"Dolus eventualis antages at kunne foreligge i to former: det hypotetiske eventualitetsforsæt og i form af positiv indvilligelse. Problemet er i begge tilfælde at finde det moment, der kan kvalificere som forsætlig den handling, der objektivt opfylder lovens gerningsbeskrivelse, men hvor gerningsmanden alene har anset opfyldelsen som en mindre sandsynlig følge og altså isoleret set alene har handlet bevidst uagtsomt. Ifølge det hypotetiske eventualite tsforsæt lægges {{NEL}} vægt på, om gerningsmanden må antages at ville have handlet på samme måde, hvis han havde vidst, at følgen ville indtræde.

. . . .

Problemet med at acceptere denne forsætsform er imidlertid, at den bygger på en antagelse om, hvad gerningsmanden ville have gjort, hvis han havde haft en anden viden, end han rent faktisk havde. Forsætsspørgsmålet afgøres normalt {{SPA}} i hvert fald teoretisk {{SPA}} ud fra, hvilke forestillinger tiltalte rent faktisk har gjort sig. Det hypotetiske eventualitetsforsæt bryder med dette princip og er endvidere betænkeligt, fordi det afg&os pørgsmål er så hypotetisk, at det kan være svært at anse et svar for beviseligt. Disse svagheder har man prøvet at afhjælpe ved at opstille det positive indvilligelsesforsæt. Det afgørende er herefter, om gerningsmanden, der har indset muligheden af, at en vis følge vil indtræde, har accepteret muligheden for, at følgen vil indtræde. Den bilist, der kører med en meget stor fart, er muligvis klar over risikoen for, at h an kan komme til at dræbe en anden. Hvis han rent faktisk påkører og dræber en anden, men har fortrængt risikoen {{SPA}} sagt til sig selv, at det ikke vil ske {{SPA}} har han alene handlet uagtsomt i forhold til drabet. Hvis han derimod har indvilliget i risikoen for et trafikdrab {{SPA}} sagt til sig selv, at det er der ikke noget at gøre ved {{SPA}} har han ifølge teorien dræbt med forsæt i form af dolus eventualis. I praksis vil man næppe n& elv med en mere konkret fare, f.eks. forsøg på at trænge modparten ud i rabatten, er det meget tvivlsomt, om domstolene vil anvende dolus eventualis i relation til et eventuelt færdselsdrab. I praksis anlægges nok en helhedsvurdering.

. . . .

I praksis påberåbes dolus eventualis sjældent. I U 1992.445 anfører Højesteret i sine præmisser indledningsvis: "Der bør generelt udvises varsomhed med hensyn til anvendelse af forsætsformen dolus eventualis{{NEL}}". Der var i sagen rejst tiltale ved nævningeting for forsøg på manddrab. I sin retsbelæring definerede retsformanden dolus eventualis med ordene:"{{NEL}} det vil sige, at gerningsmanden har anset det fo følgen ville indtræde og accepteret dette for det tilfælde, at følgen virkelig indtræder, eller sagt på en anden måde, denne mulige følge foretrækkes, når alt kommer til alt, af gerningsmanden frem for at give afkald/afholde sig fra handlingen". Om denne definition udtaler Højesteret, at man ikke finder, at "retsformandens udtalelser om denne forsætsforms indhold kan anses for urigtige eller ufuldstændige". Endelig anfø ;rer Højesteret, at det ikke kunne være en fejl at anvende dolus eventualis i en situation som den foreliggende.

Begge former for dolus eventualis må antagelig betragtes som en del af dansk ret."

"Lige som ved sandsynlighedsforsættet kræves det ved denne forsætsform (den positive indvilligelsesteori), at den tiltalte har indset, at det, han var i færd med at hjælpe hovedgerningsmændene med, kunne være et drabsforsøg.

Ved den positive indvilligelsesteori kræves det derimod ikke, at han skal have indset sandsynligheden for, at der er tale om et drabsforsøg, for mere end 50 %. Til gengæld kræves det, at man kan lægge til grund, at den tiltalte foretrækker at udøve den pågældende handling frem for at lade være. Det er også blevet udtrykt således, at den tiltalte tager det, der gør handlingen strafbar, med i købet.

Den her beskrevne forsætsform afgrænses altså opad til sandsynlighedsforsættet. Nedad afgrænses den til noget, vi kalder bevidst uagtsomhed, og som ikke uden særlig hjemmel er strafbart. Afgrænsning til bevidst uagtsomhed er vanskelig. Tænker man sig en spritbilist, der mister herredømmet over sin bil og rammer og dræber en cyklist, vil bilisten ikke blive tiltalt eller dømt for forsætligt manddrab, men kun for uagt somt manddrab. Dette selv om han også har indset, at han ved at køre, selv om han er fuld, udsætter andres liv og helbred for fare.

Men der en er forskel, som jeg vil udtrykke således:

I tilfældet med bevidst uagtsomhed handles der i tillid til, at risikoen ikke realiseres, eller gerningsmanden viser risikoens virkeliggørelse fra sig. Kunne han {{SPA}} inden han påbegyndte sin spritkørsel {{SPA}} have set ind i fremtiden og set, at han ved at køre spritkørsel ville dræbe en cyklist, ville han have afstået fra det og ladet bilen stå. Ved dolus eventualis har han derimod ikke blot indset muligheden for, at handling ig;rer noget strafbart, men også {{SPA}} med den mulighed for øje {{SPA}} udført den pågældende handling.

Spørgsmålet om T3 kan dømmes for forsætlig medvirken til drabsforsøget efter dolus eventualisbetragtningen afhænger altså af, om nævningerne lægger til grund, at han har indset, at muligheden for at der er tale om et drabsforsøg er til stede, og at han har indvilget i at udføre sin bistand til hovedgerningsmændene med den mulighed for øje, altså selv om det skulle vise sig, at det er drabsfors&os lash;g, hovedgerningsmændene er i gang med. Og at han ikke ville have undladt at yde denne bistand, selv om han havde vidst, at der var tale om et drabsforsøg."