandet, kunne straffes på samme måde, som hvis forbrydelsen var begået på sidstnævnte lands territorium. Forpligtelsen til strafforfølgning er dog betinget af, at der er fremsat anmodning om udlevering, og at det land, til hvilket anmodningen er rettet, af en grund, der ikke har forbindelse til forbrydelsen, ikke har kunnet udlevere den sigtede.

Artikel 7, stk. 2, medfører pligt til at sikre, at falskmøntneri – som et minimum forfalskning af euroen – i det mindste i de medlemsstater, der har indført euroen, kan retsforfølges uafhængigt af gerningsmandens nationalitet og gerningsstedet.

Endelig fremgår det af artikel 7, stk. 3, at medlemsstaterne skal samarbejde for at afgøre, hvem af dem der skal retsforfølge gerningsmanden i en situation, hvor mere end én medlemsstat måtte have straffemyndighed og faktisk mulighed for at retsforfølge for det samme forhold.

Artikel 8 regulerer juridiske personers strafansvar. Bestemmelsen forpligter medlemsstaterne til at sikre, at juridiske personer kan gøres ansvarlige med hensyn til de handlinger, der er beskrevet i rammeafgørelsen, i det omfang handlingerne er begået for at skaffe den juridiske person vinding og er begået af en person, der handler enten individuelt eller som medlem af et organ under den juridiske person, og som har en ledende stilling inden for den juridiske person. Bestemmelsen medfører også pligt til at sikre, at juridiske personer kan straffes, når f.eks. utilstrækkelig kontrol eller tilsyn fra den juridiske persons side har gjort det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons myndighed, at begå de nævnte lovovertrædelser.

Efter artikel 9 skal der overfor juridiske personer kunne iværksættes sanktioner, der er effektive, proportionale og har afskrækkende virkning, herunder bødestraf eller andre sanktioner som f.eks. udelukkelse fra offentlige ydelser og tilskud og forbud mod at udøve kommerciel virksomhed.

2.2.1. Danmark ratificerede den 5. februar 1931 1929-konventionen om bekæmpelse af falskmøntneri. Straffelovens kapitel 18 om forbrydelser vedrørende penge bygger i vid udstrækning på denne konvention. Efter straffelovens § 166 er det strafbart at eftergøre eller forfalske penge, ligesom det er strafbart at skaffe sig eller andre eftergjorte eller forfalskede penge med henblik på at bringe dem i omsætning som ægte. Efter straffelovens § 167 er det tillige strafbart at udgive eftergjorte eller forfalskede penge. Reglerne beskytter både danske og fremmede penge, herunder også euroen.

2.2.2. Regler om dansk straffemyndighed er fastsat i straffelovens §§ 6-12. Dansk straffemyndighed omfatter bl.a. handlinger foretaget i den danske stat jf. straffelovens § 6, nr. 1 (territorialprincippet) og handlinger foretaget i udlandet af personer med en nærmere angivet tilknytning til Danmark, jf. straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2 (personalprincippet).

I straffelovens § 6, nr. 1, kan der ikke indlægges et krav om, at hele den kriminelle virksomhed er foretaget i den danske stat, for at der er dansk straffemyndighed. Når blot en del af virksomheden er foretaget her i landet, må forholdet antages at være undergivet dansk straffemyndighed efter denne bestemmelse.

Har den kriminelle virksomhed ingen tilknytning til Danmark, kan der i stedet være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2. Efter denne bestemmelse er det en betingelse for dansk straffemyndighed i forhold til udlandshandlinger, at gerningsmanden er dansk statsborger eller har bopæl i Danmark, og at handlingen er strafbar både efter gerningsstedets lov og dansk lov (dobbelt strafbarhed). Det er endvidere en forudsætning, at den pågældende danske straffebestemmelse ikke efter sit gerningsindhold er territorialt begrænset til forhold begået i Danmark. Efter stk. 2 finder bestemmelsen tilsvarende anvendelse på udlandshandlinger begået af en person, der har indfødsret eller bopæl i de andre nordiske lande, og som opholder sig her i landet.

De ovennævnte bestemmelser suppleres af straffelovens § 8, hvorefter der efter omstændighederne er dansk straffemyndighed i forhold til udlandshandlinger uden hensyn til, hvor gerningsmanden hører hjemme. Det gælder bl.a. i tilfælde, hvor »handlingen er omfattet af en mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning«, jf. § 8, nr. 5. Formålet med denne bestemmelse, der blev indsat ved lov nr. 322 af 4. juni 1986, er bl.a. at opfylde – og muliggøre opfyldelse af fremtidige – konventioner eller andre mellemfolkelige aftaler, der indebærer en forpligtelse for Danmark til at have dansk straffemyndighed med henblik på at kunne strafforfølge nærmere angivne overtrædelser, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 2080-2081 og 2087.

Når der i medfør af de ovennævnte regler sker påtale her i landet, skal afgørelsen såvel om straf som om andre retsfølger af handlinger ske efter danske regler. Er forholdet undergivet dansk straffemyndighed i medfør af straffelovens § 7, kan der dog ikke idømmes strengere straf end efter gerningsstedets lovgivning, jf. straffelovens § 10, stk. 2.

2.2.3. I dansk ret har der længe været kendt et strafferetligt ansvar i form af bødestraf, der kan pålægges juridiske personer, navnlig erhvervsdrivende selskaber. Bestemmelser om strafansvar for selskaber mv. omfatter som udgangspunkt enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og statslige myndigheder, jf. straffelovens § 26, stk. 1. Endvidere omfatter sådanne bestemmelser enkeltmandsvirksomheder, for så vidt disse navnlig under hensyn til deres størrelse og organisation kan sidestilles med de førnævnte selskaber, jf. straffelovens § 26, stk. 2.

Strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan, jf. straffelovens § 27, stk. 1. Endvidere kan statslige myndigheder og kommuner alene straffes i anledning af overtrædelser, der begås ved udøvelse af virksomhed, som svarer til eller kan sidestilles med virksomhed udøvet af private, jf. straffelovens § 27, stk. 2.

For at kunne pålægge juridiske personer strafansvar kræves også, at denne særlige ansvarsform har hjemmel i lovgivningen på de enkelte områder, hvor ansvaret skal gælde, jf. straffelovens § 25, stk. 1. Strafansvar for juridiske personer findes i et meget stort antal særlove.

Derimod har der indtil indførelsen af straffelovens § 306 ved lov nr. 228 af 4. april 2000, jf. herom nedenfor, ikke været bestemmelser i straffeloven, der giver mulighed for at straffe juridiske personer for overtrædelser af straffeloven. Baggrunden herfor er bl.a., at flertallet af straffebestemmelserne i straffeloven sigter på at beskrive enkeltpersoners skadegørende eller farlige eller på anden måde forkastelige handlinger. De begås i henhold til individuelle beslutninger, eventuelt efter aftale mellem flere, og uden nogen sammenhæng med, om den eller de pågældende står i et ansættelsesforhold til nogen, jf. i det hele nærmere Straffelovrådets betænkning nr. 1289/1995 om juridiske personers bødeansvar, s. 54-55.

Endvidere er det for langt de fleste straffelovsbestemmelser en betingelse for strafansvar, at der er handlet med forsæt, jf. straffelovens § 19. Den juridiske person, f.eks. et aktieselskab, kan ikke have forsæt i strafferetlig forstand. Det kan kun fysiske personer, herunder ledere eller ansatte hos den juridiske person. En fysisk persons forsæt skaber ikke i strafferetlig forstand forsæt hos den juridiske person.

Ved lov nr. 228 af 4. april 2000 indførtes der i et nyt 30. kapitel i straffeloven som § 306, stk. 1, en bestemmelse, der giver mulighed for at pålægge selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i 5. kapitel for overtrædelse af § 122 (aktiv bestikkelse i dansk, udenlandsk og international offentlig tjeneste eller hverv), § 289 a (EU-svig) samt § 299, nr. 2, 2. led, (aktiv bestikkelse i private retsforhold). Endvidere blev som § 306, stk. 2, indsat en bestemmelse, der giver mulighed for at pålægge juridiske personer strafansvar for overtrædelse af § 284 (hæleri) med hensyn til § 122 (aktiv bestikkelse i dansk, udenlandsk og international offentlig tjeneste eller hverv), § 144 (passiv bestikkelse i dansk, udenlandsk og international offentlig tjeneste eller hverv) og § 289 a (EU-svig), når overtrædelsen er begået for at skaffe selskaber mv. del i en ved overtrædelse af § 122, § 144 og § 289 a erhvervet vinding.

Om baggrunden for den nye bestemmelse i straffelovens § 306 henvises til Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 259-261. Som det fremgår heraf, var formålet med bestemmelsen at give mulighed for, at man i Danmark kan anvende en række konventioner og andre folkeretlige aftaler, der medfører pligt til at kunne straffe juridiske personer for handlinger, som for Danmarks vedkommende er omfattet af straffelovsbestemmelser, der alene giver mulighed for at straffe fysiske personer.

Som nævnt i pkt. 2.1., medfører artikel 8 i EU-rammeafgørelsen om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri en lignende pligt til at kunne straffe juridiske personer for handlinger, omfattet af rammeafgørelsen. Gennemførelsen af EU-rammeafgørelsen rejser derfor spørgsmål om at udvide muligheden for at kunne straffe juridiske personer for overtrædelser af straffeloven, der er begået for at skaffe den juridiske person vinding, jf. pkt. 2.3.2. nedenfor.

2.3.1. Der er tidligere i forbindelse med forslaget til folketingsbeslutning om udkast til rammeafgørelse om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri redegjort for de lovgivningsmæssige konsekvenser af udkastet til rammeafgørelse, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 7741-7743. Som det fremgår heraf, anses de strafbare handlinger, der nævnes i artikel 3 og 4, bl.a. i lyset af straffelovens §§ 21 og 23 om forsøg og medvirken for at være omfattet af straffelovens regler, navnlig § 166 og § 167. I det omfang straffelovens § 166 og § 167 ikke finder anvendelse i forhold til penge, der endnu ikke er sat i omløb, anses falskmøntneri med hensyn til euroen, der begås inden den 1. januar 2002, for omfattet af straffelovens § 171 om dokumentfalsk eller straffelovens § 279 om bedrageri samt efter omstændighederne af reglerne om forsøg og medvirken. Artikel 3-5, jf. artikel 6, stk. 1, kræver derfor ikke lovændring.

Efter artikel 6, stk. 2, skal fremstilling eller forandring af penge i bedragerisk hensigt kunne straffes med fængsel, og der skal fastsættes en strafferamme på mindst 8 års fængsel. Strafferammen for falskmøntneri er efter straffelovens § 166, stk. 1, fængsel indtil 12 år, mens formindskelse af værdien af gangbar mønt efter straffelovens § 166, stk. 2, alene kan straffes med fængsel indtil 4 år. Som nævnt i pkt. 2.1., har Danmark i forbindelse med vedtagelsen af rammeafgørelsen afgivet en erklæring, hvorefter artikel 6, stk. 2, ikke finder anvendelse på falskmøntneri, der sker ved formindskelse af værdien af gangbar mønt. På den baggrund kræver artikel 6, stk. 2, heller ikke lovændring.

Opfyldelse af de jurisdiktionspligter, der er indeholdt i artikel 7, kan også ske uden lovændring. Det skyldes, at straffeloven allerede (i § 8, nr. 5) indeholder hjemmel til dansk straffemyndighed, selv om jurisdiktionspligten rækker ud over den danske straffemyndighed, der er hjemlet i straffelovens § 6 (territorialprincippet), § 7 (personalprincippet) og § 8, nr. 1-4 og 6, herunder når udlevering af sigtede til retsforfølgning i et andet land afslås.

2.3.2. Som nævnt i pkt. 2.1., følger det af artikel 8, at juridiske personer skal kunne gøres ansvarlige for de handlinger, der er beskrevet i rammeafgørelsen, i det omfang handlingerne er begået for at skaffe den juridiske person vinding. Straffeloven indeholder ikke hjemmel til at straffe juridiske personer for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om falskmøntneri, dokumentfalsk og bedrageri, jf. pkt. 2.2.3. Opfyldelse af denne bestemmelse kræver derfor, at der ved en lovændring skabes hjemmel hertil.

Der tegner sig umiddelbart fire mulige modeller for at gennemføre artikel 8 i dansk ret:

Fordelen ved model 1 er, at den fastholder det hidtidige udgangspunkt i danske strafferet, hvor kun særskilt angivne lovovertrædelser kan medføre strafansvar for juridiske personer. Den går imidlertid lidt videre end EU-rammeafgørelsen, idet rammeafgørelsen ikke gør det nødvendigt at indføre strafansvar for juridiske personer for alle overtrædelser af straffelovens § 171 og § 279, men alene de overtrædelser, som begås i forhold til penge, der endnu ikke er sat i omløb, og som ikke er omfattet af straffelovens § 166 og § 167. Det ville imidlertid lovteknisk næppe være muligt præcist at afgrænse bestemmelsen, så den svarer til, hvad rammeafgørelsen kræver.

Afgrænsningsspørgsmål af denne karakter vil formentlig blive yderligere aktualiseret ved gennemførelse af fremtidige EU-retsakter og internationale konventioner. Det må således forventes, at det i de kommende år i stigende grad vil blive aktuelt for Danmark at skulle tiltræde konventioner og andre folkeretlige aftaler, hvor kriminaliseringspligten ikke er begrænset til fysiske personer, men også skal omfatte juridiske personer, og hvor kriminaliseringspligten ikke nødvendigvis er fuldstændig sammenfaldende med enkelte, gældende danske straffebestemmelser.

Ved valg af model 1 vil det desuden formentlig også fremover ofte være nødvendigt i forbindelse med vedtagelse af EU-rammeafgørelser på det strafferetlige område at indhente Folketingets samtykke i henhold til grundlovens § 19 inden vedtagelsen og derefter – efter vedtagelsen – at gennemføre de nødvendige lovændringer (herunder tilføjelser til opregningen af straffelovsbestemmelser i straffelovens § 306).

En ændring straffelovens § 25, hvorefter strafansvar for juridiske personer ikke længere kræver særskilt lovhjemmel, hverken i straffeloven eller særlovgivningen, jf. model 2, vil være en meget vidtgående løsning. I forbindelse med gennemførelsen af de gældende udfyldningsbestemmelser i straffelovens §§ 25-27 overvejedes denne generelle model – som bl.a. kendes i Norge – nøje i Straffelovrådet, jf. betænkning nr. 1289/1995, s. 48-53. Som påpeget af Straffelovrådet kan der rejses en række lovtekniske og principielle indvendinger mod denne løsningsmodel. For så vidt angår de principielle indvendinger pegede Straffelovrådet bl.a. på, at der ikke bør gives strafansvaret for borgerne og deres virksomheder, altså deres risiko for at blive straffet, et videre omfang, end samfundets formål med strafanvendelsen gør nødvendigt. Dette gælder både omfanget af kriminalisering gennem forbud og påbud og de almindelige bestemmelser om ansvarssubjekter og ansvarsbetingelser. Straffelovrådet fandt det derfor rigtigst, at der i lovgivningsarbejdet spørges, om der på de enkelte områder kan forekomme overtrædelser begået af juridiske personer, og om der vil være noget at vinde ved at udvide det strafferetlige ansvar ud over det individuelle ansvar.

En tredje mulighed er at gennemføre artikel 8 ved en ny generel bestemmelse i straffeloven, der giver mulighed for at straffe juridiske personer for overtrædelse af straffeloven, jf. model 3. Som anført ovenfor under pkt. 2.2.3. har Straffelovrådet påpeget, at flertallet af straffebestemmelserne i straffeloven sigter på at beskrive enkeltpersoners skadegørende eller farlige eller på anden måde forkastelige handlinger. De begås i henhold til individuelle beslutninger, eventuelt efter aftale med flere og uden sammenhæng med, om de eller de pågældende står i et ansættelsesforhold til nogen. Det kan således forekomme kunstigt at åbne mulighed for, at en juridisk person kan straffes for f.eks. vold eller hærværk.

Når det derfor i lyset af den internationale udvikling er påkrævet i stigende omfang at indføre mulighed for at straffe juridiske personer for overtrædelse af straffeloven, forekommer den rigtigste og mest fremtidssikrede løsning derfor at være at indføre en generel hjemmel til at straffe juridiske personer for overtrædelser af straffeloven, hvis overtrædelsen er begået for at skaffe den juridiske person vinding, jf. model 4. I disse situationer kan det være velbegrundet at rette strafansvaret mod den juridiske person. Det giver desuden mulighed for en bødeudmåling, der står i passende forhold til den juridiske persons størrelse og økonomi og til den eventuelt indvundne eller tilsigtede fortjeneste, sml. Folketingstidende 1995-96, tillæg A, s. 4051.

En sådan bestemmelse vil ikke blot omfatte de gældende folkeretlige pligter om strafansvar for juridiske personer, men må på det foreliggende grundlag antages også at omfatte langt de fleste af de forpligtelser, som Danmark i fremtiden måtte påtage sig til at kunne straffe juridiske personer for handlinger, der er omfattet af straffeloven.

En begrænsning af strafansvaret for juridiske personer til overtrædelser, der er begået for at skaffe den juridiske person vinding, vil desuden være i overensstemmelse med de hidtidige EU-retsakter, der alle forpligter medlemsstaterne til »at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at juridiske personer kan kendes ansvarlige for … , som for at skaffe dem vinding er begået af en person«, der indtager en ledende stilling inden for den juridiske person. Der skal også kunne straffes, når utilstrækkeligt tilsyn eller utilstrækkelig kontrol fra en ledelsespersons side »har gjort det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons myndighed, at … for at skaffe den juridiske person vinding«. Der henvises herved til artikel 3 i den anden tillægsprotokol til EU-svigskonventionen, artikel 5 i EU’s fælles aktion om bestikkelse i den private sektor, artikel 8 i EU-rammeafgørelsen om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri og artikel 7 i udkast til EU-rammeafgørelse om bekæmpelse af svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter. Det forventes, at lignende formuleringer også vil blive anvendt i fremtidige EU-retsakter af denne karakter på det strafferetlige område.

Den gældende bestemmelse i straffelovens § 306 indeholder i stk. 2 et sådan krav om (opnået eller tilsigtet) vinding for den juridiske person. Derimod indeholder stk. 1 om strafansvar for juridiske personer for overtrædelse af straffelovens § 122 (aktiv bestikkelse), § 289 a (EU-svig) eller § 299, nr. 2, 2. led (aktiv bestikkelse i private retsforhold, returkommission) ikke et sådant krav. Denne afvigende formulering skyldes ikke EU-retsakterne om svig og bestikkelse eller Europarådets korruptionskonvention, men har derimod sammenhæng med OECD-bestikkelseskonventionen. Efter artikel 2 i OECD-bestikkelseskonventionen skal enhver part »i overensstemmelse med partens juridiske principper gøre, hvad der er nødvendigt for at sikre, at juridiske personer kan ifalde ansvar for bestikkelse af en udenlandsk tjenestemand« (fremhævet her). Denne formulering, som ikke indeholder et krav om vinding for den juridiske person, men som derimod udtrykkeligt henviser til national ret, kan efter Justitsministeriets opfattelse ikke forpligte Danmark til at opretholde et videregående strafansvar for juridiske personer for overtrædelser omfattet af OECD-bestikkelseskonventionen end for andre straffelovsovertrædelser.

2.3.3. Justitsministeriet er opmærksom på, at Straffelovrådet har frarådet, at strafansvar for juridiske personer generelt kommer til at omfatte overtrædelser af straffeloven, jf. betænkning nr. 1289/1995, s. 53-57.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at juridiske personers strafansvar for overtrædelser af straffeloven bør være betinget af, at en eller flere enkeltpersoner inden for virksomheden bevisligt har overtrådt den pågældende straffelovsbestemmelse med forsæt. Bestemmelsen omfatter således kun forsætlige forhold, og spørgsmålet om et eventuelt strafansvar for den juridiske person i anledning af uagtsomt, eventuelt groft uagtsomt forhold, må derfor bedømmes efter eventuelle straffebestemmelser for juridiske personer vedrørende det pågældende forhold i særlovgivningen.

2.3.4. Juridiske personer kan alene idømmes straf af bøde, jf. straffelovens § 25. Efter straffelovens § 21, stk. 3, straffes forsøg kun, når der for lovovertrædelsen er foreskrevet højere straf end hæfte (efter 1. juli 2001 er grænsen 4 måneders fængsel), for så vidt ikke andet er bestemt.

Straffelovrådet lagde i sin tid til grund, at forsøgsstraf af denne grund i almindelighed ikke kan komme på tale over for juridiske personer, jf. betænkning nr. 1289/1995, s. 86-87. Se kritisk heroverfor Vagn Greve m.fl.: Kommenteret Straffelov. Almindelig del (6. udg. 1997), s. 224.

I forbindelse med gennemførelsen af den nugældende bestemmelse i straffelovens § 306 lagde Justitsministeriet til grund, at en udtrykkelig lovbestemmelse om forsøgsstraf for juridiske personer ikke er påkrævet i et tilfælde, hvor der er tale om straf med hensyn til straffelovsbestemmelser, der indeholder fængsel i strafferammen.

Præsidenten for Østre Landsret og Rigsadvokaten har i høringssvarene vedrørende det udkast til lovforslag, der blev sendt til høring, peget på, at der er behov for at tydeliggøre denne retsstilling. På denne baggrund finder Justitsministeriet det rigtigst, at det direkte af loven kommer til fremgå, at juridiske personer kan straffes for forsøg uanset bestemmelsen i straffelovens § 21, stk. 3. Der henvises til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 306, stk. 2.

Forsøgsstraf forudsætter, at en enkeltperson inden for den juridiske person har handlet med det til forsøgsstraf fornødne forsæt, jf. betænkningen, s. 87.

2.3.5. I det udkast til lovforslag, der blev sendt til høring, blev det foreslået, at straffelovens § 306 ændres, så der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i 5. kapitel for overtrædelser af straffeloven, der er begået for at skaffe den juridiske person vinding (model 4).

I høringssvarene fra Præsidenten for Østre Landsret og fra Advokatrådet anbefales det, at gennemførelsen af EU-rammeafgørelsen i stedet bør ske på den måde, at § 306, stk. 1, ændres, således at bestemmelsen tillige kommer til at omfatte overtrædelse af straffelovens §§ 166, 167, 171 og 279, og således at bestemmelsen præciseres, så den i lovforslagets bemærkninger påpegede overopfyldelse af rammeafgørelsen så vidt muligt undgås (model 1). Præsidenterne for Vestre Landsret og Københavns Byret samt Den Danske Dommerforening henviser i deres høringssvar til Straffelovrådets betænkning fra 1995, hvor Straffelovrådet fraråder et generelt strafansvar for juridiske personer for overtrædelse af straffeloven.

I høringssvaret fra Rigsadvokaten anbefales model 3, og det anføres i den forbindelse, at spørgsmålet om, hvorvidt der bør indføres en almindelig adgang til at pålægge juridiske personer straf for overtrædelser af straffeloven, er et overvejende retspolitisk spørgsmål, som Rigsadvokaten ikke har særlige bemærkninger til. Rigsadvokaten anfører imidlertid, at når man tager et sådant skridt, kan der rejses spørgsmål om, hvorvidt strafansvaret for juridiske personer bør begrænses som sket i lovforslaget, og at der ikke ses at foreligge særlige grunde, der taler for, at man afviger fra de almindelige betingelser for selskabsansvaret, jf. straffelovens § 27. Her er selskabsansvaret ikke begrænset til forsætlige forhold eller til tilfælde, hvor overtrædelsen er begået for at skaffe den juridiske person vinding.

2.3.6. Det er fortsat Justitsministeriets opfattelse, at straffelovens § 306 bør ændres, så der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i 5. kapitel for overtrædelser af straffeloven, der er begået for at skaffe den juridiske person vinding (model 4).

Model 1, som er foreslået af præsidenten for Østre Landsret og Advokatrådet, vil som nævnt ovenfor under pkt. 2.3.2. rejse en række vanskelige afgrænsningsspørgsmål i forhold til internationale konventioner, hvor kriminaliseringspligten ikke nødvendigvis er fuldstændig sammenfaldende med enkelte, gældende danske straffebestemmelser, og den vil indebære, at det også fremover ofte vil være påkrævet at indhente Folketingets samtykke i henhold til grundlovens § 19 i forbindelse med vedtagelse af EU-rammeafgørelser på det strafferetlige område.

Omvendt vil det efter Justitsministeriets opfattelse være for vidtgående en nykriminalisering på nuværende tidspunkt – uden mere tilbundsgående overvejelser f.eks. i Straffelovrådet – at indføre et generelt strafansvar for juridiske personer for alle overtrædelser af straffeloven, uanset om de er begået forsætligt eller uagtsomt (i det omfang uagtsomhed er særskilt kriminaliseret i den pågældende straffelovsbestemmelse), og uanset om overtrædelsen er begået for at skaffe den juridiske person vinding eller ej. Justitsministeriet finder det rigtigst ikke på nuværende tidspunkt at foreslå mere vidtgående ændringer af strafansvaret for juridiske personer end påkrævet for at kunne opfylde de forpligtelser, som Danmark har påtaget sig og i fremtiden – navnlig i EU-sammenhæng – må forventes at påtage sig på området.

Da den foreslåede bestemmelse alene finder anvendelse på forsætlige overtrædelser af straffeloven, forudsættes det i lighed med den gældende bestemmelse i § 306, at strafansvar alene kommer på tale i tilfælde, hvor en eller flere enkeltpersoner inden for virksomheden bevisligt har overtrådt den pågældende straffelovsbestemmelse med forsæt, herunder til at skaffe den juridiske person vinding.

Om det nærmere indhold af den foreslåede bestemmelse henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5.

Formålet med den 1. tillægsprotokol af 18. december 1997 er at åbne mulighed for at overføre straffuldbyrdelsen fra et land til et andet, selv om den dømte persons samtykke hertil ikke foreligger. Det har bl.a. betydning i tilfælde, hvor den dømte har undddraget sig straffuldbyrdelsen i domslandet ved at flygte til det land, hvor den pågældende er statsborger. Er der ifølge det sidstnævnte lands lovgivning forbud mod at udlevere egne statsborgere til straffuldbyrdelse i et andet land, kan den dømte person således ved at tage ophold i sit hjemland udvirke, at den idømte straf ikke kan fuldbyrdes.

Protokollen er trådt i kraft den 1. juni 2000 mellem de lande, der indtil da havde ratificeret protokollen.

Tillægsprotokollen er optaget som bilag 2 til lovforslaget.

Artikel 1 regulerer forholdet mellem protokollen og konventionen. Heri fastsættes det bl.a., at konventionens bestemmelser gælder i det omfang, de er forenelige med protokollens bestemmelser.

Artikel 2 fastsætter bestemmelser om overførelse af straffuldbyrdelsen i tilfælde, hvor den dømte person unddrager sig fuldbyrdelsen af en idømt retsfølge ved at flygte fra domslandet. Med en »retsfølge« forstås enhver straf eller anden foranstaltning, som er fastsat af en domstol, og som indebærer frihedsberøvelse i begrænset eller ubegrænset tid, pålagt på grund af en strafbar handling.

Det fastsættes herom i stk. 1, at domslandet kan anmode den stat, hvor den dømte er statsborger, om at overtage straffuldbyrdelsen, hvis den dømte forsøger at unddrage sig fuldbyrdelse eller fortsat fuldbyrdelse af en i domslandet idømt straf mv. ved at flygte til sit hjemland (fuldbyrdelseslandet).

Efter stk. 2 kan fuldbyrdelseslandet, før de dokumenter, der skal ledsage anmodningen om overførelse af straffuldbyrdelsen, ankommer, eller før der er truffet afgørelse om anmodningen, efter anmodning fra domslandet anholde eller varetægtsfængsle mv. den dømte person for at sikre den pågældendes tilstedeværelse, indtil der er truffet afgørelse om anmodningen. Det skal i den forbindelse sikres, at en eventuel varetægtsfængsling ikke forværrer den dømte persons strafferetlige stilling.

Endelig kan overførelse af fuldbyrdelsen efter stk. 3 ikke kan betinges af, at den dømte person samtykker heri.

Artikel 3 omhandler de tilfælde, hvor der er spørgsmål om at overføre straffuldbyrdelsen for personer, som skal udvises eller udsendes af domslandet efter endt strafudståelse.

Det fastsættes herom i stk. 1, at fuldbyrdelseslandet efter anmodning fra domslandet under iagttagelse af den i bestemmelsen foreskrevne fremgangsmåde kan indgå på overførelse af en dømt person uden den pågældendes samtykke, når den idømte straf mv. eller en administrativ afgørelse i tilknytning hertil medfører udvisning eller udsendelse eller anden foranstaltning med den virkning, at den dømte person ikke længere må forblive i domslandet, når den pågældende løslades fra fængslet.

Efter stk. 2 må fuldbyrdelseslandet ikke give samtykke med henblik på overførelse i medfør af stk. 1 uden forinden at have inddraget den dømte persons mening.

I stk. 3 opregnes de dokumenter, som skal ledsage domslandets anmodning om overførelse af straffuldbyrdelsen i medfør af stk. 1.

Stk. 4-5 indeholder forbud mod strafforfølgning mv. af en person, der overføres i medfør af artikel 3, for andre strafbare handlinger begået før overførelsen end den, som den aktuelle straffuldbyrdelse bygger på (specialitetsprincippet). Bestemmelsen svarer i det væsentlige til artikel 14 i den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere.

Endelig åbnes med stk. 6 mulighed for at tage forbehold over for pligten til at kunne overtage straffuldbyrdelsen efter den i bestemmelsen beskrevne fremgangsmåde.

Herudover indeholder artikel 4-9 en række formelle bestemmelser om undertegnelse og ikrafttræden mv. Der henvises herom til pkt. 5 nedenfor.

3.2.1. Overførelse af straffuldbyrdelse reguleres i loven om international fuldbyrdelse af straf mv., jf. lov nr. 323 af 4. juni 1986 som ændret ved § 2 i lov nr. 291 af 24. april 1996. Herefter kan der ske overførelse af straffuldbyrdelse på grundlag af Europarådets konvention af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte (1983-konventionen) og Europarådets konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger (1970-konventionen). Herudover giver loven under visse betingelser mulighed for at overføre straffuldbyrdelse på grundlag af overenskomst med en anden stat og efter aftale i det enkelte tilfælde.

Konventionen om overførelse af domfældte træder ikke i stedet for, men supplerer den europæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger. Hvor 1970-konventionen opstiller en indgående regulering, fungerer 1983-konventionen i det væsentlige som en ramme for staternes aftale i de enkelte sager om overførelse af domfældte. 1983-konventionen adskiller sig navnlig fra 1970-konventionen på følgende punkter:

3.2.2. Artikel 1 og 2 i 1983-konventionen indeholder definitioner og grundlæggende principper.

I artikel 3 fastsættes som betingelser for overførelse efter konventionen, at den dømte er statsborger i fuldbyrdelseslandet, at dommen er endelig, og at den dømte på tidspunktet for modtagelsen af anmodningen om overførelse mangler at afsone mindst 6 måneder af straffen (eller at straffen er tidsubestemt). I undtagelsestilfælde kan de kontraherende stater acceptere overførelse, selv om den resterende straf er mindre end 6 måneder. Endvidere kræves det, at den dømte eller eventuelt den pågældendes retlige stedfortræder (indehaver af forældremyndigheden, værge eller lignende) har givet samtykke til overførelsen, at den handling eller undladelse, som den pågældende er straffet for, også er strafbar i fuldbyrdelseslandet, og at både domslandet og fuldbyrdelseslandet samtykker i overførelsen.

I artikel 4 findes bestemmelser om de oplysninger, som konventionsstaterne er forpligtede til at give den dømte og hinanden i forbindelse med en anmodning om overførelse. Det fastslås bl.a., at en dømt, i forhold til hvem konventionen kan finde anvendelse, skal underrettes af domslandet om indholdet af konventionen. Den dømte skal holdes orienteret om de skridt, som såvel domslandet som fuldbyrdelseslandet måtte tage i forbindelse med overførelsen, og om enhver beslutning, som træffes af en af de to stater på baggrund af en anmodning om overførelse.

I artikel 5 og 6 er der bestemmelser om, hvilke former for dokumentation parterne skal udveksle ved en anmodning om overførelse. I artikel 7 understreges det, at den dømte persons samtykke skal være frivilligt. Samtidig fastsættes der bestemmelser om muligheden for at få bekræftet dette.

I artikel 8 og 9 findes bestemmelser om retsvirkningerne af en overførelse, herunder om forpligtelsen for fuldbyrdelseslandet til enten at omsætte straffen ved en ny dom eller administrativ afgørelse til en sanktion i overensstemmelse med fuldbyrdelseslandets lovgivning eller til umiddelbart at fortsætte fuldbyrdelsen af straffen.

I artikel 10 og 11 redegøres nærmere for reglerne for de alternative fuldbyrdelsesmetoder fortsat fuldbyrdelse, jf. artikel 10, og omsætning af retsfølgen, jf. artikel 11.

Artikel 12 og 13 fastsætter bestemmelser om de betingelser, hvorunder domslandet og fuldbyrdelseslandet kan træffe afgørelse om bl.a. benådning og genoptagelse af straffesagen.

I artikel 14 og 15 findes bestemmelser om fuldbyrdelsens afslutning og i artikel 16 om de kontraherende parters pligt til at tillade transit af personer i forbindelse med overførelse efter konventionen. Endelig indeholder artikel 17-25 regler bl.a. om spørgsmålet om sprog og omkostninger ved overførelser samt om de formelle bestemmelser om undertegnelse og ikrafttræden af konventionen.

Om 1983-konventionen henvises i øvrigt til forarbejderne til lov nr. 323 af 4. juni 1986, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 2206 ff.

3.2.3. Ved udarbejdelsen af den oprindelige lov om fuldbyrdelse af europæiske straffedomme, jf. lov nr. 522 af 23. december 1970, og den gældende lov om international fuldbyrdelse af straf mv. har man valgt i stedet for at omskrive konventionsteksten til en dansk lov at gøre en generel henvisning i lovteksten til de pågældende konventioners regler, der samtidig er medtaget som bilag til loven, jf. bilag 1 og 2 til 1986-loven. Konventionsteksten har på den måde fået samme gyldighed som den egentlige lovtekst. Denne lovtekniske fremgangsmåde har afspejlet sig i lovens systematik, der tager udgangspunkt i følgende kapitelinddeling: kapitel 1 (indledende bestemmelser), kapitel 2 (konventionen om overførelse af domfældte), kapitel 3 (den europæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger), kapitel 3 a (FN-konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer og den europæiske konvention om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold), kapitel 4 (fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser i Danmark efter kapitel 2-3 a), kapitel 5 (almindelige bestemmelser) samt kapitel 6 (ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser).

§ 2 i kapitel 2 bestemmer i overensstemmelse hermed, at afgørelser, som er omfattet af konventionen om overførelse af domfældte, jf. lovens bilag 1, kan fuldbyrdes efter konventionens regler. Endvidere fremgår det, at samtykke efter konventionens artikel 3, stk. 1, litra f, (doms- og fuldbyrdelseslandets samtykke til overførelsen) for Danmarks vedkommende træffes af justitsministeren.

Efter § 3, stk. 2, fuldbyrdes udenlandske afgørelser her i landet som udgangspunkt efter reglerne om omsætning, jf. konventionens artikel 11. Reglerne om omsætning indebærer, at fuldbyrdelseslandet gennem en domstolsafgørelse eller administrativ afgørelse omsætter sanktionen til en straf, der er pålagt af fuldbyrdelseslandet efter dettes lovgivning og udmålingspraksis for den pågældende lovovertrædelse.

Vil det ellers ikke være muligt at få en domfældt overført hertil, kan der efter § 3, stk. 3, træffes bestemmelse om, at fuldbyrdelse skal ske efter reglerne i konventionens artikel 10 om fortsat fuldbyrdelse (tilpasning). Efter disse regler er det den i udlandet pålagte sanktion, som – eventuelt efter en tilpasning, dvs. en »oversættelse« til fuldbyrdelseslandets regler – overtages til fuldbyrdelse inden for rammerne af fuldbyrdelseslandets strafarter og strafmaksimum for den pågældende lovovertrædelse. Der er i princippet ingen mulighed for at formilde den domfældtes stilling bortset fra adgangen til benådning.

Uanset om fuldbyrdelsen sker efter konventionens bestemmelser om omsætning eller tilpasning, træffes afgørelsen herom ved dom. I dommen oplyses bl.a. om varigheden af en eventuel forudgående varetægtsfængsling i medfør af lovens § 8, jf. herom nedenfor, der medfører afkortning i den idømte frihedsstraf, jf. straffelovens § 86, stk. 1.

Kapitel 4 indeholder i § 8 en bestemmelse, hvorefter retten, når sagen angår fuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse om frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, med henblik på at sikre den pågældendes tilstedeværelse og muligheden for, at straffen umiddelbart kan fuldbyrdes, kan træffe bestemmelse om, at den pågældende skal varetægtsfængsles. Formålet med denne bestemmelse er at supplere retsplejelovens regler om betingelserne for varetægtsfængsling, så varetægtsfængsling også er mulig i de tilfælde, hvor kravet om, at den pågældende lovovertrædelse kan medføre straf af fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, ikke er opfyldt, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 2214.

3.2.4. Mellem de nordiske lande består en fællesnordisk ordning, der bygger på ensartet lovgivning. For Danmarks vedkommende henvises til lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde mellem Finland, Island, Norge og Sverige som ændret ved lov nr. 291 af 24. april 1996 (den nordiske fuldbyrdelseslov). Loven giver mulighed for at overføre fuldbyrdelsen af straffedomme, herunder bl.a. domme til fængsel og hæfte, jf. lovens § 3. Overførelse er ikke begrænset til tilfælde, hvor den dømte samtykker heri, men kan også finde sted på tvangsmæssigt grundlag, jf. Folketingstidende 1962-63, tillæg A, sp. 334-335.

I modsætning til loven om international fuldbyrdelse af straf mv. indeholder den nordiske fuldbyrdelseslov ingen udtrykkelige bestemmelser om adgangen til at varetægtsfængsle den dømte med henblik på at sikre den pågældendes tilstedeværelse og muligheden for, at straffen umiddelbart kan fuldbyrdes. Retsplejelovens bestemmelser om betingelserne for og fremgangsmåden ved varetægtsfængsling må imidlertid antages også at finde anvendelse, når der er spørgsmål om at overføre straffuldbyrdelsen på grundlag af den nordiske fuldbyrdelseslov, jf. herved pkt. 3.2.3. ovenfor.

Som det fremgår af pkt. 3.1. ovenfor, åbnes med 1. tillægsprotokol af 18. december 1997 til den europæiske konvention om overførelse af domfældte bl.a. mulighed for i visse tilfælde at overføre straffuldbyrdelsen, selv om den dømtes samtykke ikke foreligger.

Det foreslås på den baggrund og i tråd med den lovtekniske fremgangsmåde, der hidtil er benyttet på dette område, at § 2, stk. 1, i kapitel 2 i loven om international fuldbyrdelse af straf mv. ændres, så afgørelser, som er omfattet af konventionen om overførelse af domfældte og tillægsprotokollen hertil, jf. bilag 1 og bilag 1 a til den nævnte lov, kan fuldbyrdes efter konventionens og protokollens bestemmelser. Det indebærer, at tillægsprotokollen, jf. lovforslagets bilag 2, optages som bilag 1 a til loven om international fuldbyrdelse af straf mv. Herved opnås, at såvel konventionen som tillægsprotokollen efter lovens vedtagelse kan anvendes som grundlag for fuldbyrdelse i udlandet af danske afgørelser om frihedsstraf og for fuldbyrdelse i Danmark af udenlandske frihedsstraffe mv., jf. lovens § 1, stk. 1.

Justitsministeriet er bekendt med, at man ved gennemførelse af 1. tillægsprotokol i norsk og svensk ret har vurderet, at der i henholdsvis de norske og svenske regler om nordisk straffuldbyrdelse bør optages en bestemmelse, der udtrykkelig giver adgang til at varetægtsfængsle en dømt person, når den pågældende har unddraget sig straffuldbyrdelsen i et andet nordisk land ved at flygte til henholdsvis Norge og Sverige. Der henvises herom til det norske lovforslag om ændringer i lov 20. juli 1991 nr. 67 om overføring av domfelte mv. (Ot.prp. nr.41 (1999-2000), s. 24-26), samt det svenske lovforslag om overførelse af straffuldbyrdelse uden den dømtes samtykke (Prop. 1999/2000:45 Överförande av straffverkställighet utan den dömdes samtycke s. 34-35). Begge lovforslag er nu vedtaget, jf. lov 7. juli 2000 nr. 69 (Norge) og SFS 2000:460 (Sverige).

Som det fremgår af pkt. 3.2.4. ovenfor, må retsplejelovens regler om betingelserne for og fremgangsmåden ved varetægtsfængsling også antages at finde anvendelse, når der er spørgsmål om f.eks. at sikre tilstedeværelsen af en person, der er undveget fra straffuldbyrdelse i et andet nordisk land, og det derfor kan komme på tale at overføre straffuldbyrdelsen her til landet. Imidlertid er det som nævnt en betingelse for varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, at den pågældende lovovertrædelse efter dansk ret kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Der kan derfor tænkes tilfælde, hvor dette strafferammekriterium ikke er opfyldt, og hvor betingelserne for at udlevere til straffuldbyrdelse i et andet nordisk land heller ikke er opfyldt, idet der f.eks. er tale om en dansk statsborger, der ikke har haft bopæl i vedkommende nordiske land i de sidste 2 år forud for den strafbare handling, som dommen bygger på.

Det foreslås på den baggrund og i tråd med de norske og svenske lovændringer, at der i loven om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. indsættes en bestemmelse, hvorefter retten med henblik på at sikre den dømtes tilstedeværelse og muligheden for, at straffen umiddelbart kan fuldbyrdes, kan træffe bestemmelse om, at den pågældende skal varetægtsfængsles. Formålet med bestemmelsen er i lighed med § 8 i loven om international fuldbyrdelse af straf mv. at supplere bestemmelsen i retsplejelovens § 762, stk. 1, og retsplejelovens øvrige bestemmelser om betingelserne for og fremgangsmåden ved varetægtsfængsling. Der henvises herom til bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslagets § 3.

Formålet med FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger er at forbedre det internationale samarbejde om forebyggelse og strafferetlig forfølgning af terrorhandlinger, der finder sted under anvendelse af sprængstoffer eller andre dødbringende anordninger, f.eks. giftige kemikalier, biologiske midler og radioaktivt materiale mv. Ved konventionen forpligter de deltagende stater sig på grundlag af en række fælles definitioner til at betragte terrorangreb under anvendelse af sprængstoffer mv. som strafbare handlinger, som skal kunne straffes under hensyn til deres alvorlige karakter. Endvidere medfører konventionen gennem regler om straffemyndighed, udlevering og retshjælp mv. udvidede muligheder for at strafforfølge gerningsmænd uden hensyn til, hvor den strafbare handling er begået, og hvor gerningsmanden hører hjemme.

FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger blev vedtaget af Generalforsamlingen den 15. december 1997 og åbnet for undertegnelse den 12. januar 1998. Danmark har undertegnet konventionen den 23. december 1999. Konventionen er efterfølgende blevet suppleret af en FN-konvention til bekæmpelse af finansieringen af terrorisme, der blev åbnet for undertegnelse den 10. januar 2000. Formålet med denne konvention er at forbedre mulighederne for at forebygge og styrke det internationale strafferetlige værn mod den finansielle bagmandsvirksomhed. Ved konventionen forpligter de deltagende stater sig på grundlag af en række fælles definitioner til at betragte tilvejebringelse og indsamling af midler i den hensigt, at de skal anvendes, eller med viden om, at de vil blive anvendt helt eller delvis til at udføre nærmere beskrevne handlinger, som strafbare handlinger, som skal kunne straffes under hensyn til deres alvorlige karakter, herunder også i forhold til juridiske personer. Endvidere indeholder konventionen i lighed med FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger regler om straffemyndighed, udlevering og retshjælp mv., som udvider mulighederne for at strafforfølge gerningsmænd uden hensyn til, hvor den strafbare handling er begået, og hvor gerningsmanden hører hjemme. Danmark har endnu ikke undertegnet den sidstnævnte konvention. Justitsministeriet har således fundet det rigtigst at lade undertegnelse af den sidstnævnte konvention afvente Folketingets behandling af dette lovforslag.

FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger er optaget som bilag 3 til lovforslaget.

Artikel 1 indeholder definitioner af en række udtryk, som indgår i afgrænsningen af den kriminaliseringspligt, som konventionen pålægger de deltagende stater.

Efter stk. 1 forstås ved »stats- eller regeringsfacilitet« ethvert permanent eller midlertidigt anlæg eller transportmiddel, der anvendes eller er optaget af statsrepræsentanter, medlemmer af regering, lovgivningsmagt eller retsvæsen eller af embedsmænd eller medarbejdere ansat af en stat eller en anden offentlig myndighed eller enhed eller af medarbejdere eller embedsmænd ansat ved en mellemstatslig organisation i forbindelse med deres tjenstlige hverv. Hertil føjes i stk. 2 en definition af ordet »infrastrukturfacilitet«, hvorved forstås ethvert offentligt eller privat ejet anlæg, der giver eller fordeler ydelser til gavn for offentligheden, såsom vand, kloakering, energi, brændsel eller kommunikation.

Efter stk. 3 betyder »sprængstof eller anden dødbringende anordning« et eksplosivt eller brandstiftende våben eller anordning, der er beregnet til eller i stand til at forårsage død, alvorlig personskade eller væsentlig materiel skade. Endvidere omfattes våben eller anordning, der er beregnet til eller i stand til at forårsage samme følger ved frigivelse eller spredning af eller påvirkning med giftige kemikalier, biologiske midler eller toksiner eller lignende stoffer eller stråling eller radioaktivt materiale.

Med udtrykket »en stats militærstyrker« menes efter stk. 4 en stats væbnede styrker, der er organiseret, uddannet og udstyret i henhold til dens egen lovgivning med nationalt forsvar eller sikkerhed som det primære formål, samt personer, der fungerer som støtte for disse væbnede styrker, og som er under deres formelle væbnede kommando, styring og ansvar.

Endelig omfatter efter stk. 5 udtrykket »offentlige steder« de dele af bygninger, jord, gader, vandveje eller andre steder, der er tilgængelige eller åbne for offentligheden, enten permanent, periodisk eller fra tid til anden, og alle steder til brug for handel, forretninger, kultur, uddannelse, underholdning, fritid samt regeringsbygninger, historiske steder, steder til dyrkelse af religion og andre lignende steder, der i den forbindelse er tilgængelige eller åbne for offentligheden. Hertil knytter sig i stk. 6 en bestemmelse om udtrykket »offentligt transportsystem«, som omfatter alle offentligt eller privat ejede anlæg, transportmidler og hjælpemidler, der anvendes i forbindelse med eller med henblik på offentligt tilgængelige tjenester til befordring af personer eller last.

Artikel 2 afgrænser omfanget af den kriminaliseringspligt, som konventionen pålægger de deltagende stater.

Efter stk. 1, begår en person en forbrydelse i konventionens forstand, hvis den pågældende ulovligt og forsætligt leverer, anbringer, affyrer eller detonerer en eksplosiv eller anden dødbringende anordning i eller på, ind i eller mod et offentligt sted, en stats- eller regeringsfacilitet, et offentligt transportsystem eller en infrastrukturfacilitet med forsæt til enten at forårsage død eller alvorlig personskade eller at forårsage omfattende ødelæggelse af stedet, faciliteten eller systemet, hvis ødelæggelsen medfører eller sandsynligvis vil medføre et større økonomisk tab.

En person begår ifølge stk. 2 ligeledes en forbrydelse, hvis den pågældende forsøger at begå en forbrydelse som nævnt i stk. 1.

Omfattet af kriminaliseringspligten er efter stk. 3 også tilfælde, hvor den pågældende medvirker til en forbrydelse som anført i stk. 1 eller 2, eller organiserer eller pålægger andre at begå en sådan forbrydelse. Det samme gælder, når den pågældende på anden måde medvirker til, at en gruppe personer, der handler med et fælles formål, begår en eller flere forbrydelser som anført i stk. 1 eller 2. Denne medvirken skal være forsætlig og skal enten foretages i den hensigt at fremme gruppens generelle kriminelle virksomhed eller formål eller foretages med viden om, at gruppen har til hensigt at begå den eller de pågældende forbrydelser.

Artikel 2 skal sammenholdes med artikel 4, der medfører pligt til at kunne straffe de i artikel 2 nævnte handlinger med passende straffe under hensyn til handlingernes alvorlige karakter. Artikel 2 skal endvidere ses i sammenhæng med artikel 5, hvorefter sådanne handlinger, navnlig når de er beregnet eller egnet til at fremkalde en terrortilstand blandt den brede befolkning eller hos en gruppe personer eller bestemte personer, ikke skal kunne anses for berettigede af politiske, filosofiske, ideologiske, racemæssige, etniske, religiøse eller andre lignende grunde.

Efter artikel 3 finder konventionen som udgangspunkt ikke anvendelse, når forbrydelsen er begået inden for en enkelt stat, hvori den formodede gerningsmand og ofre er statsborgere, og på hvis område den formodede gerningsmand befinder sig.

Artikel 6 fastsætter regler om straffemyndighed.

Efter stk. 1 er der pligt til at sikre straffemyndighed i tilfælde, hvor forbrydelsen begås på den pågældende stats område, ombord på et fartøj, der sejler under den pågældende stats flag, eller i et fly, der er registreret efter den pågældende stats lovgivning på det tidspunkt, hvor forbrydelsen blev begået, samt i tilfælde, hvor forbrydelsen begås af en statsborger fra den pågældende stat.

Efter stk. 2 er det overladt til den enkelte stat at beslutte, om der skal være straffemyndighed, når forbrydelsen begås mod en statsborger fra den pågældende stat eller mod en af den pågældende stats stats- eller regeringsfaciliteter i udlandet, herunder en af den pågældende stats ambassader eller andre diplomatiske eller konsulære lokaler. Det samme gælder, når forbrydelsen begås af en statsløs person, som har fast bopæl på den pågældende stats område, eller i et forsøg på at tvinge den pågældende stat til at foretage eller undlade at foretage en bestemt handling, samt i tilfælde, hvor forbrydelsen begås ombord på et fly, der drives af den pågældende stats offentlige myndigheder.

Stk. 1 og 2 suppleres i stk. 4 af en bestemmelse, der medfører pligt til at have straffemyndighed i tilfælde, hvor den formodede gerningsmand befinder sig på en stats område, og staten ikke udleverer den pågældende til nogen anden deltagende stat, der har straffemyndighed i overensstemmelse med stk. 1 eller 2. Endvidere præciseres det i stk. 5, at konventionen ikke afskærer en stat fra at udøve straffemyndighed i overensstemmelse med sin nationale lovgivning.

Artikel 7-10 og 14 indeholder en række bestemmelser om strafforfølgning, udlevering og retshjælp. Lignende bestemmelser findes i andre internationale konventioner, f.eks. artikel 6, 8 og 10-11 i FN-konventionen af 18. december 1979 imod gidseltagning samt artikel 6-10 i FN-konventionen af 14. december 1973 om forebyggelse af og straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede personer, herunder diplomatiske repræsentanter.

Endvidere åbnes i artikel 13 mulighed for under visse nærmere betingelser midlertidigt at overføre en person, der tilbageholdes eller afsoner straf på en stats område, til en anden stat, når staten anmoder herom med henblik på vidneforklaring, identifikation eller anden bistand i forbindelse med fremskaffelse af bevismateriale til efterforskning eller retsforfølgning af forbrydelser, som er omfattet af konventionen. Lignende bestemmelser er fastsat i artikel 11 i den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager.

De ovennævnte bestemmelser om udlevering og retshjælp i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger skal sammenholdes med artikel 11 om politiske forbrydelser mv. i samme konvention. Efter denne bestemmelse må en stat ikke afslå udlevering eller retshjælp til en anden stat med den begrundelse, at forbrydelsen anses for en politisk forbrydelse, en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver. Forbudet ifølge bestemmelsen er absolut. En stat kan således ikke ved tiltræden af konventionen tage forbehold over for bestemmelsen.

Udlevering og retshjælp kan dog fortsat nægtes efter artikel 12, hvis der er vægtige grunde til at antage, at anmodningen er fremsat med det formål at tiltale eller straffe en person på grund af dennes race, religion, nationalitet, etniske oprindelse eller politiske overbevisning, eller at imødekommelse af anmodningen kunne skade den pågældendes stilling af nogen af disse grunde.

Artikel 15 indeholder bestemmelser, der retter sig mod de deltagende staters pligt til at samarbejde med henblik på forebyggelse af de i artikel 2 nævnte forbrydelser. Lignende bestemmelser er fastsat i artikel 4 i henholdsvis FN-konventionen imod gidseltagning og FN-konventionen om forebyggelse af og straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede personer, herunder diplomatiske repræsentanter.

I artikel 16-18 er fastsat en række bestemmelser om de deltagende staters indbyrdes forhold, f.eks. med hensyn til underretning og ikke-indblanding i indre anliggender, ved efterlevelsen af konventionen.

Endvidere er der i artikel 19 indsat en bestemmelse om forholdet til folkeretten, herunder den humanitære folkeret, i tilfælde af væbnede styrkers aktiviteter under væbnet konflikt mv.

Endelig indeholder artikel 20-24 undertegnelses- og ikrafttrædelsesbestemmelser mv. Ikrafttrædelsesbestemmelserne er nærmere omtalt i pkt. 5 nedenfor.

4.2.1. De handlinger, der sigtes til i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger, jf. pkt. 4.1. ovenfor, kan efter omstændighederne være omfattet af flere forskellige bestemmelser i straffeloven. I den forbindelse kan navnlig fremhæves § 183, § 183 a, § 184, § 186 og § 192 a.

Efter straffelovens § 183 straffes den, der med forsæt til skade på andres person eller formue forvolder sprængning, spredning af skadevoldende luftarter, oversvømmelse, skibbrud, jernbane- eller anden transportulykke, med fængsel indtil 12 år. Foretages en af de nævnte handlinger under sådanne omstændigheder, at gerningsmanden indser, at andres liv derved udsættes for overhængende fare, eller sker det med forsæt til at volde omfattende ødelæggelse af fremmed ejendom eller befordre oprør, plyndring eller anden sådan forstyrrelse af samfundsordenen, er straffen fængsel indtil på livstid. Begås forbrydelsen uagtsomt, er straffen bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.

Efter § 183 a straffes den, som ombord i et luftfartøj eller skib ved ulovlig tvang, jf. § 260, overtager kontrollen over fartøjet eller griber ind i dettes manøvrering, med fængsel indtil på livstid.

§§ 183 og 183 a suppleres i § 184 af en bestemmelse, hvorefter den, der uden at være strafskyldig efter § 183 eller § 183 a forstyrrer sikkerheden for jernbaners, fartøjers, motorkøretøjers eller lignende transportmidlers drift eller sikkerheden for færdsel på offentlige færdselsveje, straffes med fængsel indtil 6 år, under formildende omstændigheder med hæfte. Begås forbrydelsen uagtsomt, er straffen bøde eller hæfte, jf. § 184, stk. 2.

Efter § 186 straffes bl.a. den, som forvolder fare for menneskers liv eller sundhed ved at tilsætte vandbeholdninger, vandledninger eller vandløb sundhedsfarlige stoffer. Straffen er fængsel indtil 10 år.

Endelig er det i § 192 a fastsat, at den, der i strid med lovgivningen om våben og eksplosivstoffer indfører, tilvirker, besidder, bærer, anvender eller overdrager våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnede til at forvolde betydelig skade, straffes med fængsel indtil 4 år.

De nævnte bestemmelser suppleres bl.a. af bestemmelserne i straffelovens kapitel 12 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed. Endvidere kan nævnes bestemmelserne i straffelovens §§ 180-181 (brandstiftelse), § 193 (forstyrrelse i driften af almindelige samfærdselsmidler), § 237 (manddrab), §§ 244-246 (vold), § 250 (hensættelse i hjælpeløs tilstand mv.), § 252 (farefremkaldelse), §§ 260-261 (ulovlig tvang og frihedsberøvelse) samt § 266 (trusler på livet) samt § 291 (hærværk).

Samtlige straffebestemmelser skal i øvrigt sammenholdes med de almindelige regler om forsøg og medvirken i straffelovens §§ 21 og 23. Efter § 21 straffes handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg. Efter § 23 omfatter den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. Adfærd, der består i, at en person indgår aftale med en eller flere personer om udførelse af en strafbar handling, kan således straffes efter straffelovens § 23. Fuldbyrdes forbrydelsen ikke, kan der straffes for medvirken til forsøg.

4.2.2. Regler om dansk straffemyndighed er fastsat i straffelovens §§ 6-12. Der henvises herom til pkt. 2.2.2. ovenfor.

4.2.3. Regler om udlevering er fastsat i udleveringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 110 af 18. februar 1998. Udleveringsloven omfatter ikke udlevering til de nordiske lande. Herom gælder en særlig fællesnordisk udleveringslovgivning, jf. for Danmarks vedkommende lov nr. 27 af 3. februar 1960 som ændret ved lov nr. 251 af 12. juni 1975.

Betingelserne for udlevering er fastsat i udleveringslovens kapitel 2 (§§ 2-10 a). Heraf fremgår det bl.a., at der ikke kan ske udlevering af danske statsborgere, jf. § 2.

Endvidere følger det af udleveringslovens § 3, stk. 1, at udlevering af en lovovertræder fra Danmark som udgangspunkt kun kan ske, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, i Danmark kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. Udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan dog ske, hvis en tilsvarende handling efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. Udlevering til strafforfølgning i et andet land kan endvidere kun ske, hvis der i den fremmede stat er truffet beslutning om, at den, som søges udleveret, skal anholdes eller fængsles for den pågældende handling, jf. § 3, stk. 2. Efter § 3, stk. 4, kan udlevering til strafforfølgning finde sted for flere strafbare forhold, selv om betingelserne i stk. 1-3 kun er opfyldt med hensyn til ét af forholdene. Det indebærer, at der efter omstændighederne kan ske udlevering i en sag, som ud over et eller flere forhold, der opfylder betingelserne i § 3, stk. 1-3, også omfatter forhold, der efter dansk ret ikke er strafbare eller kun kan medføre straf af bøde, hæfte eller fængsel i 1 år eller derunder.

Selv om betingelserne i § 3 i øvrigt er opfyldt, må udlevering dog ikke finde sted, hvis det på grund af særlige omstændigheder må antages, at sigtelsen vedrørende den pågældende handling savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, jf. § 3, stk. 5. Dette forbehold om efter omstændighederne at kunne nægte udlevering skal ses i sammenhæng med, at Danmark ved ratifikationen af den europæiske udleveringskonvention, jf. bekendtgørelse nr. 36 af 28. september 1963 (Lovtidende C), afgav erklæring om, at danske myndigheder, når særlige omstændigheder skønnes at gøre det påkrævet, kan anmode den stat, der fremsætter en udleveringsbegæring, om at tilvejebringe bevismateriale, der sandsynliggør, at den pågældende er skyldig, og afslå begæringen, hvis materialet findes utilstrækkeligt.

Efter § 5, stk. 1, kan udlevering for en politisk lovovertrædelse ikke finde sted. Omfatter handlingen tillige en lovovertrædelse, som ikke er af politisk karakter, kan udlevering ske for denne lovovertrædelse, såfremt handlingen overvejende er af ikke-politisk karakter, jf. § 5, stk. 2. Om en lovovertrædelse er politisk, afhænger af en konkret helhedsvurdering, hvorved der navnlig lægges vægt på arten af den eller de interesser, der er krænket ved lovovertrædelsen, og på gerningsmandens motiv.

Forbudet mod udlevering for en politisk lovovertrædelse har længe været anset for et centralt princip i dansk udleveringslovgivning. Dette har bl.a. fundet udtryk i, at Danmark ved ratifikationen af den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme har taget forbehold over for den særlige bestemmelse i konventionens artikel 1, hvorefter en række handlinger med tilknytning til kidnapning, gidseltagning mv. aldrig skal kunne anses for en politisk forbrydelse eller for en forbrydelse, der knytter sig til en politisk forbrydelse eller udspringer af politiske motiver.

Endvidere har Danmark ved ratifikationen af tillægsprotokollen af 15. oktober 1975 (jf. bekendtgørelse nr. 106 af 11. november 1986 (Lovtidende C)) til den europæiske udleveringskonvention afgivet erklæring om, at Danmark ikke er bundet af tillægsprotokollens kapitel 1, hvorefter forbrydelser omfattet af folkedrabskonventionen og Genève-konventionerne vedrørende beskyttelsen af ofre i væbnede konflikter ikke kan anses som politiske forbrydelser ved anvendelsen af udleveringskonventionens artikel 3.

Danmark har dog ved ratifikationen af EU's udleveringskonvention af 27. september 1996 i forhold til de andre EU-medlemsstater givet afkald på det danske forbehold efter terrorismekonventionen, jf. nu udleveringslovens § 5, stk. 3, hvorefter forbudet mod udlevering for en politisk lovovertrædelse ikke finder anvendelse ved udlevering til en anden EU-medlemsstat, når handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i terrorismekonventionen, dvs. grove forbrydelser, der retter sig mod personers liv, fysiske integritet eller frihed, f.eks. kapring af og sabotage mod luftfartøjer, grove forbrydelser mod diplomater mv., bortførelse, gidseltagning mv. og anvendelse af bomber, granater, raketter mv., der rummer fare for personer.

Det må desuden antages at følge af statutterne for de internationale tribunaler til pådømmelse af krigsforbrydelser i henholdsvis det tidligere Jugoslavien og i Rwanda – som er vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd – at FN’s medlemsstater ikke kan nægte udlevering til tribunalerne med henvisning til, at handlingen betragtes som en politisk forbrydelse.

Danmark må endvidere antages at blive afskåret fra at nægte udlevering til Den Internationale Straffedomstol med henvisning til, at handlingen betragtes som en politisk forbrydelse, når Danmark ratificerer statutten for denne domstol.

Efter § 6 er der forbud mod udlevering, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig mod den pågældendes liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter.

Hvis det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages, at udlevering vil være uforenelig med humanitære hensyn, må udlevering heller ikke finde sted, jf. udleveringslovens § 7. Ved afgørelsen af, om udlevering vil være uforenelig med humanitære hensyn, skal efter udleveringslovens forarbejder de særlige forhold, der taler imod udlevering, afvejes imod den interesse, som den fremmede stat, navnlig under hensyn til lovovertrædelsens beskaffenhed og den tid, der er forløbet siden handlingens foretagelse, har i udleveringen.

Efter udleveringslovens § 10 må udlevering kun ske på en række nærmere opregnede vilkår. Heri indgår bl.a., at dødsstraf ikke må fuldbyrdes for den pågældende handling, jf. § 10, nr. 3.

I udleveringslovens kapitel 3 (§§ 11-18) er der fastsat regler om behandlingen af sager om udlevering. Disse regler suppleres i kapitel 3 a (§§ 18 a-18 d) af bestemmelser, som åbner mulighed for en forenklet sagsbehandling ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union. Herudover indeholder lovens kapitel 4 (§§ 19-23) en række andre bestemmelser om efterlyste personer, videreudlevering, transit mv.

Efter § 11 kan udlevering kun ske efter en anmodning, der indeholder oplysninger om tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser. Med anmodningen skal efter bestemmelsens stk. 2 følge udskrift af den beslutning om anholdelse eller fængsling mv., der danner grundlag for anmodningen. Sammen med § 12 indebærer udleveringslovens § 11, at der ikke kan indledes en nærmere undersøgelse af en udleveringsanmodning, før den i henhold til § 11, stk. 2, nødvendige dokumentation foreligger. Efter § 19 i udleveringslovens kapitel 4 kan der efter omstændighederne i stedet foretages beslaglæggelse, ransagning, anholdelse og fængsling, såfremt den berørte person er efterlyst af myndighederne i den begærende stat som sigtet eller tiltalt mv. for en strafbar handling, der må antages at kunne begrunde udlevering efter udleveringsloven. De nævnte foranstaltninger skal imidlertid som udgangspunkt ophæves, såfremt anmodning om udlevering, jf. § 11, ikke er modtaget senest 30 dage efter anholdelsen.

Til fremme af undersøgelsen efter § 12 og for at sikre udleveringen kan der efter § 13 ske beslaglæggelse, ransagning, anholdelse og fængsling efter retsplejelovens regler i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet. Når undersøgelsen iværksættes, skal der endvidere normalt beskikkes forsvarer for den, som søges udleveret, i overensstemmelse med retsplejelovens regler, jf. § 14. De nævnte bestemmelser skal sammenholdes med artikel 36, stk. 1, litra c, i bekendtgørelse nr. 83 af 11. december 1972 af Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser (Wienerkonventionen). Efter denne bestemmelse har en konsulatembedsmand bl.a. ret til at besøge enhver statsborger fra udsenderstaten, som i henhold til dom eller retskendelse er undergivet fængsling. Konsulatembedsmanden skal dog afholde sig fra at træde i aktion for en statsborger, som er underkastet fængsling, når den pågældende udtrykkeligt modsætter sig et sådant skridt.

Efter udleveringslovens § 16 kan den berørte person forlange domstolsprøvelse af lovligheden af justitsministerens beslutning om udlevering. Indbringelse af beslutningen om udlevering for retten har opsættende virkning. Udlevering kan derfor først ske, når beslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse, jf. § 17, stk. 1. Herefter kan der ske anholdelse og varetægtsfængsling efter retsplejelovens regler med henblik på at sikre udleveringens gennemførelse, jf. § 17, stk. 3.

4.2.4. Grundlaget for danske myndigheders imødekommelse af anmodninger om retshjælp fra fremmede stater er navnlig den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager, jf. bekendtgørelse nr. 18 af 17. juli 1963 (Lovtidende C) med tilhørende tillægsprotokol af 17. marts 1978, jf. bekendtgørelse nr. 82 af 4. september 1986 (Lovtidende C). Hverken konventionen eller tillægsprotokollen er selvstændigt inkorporeret i dansk lovgivning, men det er i retspraksis fastslået, at retsanmodninger om efterforskningsskridt, der har karakter af straffeprocessuelle tvangsindgreb, f.eks. beslaglæggelse af bevismidler til brug for straffesager i udlandet, kan iværksættes med hjemmel i retsplejeloven eller dennes analogi, idet det afgørende er, om foranstaltningen ville kunne foretages i en tilsvarende straffesag her i landet. Om retspraksis på dette område kan bl.a. henvises til afgørelserne offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1972, s. 600 (Højesteret) og 1988, s. 203 (Vestre Landsret).

Efter artikel 2, litra a, i den europæiske retshjælpskonvention kan en anmodning om retshjælp afslås, såfremt anmodningen angår en forbrydelse, der af den stat, over for hvilken anmodningen fremsættes, betragtes som en politisk forbrydelse eller en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse. Danmark har i forbindelse med ratifikationen af Europarådets strafferetskonvention om korruption afgivet en erklæring om, at Danmark kan afslå at yde retshjælp efter denne konvention, såfremt anmodningen vedrører en forbrydelse, som efter dansk ret anses for en politisk forbrydelse. Med dette forbehold er det således sikret, at Danmark ikke er folkeretligt forpligtet til at yde retshjælp i videre omfang end efter retshjælpskonventionen.

Som nævnt i pkt. 4.2.3. ovenfor indebærer visse konventioner mv., at de deltagende stater er afskåret fra at nægte udlevering med henvisning til, at handlingen betragtes som en politisk forbrydelse. Det medfører, at de deltagende stater normalt også er afskåret fra at nægte retshjælp med denne begrundelse. Danmark vil derfor f.eks. ikke kunne nægte at yde retshjælp i forhold til en EU-medlemsstat med henvisning til, at der er tale om en politisk forbrydelse, når handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i terrorismekonventionen.

Mellem de nordiske lande gælder foruden den europæiske retshjælpskonvention overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp, jf. bekendtgørelse nr. 100 af 15. september 1975 (Lovtidende C). Overenskomsten adskiller sig navnlig fra den europæiske retshjælpskonvention ved, at retshjælpen ydes direkte mellem de pågældende statsmyndigheder. Det er således ikke nødvendigt at sende anmodningen om retshjælp ad diplomatiske kanaler eller via Justitsministeriet.

Endvidere indeholder Schengen-konventionen (artikel 48-53) en række bestemmelser, der supplerer og letter anvendelsen af den europæiske retshjælpskonvention, jf. herved lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltræden af Schengen-konventionen. Reglerne er endnu ikke trådt i kraft, idet ikraftsættelsen afventer Danmarks indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde i løbet af foråret 2001.

Herudover findes i retsplejeloven enkelte bestemmelser om afhøring af vidner mv. til brug ved straffesager i udlandet og om overførelse af personer, der er frihedsberøvet i udlandet, her til landet med henblik på personligt fremmøde som vidne eller deltagelse i en konfrontation.

I retsplejelovens § 731, stk. 1, litra g, er det således fastsat, at der som udgangspunkt skal beskikkes en offentlig forsvarer i tilfælde, hvor vidners eller syns- eller skønsmænds beedigede forklaring begæres til brug under en i udlandet indledt straffesag.

Endvidere er det i retsplejelovens § 191, stk. 1, fastsat, at en person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som har meddelt samtykke hertil, kan overføres til Danmark for i en straffesag at afgive forklaring eller medvirke ved konfrontation. Den pågældende skal under overførelsen være frihedsberøvet og skal tilbageføres til den fremmede stat, uanset om den pågældende senere tilbagekalder sit samtykke til overførelsen. Stk. 1 suppleres i stk. 2-5 af en række bestemmelser om fremgangsmåden ved overførelsen og retsstillingen under opholdet her i landet.

4.3.1. Som det fremgår af pkt. 4.1. ovenfor, indebærer FN-konventionens artikel 11, at en stat er afskåret fra at afslå udlevering eller retshjælp med den begrundelse, at den forbrydelse, anmodningen angår, er en politisk forbrydelse, en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver.

Som nævnt i pkt. 4.2.3. ovenfor, kan udlevering for en politisk lovovertrædelse mv. efter gældende ret ikke finde sted, medmindre der er spørgsmål om udlevering til en EU-medlemsstat, og handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme.

Gennemførelse af artikel 11 kræver derfor en ændring af udleveringslovens § 5, så de handlinger, der er omfattet af FN-konventionens artikel 2, undtages fra forbudet mod udlevering for politiske forbrydelser. Det foreslås derfor, at der i § 5, som stk. 4, indsættes en bestemmelse, hvorefter forbudet ifølge stk. 1 og 2 heller ikke gælder, når handlingen er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger. Om det nærmere indhold af den foreslåede bestemmelse henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 4.

Det skal fremhæves, at der fortsat vil være adgang til at nægte udlevering, hvis der er fare for forfølgelse f.eks. på grund af den pågældendes politiske opfattelse eller øvrigt på grund af politiske forhold, eller hvis udlevering er uforenelig med humanitære hensyn. Desuden må udlevering fortsat kun ske på vilkår af, at dødsstraf ikke fuldbyrdes for den pågældende handling. Der henvises herom nærmere til pkt. 4.2.3. ovenfor og til bemærkningerne til lovforslagets § 4.

4.3.2. Artikel 2, stk. 3, litra c, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger medfører pligt til at kriminalisere medvirken til, at en gruppe personer, som handler med et fælles formål, begår en eller flere forbrydelser som anført i stk. 1 eller 2 i den pågældende bestemmelse. Denne medvirken skal være forsætlig og skal enten foretages i den hensigt at fremme gruppens generelle kriminelle virksomhed eller formål eller foretages med viden om, at gruppen har til hensigt at begå den eller de pågældende forbrydelser.

Der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt den kriminaliseringspligt, der følger af artikel 2, stk. 3, litra c, 1. led, (»medvirken … i den hensigt at fremme gruppens generelle kriminelle virksomhed eller formål«) rækker videre end de danske medvirkensregler. Efter dansk skal medvirkensforholdet således være rettet mod en konkretiseret forbrydelse, dvs. en tilskyndelse til at begå kriminalitet i al almindelighed er som udgangspunkt ikke nok til at ifalde strafansvar.

I andre lignende konventioner omfatter kriminaliseringspligten adfærd i form af »medvirken« (»participation as an accomplice«) til de forbrydelser, som opregnes i den pågældende konvention. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til artikel 1, litra b, i konventionen om bekæmpelse af ulovlig bemægtigelse af luftfartøjer, artikel 2, stk. 1, litra e, i konventionen om forebyggelse af og straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede personer, herunder diplomatiske repræsentanter, artikel 1, litra f, i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme samt artikel 1, stk. 2, litra b, i konventionen imod gidseltagning.

I konventionen om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater indgår imidlertid i artikel 3, stk. 4, en bestemmelse, der ved afgrænsningen af medvirkensbegrebet har betydelig lighed med FN-konventionens artikel 2, stk. 3, litra c. Det er ved gennemførelsen af EU-udleveringskonventionen i dansk ret lagt til grund, at opfyldelse af artikel 3, stk. 4, kan ske uden lovændring, idet straffelovens § 23 antages at omfatter de handlinger, som nævnes i artikel 3, stk. 4, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 4487.

Der må efter Justitsministeriets opfattelse desuden lægges vægt på, at FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger tager sigte på en forholdsvis afgrænset gruppe af lovovertrædelser af yderst alvorlig og almenfarlig karakter. En person, som forsætligt fremmer den kriminelle virksomhed eller formål hos en gruppe af personer med kendskab til gruppens generelle formål, og som dermed bidrager til en af de lovovertrædelser, der er omfattet af konventionen, må på den baggrund anses for at have forsæt til en lovovertrædelse, som er tilstrækkelig konkretiseret til at kunne medføre medvirkensansvar.

Justitsministeriet er endvidere bekendt med, at FN-konventionens artikel 2, stk. 3, litra c, for Norges vedkommende er gennemført uden lovændring, selv om den norske straffelov som udgangspunkt ikke kriminaliserer planlægning og forberedelse af strafbare handlinger, men alene forsøg, jf. straffelovens § 49, hvorefter der foreligger strafbart forsøg, når en forbrydelse ikke er fuldbyrdet, men der er foretaget handling, hvorved dens udførelse tilsigtedes påbegyndt.

I Sverige vurderes det ligeledes, at bestemmelsen kan gennemføres inden for rammerne af reglerne om medvirken i den svenske straffelov (Brottsbalken), jf. 23. kap. 4 §, hvorefter medvirkensansvaret omfatter enhver, som har fremmet gerningen med råd eller dåd (»annan som främjat denna med råd eller dåd«), jf. promemoria af 3. maj 2000 om Sveriges tilträde till Förenta nationernas konvention om bekämpande av bombattentat av terrorister (Ju2000/2280), s. 17-23.

Sammenfattende er det herefter Justitsministeriets opfattelse, at artikel 2, stk. 3, litra c, heller ikke for Danmarks vedkommende kræver lovændring.

4.3.3. Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at de krav, herunder til internationalt samarbejde, der i øvrigt er indeholdt i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger, kan opfyldes uden yderligere lovændringer, når handlinger omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, undtages fra forbudet mod udlevering for politiske forbrydelser mv., jf. lovforslagets § 4.

Efter artikel 10 i EU-rammeafgørelsen om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri af 29. maj 2000 skal medlemsstaterne senest den 31. december 2000 have gennemført de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde den forpligtelse, de har til at beskytte euroen mod falskmøntneri, før den sættes i omløb. Endvidere skal medlemsstaterne inden for 12 måneder efter vedtagelsen af rammeafgørelsen have gennemført de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde de øvrige forpligtelser, der følger af rammeafgørelsen. Herudover skal Rådet senest den 30. juni 2001 på baggrund af indberetninger fra medlemsstaterne om de gennemførte foranstaltninger og en rapport fra Kommissionen vurdere, i hvilken udstrækning medlemsstaterne har gennemført de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde forpligtelserne ifølge rammeafgørelsen.

Tillægsprotokollen til den europæiske konvention om overførelse af domfældte træder efter artikel 4 i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, hvor tre stater har ratificeret protokollen. Protokollen er efter denne bestemmelse trådt i kraft den 1. juni 2000. For stater, der senere deponerer, træder protokollen i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter deponeringsdatoen. Efter artikel 7 finder protokollen anvendelse på fuldbyrdelse af straf mv. pålagt såvel før som efter dens ikrafttræden.

FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger træder ifølge artikel 22 i kraft 30 dage efter, at 22 lande har ratificeret konventionen. Konventionen er endnu ikke trådt i kraft efter denne bestemmelse. Den 8. september 2000 var konventionen ratificeret af 15 stater. For hver stat, der ratificerer efter, at konventionen er trådt i kraft, træder konventionen i kraft 30 dage efter ratifikationen.

Som det fremgår af pkt. 2.1. og 5.1. ovenfor, medfører artikel 10, stk. 1, i EU-rammeafgørelsen om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri for Danmarks vedkommende pligt til inden 29. maj 2001 at sætte de nødvendige foranstaltninger i kraft for med henblik på at opfylde artikel 8 om pligt til at kunne straffe juridiske personer for falskmøntneri. Det foreslås på den baggrund, at straffelovens § 306 om strafansvar for juridiske personer i lovforslagets § 1 sættes i kraft den 1. april 2001, jf. lovforslagets § 5, stk. 1, 1. pkt.

Ikrafttrædelsestidspunktet for de øvrige retsakter, der er omfattet af lovforslaget, er som nævnt i pkt. 5.1. ovenfor ikke knyttet til et bestemt tidspunkt, idet ikrafttrædelsen afhænger af, hvornår de stater, der har underskrevet vedkommende konvention mv., foretager ratifikation. Ikraftsættelse af den danske gennemførelsesbestemmelse om udlevering for politiske forbrydelser, jf. lovforslagets § 4, kunne derfor medføre, at der i en periode, hvor FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger endnu ikke er trådt i kraft, kunne ske udlevering for handlinger omfattet af konventionen i videre omfang, end Danmark er folkeretligt forpligtet til. På samme måde kunne ikraftsættelse af de danske gennemførelsesbestemmelser om overførelse af domfældte, jf. lovforslagets §§ 2-3, føre til, at der i en periode, hvor 1. tillægsprotokol endnu ikke er trådt i kraft, blev åbnet mulighed for at overføre domfældte uden samtykke, selv om Danmark ikke er folkeretligt forpligtet til at have denne mulighed.

Det kan på den baggrund overvejes, om ikrafttrædelsesbestemmelsen for så vidt angår lovforslagets §§ 2-4 i stedet for at blive fastsat i selve loven bør udformes som en bemyndigelse til justitsministeren til at fastsætte ikrafttrædelsestidspunktet. En lignende fremgangsmåde er bl.a. anvendt i lov nr. 415 af 10. juni 1997 om gennemførelse af Europol-konventionen, jf. lovens § 6.

Ikrafttrædelsesbestemmelsen kunne eventuelt også udformes, så de berørte bestemmelser først finder anvendelse på retsanmodninger, der fremsættes efter, at den pågældende konvention mv. er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende stat. En lignende fremgangsmåde er benyttet i lov nr. 417 af 10. juni 1997 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere (Gennemførelse af EU-udleveringskonventionen), jf. lovens § 2, 3. pkt., og EU-udleveringskonventionens artikel 18, stk. 4 og 5, og må efter almindelige traktatretlige grundsætninger om gensidighed antages også at kunne finde anvendelse, selv om vedkommende konvention mv. ikke udtrykkeligt åbner mulighed herfor.

Ved gennemførelsen af konventionen om overførelse af domfældte blev ikrafttrædelsesbestemmelsen udformet, så lovens kapitel 2 om konventionen om overførelse af domfældte også finder anvendelse, selv om den pågældende afgørelse (hvis fuldbyrdelse skal overføres) er truffet, før konventionen er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende fremmede stat, jf. § 14, stk. 1, i lov nr. 323 af 4. juni 1986. Som følge heraf vil det efter Justitsministeriets opfattelse være rigtigst at udforme ikrafttrædelsesbestemmelsen vedrørende tillægsprotokollen på samme måde. Det foreslås derfor, at § 2, stk. 1, i loven om international fuldbyrdelse af straf mv. finder anvendelse, selv om den pågældende afgørelse er truffet, før tillægsprotokollen er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende fremmede stat, jf. lovforslagets § 13, stk. 1. Når tillægsprotokollen er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende fremmede stat vil den således folkeretligt også omfatte afgørelser, som er truffet før protokollens ikrafttræden, jf. protokollens artikel 7.

Som nævnt ovenfor, blev ikrafttrædelsesbestemmelsen i loven om gennemførelsen af EU-udleveringskonventionen udformet, så de nye bestemmelser bl.a. om udlevering for politiske forbrydelser først finder anvendelse, når Danmark og vedkommende EU-medlemsstat gensidigt har forpligtet sig til at udlevere på grundlag af reglerne i EU-udleveringskonventionen. Justitsministeriet finder på den baggrund, at det vil være rigtigst at udforme ikrafttrædelsesbestemmelsen vedrørende FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger på samme måde, så forbudet efter udleveringslovens § 5, stk. 4, mod at nægte udlevering for politiske forbrydelser først finder anvendelse på anmodninger om udlevering, der fremsættes efter, at FN-konventionen er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende fremmede stat, jf. lovforslagets § 13, stk. 2.

Lovforslaget skønnes ikke have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning. Forslaget vil ikke have økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet og borgerne, og forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser. Om forslagets EU-retlige aspekter henvises til pkt. 2 i lovforslagets almindelige bemærkninger om EU-rammeafgørelsen om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri.

I bilag 4 til lovforslaget er de foreslåede regler sammenholdt med de nugældende regler.

Ved lovforslagets § 1, nr. 1, tilpasses henvisningerne i straffelovens § 10 a, stk. 2, litra a og b, til den nugældende affattelse af straffelovens §§ 6 og 8, jf. herved § 2 i lov nr. 385 af 20. maj 1992 om ændring af retsplejeloven, straffeloven, færdselsloven og udlændingeloven (Anklagemyndighedens struktur). Ændringerne er alene af redaktionel karakter.

Lovforslagets § 1, nr. 2, vedrører bestemmelser med en strafferamme på bøde, hæfte eller fængsel.

Straffelovens § 122 og § 289 a har fået deres nugældende affattelse ved § 1, nr. 3 og 8, i lov nr. 228 af 4. april 2000 om ændring af straffeloven (Grov momssvig, EU-svig og bestikkelse af udenlandske tjenestemænd). Disse lovændringer trådte i kraft den 1. maj 2000, jf. lovens § 3, stk. 1.

Straffelovens § 134 b, stk. 1, blev indsat i straffeloven ved lov nr. 440 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven (Maskeringsforbud). Denne lovændring trådte i kraft den 3. juni 2000, jf. lovens § 2.

Straffelovens § 235, stk. 1, 1. pkt., har fået sin nugældende affattelse ved § 1, nr. 6, i lov nr. 441 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Forældelse, styrket indsats mod seksuelt misbrug af børn og unge samt IT-efterforskning). Denne lovændring trådte i kraft den 1. juli 2000, jf. lovens § 3, stk. 1.

Ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.) ophævedes hæftestraffen. Ophævelsen har virkning fra lovens ikrafttrædelsestidspunkt, dvs. den 1. juli 2001, jf. lovens § 30.

Ved lovforslagets § 1, nr. 2, sammenholdt med § 11, stk. 2, foreslås som følge heraf, at hæfte udgår af de nævnte straffelovsbestemmelser med virkning fra den 1. juli 2001, så strafferammen herefter er bøde eller fængsel.

Lovforslagets § 1, nr. 3, vedrører bestemmelser med en strafferamme på hæfte eller fængsel.

§ 144 har fået sin nugældende affattelse ved § 1, nr. 4, i lov nr. 228 af 4. april 2000 om ændring af straffeloven (Grov momssvig, EU-svig og bestikkelse af udenlandske tjenestemænd mv.). Denne lovændring trådte i kraft den 1. maj 2000, jf. lovens § 3, stk. 1.

§ 230, 1. pkt., og § 235, stk. 2, hidrører fra ændringer af straffeloven, der blev gennemført ved § 1, nr. 5 og 6, i lov nr. 441 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Forældelse, styrket indsats mod seksuelt misbrug af børn og unge samt IT-efterforskning). Disse lovændringer trådte i kraft den 1. juli 2000, jf. lovens § 3, stk. 1.

Ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.) ophævedes hæftestraffen. Ophævelsen har virkning fra lovens ikrafttrædelsestidspunkt, dvs. den 1. juli 2001, jf. lovens § 30.

Ved lovforslagets § 1, nr. 3, sammenholdt med § 11, stk. 2, foreslås som følge heraf, at hæfte udgår af de nævnte straffelovsbestemmelser med virkning fra den 1. juli 2001, så strafferammen herefter er fængsel.

Efter straffelovens § 231 kan straffen forhøjes med indtil det halve, når den, som skal dømmes efter §§ 228 og 229 om rufferi mv., tidligere har været dømt for bl.a. løsgængeri. Ved § 1, nr. 1, i lov nr. 141 af 17. marts 1999 om ændring af straffeloven (Afkriminalisering af prostitution mv. samt kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år) ophævedes straffelovens §§ 198 og 199 om løsgængeri. Som følge heraf foreslås § 231 ændret, så bestemmelsen om forhøjet straf for løsgængeri udgår. Ændringen er af redaktionel karakter.

Straffeloven indeholder i dag alene hjemmel til at straffe juridiske personer for overtrædelse af visse bestemmelser i straffeloven. Efter § 306, stk. 1, kan der således pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel om strafansvar for juridiske personer for overtrædelse af straffelovens § 122 om aktiv bestikkelse i dansk, udenlandsk og international offentlig tjeneste eller hverv, af § 289 a om EU-svig samt for overtrædelse af § 299, nr. 2, 2. led, om aktiv bestikkelse i private retsforhold (returkommission). Efter § 306, stk. 2, kan der også pålægges strafansvar efter reglerne i 5. kapitel for overtrædelse af § 284, jf. § 122, § 144 og § 289 a, dvs. hæleri med hensyn til udbyttet ved aktiv og passiv bestikkelse i dansk, udenlandsk og international offentlig tjeneste eller hverv og ved EU-svig, når overtrædelsen er begået for at skaffe selskabet mv. del i en ved overtrædelse af § 122, § 144 eller § 289 a erhvervet vinding.

Ved lovforslagets § 1, nr. 5, ændres § 306, så der indføres en almindelig adgang til at pålægge juridiske personer strafansvar efter reglerne i 5. kapitel for overtrædelser af straffeloven, der er begået for at skaffe den juridiske person vinding. Om baggrunden herfor henvises til pkt. 2.3.2.-2.3.4. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Som det fremgår af pkt. 2.3.3. i de almindelige bemærkninger, omfatter den foreslåede bestemmelse alene tilfælde, hvor en eller flere enkeltpersoner inden for virksomheden beviseligt har overtrådt den pågældende straffelovsbestemmelse med forsæt. Da bestemmelsen således kun omfatter forsætlige forhold, må spørgsmålet om et eventuelt strafansvar for den juridiske person i anledning af uagtsomt, eventuelt groft uagtsomt forhold, bedømmes efter straffebestemmelser vedrørende det pågældende forhold i særlovgivningen. Forsætlige forhold, der f.eks. på grund af beløbets ringe størrelse kan afgøres med bøde, bør ligeledes henføres under en eventuel særlovsbestemmelse, når der er spørgsmål om at pålægge den juridiske person strafansvar i anledning af sådanne forhold. Dette gælder f.eks. med hensyn til overtrædelser af straffelovens § 125 a om grov menneskesmugling, § 191 om grove narkotikaforbrydelser, § 192 a om grove våbenlovsovertrædelser, § 196 om grov miljøkriminalitet og § 289 om grov skattesvig.

Forsætlige forhold, der er af en sådan grovhed, at det for enkeltpersoner udløser frihedsstraf, forudsættes for den juridiske persons vedkommende henført til straffelovsbestemmelsen, hvis vedkommende særlovsbestemmelse alene hjemler bødestraf. I de tilfælde, hvor en særlovsbestemmelse indeholder hjemmel til frihedsstraf, vil mindre grove forhold, som for enkeltpersoner alene medfører en kortere frihedsstraf, som udgangspunkt skulle henføres til særlovsbestemmelsen, når der er spørgsmål om at pålægge den juridiske person strafansvar i anledning forholdet. Er der derimod tale om grove forhold, forudsættes straffelovsbestemmelsen anvendt. Det gælder, selv om den fængselsstraf, der konkret udmåles i forhold til enkeltpersoner, måtte ligge inden for det strafmaksimum, der er fastsat i særlovsbestemmelsen.

Strafansvar for den juridiske person udelukker ikke, at der pålægges individuelt strafansvar for den person, der forsætligt har overtrådt de pågældende straffelovsbestemmelser. Da der er tale om forsætlige forhold, forudsættes det, at der i almindelighed i disse tilfælde også gøres strafansvar gældende mod de pågældende enkeltpersoner.

Med udtrykket »vinding« sigtes til den økonomiske fordel, herunder også besparelse, som gerningsmanden ved lovovertrædelsen har skaffet eller forsøgt at skaffe den juridiske person. Strafansvaret for den juridiske person er således ikke betinget af, at der ved straffelovsovertrædelsen er tilført selskabet en uberettiget vinding gennem en retsstridig tilføjelse af et tilsvarende formuetab for den forurettede.

Bøder, som juridiske personer idømmes indenretligt for straffelovsovertrædelser, skal som udgangspunkt fastsættes som dagbøder efter den almindelige regel i straffelovens § 51, stk. 1. Såfremt der er tale om en forseelse, hvorved den pågældende virksomhed (den juridiske person) har opnået eller tilsigtet at opnå betydelig økonomisk vinding for virksomheden eller for andre, og anvendelsen af dagbøder vil medføre, at bødebeløbet ansættes lavere, end det skønnes rimeligt under hensyn til størrelsen af den fortjeneste, der enten er eller kunne være opnået ved lovovertrædelsen, kan retten dog i stedet for fastsætte bøden som en sumbøde, jf. herved straffelovens § 51, stk. 2.

Med stk. 2 præciseres det, at juridiske personer også kan straffes for forsøg, selv om en juridisk person alene kan idømmes bøde, sml. herved straffelovens § 21, stk. 3, og pkt. 2.3.4. i de almindelige bemærkninger. Forsøgsstraf forudsætter, at en enkeltperson inden for den juridiske person har handlet med det til forsøgsstraf fornødne forsæt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2 i de almindelige bemærkninger.

Efter § 2, stk. 1, i loven om international fuldbyrdelse af straf mv. kan afgørelser, som er omfattet af den europæiske konvention om overførelse af domfældte, jf. lovens bilag 1, fuldbyrdes efter konventionens regler.

Ved lovforslagets § 2 ændres bestemmelsen, så muligheden for at fuldbyrde danske afgørelser om frihedsstraf i udlandet og udenlandske afgørelser om frihedsstraf i Danmark udvides til også at omfatte reglerne i 1. tillægsprotokol til konventionen om overførelse af domfældte. Der henvises herom til pkt. 3 i de almindelige bemærkninger.

Loven om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. indeholder ikke udtrykkelig hjemmel til at varetægtsfængsle med henblik på at sikre den dømtes tilstedeværelse og muligheden for, at straffen umiddelbart kan fuldbyrdes.

Ved lovforslagets § 3 indsættes som § 3 a en ny bestemmelse, hvorefter retten med henblik på at sikre den dømtes tilstedeværelse og muligheden for, at straffen umiddelbart kan fuldbyrdes, kan træffe bestemmelse om, at den pågældende skal varetægtsfængsles. Om baggrunden for bestemmelsen henvises til pkt. 3.2.4. og 3.3. i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen supplerer reglen i retsplejelovens § 762, stk. 1. Retsplejelovens øvrige bestemmelser om betingelserne for og fremgangsmåden ved varetægtsfængsling finder således anvendelse også i sager, hvor varetægtsfængsling sker på grundlag af den foreslåede nye bestemmelse i § 3 a.

Efter udleveringslovens § 5, stk. 3, finder forbudet mod at nægte udlevering for politiske lovovertrædelser mv., jf. § 5, stk. 1 og 2, ikke anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union, når handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i den europæiske konvention til bekæmpelse af terrorisme, dvs. grove forbrydelser, der retter sig mod personers liv, fysiske integritet eller frihed, f.eks. kapring af og sabotage mod luftfartøjer, grove forbrydelser mod diplomater mv., bortførelse, gidseltagning mv. og anvendelse af bomber, granater, raketter mv., der rummer fare for personer.

Ved lovforslagets § 4 indsættes en ny bestemmelse i udleveringslovens § 5, stk. 4, der indebærer, at forbudet ifølge § 5, stk. 1 og 2, heller ikke finder anvendelse, når handlingen er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger, jf. herved pkt. 4.1. og 4.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger. I modsætning til den gældende undtagelse i § 5, stk. 3, er den nye bestemmelse ikke begrænset til udlevering til andre EU-stater. Den gælder udlevering i forhold til alle stater, der har ratificeret FN-konventionen, jf. herved lovforslagets § 12, stk. 2.

Om en overtrædelse er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger, afhænger af en konkret vurdering. Den berørte person kan efter omstændighederne kræve en beslutning om udlevering for en handling, som anses for omfattet af de nævnte bestemmelser, indbragt for domstolene, så udlevering først kan finde sted, når beslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse, jf. udleveringslovens §§ 16 og 17.

Den nye bestemmelse indebærer, at udlevering ikke kan nægtes, når nægtelsen udelukkende begrundes med, at den forbrydelse, som udlevering angår, er en politisk forbrydelse mv. At den pågældende tilhører en frihedsbevægelse eller lignende, som man fra dansk side sympatiserer med, kan derfor som udgangspunkt ikke begrunde, at udlevering nægtes.

Udlevering kan dog efter omstændighederne fortsat nægtes med henvisning til andre bestemmelser i udleveringsloven, f.eks. § 6, hvorefter udlevering ikke må finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig mod den berørte persons liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter.

Det vil også være muligt at afslå udlevering, hvis det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold må antages, at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn, jf. udleveringslovens § 7.

Endelig kan udlevering fortsat kun ske på vilkår, at dødsstraf ikke fuldbyrdes for den pågældende handling, jf. udleveringslovens § 10, nr. 3.

Der er tale om en ændring af redaktionel karakter.

Ved § 1, nr. 2, i lov nr. 385 af 20. maj 1992 blev hele kapitel 10 nyaffattet, og den hidtidige § 105 blev § 106. Henvisningen i § 122, stk. 1, til § 105 blev ikke konsekvensrettet i den forbindelse.

Ved lovforslagets § 5, nr. 1, tilpasses henvisningen i retsplejelovens § 122, stk. 1, til den nugældende affattelse af retsplejelovens kapitel 10.

Der er tale om en ændring af redaktionel karakter.

Ved § 1, nr. 58, i lov nr. 425 af 31. maj 2000 om ændring af udlændingeloven, lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien mv. og straffeloven (Skærpelse af strafniveauet for ulovlig beskæftigelse af udlændinge, Danmarks indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde, præcisering af Udlændingestyrelsens og politiets underholdsforpligtelse mv.) er der indsat et nyt stk. 3 og et nyt stk. 4 i udlændingelovens § 59. Den hidtidige bestemmelse om menneskesmugling i udlændingelovens § 59, stk. 3, blev herefter til § 59, stk. 5. Henvisningen i § 781, stk. 1, nr. 3, (om indgreb i meddelelseshemmeligheden) og § 791 a, stk. 3, nr. 3, (om særlig kvalificeret observation) til udlændingelovens § 59, stk. 3 blev ikke konsekvensrettet i den forbindelse.

Ved lovforslagets § 5, nr. 2, tilpasses henvisningerne i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, og § 791 a, stk. 3, nr. 3, til den nugældende affattelse af udlændingelovens § 59.

Det skal i øvrigt bemærkes, at der ved § 3 i lov nr. 473 af 1. juli 1998 om ændring af udlændingeloven og straffeloven (Tidsbegrænset opholdstilladelse, asyl, familiesammenføring og udvisning mv.) blev indsat en ny bestemmelse om grov menneskesmugling i straffelovens § 125 a. Efter straffelovens § 125 a (som blev konsekvensrettet ved § 4 i lov nr. 425 af 31. maj 2000) straffes den, der under skærpende omstændigheder gør sig skyldig i menneskesmugling efter udlændingelovens § 59, stk. 5, med fængsel indtil 4 år. Det er ikke fundet nødvendigt i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, og § 791 a, stk. 3, nr. 3, særskilt at henvise til straffelovens § 125 a, idet overtrædelse af denne bestemmelse altid forudsætter, at udlændingelovens § 59, stk. 5, er overtrådt. I sagens natur kan sager om grov menneskesmugling, der henføres til straffelovens § 125 a, så meget desto mere danne grundlag for indgreb i meddelelseshemmeligheden og særlig kvalificeret observation som forhold, der alene henføres til udlændingelovens § 59, stk. 5.

Efter lovens § 8, stk. 1, straffes overtrædelse af visse af lovens regler med bøde eller hæfte. § 8, stk. 2, indeholder hjemmel til i forskrifter, der udfærdiges i medfør af loven, at fastsætte straf af bøde eller hæfte for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Ved lovforslagets § 6 sammenholdt med § 11, stk. 2, foreslås det, at hæfte med virkning fra den 1. juli 2001 ændres til fængsel indtil 4 måneder, så strafferammen herefter er bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Ændringen er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.).

Efter § 70, stk. 1-3, i lov om behandling af personoplysninger straffes visse nærmere opregnede overtrædelser af loven med bøde eller hæfte, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Disse bestemmelser suppleres i § 70, stk. 4, af en bemyndigelse til at fastsætte straf af bøde eller hæfte i regler, der udstedes i medfør af loven.

Ved lovforslagets § 7 sammenholdt med § 11, stk. 2, foreslås det, at hæfte med virkning fra den 1. juli 2001 ændres til fængsel indtil 4 måneder, så strafferammen herefter er bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Ændringen er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.)

I § 6, stk. 2, er det fastsat, at den, der udbyder pyramidespil, jf. § 5 a, straffes med bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Ved lovforslagets § 8 sammenholdt med § 11, stk. 2, foreslås det, at hæfte med virkning fra den 1. juli 2001 ændres til fængsel indtil 4 måneder, så strafferammen herefter er bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år. Ændringen er en følge af afskaffelse af hæftestraffen, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.).

I den omhandlede Plakat fastsættes bestemmelser om forbud mod uberettiget brug af visse uniformer mv. De af forskriftens bestemmelser, som vedrører straf, blev ophævet allerede ved § 3, stk. 1, i lov nr. 127 af 15. april 1930 om ikrafttræden af borgerlig straffelov. Spørgsmålet er nu reguleret i straffelovens § 132. De øvrige bestemmelser i forskriften anvendes ikke længere i praksis og må formentlig antages at være bortfaldet. Dette spørgsmål har imidlertid ikke med sikkerhed kunnet afklares.

Det foreslås derfor, at forskriften udtrykkeligt ophæves, jf. herved Justitsministeriets besvarelse af 14. juni 2000 af spørgsmål nr. 2 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ophævelse af 100 love og retsforskrifter (Ophævelse af mere end 100 lov og retsforskrifter, der er forældede og uden retslig nødvendighed) (L 219 – bilag 3).

Ikrafttrædelseslovens § 5 indeholder overgangsregler i forhold til personer, over for hvem der er truffet foranstaltninger i henhold til lov nr. 133 af 11. april 1925 om sikkerhedsforanstaltninger mod visse personer, der udsætter retssikkerheden for fare. I ikrafttrædelseslovens § 10 fastsættes overgangsregler vedrørende straf idømt før borgerlig straffelovs ikrafttræden den 1. januar 1933. Endelig indeholder § 20 visse overgangsbestemmelser vedrørende afsoning af frihedsstraf.

De nævnte bestemmelser har ikke længere praktisk betydning. Det foreslås på den baggrund, at de udtrykkeligt ophæves, jf. herved Justitsministeriets besvarelse af 14. juni 2000 af spørgsmål nr. 2 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ophævelse af 100 love og retsforskrifter (Ophævelse af mere end 100 lov og retsforskrifter, der er forældede og uden retslig nødvendighed) (L 219 – bilag 3).

Bestemmelsen fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2001, jf. § 11, stk. 1.

De bestemmelser, der er en følge af hæftestraffens afskaffelse (lovforslagets § 1, nr. 2 og 3, samt §§ 6-8), foreslås dog først sat i kraft med virkning fra den 1. juli 2001, hvor hæftestraffen ophæves, jf. lovforslagets § 11, stk. 2, og § 30 i lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.).

Bestemmelsen regulerer visse overgangsspørgsmål med tilknytning til 1. tillægsprotokol til den europæiske konvention om overførelse af domfældte og til FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger.

Efter § 12, stk. 1, finder § 2, stk. 1, i loven om international fuldbyrdelse af straf mv., jf. lovforslagets § 2, anvendelse, selv om den pågældende afgørelse er truffet, før tillægsprotokollen er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende fremmede stat. Det indebærer, at der – når 1. tillægsprotokol er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende fremmede stat – også kan ske overførelse af straffuldbyrdelsen for afgørelser (straffedomme) fra før dette tidspunkt.

Hvis tillægsprotokollen ikke er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende fremmede stat, kan justitsministeren efter omstændighederne træffe afgørelse om overførelse af straffuldbyrdelsen til Danmark (uden den dømte samtykke) efter § 10 i loven om international fuldbyrdelse af straf mv. Denne bestemmelse giver adgang til at træffe afgørelse om overførelse i enkeltsager, selv om der ikke gælder nogen generel overførelsesaftale mellem Danmark og vedkommende fremmede stat, når humanitære eller andre særlige hensyn (f.eks. hensynet til retshåndhævelsen) taler derfor.

Efter § 12, stk. 2, finder udleveringslovens § 5, stk. 4 – hvorefter udlevering ikke kan nægtes med den begrundelse, at der er tale om en politisk forbrydelse – anvendelse på anmodninger om udlevering, der fremsættes efter, at FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende fremmede stat. Det indebærer, at den nye bestemmelse om udlevering på grundlag af FN-konventionen først finder anvendelse ved behandlingen af anmodninger om udlevering, når Danmark og vedkommende fremmede stat gensidigt har forpligtet sig til at udlevere på grundlag af FN-konventionens regler.

§ 13 indeholder bestemmelser om lovens territoriale anvendelsesområde.

Lovens § 1 (straffeloven), § 2 (lov om international fuldbyrdelse af straf mv.), § 3 (lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv.), § 4 (lov om udlevering af lovovertrædere), § 6 (lov om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin), § 7 (lov om behandling af personoplysninger) samt § 10 (ophævelse af §§ 5, 10 og 20 i lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov) kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Lovens § 2 (lov om international fuldbyrdelse af straf mv.), § 3 ( lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv.) samt § 4 (lov om udlevering af lovovertrædere) kan sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.