Til justitsministeren (12/3 01) af:

Peter Skaarup (DF):

»Hvad er ministerens holdning til livstidsstraf henholdsvis dødsstraf for ekstreme forbrydelser?«

I kølvandet på indledningen af sagen mod Peter Lundin, der er anklaget for at være massemorder og for at have parteret sine ofre, er der opstået en diskussion om straffesystemets indretning. Nogle mener, at dødsstraffen skal genindføres, andre er bekymrede for, at Peter Lundin, hvis han erklæres for skyldig og dømmes til fængsel på livstid, langt fra kommer til at sidde i fængsel på livstid. Spørgeren er på den b aggrund interesseret i, hvor ministeren står i debatten om dødsstraf kontra livstid, som måske ikke reelt er livstid. Ikke engang politimorderen Palle Sørensen sad på livstid, idet han blev benådet af ministeren i 1998.

Justitsministeren (Frank Jensen):

Der spørges bl.a. til min holdning til fængsel på livstid. Det anføres i begrundelsen for spørgsmålet, at nogle personer skulle være bekymrede for, at den tiltalte i den såkaldte Lundin-sag langt fra vil komme til at sidde i fængsel på livstid, hvis han endte med at blive idømt en sådan straf. Som bekendt blev den tiltalte i sagen ved Østre Landsrets dom af 15. marts 2001 fundet skyldig i tredobbelt drab og idømt f& aelig;ngsel på livstid.

Straffeloven giver mulighed for at idømme straf i form af fængsel på livstid for de groveste og mest alvorlige former for forbrydelser. Det drejer sig bl.a. om drab (straffelovens § 237) og visse former for forsætlig forvoldelse af ildebrand (straffelovens § 180).

Hvis en person idømmes fængsel på livstid, kan løsladelse efter de gældende regler alene ske ved benådning. Benådningskompetencen er ved grundlovens § 24 tillagt kongen. Benådning sker ved kongelig resolution efter indstilling fra Justitsministeriet (Direktoratet for Kriminalforsorgen). I praksis tages spørgsmålet om benådning op til overvejelse efter ca. 12 års frihedsberøvelse. Praksis med hensyn til benådning efter de gældende regler er nærmere beskrevet i afsnit 3.1 i de almindelige bemærkninger til L 146 af 8. december 1999 (forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte m.v.)).

Ved det nævnte lovforslag (L 146 af 8. december 1999) blev den gældende ordning med benådning foreslået erstattet af en ordning med prøveløsladelse af livstidsdømte. Lovforslaget blev som bekendt vedtaget af Folketinget ved 3. behandlingen den 26. maj 2000, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, og lovændringen træder i kraft den 1. juli 2001.

Ved § 1, nr. 8 i lov nr. 433 af 31. maj 2000 indsættes §§ 41 til 43 i straffeloven, der bl.a. giver mulighed for at prøveløslade livstidsdømte, når 12 år af en straf af fængsel på livstid er udstået. Om det nærmere indhold af og baggrunden for §§ 41 til 43 kan jeg navnlig henvise til punkt 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8.

Det følger endvidere af § 80, stk. 1, 2. pkt., i lov nr. 432 af 31. maj 2000 om fuldbyrdelse af straf m.v., der ligeledes træder i kraft den 1. juli 2001, at ved spørgsmål om prøveløsladelse efter straffelovens § 41 skal afgørelsen om prøveløsladelse træffes på et sådant tidspunkt, at en eventuel prøveløsladelse kan ske straks efter udståelsen af 12 år af straffen af fængsel på livstid.

Det følger endelig af § 112, nr. 6, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., at en afgørelse efter § 80 om nægtelse af prøveløsladelse efter straffelovens § 41, kan kræves indbragt til prøvelse for retten, når 14 år af straffen af fængsel på livstid er udstået.

Der spørges endvidere til min holdning til dødsstraf. Det anføres i begrundelsen for spørgsmålet, at nogle personer på baggrund af Lundin-sagen mener, at dødsstraffen bør genindføres.

I den anledning kan det oplyses, at hjemlen til i Danmark at idømme dødsstraf for borgerlige forbrydelser blev ophævet ved straffeloven af 1930 (lov nr. 126 af 15. april 1930).

Ved lov nr. 227 af 7. juni 1952 blev dødsstraf genindført for visse nærmere angivne overtrædelser af straffeloven. Idømmelse af dødsstraf kunne kun anvendes, når handlingen var begået under krig eller besættelse til fremme af fjendtlige interesser og under i øvrigt skærpende omstændigheder. Ved lov nr. 195 af 3. maj 1978 blev adgangen til at idømme dødsstraf efter denne lov ophævet. Samtidig ophævedes h jemlen til dødsstraf i den militære straffelov.

Efter lov nr. 259 af 1. juni 1945, som ændret ved lov nr. 356 af 29. juni 1946 (straffelovtillægget) var der hjemmel til at idømme dødsstraf for visse grove forbrydelser begået under besættelsen under anden verdenskrig. Det drejede sig om grove eller farlige forbrydelser, der enten var begået i tysk interesse eller med andet landsskadeligt formål. Lov nr. 395 af 12. juli 1946 om straf for krigsforbrydelser som ændret ved lov nr. 423 af 7. oktober 19 47 indeholdt ligeledes hjemmel til dødsstraf. Ved lov nr. 1097 af 22. december 1993 om ændring af lov om tillæg til borgerlig straffelov angående forræderi og anden landsskadelig virksomhed og lov om straf for krigsforbrydelser (afskaffelse af dødsstraf) blev muligheden for at idømme dødsstraf efter de nævnte to love ophævet.

Jeg har ikke overvejelser om at foreslå dødsstraf genindført i Danmark. Tværtimod støtter regeringen internationale bestræbelser på at søge anvendelsen af dødsstraf afskaffet også i andre lande.

Det kan i den forbindelse oplyses, at indførelse af mulighed for at idømme dødsstraf for borgerlige forbrydelser i fredstid i øvrigt ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til den 2. valgfri tillægsprotokol til FN{{PU2}}s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, jf. bekendtgørelse nr. 17 af 9. februar 1995 (Lovtidende C), og den 6. tillægsprotokol til Den Europæiske Mennesk ghedskonvention, jf. bekendtgørelse nr. 72 af 20. september 1985 (Lovtidende C).