Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Vedlagt i 70 eksemplarer endelig besvarelse af spørgsmål nr. 107 (alm. del - bilag 429), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet sundhedsministeren den 6. februar 2001.

Med venlig hilsen

Arne Rolighed

"Vil ministeren redegøre for samtlige ikke-obligatoriske ydelser på sundhedsområdet, der udbydes i de forskellige amter samt for amternes udgifter hertil?"

Jeg har bedt Amtsrådsforeningen om i samarbejde med Hovedstadens Sygehusfællesskab at bidrage med en redegørelse for samtlige ikke-obligatoriske ydelser på sundhedsområdet (praksissektoren, sygehusvæsen og forebyggelsesindsats), der udbydes i de forskellige amter samt udgifterne hertil.

Det fremgår ikke af sygehusloven, hvilke ydelser der er omfattet af begrebet sygehusbehandling. I praksis omfatter ydelsen al nødvendig undersøgelse, behandling, pleje m.v. i forbindelse med sygdom, når ydelsen ikke kan leveres på et andet organisatorisk niveau som f.eks. praksissektoren, den kommunale plejesektor m.v. Det fremgår imidlertid også af lovteksten, at sygehusvæsenet medvirker til at udvikle den sundhedsfremmende og forebyggende indsats.

De indhentede bidrag fra amterne og Hovedstadens Sygehusfællesskab er således ikke entydige. Der hersker en del uklarhed over, hvilke ydelser der kan anses for ikke-obligatoriske, hvilke der ligger i grænseområdet, og hvilke der må betragtes som obligatoriske.

Ydelser som nævnes af nogle amter som ikke-obligatoriske eller som grænsetilfælde nævnes ikke af andre, skønt der foregår lignende aktiviteter der. Som eksempel kan nævnes varetagelse af krisepsykiatri, lægeambulancer og inddragelse af hjemmesygeplejerske i den præhospitale indsats.

Nogle amter fremhæver at visse ydelser er ikke-obligatoriske i sygehuslovens og/eller sygesikringslovens forstand, men godt kan være sundhedsfagligt velbegrundede udfra eventuelle hygiejniske eller kvalitetsmæssige grunde f.eks. omskæring af drenge.

Ud fra amternes besvarelse må det konkluderes, at omfanget af udbudte ikke-obligatoriske ydelser er meget begrænset dog således, at det er de forebyggelsesrelaterede initiativer, som fylder mest. Her kan f.eks. nævnes forskellige ryge- og alkoholafvænningsprogrammer, kostvejledning, forebyggelsesinitiativer angående hjerte-karlidelser, screeningsprogrammer for f.eks. livmoderhalskræft, forskellige vaccinationer (f.eks. influenza og hepatitis) og sundhedsskoler f or kroniske patienter.

Væsentlig mindre hyppige er visse former for plastikkirurgi, f.eks. brystreduktioner, omskæring af drengebørn og korrektion for stritører. Der er ikke i amterne enighed om, at disse former for plastikkirurgi i alle situationer er rent kosmetiske og dermed er ikke-obligatoriske ydelser eller om disse er lægefagligt indiceret og dermed obligatoriske.

Endelig nævnes visse former for fodterapi, tandlægebehandling i forbindelse med indlæggelse (f.eks. til langtidsindlagte psykiatriske patienter) og genetisk rådgivning af kræftrisikogrupper.

Som følge af den manglende entydighed af, hvilke ydelser der er ikke-obligatriske, er det meget vanskeligt at angive, hvor meget ikke-obligatoriske ydelser koster. Amterne har angivet beløb i størrelsesordenen 10 - 20 mio. kr. i alt. Beløbet er meget usikkert, og i de 20 mio. kr. indgår f.eks. at Fyns Amt har afsat 10,5 mio. kr. årligt til den generelle forebyggende indsats på sundhedsområdet.