Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Vedlagt fremsendes i 70 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 17 af 17. oktober 2000 fra Folketingets Retsudvalg (alm. del {{SPA}} bilag 68).

/

Besvarelserne af de omhandlede spørgsmål vedlægges.

Justitsministeriet er - som anført i spørgsmålet {{SPA}} generelt er af den opfattelse, at det er overflødigt at ophæve love og andre retsforskrifter, som allerede er blevet ophævet. Dette gælder navnlig retsforskrifter, som man enten uden videre eller efter nærmere undersøgelser med sikkerhed kan konstatere er blevet ophævet. Ophævelse af sådanne retsforskrifter vil efter Justitsministeriets opfattelse være både igtsmæssigt og overflødigt og vil bl.a. derfor være i strid med almindelige lovgivningsprincipper. Herudover vil en sådan ophævelse - i det omfang de pågældende retsforskrifter skal ophæves ved selvstændige ophævelseslove - indebære en unødvendig belastning af Folketinget.

I de tilfælde, hvor en retsforskrift, som med sikkerhed er blevet ophævet, til trods herfor (fortsat) er indlagt som "gældende" i Retsinformation, vil den korrekte fremgangsmåde {{SPA}} i stedet for at ophæve forskriften på ny - efter Justitsministeriets opfattelse være, at det pågældende ressortministerium sørger for, at retsforskriften snarest muligt bliver markeret som "historisk" i Retsinformation.

For så vidt angår spørgsmålet om ophævelse af retsforskrifter, som man trods nærmere undersøgelser ikke med sikkerhed har kunnet konstatere er blevet ophævet, henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 21.

Det bemærkes, at Justitsministeriet ved besvarelsen ikke har taget særskilt stilling til spørgsmålet om ophævelse af retsforskrifter, som er bortfaldet, eller som har udtømt deres formål. De ovennævnte betragtninger gør sig imidlertid tillige gældende for så vidt angår sådanne retsforskrifter.

Der henvises herudover til besvarelsen af spørgsmål 17, 20 og 23.

Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at der ønskes en vurdering af, om det vil være mindre ressourcekrævende for de berørte ministerier, hvis de alene skal undersøge, om de love og andre retsforskrifter, som foreslås ophævet ved lovforslag nr. L 219, herunder Danske Lov, forsat har et indhold, der er behov for at opretholde, fremfor tillige at skulle undersøge, om de pågældende retsforskrifter for tsat er gældende, eller om de allerede er blevet ophævet, må anses for bortfaldet eller for at have udtømt deres formål.

Når det skal afklares, om en retsforskrift, herunder de retsforskrifter, der er omfattet af det fremsatte lovforslag, kan ophæves, er det efter Justitsministeriets opfattelse mest hensigtsmæssigt at afklare, om den pågældende retsforskrift overhovedet er gældende, om den allerede er blevet ophævet eller i øvrigt må anses for bortfaldet eller at have udtømt sit formål. Kan det umiddelbart konstateres, at forskriften f.eks. allerede er oph ævet eller bortfaldet, vil det herefter være overflødigt at foretage yderligere undersøgelser. Kun hvis det må konstateres, at forskriften fortsat er gældende, eller at dette må anses for tvivlsomt, vil det være nødvendigt yderligere at undersøge, om det vil give anledning til problemer at ophæve bestemmelsen, herunder om forskriften har et indhold, der er behov for fortsat at opretholde.

Udover at denne fremgangsmåde er den mest hensigtsmæssige, må den i almindelighed også antages at være den mindst ressourcekrævende. Det vil således i langt de fleste tilfælde være hurtigere at undersøge, om en lov stadig er gældende, end om loven har et indhold, der kan være behov for at opretholde. Det førstnævnte spørgsmål vil således f.eks. kunne afklares ved at undersøge de retsforskrifter på det pågældende retsområde, som eventuelt måtte være gennemført efter vedtagelsen af den omhandlede forskrift, herunder om de indeholder en bestemmelse, hvorved den pågældende forskrift udtrykkelig ophæves, eller om de i øvrigt har et sådant indhold, at forskriften må anses for bortfaldet. Det andet spørgsmål vil derimod ofte kræve mere grundige undersøgelser og overvejelser, svarende til de overveje lser, som ministerierne foretager i forbindelse med udarbejdelsen af forslag til nye hoved- eller ændringslove.

Særlig i relation til de retsforskrifter, som er omfattet af lovforslag nr. L 219, er det derfor Justitsministeriets opfattelse, at det ikke kan antages at ville reducere arbejdsindsatsen, hvis de berørte ministerier alene skulle undersøge, om de pågældende retsforskrifter fortsat er nødvendige.

I den forbindelse bemærkes, at Justitsministeriet i samarbejde med de øvrige ministerier allerede i forbindelse med den endelige besvarelse af spørgsmål nr. 2 {{SPA}} 5 har foretaget en undersøgelse af, hvorvidt de retsforskrifter, som er omfattet af L 219, fortsat er gældende, eller om de allerede er blevet ophævet, må anses for bortfaldet eller i øvrigt at have udtømt deres formål.

Som det fremgår af de bilag (bilag 1 {{SPA}} 6), som er vedlagt besvarelsen af spørgsmål nr. 2 - 5, er det alene i forhold til de retsforskrifter, som er anført i bilag 6, at det ikke umiddelbart har været muligt at afklare, om de fortsat er gældende og finder anvendelse i praksis, eller om de allerede er ophævet eller bortfaldet. Det ville derfor i forhold til disse retsforskrifter være nødvendigt at foretage en række yderligere unders&oslas er i overensstemmelse med den fremgangsmåde, som er beskrevet ovenfor. I forhold til de øvrige retsforskrifter, som er omfattet af L 219, har de enkelte ressortministerier derimod - som det fremgår af bilag

1 - 5 - taget endelig stilling til, i hvilket omfang disse forskrifter kan ophæves som foreslået af Frihed 2000.

En række af de retsforskrifter, som er omfattet af bilag 6, herunder bl.a. Danske Lov, er imidlertid af en sådan karakter, at det vil være særdeles ressourcekrævende endeligt at afklare disse spørgsmål.

Hertil kommer, at en vedtagelse af L 219 efter Justitsministeriets opfattelse vil forudsætte, at der foretages en detaljeret gennemgang af det samlede danske regelkompleks med henblik på at afklare, om der eventuelt måtte være andre retsforskrifter, som ikke er medtaget i det foreliggende lovforslag, men som ud fra de samme argumenter, ligeledes vil skulle ophæves.

Også en sådan undersøgelse vil selvsagt være særdeles ressourcekrævende.

"Hvis risikoen for, at der f.eks. i Danske Lov er relevante bestemmelser, der ikke er med i Retsinformation, er så minimal, at det ikke er værd at bruge tid på at undersøge, hvorfor vil ministeren så ikke "sige god for" lovforslagets § 5?"

I § 5 i lovforslag nr. L 219 foreslås Kong Christian Den Femtis Danske Lov af 15. april 1683 ophævet, bortset fra de bestemmelser, som er nævnt i lovforslagets § 5, stk. 1 {{SPA}} 5.

Det bemærkes indledningsvis, at Danske Lov ikke i sin helhed er indlagt som gældende i Retsinformation. Retsinformation indeholder derimod alene de bestemmelser i Danske Lov, som fortsat må antages at kunne finde anvendelse i praksis. Det kan imidlertid ikke fuldstændig udelukkes, at der herudover kan være en eller flere bestemmelser i Danske Lov, som stadig er gældende, og som vil kunne finde anvendelse i praksis.

Afgrænsningen af, hvilke bestemmelser der er indlagt som gældende i Retsinformation, som i øvrigt svarer til afgrænsningen i lovforslagets § 5 af, hvilke af lovens bestemmelser der fortsat foreslås opretholdt, er således ikke baseret på en fuldstændig undersøgelse af Danske Lovs bestemmelser. Som det fremgår af en note i Retsinformation, er afgrænsningen derimod baseret på en oversigt udarbejdet i forbindelse med 300 året f or udstedelsen af Danske Lov, jf. Ditlev Tamm, Danske og Norske Lov i 300 år, Festskrift i anledning af 300 året for udstedelsen af Christian V´s Danske Lov, 1983, s. 705 ff.

Som jeg tidligere har anført bl.a. under 1. behandlingen af L 219 den 7. april 2000 og i forbindelse med besvarelsen af spørgsmål nr. 2 - 5, og som det også fremgår af det ovennævnte festskrift, er der imidlertid ikke fuldstændig klarhed over, hvilke dele af Danske Lovs bestemmelser der stadig kan anses som gældende, og hvilke som enten er udtrykkelig ophævet eller i øvrigt må anses for bortfaldet, f.eks. fordi de er erstattet af nye re gler.

Danske Lov har således en ganske særlig karakter. Loven var snævert knyttet til indførelsen af enevælden i 1660, hvor man som led i indførelsen af den nye statsform ønskede at rense ud i den del af den gældende lovgivning, som ikke kunne forenes med det nye styre. Samtidig ønskede man at skabe retsenhed i Danmark, der indtil da havde været opdelt i et jydsk, et sjællandsk og et skånsk retsområde, og et af hovedformåle ne med udarbejdelsen af loven var derfor at få en samlet lovbog, som skulle indeholde den del af de gældende danske retsregler, som fortsat skulle opretholdes, og som var af mere grundlæggende karakter.

Loven regulerer derfor en stor del af det samlede danske retssystem og berører således en række vidt forskellige retsområder, som i dag henhører under forskellige ministerier. Hertil kommer, at det hurtigt blev nødvendigt at supplere og ændre Danske Lov, bl.a. ved ny lovgivning. Imidlertid blev hverken disse eller senere ændringer indarbejdet i loven, men blev gennemført som selvstændig lovgivning, og i forbindelse med gennemførelsen af sådan lovgivning havde man {{SPA}} navnlig tidligere {{SPA}} ikke tradition for samtidig eventuelt at ophæve de bestemmelser i Danske Lov, der blev overflødige som følge af den nye lovgivning.

Justitsministeriet er enig i, at det ville være ønskværdigt med en fuldstændig afklaring af, hvilke bestemmelser i Danske Lov der fortsat må anses for gældende, og som finder anvendelse i praksis.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det imidlertid en forudsætning for, at man kan tage endelig stilling hertil, at der foretages en grundig undersøgelse af samtlige Danske Lovs bestemmelser.

Ophæver man uden nærmere undersøgelser en række af Danske Lovs bestemmelser, risikerer man at få ophævet bestemmelser, som stadig er gældende, og som uanset deres alder fortsat vil kunne have betydning for fastlæggelsen af retstilstanden i en konkret retstvist. Efter Justitsministeriets opfattelse vil det reelt kunne medføre større retssikkerhedsmæssige problemer end det forhold, at der ikke er fuldt overblik over, hvilke af bestemmelse rne som fortsat er gældende.

En fuldstændig undersøgelse af Danske Lov vil imidlertid - i lyset af det ovenfor anførte vedrørende lovens særlige karakter og baggrund - være så omfattende og tidskrævende, at den efter Justitsministeriets opfattelse først bør iværksættes efter grundige overvejelser, herunder en afvejning af behovet i forhold til det forventede ressourceforbrug.

Derimod vil de enkelte ministerier i forbindelse med udarbejdelsen af ny lovgivning fortsat skulle være opmærksomme på, om det pågældende lovforslag f.eks. måtte give anledning til, at ældre bestemmelser i Danske Lov samtidig bør ophæves.

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 12.

Det kan herudover tilføjes, at jeg - både i forbindelse med 1. behandlingen den 7. april 2000 af lovforslag L 219 samt i forbindelse med besvarelsen af spørgsmål vedrørende lovforslaget {{SPA}} især har udtalt mig om, hvorvidt det må antages at give anledning til problemer uden videre at ophæve de retsforskrifter, som er omfattet af lovforslaget.

I den forbindelse er det bl.a. tilkendegivet, at en vedtagelse af L 219 efter Justitsministeriets opfattelse må forudsætte ikke alene, at der foretages en gennemgang af de retsforskrifter, som er omfattet af L 219, men også at der foretages en gennemgang af samtlige øvrige retsforskrifter i det danske regelkompleks med henblik på at afklare, om der eventuelt måtte være andre retsforskrifter, som ikke er medtaget i det foreliggende lovforslag, men som ud fra de samme argumenter ligeledes burde ophæves.

I den forbindelse ville det samtidig kunne afklares, hvorvidt der eventuelt måtte være ældre retsforskrifter, som fortsat er gældende, men som til trods herfor ikke er blevet indlagt i Retsinformation.

Imidlertid vil en sådan undersøgelse {{SPA}} som jeg tidligere har tilkendegivet {{SPA}} være særdeles omfattende og tidskrævende, og man kan derfor allerede på den baggrund stille spørgsmålstegn ved, om gennemførelsen heraf vil føre til resultater, der vil stå i et rimeligt forhold til indsatsen. Det må i den forbindelse også tillægges betydning, at der allerede i forbindelse med etableringen af Retsi 1985 blev anvendt betydelige ressourcer på at gennemgå den danske regelsamling, jf. herved besvarelsen af spørgsmål nr. 12.

Justitsministeriet har i forbindelse med besvarelsen af spørgsmål nr. 7, 8, 11, og 13 redegjort for forholdet mellem bl.a. Kongelovens artikel 25 og Danske Lov 1-2-1, som begge indeholder bestemmelser om retlig immunitet for de kongelige prinser og prinsesser.

I den forbindelse har Justitsministeriet tilkendegivet, at det efter ministeriets opfattelse ikke uden nærmere undersøgelser er muligt at sige noget præcist om baggrunden for dobbeltreguleringen i de nævnte love, herunder om det eventuelt {{SPA}} som antydet i det rejste spørgsmål - kan skyldes, at de pågældende bestemmelser om retlig immunitet ellers ikke ville have været gyldige. Det skal i den forbindelse bemærkes, at de pågælde ve som bekendt er af ældre dato, ligesom de har en helt særlig historisk baggrund.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen nedenfor af spørgsmål nr. 30 {{SPA}} 35.

Justitsministeriet kan mere generelt oplyse, at der i dansk ret gælder en række forskellige krav til henholdsvis tilblivelsen og udformningen af nye retsforskrifter. Disse krav er dels knyttet til den fremgangsmåde, der skal iagttages i forbindelse med udformningen af den enkelte retsforskrift, dels angår de spørgsmål vedrørende reglernes indhold. De kan i øvrigt have en sådan karakter, at det er en betingelse for retsforskriftens gyldighed, at den er vedtaget i overensstemmelse med disse krav.

Det er således f.eks. en betingelse for en lovs gyldighed, at lovforslaget er gennemført i overensstemmelse med de særlige procedureregler, som er i fastsat i grundloven. Et lovforslag kan således f.eks. ikke vedtages, før det 3 gange har været behandlet i Folketinget, jf. grundlovens § 41, stk. 2, ligesom lovforslaget skal stadfæstes og kundgøres i overensstemmelse med grundlovens § 22.

Herudover gælder der mellem de enkelte retsregler en særlig rangorden, således at det bl.a. vil kunne være en betingelse for en retsforskrifts gyldighed, at den er udstedt med hjemmel i anden trinhøjere retsforskrift. En lov må f.eks. ikke stride mod grundlovens bestemmelser, ligesom en bekendtgørelse ikke må stride mod en lov og ligeledes i almindelighed skal have hjemmel i en lov.

Idet Justitsministeriet går ud fra, at der med spørgsmålet henvises til reguleringen i henholdsvis Kongelovens artikel 25 og Danske Lov artikel 1-2-1, kan ministeriet henvise til besvarelsen af spørgsmål nr. 7, 8, 11, 13 og 29, som vedrører spørgsmålet om forholdet mellem Kongeloven og Danske Lov.

Som det fremgår heraf, er det ikke umiddelbart muligt at sige noget præcist om baggrunden for dobbeltreguleringen i de nævnte love.

En afklaring af disse spørgsmål vil kræve en række nærmere undersøgelser, som vil være særdeles ressourcekrævende, og som efter Justitsministeriets opfattelse næppe vil føre til resultater, der vil stå i et rimeligt forhold til indsatsen.

Hertil kommer, at det efter Justitsministeriets opfattelse næppe vil have væsentlig betydning for borgernes retssikkerhed at overveje regelforenkling med hensyn til de nævnte bestemmelser i Kongeloven og Danske Lov, som alene regulerer en række spørgsmål om kongehusets forhold.

"Er Justitsministeriet i besiddelse af den nødvendige kompetence til at afgøre, hvorvidt lovforslagets § 1 giver anledning til problemer?"

I § 1 i lovforslag nr. L 219 foreslås Lex Regia (Kongeloven) af 14. november 1665 ophævet.

Justitsministeriet har i forbindelse med besvarelsen af spørgsmål nr. 7, 8, 11, og 13 bl.a. taget stilling til, om det vil give anledning til problemer at ophæve Kongeloven, som i det væsentligste blev ophævet ved grundloven af 5. juni 1849 samt ved Tronfølgeloven af 31. juli 1853. Det er således alene lovens artikel 21 og 25, som fortsat antages at være gældende i et vist omfang.

Som det fremgår af de nævnte besvarelser samt af besvarelsen af spørgsmål nr. 29 og 30, er det Justitsministeriet opfattelse, at det ikke på det foreliggende grundlag er muligt at sige noget præcist om baggrunden for dobbeltreguleringen i bl.a. Kongelovens artikel 25 og Danske Lov 1-2-1, og herunder om det vil give anledning til problemer at ophæve de bestemmelser i Kongeloven, som må antages fortsat at være gældende. Som anført vil en a fklaring af disse spørgsmål kræve en række nærmere undersøgelser.

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 25, 30 og 31.

Justitsministeriet går ud fra, at der med spørgsmålet henvises til reguleringen i henholdsvis Kongelovens artikel 25 og Danske Lov artikel 1-2-1, som begge indeholder bestemmelser om retlig immunitet for "prinserne og prinsesserne af blodet", samt at der i den forbindelse ønskes en vurdering af, om det såkaldte "lex posterior-princip" vil kunne finde anvendelse med henblik på at afklare, hvilken af de to bestemmelser, som skal finde anvendelse ved vurderingen af, om en person har retlig immunitet eller ej.

I den forbindelse bemærkes indledningsvis, at det er en forudsætning for, at dette spørgsmål vil opstå i praksis, at de to bestemmelser må antages at have et forskelligt materielt indhold, således at de ikke omfatter den samme personkreds.

Spørgsmålet om, hvorvidt Kongelovens artikel 25 og Danske Lov 1-2-1 omfatter den samme personkreds, ses ikke at have givet anledning til problemer i praksis, ligesom spørgsmålet ikke ses at være udtrykkeligt omtalt i den statsretlige litteratur.

Litteraturen beskæftiger sig således især med spørgsmålet om forholdet mellem udtrykket "Prinser og Prinsesser af Blodet", der som anført ovenfor anvendes i Kongeloven og Danske Lov, og udtrykket "medlemmer af det kongelige hus", som bl.a. er anvendt i grundlovens § 11, og herunder hvem der i øvrigt kan anses for omfattet af disse udtryk., jf. herved bl.a. Henning Matzen, Den Danske Statsforfatningsret, Bind 2 (1881), side 60 ff., Knud Ber lin, Den Danske Statsforfatningsret, Bind 1 (1916), side 262 ff., Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret, Bind 2 (1944), side 349 ff., og Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret (3. udgave ved Ole Espersen, 1983), side 573 ff.

De nævnte bestemmelser i Kongeloven og Danske Lov bliver i den forbindelse udtrykkeligt fremhævet som eksempler på bestemmelser, som begge anvender udtrykket "Prinser og Prinsesser af Blodet". Efter Justitsministeriets opfattelse kan omtalen forstås således, at de pågældende forfattere uden videre lægger til grund, at de to bestemmelser har samme materielle indhold. Det kan i den forbindelse i øvrigt tilføjes, at Henning Matzen i fo rbindelse med en omtale af, hvad der menes med udtrykket "Dommer" i Kongelovens artikel 25, anfører, at ".. saaledes maa det antages at være brugt i samme Lovs [Kongeloven] Art. 25, af hvilken D.L. 1-2-1 er en ligefrem Gjentagelse..".

Som følge af det anførte er der derfor ikke grund til at antage, at der vil kunne opstå en situation, hvor en person alene er omfattet af den ene af bestemmelserne i henholdsvis Kongeloven og Danske Lov, og hvor det derfor {{SPA}} med henblik på at afklare, om den pågældende herefter overhovedet har retlig immunitet {{SPA}} vil være nødvendigt at afklare, om det er Kongeloven eller Danske Lov, som skal finde anvendelse.

Derimod vil der kunne opstå spørgsmål om, hvorvidt en person overhovedet er omfattet af udtrykket "prinserne og prinsesserne af blodet", som altså anvendes i både Kongeloven og Danske Lov. Afgrænsningen heraf vil bero på en konkret fortolkning.

Der vil i den forbindelse skulle lægges vægt på de samme faktorer, som sædvanligvis indgår ved lovfortolkning. Der vil således f.eks. kunne lægges vægt på bestemmelsernes ordlyd og hidtidige anvendelse, eventuelle forarbejder samt bestemmelsernes særlige historiske baggrund.

"Er det "kongen" eller domstolene, der i givet fald skal foretage den vurdering som anført i forudgående spørgsmål?"

Som anført i forbindelse med besvarelsen af spørgsmål nr. 33 vedrørende indholdet af henholdsvis Kongelovens artikel 25 og Danske Lov artikel 1-2-1, som begge indeholder bestemmelser om retlig immunitet for "prinserne og prinsesserne af blodet", må det antages, at der næppe vil kunne opstå spørgsmål om, hvorvidt en person alene er omfattet af den ene af bestemmelserne i henholdsvis Kongeloven og Danske Lov.

Derimod vil der f.eks. kunne opstå spørgsmål om, hvorvidt en person overhovedet er omfattet af udtrykket "prinserne og prinsesserne af blodet" i Kongeloven og Danske Lov.

Såfremt spørgsmålet opstår i forbindelse med en konkret retssag, er det Justitsministeriets opfattelse, at domstolene vil være kompetente til at behandle spørgsmålet, jf. herved forudsætningsvis H. Matzen, Den danske Statsforfatningsret, 2. del, 1887, s. 66 f.

til besvarelsen af spørgsmål nr. 29-32 og 34.

"Når det ikke ved læsning af Lovtidende kan vurderes, hvorvidt en bestemmelse fortsat er relevant eller ej, kunne det så ikke netop tale for, at Folketinget burde ophæve loven, eller alternativt at ministeren skulle have en bemyndigelse til at ophæve loven, når loven er opfyldt? "

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 9, 13, 14, 17, 20, 21 og 23.

"Når love om indfødsrets meddelelse har udtømt deres formål allerede ved vedtagelsen og dermed straks "forældes", hvorfor står lovene da som gældende i Retsinformation i årevis, og vil ministeren sørge for, at Justitsministeriet flytter alle forældede forskrifter fra den gældende base til den historiske base?"

Idet det antages, at der med spørgsmålet henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 9, kan Justitsministeriet supplerende oplyse, at love om indfødsrets meddelelse {{SPA}} i lighed med anlægslove - vedbliver med at være gældende, selvom de har "udtømt deres formål".

I modsætning til f.eks. retsforskrifter, som er blevet udtrykkelig ophævet eller i øvrigt er bortfaldet, er både indfødsretslove og anlægslove ud fra en formel betragtning stadig gældende, selvom de måtte have udtømt deres formål. Der er således alene tale om, at lovens formål er blevet opfyldt, f.eks. fordi anlægget rent faktisk er opført, eller indfødsretten er meddelt.

I overensstemmelse hermed følger det af de nuværende kriterier for indlæggelse af retsforskrifter i Retsinformation, at disse love ikke skal markeres som historiske. Det er således alene retsforskrifter, som er blevet udtrykkelig ophævet eller i øvrigt er bortfaldet, og som derfor ikke længere er gældende, som markeres som historiske. Der kan i den forbindelse henvises til cirkulære nr. 28 af 28. februar 1996 om indlæggelse af forskrifter og a dministrative afgørelser i Retsinformation, som er vedlagt besvarelsen.

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 37.

"Ministeren anfører gang på gang "tidskrævende" som argument for ikke at foretage yderligere. Er det ikke også tidskrævende for borgerne og domstolene at finde ud af, hvilke dele af f.eks. Danske Lov, der fortsat er gældende?"

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 12, 17 og 26.

"Er det efter ministerens opfattelse rimeligt at forlange, at borgerne overholder f.eks. Danske Lov (inkl. eventuelle "glemte" bestemmelser), når regeringen ikke selv agter at undersøge, om der er relevante bestemmelser i Danske Lov, der ikke er med i

Retsinformation?"

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 12, 17 og 26.

"Er ministeren for eller imod en lovkommission?"

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 10.

"Finder ministeren ikke, at det er et problem, at der ikke findes en samlet samling af danske love og regler, som med 100 pct. sikkerhed kan sige at være gældende?"

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 19.

"Hvis ikke Justitsministeriet som myndighed for Retsinformation har overblik over, hvad der er gældende dansk lov, hvilken myndighed kan da forventes at have overblikket?"

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 19 samt til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. S 604 fra medlem af Folketinget Kim Behnke. Kopi af denne besvarelse vedlægges.

Det kan herudover supplerende oplyses, at alle retligt normerende retsforskrifter, der udstedes af ministerier og styrelser, som udgangspunkt skal indlægges i Retsinformation. Ansvaret herfor påhviler de enkelte ressortministerier, ligesom det er de enkelte ministeriers ansvar løbende at overveje spørgsmålet om, hvorvidt de retsforskrifter, som er blevet indlagt i Retsinformation, fortsat er gældende, eller om de bør markeres som historiske, f.eks. fordi de er blevet ophævet eller må anses for bortfaldet.

Der kan i det hele henvises til cirkulære nr. 27 af 28. februar 1996 om ministeriernes pligtaflevering til Retsinformation samt til cirkulære nr. 28 af 28. februar 1996 om indlæggelse af forskrifter og administrative afgørelser i Retsinformation, som begge er vedlagt besvarelsen.

"Hvis det i en retstvist gøres gældende fra anklager og forsvarer med henvisning til to forskellige retskilder (f.eks. Retsinformation og Lovtidende), at en bestemmelse henholdsvis er gældende /ikke-gældende, hvem afgør da, om bestemmelsen er gældende?

(Domstolene skal vel kun afgøre om bestemmelsen er overtrådt)."

Opstår der i forbindelse med rettens behandling af en straffesag spørgsmål om, hvorvidt den straffebestemmelse, som en person er tiltalt for at have overtrådt, var gældende på det tidspunkt, da handlingen blev begået, vil dette spørgsmål skulle afgøres af retten i forbindelse med vurderingen af handlingens strafbarhed.

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 37.

Som det fremgår heraf, er retsforskrifter, som har udtømt deres formål {{SPA}} som f.eks. den i spørgsmålet omtalte lov - formelt set stadig gældende og skal derfor ikke markeres som historiske i Retsinformation. Det er således alene retsforskrifter, som er blevet udtrykkelig ophævet eller i øvrigt er bortfaldet, som bør markeres som historiske.

På den baggrund bør f.eks. love om anlæg af jernbanestrækninger, broforbindelser og veje i almindelighed ikke markeres som historiske i Retsinformation, når de har udtømt deres formål. Det samme gælder f.eks. love om indfødsrets meddelelse og de såkaldte ikrafttrædelseslove.

Det bemærkes dog, at de love, som har udtømt deres formål, kan være af så forskellig karakter, både med hensyn til baggrund, indhold og det retsområde, som retsforskriften regulerer, at det trods det ovennævnte udgangspunkt ikke kan udelukkes, at det i enkelte tilfælde vil være mest hensigtsmæssigt og naturligt at markere den pågældende retsforskrift som historisk i Retsinformation. Til eksempel kan nævnes love, som b&ar ing;de indeholder bestemmelser, som har udtømt deres formål, og bestemmelser, som er blevet udtrykkeligt ophævet eller bortfaldet. I sådanne til

fælde vil det efter omstændighederne kunne være mest hensigtsmæssigt at markere hele retsforskriften som historisk i Retsinformation.

Justitsministeriet kan endvidere ikke fuldstændigt udelukke, at der kan forekomme enkelte eksempler på, at en retsforskrift, som har udtømt sit formål, er blevet markeret som historisk i Retsinformation, uanset at den efter de ovennævnte retningslinjer mest naturligt burde have været markeret som gældende.

"Er ministeren enig i, at det er uhensigtsmæssigt, at nogle ministerier betragter anlægs-

love som bortfaldet, når anlægget er fuldendt, mens f.eks. Trafikministeriet betragter

anlægslove vedrørende jernbanestrækninger som gældende?"

Det bemærkes indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt en retsforskrift fortsat er gældende, om den er ophævet eller bør udtrykkeligt ophæves, må anses for bortfaldet eller i øvrigt for at have udtømt sit formål - og herunder hvorvidt den pågældende retsforskrift bør markeres som gældende eller historisk i Retsinformation - alene afgøres af ressortministeriet, eventuelt efter drøftelse med S ekretariatet for Retsinformation.

Justitsministeriet finder derfor ikke at burde udtale sig om den konkrete vurdering, som de enkelte ministerier måtte have foretaget i den forbindelse.

Justitsministeriet kan dog særligt for så vidt angår anlægslove mere generelt oplyse, at en anlægslov i almindelighed vil kunne siges at "have udtømt sit formål", hvis det pågældende anlæg er opført. Som det følger af besvarelsen af spørgsmål nr. 9, 16, 24 og 37, er det Justitsministeriets opfattelse, at anlægsloven herefter i almindelighed ikke bør ophæves udtrykkeligt ved lov, ligesom de n i øvrigt ikke bør betegnes som "bortfaldet".

En retsforskrift {{SPA}} herunder en anlægslov - kan således alene betegnes som bortfaldet, hvis det f.eks. konstateres, at de spørgsmål, som var reguleret i retsforskriften, nu er reguleret i en anden senere lov.

For så vidt angår spørgsmålet om indlæggelse af retsforskrifter i Retsinformation henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 37, 43 og 45.

"Er ministeren enig i, at det er uhensigtsmæssigt, at Trafikministeriet betragter anlægs-

love vedrørende jernbanestrækninger som gældende, mens anlægslove vedrørende veje

ikke betragtes som gældende?"

Idet det antages, at der med spørgsmålet henvises til den udtalelse fra Trafikministeriet, som Justitsministeriet indhentede til brug for besvarelsen af spørgsmål nr. 2-5, og som er gengivet i besvarelsen af spørgsmål nr. 2, kan det oplyses, at Trafikministeriet efter det for Justitsministeriet oplyste som udgangspunkt betragter både love om anlæg af jernbaner samt love om anlæg af veje som gældende, selvom de måtte have udtømt d eres formål, samt at det ville være både overflødigt og uhensigtsmæssigt udtrykkeligt at ophæve sådanne love. Det fremgår herudover af den nævnte udtalelse, at der tillige gør sig en række særlige forhold gældende for love om anlæg af jernbaner, som yderligere taler for, at især disse love ikke bør udtrykkeligt ophæves.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 2, 45 og 46.

"Trafikministeriet har som bidrag til besvarelsen af spørgsmål nr. 2, jf. bilag 9, anført

"Det har således navnlig været antaget, at der består en driftspligt for DSB for så vidt

angår DSB-strækninger anlagt med hjemmel i lov".

Vil ministeren vurdere eller indhente oplysning om, hvorvidt der er juridisk hold

i denne antagelse?"

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Trafikministeriet, som bl.a. har anført følgende:

"Med hensyn til spørgsmålet om den retlige betydning af en anlægslov, jf. spørgsmål 48, skal Trafikministeriet bemærke, at en anlægslov på linie med andre love må fortolkes ud fra sin ordlyd og under inddragelse af forarbejderne.

Der findes en række eksempler på, at anlægslove ikke alene indeholder en beslutning om etablering af et anlæg, men tillige fastsætter bestemmelser om den fremtidige drift af anlægget eller andre bestemmelser, som har virkning også efter etableringen af de pågældende anlæg. Meget udtalte eksempler herpå er lov om anlæg af fast forbindelse over Storebælt, jf. lovbekendtgørelse nr. 260 af 4. maj 1998, og lov om anlæg af fast forbindelse over Øresund, jf. lovbekendtgørelse nr. 781 af 18. august 2000.

Ved lov nr. 96 af 31. marts 1965 om ekspropriationer under ministeriet for offentlige arbejder blev der således givet generel hjemmel til ekspropriation til jernbaneanlæg, men det fremgår af den betænkning, der dannede grundlag for lovforslaget, at det ikke var hensigten at ændre på det forhold, at selve beslutningen om at udføre et nyt jernbaneanlæg skal træffes i form af en lov. Der henvises til betænkning nr. 330/1963, side 81.

Det er videre fast skik, at beslutninger om afgørende ændringer af driften på statsbanestrækninger og om nedlæggelse af sådanne strækninger træffes ved lov {{NEL}}{{NEL}}{{NEL}}.

Hverken den nugældende eller den tidligere lovgivning om DSB indeholder bestemmelser om, hvilke jernbanestrækninger DSB er forpligtet til at drive, men ikke desto mindre har det været fast antaget, at DSB er underlagt en driftspligt i forhold til de enkelte strækninger. Denne driftspligt kan lovmæssigt alene være knyttet til de pågældende anlægslove, idet de enkelte strækninger ikke på anden måde er genstand for specifik lovmæs sig regulering.

Det forhold, at der i en lang række tilfælde er givet udtrykkelig lovhjemmel til at ændre driften på en given strækning, f.eks. bemyndigelse til at indstille persontogtrafikken, eller hjemmel til at nedlægge banen, viser, at lovgivningsmagten hidtil har disponeret ud fra den antagelse, at der består en driftspligt, som kun kan ændres ved lov.

Det er på denne baggrund Trafikministeriets opfattelse, at der ikke bør ske formel ophævelse af love om anlæg af jernbanestrækninger, uden at der samtidig tages stilling til, hvordan der skal forholdes med hensyn til fremtidig drift på strækningen."

Justitsministeriet kan henholde sig til det af Trafikministeriet anførte. Justitsministeriet finder således ikke grundlag for at udarbejde lister over de retsforskrifter i L 219, som henhører under Trafikministeriets område, svarende til de bilag, som Justitsministeriet udarbejdede til brug for besvarelsen af spørgsmål nr. 2 {{SPA}} 5 over de øvrige retsforskrifter i L 219.

"Den i spørgsmål 55 omhandlede lov om nedlæggelse af havnebanen mellem Hobro Station og Hobro Havn er et eksempel på en sådan disposition fra lovgivningsmagtens side vedrørende en konkret banestrækning.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget vedrørende anlæggelse af den pågældende sporforbindelse, at sporforbindelsen udelukkende blev anlagt med henblik på godsbetjening af Hobro Havn. Driftspligten på dette havnespor og omfanget af forpligtigelsen har således været afhængig af behovet for transport af gods til havnen. Som det fremgik af bemærkningerne til forslaget til lov om nedlæggelse af havnebanen mellem Hobro Stat ion og Hobro Havn (L 7), havde banen forud for nedlæggelsen ikke været trafikeret i flere år."

"Vil ministeren i forlængelsen af besvarelsen af spørgsmål nr. 2 oplyse eller ind-

hente oplysninger om, hvorvidt lov nr. 55 af 12. april 1889 om Anlæg af en Jern-

bane fra Slagelse til Næstved med en Sidebane til Skjelskør (lovforslagets § 31)

er ophævet?"

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet anmodet Trafikministeriet om en udtalelse.

I sin udtalelse har Trafikministeriet bl.a. oplyst følgende i forlængelse af det, der er oplyst i besvarelsen af spørgsmål nr. 55:

"Som et andet eksempel på en lov om ophævelse eller indskrænkning af driften på en banestrækning kan nævnes lov nr. 73 af 3. marts 1971 om indskrænkning af driften på og eventuel senere nedlæggelse af visse statsbanestrækninger og færgefarten Glyngøre {{SPA}} Nykøbing Mors. I lovens § 2 gives bemyndigelse til bl.a. at indskrænke driften på statsbanestr& kningen Slagelse {{SPA}} Næstved til kun at omfatte befordring af vognladningsgods og til senere helt eller delvis at nedlægge banestrækningen{{NEL}}{{NEL}}.. Med denne lov er der således givet hjemmel til at indskrænke driften til udelukkende at omfatte godskørsel og til helt eller delvist at nedlægge den i spørgsmål 56 og 57 nævnte banestrækning fra Slagelse til Næstved, der er anlagt med hjemmel i lov nr. 55 af 12. april 1889. Anl& 1889 er derimod ikke ophævet.

Banestyrelsen, som ejer arealerne, bruger fortsat banestrækningen til forsøgskørsel i forbindelse med ukrudtsbekæmpelse. Endvidere anvendes banen til kørsel med veterantog.

Det er således i overensstemmelse med udtrykkelig bemyndigelse i lovgivningen, at der ikke længere er regelmæssig trafik på banestrækningen Slagelse {{SPA}} Næstved."

"Hvis lov nr. 55 fra 1889 ikke er ophævet, vil ministeren da bekræfte eller indhente

oplysninger om, at DSB ikke længere har drift på banen, og hvordan det hænger sam-

men med argumentationen om, at DSB har pligt til at køre på baner, hvis loven ikke

er ophævet?"

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 56.

"Trafikministeriet har som bidrag til besvarelsen af spørgsmål nr. 2 anført, at "Uanset

hvilken holdning man måtte indtage i spørgsmålet om opretholdelse af anlægslove,

kræver det en nærmere analyse i hvert enkelt tilfælde at afgøre, om en lovs bestemmelser

om en jernbanes drift fortsat har nogen retlig betydning".

Vil ministeren foretage denne vurdering i de love, der er omfattet af L 219?"

Justitsministeriet kan henholde sig til det af Trafikministeriet anførte. Efter Justitsministeriets opfattelse kan behovet for en analyse sammenholdt med de ressourcer, der i givet fald skulle anvendes hertil, ikke give tilstrækkeligt grundlag for at foretage en sådan vurdering.

"Trafikministeriet har som bidrag til besvarelse af spørgsmål nr. 2 anført, at "Det har

næppe været hensigten, at lovene skulle gælde en periode for derefter formelt at blive

ophævet". Det har næppe heller været sandsynligt, at det var hensigten, at der ved ved-

tagelse af lov nr. 258 af 27. maj 1950 om nedlæggelse af Dalmose-Skælskørbanen

(lovforslagets § 46) skulle gå 50 år uden en endelig afgørelse.

Vil ministeren oplyse eller indhente oplysninger om, hvorvidt hensigten på tidspunktet

for lovens vedtagelse spiller nogen rolle i afgørelsen af, om det er hensigtsmæssigt at

ophæve en lov eller ej?"

Det bemærkes indledningsvis, at den i spørgsmålet delvist gengivne udtalelse, som Trafikministeriet afgav til brug for besvarelsen af spørgsmål nr. 2- 5, alene vedrører spørgsmålet om ophævelse af love om nedlæggelse af et eksisterende anlæg eller af driften heraf. Det fremgår således i øvrigt af den nævnte udtalelse fra Trafikministeriet, at:

"Ministeriet finder det overflødigt at ophæve love vedrørende nedlæggelse af et anlæg eller en drift. Disse love udtrykker en eller flere enkeltstående beslutninger. Det har næppe været hensigten, at lovene skulle gælde en periode for derefter formelt at blive ophævet[fremhævet her]. Hertil kommer, at det ikke ganske kan afvises, at en formel ophævelse kan give anledning til en ny tvivl om retstilstanden, såfremt den oprindelige anlægslov ikke endnu er ophævet i sin helhed."

Trafikministeriet ses således alene at have givet udtryk for den opfattelse {{SPA}} som Justitsministeriet kan tilslutte sig - at det i almindelighed vil være både uhensigtsmæssigt og overflødigt at ophæve love om nedlæggelse af et anlæg eller af en drift. Som begrundelse herfor henviser Trafikministeriet bl.a. til disse loves særlige karakter og anfører i den forbindelse, at "det næppe været hensigten, at de kun skulle g&aeli for en periode for derefter formelt at blive ophævet".

Om en lov bør udtrykkeligt ophæves, må efter Justitsministeriets opfattelse bero på en konkret vurdering. I den forbindelse vil der bl.a. kunne lægges vægt på lovens karakter og formål, herunder om der er tale om en lov, som har udtømt sit formål, så snart loven er trådt i kraft.

"Trafikministeriet har som bidrag til besvarelse af spørgsmål nr. 2 anført, at "såfremt

der skal iværksættes en mere omfattende ophævelse af en række love, bør dette ske ud

fra mere generelle overvejelser og ikke ved vurdering af det i lovforslag L 219 med-

tagne udsnit af love, som ikke ses at være systematisk udvalgt eller på nogen måde ud-

tømmende".

Vil ministeren oplyse eller indhente oplysninger om, hvorvidt ministeriet finder det

hensigtsmæssigt på baggrund af den noget uens praksis i ministerierne at iværksætte

en systematisk oprydning i f.eks. anlægslove?"

Justitsministeriet går ud fra, at der med udtrykket "uens praksis" henvises til spørgsmålet om, hvorvidt f.eks. anlægslove skal betragtes som gældende, bortfaldne eller i øvrigt for at have udtømt deres formål.

I den anledning kan det særlig for så vidt angår de anlægslove, som er omfattet af lovforslag nr. L 219, oplyses, at bilag 3, som var vedlagt besvarelsen af spørgsmål nr. 2 - 5, indeholder en oversigt over de retsforskrifter, som er omfattet af lovforslaget, men som efter ressortministeriernes opfattelse ikke bør ophæves, idet retsforskrifterne enten har udtømt deres formål eller i øvrigt efter deres indhold er tidsbegrænset.

Som det fremgår af dette bilag, indeholder det - bortset fra de anlægslove, som henhører under Trafikministeriet, og som ikke er medtaget i bilagene {{SPA}} bl.a. alle de øvrige anlægslove, som er omfattet af L 219.

Da indplaceringen af de pågældende anlægslove i dette bilag er sket efter ønske fra de enkelte ressortministerier, må der således efter Justitsministeriets opfattelse i almindelighed siges at være enighed blandt ministerierne om, at anlægslove, som har udtømt deres formål, ikke bør ophæves udtrykkeligt.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 46 og 47.

"Vil ministeren oplyse, hvilke love der manglede i L 219, for at lovforslaget havde

været systematisk og udtømmende, herunder især hvilke gældende love fra Retsinfor-

mation, der manglede?"

Som tidligere anført {{SPA}} både i forbindelse med 1. behandlingen den 7. april 2000 af L 219 samt i forbindelse med besvarelsen af spørgsmål vedrørende lovforslaget - vil en vedtagelse af L 219 efter Justitsministeriets opfattelse forudsætte, at der udover en undersøgelse af de retsforskrifter, som er omfattet af L 219, tillige foretages en detaljeret gennemgang af det samlede danske regelkompleks. Det er således nødvendigt at afklare, om ventuelt måtte være andre retsforskrifter, som ikke er medtaget i det foreliggende lovforslag, men som ud fra de samme argumenter ligeledes vil skulle ophæves.

En sådan undersøgelse - som i givet fald skulle gennemføres i samarbejde med de øvrige ministerier - vil imidlertid være overordentlig ressourcekrævende, og Justitsministeriet finder ikke grundlag for at iværksætte en sådan undersøgelse.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør en særlig indsats - udover en løbende opdatering og udvikling af Retsinformation {{SPA}} i stedet rettes mod at bl.a. forenkle eksisterende lovgivning på områder, der har betydning for private borgere og for erhvervslivet, ligesom de enkelte ministerier i forbindelse med udarbejdelsen af nye lovforslag fortsat skal være opmærksomme på, om det pågældende lovforslag giver anledning til, at ældre ret rifter samtidig bør ophæves.

"Fødevareministeriet har som bidrag til besvarelsen af spørgsmål nr. 3, jf. bilag 9,

anført at "det var hensigtsmæssigt med ophævelse af visse ældre love og regler ud-

stedt i medfør heraf, idet de har udtømt deres praktiske virkning, og således ikke

længere tjente nogen funktion".

Vil ministeren oplyse, om dette ikke er i strid med Justitsministeriets anbefalinger

om ikke at ophæve love, der har udtømt deres indhold?"

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 45, 46 og 60.

"Når en lov er blevet formelt ophævet, er det let for brugerne af Retsinformation

at finde ud af, hvorfor bestemmelsen er markeret som historisk. Når loven derimod

bortfalder af anden årsag, kan brugerne ikke se, om markeringen skyldes en fejl,

og hvis ikke, hvilken årsag der i så fald er til "ophævelsen".

Vil ministeren på den baggrund tage initiativ til, at der for forskrifter, der markeres

som historiske af anden årsag end formel ophævelse, bliver anført en kort begrundelse

i f.eks. de redaktionelle eller officielle noter, som det nu er sket i lov nr. 395 af 20.

maj 1992 om apotekernes bruttoavance i 1992 (lovforslagets § 129)?"

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Sekretariatet for Retsinformation.

I udtalelsen anfører Sekretariatet for Retsinformation følgende:

"Retsinformations datafangstsystem, som blev taget i brug den 10. august 1998, giver mulighed for at foretage en manuel historisk markering af dokumenter i de tilfælde, hvor historisk markering ikke sker som konsekvens af indlæggelse af en ny forskrift. Funktionaliteten er forbeholdt brugere med særlige rettigheder og anvendes til historisk markering af dokumenter, som er bortfaldet uden formel ophævelse, rettelse af fejl m.v. Markeringen foretages i et særligt sk&a elig;rmbillede i datafangstsystemet:

Brugeren skal markere checkboxen "Historisk" og enten en af de anførte begrundelser eller den blanke linje.

Den standardtekst, brugeren har valgt i datafangstsystemet, anføres i brugersystemet i feltet "Senere ændringer". Ved valg af "Bortfaldet. Årsagen er anført i feltet "Særlige noter" tilføjes den af brugeren konciperede årsag i feltet "Redaktionelle noter". Historisk markering uden begrundelse anvendes bl.a., når samlelove markeres historisk.

For så vidt angår dokumenter, som manuelt er markeret historiske efter den 10. august 1998, og dokumenter, som manuelt bliver markeret historiske fremover, må det således forventes, at årsagen til den historiske markering vil fremgå af forskriften i Retsinformation."

I forlængelse af det anførte kan det oplyses, at Justitsministeriet herudover vil overveje, om der eventuelt tillige kunne være behov for at indrette Retsinformation således, at det også vil være muligt at anvende en standardtekst for så vidt angår retsforskrifter, som ikke skal markeres som historiske, men som f.eks. har udtømt deres formål.

"Ministeren anførte i besvarelsen af spørgsmål nr. 9 at "En sådan bestemmelse (om

at loven ophæver sig selv, når dens indhold er udtømt) ville endvidere i mange til-

fælde ikke have den ønskede virkning, at det ved en umiddelbar gennemlæsning af

loven kan konstateres, om den fortsat er gældende. Det vil således være nødvendigt

at foretage en undersøgelse af, om loven har udtømt sit formål, f.eks. om en bestemt

vejstrækning er anlagt". Er det ikke netop et argument for, at Folketinget ophæver

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 9, 14, 16, 24, 37 og 46, er det Justitsministeriets opfattelse, at retsforskrifter som har udtømt deres formål, i almindelighed ikke bør ophæves udtrykkeligt ved lov. En sådan ophævelse er således efter ministeriets opfattelse både uhensigtsmæssig og overflødig.

Det kan herudover tilføjes, at ophævelse af retsforskrifter som udgangspunkt kun bør foretages, hvor en ny retsforskrift skal erstatte reguleringen i en gældende retsforskrift helt eller delvist, og hvor det derfor er nødvendigt udtrykkeligt at markere denne ændring i retstilstanden ved, at den gældende retsforskrift udtrykkeligt ophæves. Det samme gælder andre tilfælde, hvor den gældende retsforskrift ikke længere skal være gældende.

På den baggrund kan Justitsministeriet fortsat ikke anbefale, at anlægslove m.v. ophæves ved lov, herunder ved at Folketinget indleder en praksis, hvorefter anlægslove og andre love, som har udtømt deres formål, fremover skal ophæves udtrykkeligt ved lov, eller ved at der indsættes en bemyndigelse i anlægslove m.v., hvorefter ministeren kan ophæve den pågældende lov ved en bekendtgørelse, når den har udtømt s it formål.

"Ved grundloven fra 1849, § 97, blev alle i lovgivningen til adel, titel og rang knyttet

forrang er afskaffet. Kongelovens artikel 25 blev dog undtaget, jf. slutbemærkningerne

til den første grundlov, men det gjorde DL 1-2-1 ikke. Hvorfor er DL 1-2-1 så ikke

ophævet/bortfaldet?"

I forbindelse med grundlovens vedtagelse blev kongeloven ophævet, idet en række bestemmelser, herunder kongelovens artikel 25, dog skulle forblive i kraft.

Justitsministeriet finder ikke grundlag for at antage, at der herved tillige blev taget stilling til anden lovgivning, herunder bestemmelserne i Danske Lov.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 29 {{SPA}} 35, hvoraf det bl.a. fremgår, at det efter Justitsministeriets opfattelse ikke uden omfattende undersøgelser er muligt at sige noget præcist om baggrunden for forholdet mellem Kongelovens artikel 25 og Danske Lov 1-2-1, og herunder om en af de nævnte bestemmelser måtte være bortfaldet.

"Ministeren kommenterede i besvarelsen af spørgsmål nr. 19, jf. bilag 10, alene ind-

holdet af Retsinformation og anførte derudover, at "Justitsministeriet finder ikke herud-

over at kunne kommentere indholdet af de øvrige regelsamlinger, der udtrykkeligt er

henvist til i det stillede spørgsmål, idet disse regelsamlinger udgives af private for-

lag".

Vil ministeren redegøre for, hvordan der kan være forskel mellem indholdet af Rets-

information og den årlige oversigt i Lovtidende A over forskrifter fra før 1871, der

jo begge er statens, samt hvad denne oversigt skal bruges til, når "Retsinformations

regelbaser er den mest fuldstændige og korrekte danske regelsamling, som findes?"

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Sekretariatet for Retsinformation.

I udtalelsen anfører Sekretariatet for Retsinformation følgende:

"{{NEL}}.oversigten over forskrifter fra før 1871 i registeret til Lovtidende A udarbejdes hvert år på grundlag af en høring af samtlige ministerier. Sekretariatet kan bekræfte, at der ikke er overensstemmelse mellem oversigten i registeret til Lovtidende A 1999 og Retsinformation. En liste med de uoverensstemmelser, der er konstateret ved søgning i Retsinformation den 29. august 2000, er vedlagt som Herudover findes i Retsinformation yderligere 7 gældende forskrifter fra før 1871 med rank L (internationale overenskomster m.v.), som ikke er optaget i den tilsvarende oversigt i Lovtidende C 1999. Sekretariatet har anmodet de berørte ministerier om at afklare gyldighedsspørgsmålet vedrørende de omhandlede forskrifter og herefter indlægge eventuelle forskrifter, som måtte mangle i Retsinformation.

Det er sekretariatets vurdering, at der fortsat er brugere af de trykte publikationer, som ikke anvender Retsinformation, og at man derfor ikke har aktuelle planer om at afskaffe oversigterne i Lovtidende vedrørende gældende forskrifter fra før 1871. "

"Skatteministeriet ser sig af ressourcemæssige grunde ikke umiddelbart i stand til at svare på, hvornår man i ministeriet første gang blev opmærksom på, at der eventuelt kan være behov for at korrigere de forhold i statsskatteloven, der er omhandlet i lovforslagets § 36. Dette ville kræve en gennemgang af arkiver for en lang række år, og der er tvivlsomt, om det vil være mu ligt at finde svaret for alle de nævnte forholds vedkommende.

Mere generelt kan det oplyses, som nævnt også i Skatteministeriets brev af 23. maj 2000, at man bortset fra de senere år har været tilbageholdende med at ophæve tilsyneladende uvirksomme bestemmelser i statsskatteloven, der siden 1922 har udgjort fundamentet under den danske indkomstskattelovgivning. Formentlig af samme grund har man tidligere i et vist omfang anvendt den fremgangsmåde lovteknisk, at man ved gennemførelsen af bestemmelser i f.eks. ligningsloven, der skulle erstatte tilsvarende bestemmelser i statsskatteloven, udtrykkeligt har lade de nye bestemmelser "træde i stedet for" statsskattelovens bestemmelser fremfor at ophæve disse.

Visse af disse bestemmelser vil muligvis kunne fortolkes som en ophævelse af de tilsvarende bestemmelser i statsskatteloven. Om dette er tilfældet vil afhænge af en nærmere undersøgelse af forarbejderne.

Skatteministeriet kan i den forbindelse oplyse, at man på baggrund af Frihed 2000´s forslag har påbegyndt arbejdet med at få klarlagt, hvilke bestemmelser der er ophævet, og hvilke bestemmelser der i tidens løb fuldt ud er erstattet af senere lovbestemmelser, så de kan ophæves. Der er imidlertid tale om et ressourcekrævende "kortlægnings"- og analysearbejde, som det {{SPA}} i betragtning af det betydelige aktuelle lovforberedende arbejde, d egår i ministeriet {{SPA}} vil tage nogen tid at gennemføre."

"Vil ministeren indhente oplysninger om, hvornår de sidste ansøgninger, jf. lovfor-

slagets § 134, forventes færdigbehandlet?"

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet anmodet Erhvervsministeriet om en udtalelse.

Erhvervsministeriet har bl.a. oplyst følgende:

"Bestemmelsen i § 11, stk. 2, i [lov om Dansk Eksportkreditfond, jf.] lovbekendtgørelse nr. 913 af 9. december 1999 giver hjemmel til, at ansøgninger om rentestøtte kan færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

Der foreligger ikke nye ansøgninger eller tilsagn, der ikke er behandlet, men bestemmelsen giver hjemmel til at behandle eventuelle ansøgninger om ændringer i bestående engagementer. Den sidste udbetaling under ordningen sker den 1. februar 2001."

"Vil ministeren indhente oplysning om, hvilke dele af lov nr. 1084 af 23. december

1992 om apotekernes bruttoavance i 1993 der fortsat er relevante, og burde "i 1993"

i givet fald ikke ud gå i lovens titel?"

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet anmodet Sundhedsministeriet om en udtalelse.

Sundhedsministeriet har bl.a. oplyst følgende:

"Lov nr. 1084 af 23. december 1992 om apotekernes bruttoavance i 1993 indeholder i § 1 en bestemmelse om fastsættelse af apotekernes bruttoavance for 1993. Bestemmelsen har efter sit indhold ikke længere retsvirkninger.

Endvidere indeholder lovens § 2, 1. pkt., en bestemmelse om, at apotekerne varigt er forpligtiget til at yde den offentlige sygesikring rabat ved køb af tilskudsberettiget medicin. Bestemmelsen har efter sit indhold fortsat retsvirkninger.

Endelig indeholder loven i § 2, 2. pkt., en bestemmelse om reduktion af bloktilskuddet for 1993. Bestemmelsen har efter sit indhold ikke længere retsvirkninger.

Lov om apotekernes bruttoavance i 1993 regulerer således 3 vidt forskellige forhold:

• apotekernes bruttoavance for 1993,
• ydelse af rabat til sygesikringen ved køb af tilskudsberettiget medicin og
• statens bloktilskud for 1993.

"Finder ministeren, at det er tilstrækkeligt sikret, at ressortministrene sørger for, at

forskrifter, der er bortfaldet, løbende markeres som historiske i Retsinformation (f.eks.

Folketinget tager sagen op?"

Idet Justitsministeriet antager, at der med spørgsmålet bl.a. henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 17 og 19, kan det oplyses, at Justitsministeriet fortsat kan henholde sig til disse besvarelser.

Det kan herudover oplyses, at lov nr. 395 af 10. juni 1987 om den amtskommunale skatteudskrivning i 1988, som er opført under § 123 i lovforslag nr. L 219, ikke ses at være bortfaldet. Indenrigsministeriet har derimod i en udtalelse til brug for besvarelsen af spørgsmål nr. 2 {{SPA}} 5 oplyst, at den pågældende lov har udtømt sit formål, jf. herved bilag 3, som var vedlagt besvarelsen af spørgsmål nr. 2 {{SPA}} 5.

På den baggrund bør forskriften som følge af de nuværende kriterier for indlæggelse af retsforskrifter i Retsinformation ikke markeres som historisk i Retsinformation, jf. herved besvarelsen af spørgsmål nr. 37 og 45.

"Hvis Justitsministeriet ikke umiddelbart er i stand til at afgøre hvilke dele af skifte-

loven af 1874, der fortsat er anvendelige, ville det så ikke være hensigtsmæssigt at

skrive en ny skiftelov?"

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 2 {{SPA}} 5, jf. bilag 4, finder lov nr. 155 af 30. november 1874 om skifte af fællesbo m.v. fortsat anvendelse ved skifte i anledning af bl.a. separation og skilsmisse. Som ligeledes anført i det nævnte bilag henviser reglerne herom til eller forudsætter anvendelse af de fleste af de øvrige bestemmelser i skifteloven. Der er således ikke grundlag for at ophæve loven.

I betænkning nr. 1270/1994 om skifte af dødsboer, der lå til grund for lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte af dødsboer, afstod Justitsministeriets Skiftelovsudvalg fra at komme med forslag til ændring af reglerne om skifte af fællesboer ved separation og skilsmisse, idet en sådan revision efter Skiftelovsudvalgets opfattelse burde ske i forbindelse med en revision af ægteskabs- og arvelovgivningen.

I den forbindelse kan Justitsministeriet oplyse, at der nu er nedsat et udvalg til revision af arveloven og lov om skifte af fællesboer. Udvalget får til opgave at foretage en fuldstændig revision af såvel arveloven som lov om skifte af fællesbo m.v.

"Vil ministeren oplyse, hvilke ældre bestemmelser der er omfattet af § 6 i lov nr.

127 af 15. april 1930 om ikrafttræden af borgerlig straffelov?"

Efter ikrafttrædelseslovens § 6, stk. 1, bortfalder de i lovgivningen foreskrevne størstebeløb for bøder i alle tilfælde, hvor lovovertrædelsens påkendelse ved dom ikke er udelukket. For så vidt der i lovgivningen er fastsat regler for bødens beregning, har det sit forblivende herved, jf. § 6, stk. 2.

Ikrafttrædelseslovens § 6 blev indført under udvalgsbehandlingen af forslag til lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m., jf. Rigsdagstidende 1929-30, tillæg B, sp. 213-214. I bemærkningerne til § 6 henvises til en tilsvarende bestemmelse i forslaget til ikrafttrædelsesloven fra 1928, § 6, hvor det i de ledsagende bemærkninger bl.a. anføres:

"{{NEL}}Der findes i øvrigt allerede i den gældende Lovgivning adskillige Lovbud, der fastsætter Bødestraf uden at angive noget Størstebeløb, se f.eks. Politiplakat af 28. Januar 1811, 2det Punktum, Lov Nr. 237 af 12. juni 1922 om Værgeraadsforsorg § 87, Sømandslov Nr. 181 af 1. Maj 1923 §§ 78, 79, 81 og 82, 84 og 86, Margarinelov Nr. 95 af 1. April 1925 § 21, 3die Stk., Inte gslov Nr. 133 af 11. April 1925 § 6, Lov Nr. 80 af 31. Marts 1926 om Ændring af Fremmedloven §§ 3, 4 og 7 og Lov Nr. 111 af 30. Maj 1927 om Telefoner på Færøerne § 14, og andre Lovbud fastsætter et saa højt Maximum, at dette i de fleste Sager faktisk ikke yder Domstolene nogen Vejledning ved Straffens Udmåling, se f.eks. Lov Nr. 288 af 31. Maj 1918 om Forbud mod Smeltning af Skillemønt § 5 og Lov Nr. 83 af 1. April 1925 om Boligforholdene. {{NEL}}

Paragraffens Stk. 2 {{NEL}} har særlig Hensyn til saadanne Lovbestemmelser, der sætter den Forskyldte Bøde i et vist Forhold til Lovovertrædelsens ydre Omfang, se f.eks. Lov Nr. 143 af 29. April 1913 om Arbejde i Fabrikker m.v. § 42 (en vis Bøde for hver ulovlig sysselsat Person), eller til et vist Mangefold af en indvunden Vinding, se f.eks. Lov Nr. 46 af 18. Februar 1922 om Tobaksafgifter § 31, 1ste Punktum."

Som det fremgår, har ønsket om at gøre straffeloven så overskuelig og ensartet som muligt været afgørende for, at bl.a. bestemmelserne om afsoning af tvangsbøder og underholdsbidrag, forældelse af krav om erstatning for skade forvoldt ved strafbar handling mv. er udskilt fra straffeloven og indarbejdet i en selvstændig ikrafttrædelseslov. Det har ikke ved en umiddelbar gennemgang af straffelo vens og ikrafttrædelseslovens forarbejder været muligt at afdække baggrunden for, at de pågældende bestemmelser er indarbejdet i en selvstændig ikrafttrædelseslov og ikke i anden relevant lovgivning.

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 2-5, jf. bilag 1, finder Justitsministeriet, at ikrafttrædelseslovens §§ 5, 10 og 20 kan ophæves. Justitsministeriet påtænker i den kommende samling at fremsætte forslag om ophævelse af de pågældende bestemmelser.

Justitsministeriet finder ikke i øvrigt anledning til at foretage ændringer i ikrafttrædelsesloven.

"Ministeren har i bilag 2 til svaret på spørgsmål nr. 2 oplyst, at bestemmelserne om

flagning i brev af 8. januar 1752 (lovforslagets § 7) er bortfaldet.

Er bestemmelserne i forordning af 11. juli 1748 om flag så også bortfaldet?"

Justitsministeriet kan oplyse, at forordning af 11. juli 1748 er benævnt Coffardi-skibes og Commis-Farernes samt de octrojerede Compagniers Skibes Flag og Giøs, samt Vimpeler og Fløie.

Forordningen indeholder en række bestemmelser om flagning til søs.

Justitsministeriet kan oplyse, at forordningens bestemmelser om handelsskibes flagning fortsat må anses for gældende.

Endvidere kan Justitsministeriet oplyse, at forordningens bestemmelser om Commis-Farernes samt de octrojerede Compagniers Skibes flagning må anses for bortfaldet.

Justitsministeriet vil foranledige, at oplysningerne i Retsinformation bliver korrigeret i overensstemmelse hermed.

"Såfremt bestemmelserne i forordning af 11. juli 1748 om flag fortsat er gældende,

finder ministeren så ikke, at målet i alen bør erstattes af et mål fra metersystemet?"

Forordning af 11. juli 1748 om Coffardi-skibes og Commis-Farernes samt de octrojerede Compagniers Skibes Flag og Giøs, samt Vimpeler og Fløie indeholder bl.a. bestemmelser om flagets udseende.

Justitsministeriet kan oplyse, at alen er et gammelt dansk længdemål. En alen svarer til 0,6277 meter.

Justitsministeriet finder ikke, at man bør ændre en enkeltstående bestemmelse i en retsforskrift til moderne sprogbrug. Hvis en bestemmelse skal moderniseres, bør hele retsforskriften revideres.

Af ressourcemæssige årsager har Justitsministeriet ikke for tiden overvejelser om at revidere forordning af 11. juli 1748.

"Ifølge Retsinformation er alene afsnit 1, punkt 8, i forordning af 10. februar 1736 om

Da forordning af 10. februar 1736 henhører under Undervisningsministeriet, har Justitsministeriet til brug for besvarelsen anmodet Undervisningsministeriet om en udtalelse.

Undervisningsministeriet har bl.a. oplyst følgende:

"Vil ministeren foranledige, at forskriften bliver oversat til dansk, således at også

almindelige borgere kan finde ud af, hvad "juraløftet" betyder?"

Undervisningsministeriet har oplyst følgende vedrørende dette spørgsmål:

"Forskriften er oversat til moderne dansk og bruges af de to universiteter i en lidt varieret sproglig udformning.

Københavns Universitet anvender følgende formulering:

"Den juridiske embedseksamen ved Københavns Universitet indførtes ved forordning af 10. februar 1736. Ifølge denne forordnings § 8 må juridiske kandidater aldrig vidende vige fra ret og retfærdighed, aldrig råde nogen til ufornødne processer og ejheller ved råd eller på andre måder befordre nogen uretvis sag eller intention."

Aarhus Universitet anvender følgende formulering:

"Den juridiske embedseksamen, nu kandidateksamen, indførtes ved forordning af 10. februar 1736. Ifølge denne forordnings § 8 afgiver de juridiske kandidater løfte om aldrig vidende at vige fra ret og retfærdighed, aldrig at råde nogen til ufornødne processer og heller ikke ved råd eller på anden måde at fremme nogen uretmæssig sag eller hensigt."

"Er ministeren enig i, at "udeladt" signalerer, at bestemmelsen fortsat er gældende

men blot ikke medtaget, mens "bortfaldet" signalerer, at bestemmelsen ikke længere

er gældende og derfor ikke medtaget, og vil ministeren på den baggrund tage initia-

tiv til, at der fremover benyttes ordet bortfaldet eller et andet dækkende ord i lovbe-

kendtgørelser og datasammenskrivninger?"

De gældende retningslinjer for udarbejdelsen af lovbekendtgørelser er indeholdt i Justitsministeriet vejledning nr. 243 af 18. november 1969.

Det fremgår heraf, at ophævede bestemelser ved udarbejdelsen af en lovbekendtgørelse anføres med deres oprindelige paragrafnummer, men alene med teksten "Ophævet", hvorimod der f.eks. ved overgangsbestemmelser, som ikke længere har praktisk interesse, anføres teksten "Udeladt".

Justitsministeriet finder ikke grundlag for at ændre denne sprogbrug.

For så vidt angår spørgsmålet om udarbejdelse af datasammenskrivninger henvises i øvrigt til besvarelsen nedenfor af spørgsmål nr. 92 og 93.

"Det fremgår af cirkulære nr. 28 af 28. februar 1996 om indlæggelse af forskrifter

i Retsinformation, § 5, at der skal udarbejdes en datasammenskrivning, såfremt der

ikke senest efter 1 måned efter en ændring er udarbejdet en lovbekendtgørelse.

Vil ministeren sikre at Justitsministeriet og de øvrige ministerier overholder dette?"

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Sekretariatet for Retsinformation.

Sekretariatet for Retsinformation har oplyst følgende:

"{{NEL}}pligten til at udarbejde datasammenskrivninger er aldrig fuldt ud blevet opfyldt af ministerierne, og antallet af datasammenskrivninger er de seneste år faldet markant. Efter Sekretariatets opfattelse er der med den nuværende teknologi ikke væsentlig forskel på ressourceforbruget ved udarbejdelse af en lovbekendtgørelse og en datasammenskrivning, fordi den "kopier & indsæt"-teknik, som anvendes tbehandlingen, nu slår igennem ved produktion af trykgrundlag. Det kan derfor være mere nyttigt at udstede en lovbekendtgørelse, som kommer alle regelbrugere til gode, end en datasammenskrivning, som alene er en service for Retsinformations brugere.

En oversigt over udviklingen i antallet af datasammenskrivninger og lovbekendtgørelser i årene 1991-1999 er vedlagt som bilag til besvarelsen.

"Er ministeren enig i, at der også bør udarbejdes en datasammenskrivning, når be-

stemmelser er bortfaldet, og vil ministeren sørge for at det sker (f.eks. for "jura-

løftet"?"

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Sekretariatet for Retsinformation, som har oplyst følgende:

"{{NEL}}. datasammenskrivninger skal udarbejdes efter samme retningslinjer, som gælder for lovbekendtgørelser, jf. § 5, stk. 2, i cirkulære nr. 28 af 28. februar 1996 om indlæggelse af forskrifter og administrative afgørelser i Retsinformation. Disse retningslinjer er beskrevet i vejledning nr. 243 af 18. november 1969 om udarbejdelse af lovbekendtgørelser. Det følger af denne vejledning, at en lov tgørelse er en sammenskrivning af en lov, eller den senest udstedte bekendtgørelse af en lov, og de senere ændringslove, der har ændret i loven. Der udformes således kun lovbekendtgørelser i de tilfælde, hvor en lov formelt er blevet ændret, og der er efter sekretariatets vurdering ikke behov for at udvide området for datasammenskrivninger. Særlige retsinformatoriske hensyn kan med fordel varetages ved hjælp af feltet "Redaktionelle n oter" i den pågældende forskrift."

"Hvis der skal udarbejdes en datasammenskrivning, når bestemmelser er bortfaldet,

er ministeren så enig i, at der også skal udarbejdes en datasammenskrivning over

gældende dele af skifteloven fra 1874?"

Ved lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte af dødsboer blev titlen på lov nr. 155 af 30. november 1874 med senere ændringer ændret fra lov om skifte af dødsbo og fællesbo m.v. til lov om skifte af fællesbo m.v. Herudover blev der ikke foretaget ændringer i loven.

En datasammenskrivning af lov om skifte af fællesbo m.v. vil således ikke medføre en yderligere præcision af, hvilke af lovens bestemmelser, der ikke længere finder anvendelse efter gennemførelsen af dødsboskifteloven.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 76.

"Hvis Justitsministeriet alligevel skal udarbejde en datasammenskrivning af

skifteloven fra 1874, kan ministeriet så ikke lige så godt ophæve de forældede

dele?"

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 76 og 94.