Spørgsmål 1:

Statens Byggeforskningsinstitut (By og Byg) har fået forelagt spørgsmålet. By og Byg oplyser, at indholdet af cement i beton i vid udstrækning er styret af krav og regler som betyder, at det i meget ringe grad er muligt at reducere cementindholdet.

En reduktion af cementmængden i beton og mørtel ville således i vid udstrækning betyde, at regler og krav i standarder ikke ville blive opfyldt, hvilket ville påføre rådgivere og udførende et betydeligt erstatningsansvar for fejl og skader ved byggeriet.

Beton til brug på byggepladsen fremstilles enten på fabrik, under fabrikslignende forhold (dvs. under nøje kontrollerede forhold som muliggør anvendelse af mindst mulig cement) eller under mere simple forhold direkte på byggepladsen. Under sidstnævnte forhold, hvor produktionskontrollen er mere lempelig, anvendes betonrecepter med større cementindhold for at opnå tilstrækkelig sikkerhed for opnåelse af de ønskede betonegenskaber.

Fabriksfremstillede betonbyggevarer (fx beton, betonelementer, letbetonblokke m.v.) fremstilles med en mindre mængde cement end øvrige betontyper.

En fordyrelse af cementen må således forventes at medføre en større anvendelse af fabriksfremstillet beton samt i et vist omfang substitution af beton til fordel for andre byggematerialer.

Et typisk 120 m² parcelhus indeholder under 20 tons cement svarende til en fordyrelse på højst 1200 kr. ved en cementafgift på 58 kr/ton. Der er tale om en meget lille udgiftsstigning i forhold til husets samlede pris.

Det er derfor By og Bygs samlede vurdering, at en cementafgift ikke vil påvirke byggeriets kvalitet, men at der i højere grad vil blive anvendt fabriksfremstillet beton og andre byggematerialer.

By- og Boligministeriet har i 2000 og 2001 fået tilført flere opgaver med tilhørende lønbevillinger.

Det drejer sig primært om administrative opgaver i relation til en række puljer, herunder § 14.37.04. Støtte til nye boligtyper til særligt udsatte grupper, § 14.43.45.10. Byudviklingspuljen samt § 14.52.04. Økologisk byggeri.

Det er forudsat, at spørgsmålet må være stillet på baggrund af en sammenligning af aktivitetsoversigten og budgetspecifikationen i Forslag til finanslov for 2002, § 14.21.01.10.

Den første oversigt – budgetspecifikationen – angiver de statslige udgifter til boligydelse til pensionister i årets priser. Specifikationen viser, at de statslige udgifter fra 2001 til 2002 stiger med ca. 170 mill. kr. Stigningen i de statslige udgifter fra 2001 til 2002 på ca. 170 mill. kr. skyldes hovedsageligt en prisudvikling på 3,2 pct. fra 2001 til 2002.

Den anden oversigt – aktivitetsoversigten – er angivet i faste priser. Aktivitetsoversigten viser, at antallet af støttemodtagere og det udbetalte støttebeløb pr. husstand (dvs. de offentlige udgifter) i faste priser falder fra 2001 til 2002. Desuden viser aktivitetsoversigten, at de statslige udgifter stiger med ca. 6 mill. kr. fra 2001 til 2002 i faste priser.

De statslige udgifter omfatter ikke alene udbetalinger i de pågældende år, men også endelig afregning af refusion mellem stat og kommuner for det forudgående år. Antallet af støttemodtagere og det gennemsnitlige støttebeløb pr. husstand kan derfor falde samtidigt med, at de statslige udgifter vokser.

De statslige udgifter i 2001 er reduceret med ca. 50 mill. kr., som er størrelsen på den refusion kommunerne modtog for meget i 2000 og derfor skal betale tilbage i 2001. Tages der højde herfor vil udgifterne i faste priser falde med 43 mill. kr. fra 2001 til 2002.

Det fremgår, at en del af den usikkerhed, der er forbundet med budgetteringen af boligstøtte, skyldes afregningen af refusion af kommunernes udgifter til boligstøtte. Der kan ved den endelige opgørelse af den refusion, som kommunerne er berettiget til, opstå differencer i statens såvel som kommunernes favør.

Med virkning fra 1. januar 2002 indføres der som følge af ændring af lov om udnyttelse af vedvarende energikilder m.v pligt til at installere solvarmeanlæg i nye støttede andelsboliger uden for fjernvarmeområder, såfremt anlægget er brugerøkonomisk fordelagtigt. De samlede offentlige merudgifter til ydelsesstøtte som følge heraf skønnes at udgøre 0,6 mio. kr i 2002, hvoraf kommunernes andel udgør 0,2 mio. kr. Dis se beløb er på FFL 2002 indbudgetteret på henholdsvis standardkonto 53 og 77. Nettostigningen for staten som følge af den nævnte lovændring udgør således 0,4 mio. kr. i 2002.

Med virkning fra 1. januar 2002 indføres der som følge af ændring af lov om udnyttelse af vedvarende energikilder m.v. pligt til at installere solvarmeanlæg i nye støttede almene boliger uden for fjernvarmeområder, såfremt anlægget er brugerøkonomisk fordelagtigt. De statslige merudgifter til ydelsesstøtte som følge heraf skønnes at udgøre 3,0 mio. kr i 2002. Dette beløb er på FFL 2002 indbudgetteret p&arin g; standardkonto 53. Nettostigningen for staten som følge af den nævnte lovændring udgør således 3,0 mio. kr. i 2002.

Muligheden for at yde statslån til Landsbyggefonden blev fastlagt med lov nr. 404 af 31. maj 2000 om ændring af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger. Med lovændringen sikredes, at en række almene boligafdelinger kan frikøbe sig fra hjemfaldsklausuler til Københavns Kommune, og dermed bevares som alment byggeri.

Det er den almene sektor, der betaler frikøbet i sin helhed, og der indgår dermed ikke direkte statsstøtte i løsningen. Konstruktionen er, at de almene afdelinger, der ikke aktuelt selv har tilstrækkelige midler, låner fra Landsbyggefonden til dækning af ydelserne på de lån, der optages til frikøbet. Lånene tilbagebetales incl. renter, når boligorganisationerne efterhånden begynder at få stigende indtægter som f ølge af udamortiserede lån (når prioritetslån i det almene byggeri er tilbagebetalt, nedsættes lejen ikke. Beboerbetalingen vedrørende lånene indbetales herefter til hhv. dispositionsfonden og Landsbggefonden med 50 pct. til hver).

Da Landsbyggefonden først får tilstrækkelige disponible midler fra omkring 2010, låner fonden fra staten til dækning af udlånet til boligorganisationerne frem til da. Statslånet forrentes med den rente, som staten selv gennemsnitligt betaler ved låneoptagelse, og staten holdes dermed fuldstændigt skadesløs. På FFL 2002 er budgetteret med en rente på 4,9 pct., som i forbindelse med bevillingsafregningen bliver reguleret i forhold ti l den faktiske lånerente. Statslånet skal påbegyndes afviklet fra 1.1.2010 og være fuldt afviklet pr. 1.1.2015.

Om Landsbyggefondens økonomi kan følgende oplyses: En fremskrivning af fondens budget viser, at fonden frem til 2007 vil have et negativt driftsresultat, fra et underskud på 56 mill. kr. i 2002, 156 mill. kr. i 2004 og herefter faldende til 57 mill. kr. i 2007. Baggrunden er, at fonden har påtaget sig en række udgiftsforpligtelser, senest med en betydelig medfinansiering af den indsats overfor problemramte afdelinger, der blev vedtaget i Folketinget sidste år, jf. lo v nr. 404 af 31. maj 2000. Først fra 2008 begynder de stigende indtægter fra udamortiserede lån (jf. ovenfor) at sikre et positivt driftsresultat.

Jeg finder det ikke i praksis muligt at ophæve de gamle støtteordninger, idet der til det enkelte almene byggeri er givet et bindende tilsagn om offentlig støtte i overensstemmelse med de på tilsagnstidspunktet gældende regler. Det vil derfor ikke kunne udelukkes, at der vil være tale om ekspropriation, såfremt lejerne i en bebyggelse stilles ringere i forbindelse med optagelse af nye lån på andre vilkår. Bygningsejeren vil dermed kunne g&osla sh;re et erstatningsansvar gældende svarende til det lidte tab.

En forudsætning for at ophæve de gamle støtteordninger ville derfor være, at bygningsejeren accepterer dette, og at der efterfølgende blev givet et nyt støttetilsagn, hvorefter lejerne i den pågældende bebyggelse ikke blev stillet ringere i forhold til gældende beboerbetaling. Det er imidlertid min vurdering, at lejerne i visse tilfælde vil blive stillet ringere ved overgang til de gældende støtteordninger. Samtidig vil det v&ael ig;re administrativt svært at håndtere og formentlig forbundet med betydelige omkostninger, herunder i forbindelse med indfrielse af eksisterende lån.

Udbetaling af et statsligt engangstilskud i samtlige støttesager, svarende til nutidsværdien af den samlede fremtidige offentlige støtte, mener jeg ikke er nogen farbar vej, selvom det kan forekomme administrativt hensigtmæssigt.

For det første vil nutidsværdien af den fremtidige støtte under de gældende ordninger kun kunne beregnes med betydelig usikkerhed, idet den vil afhænge af den fremtidige inflationsudvikling og den anvendte diskonteringsrente. Det kan derfor i sagens natur ikke undgås, at det efterfølgende vil vise sig, at lejerne er blevet enten bedre eller dårligere stillet som følge af en sådan omlægning.

For det andet er der til visse byggerier ydet kommunale lån, løbende støtte og/eller garanti, ligesom der i dag ydes kommunale lån og garanti. De kommunale organisationer vil således skulle inddrages i forbindelse med den i spørgsmålet ønskede ændring.

Jeg finder på den baggrund ikke, at der er grundlag for at ophæve de gamle støtteordninger.

Der er igangsat en analyse af de almene fondsmidler. Jeg vil løbende overveje, om midler, der er opsamlet i den almene sektors fonde, kan medgå til finansiering af tilskuddene på boligområdet.

På konto 14.11.04. Statens Ejendomssalg A/S budgetteres renteindtægter på statens stiftertilgodehavende, som blev oprettet i forbindelse med det første indskud af ejendomme i Statens Ejendomssalg A/S, jf. Akt 96 13/12 1997. Kontoen indgår på statens udgiftsbudget.

På hovedkonto 14.11.08. budgetteres indtægter og udbytter på statens aktiebeholdning i Statens Ejendomssalg A/S. Disse indtægter indgår på statens indtægtsbudget. Der er således tale om to principielt forskellige typer af indtægter, som indgår på henholdsvis udgifts- og indtægtsbudgettet.

Spørgsmålet har været forelagt Finansministeriet. Finansministeriet har oplyst, at budgetteringen på § 37. Renter med virkning fra 1999 er omlagt, således at de enkelte ministeriers renteudgifter og –indtægter (herunder indtægter fra korte tilgodehavender og girokonti mv.) fremover som udgangspunkt budgetteres under de respektive ministerier. Dette indebærer en større gennemsigtighed med hensyn til den faktiske ressourceanvende aring; de relevante områder. Budgetteringen af §37 er således tiltænkt egentlige overordnede statslige renteudgifter og –indtægter som eksempelvis renter af statsgæld.

For statslige udlån – eksempelvis boligydelseslån – er hovedreglen imidlertid, at tilskrevne renter (udlån) udgiftsføres hos de enkelte ministerier, mens indtægten føres på §37. Renter. Efterhånden som udlånet inklusive de tilskrevne renter betales, bogføres disse som hovedregel på afdrag §7. Finansministeriet.

Årsagen til denne bogføringspraksis er, at det forvaltningsretlige ansvar vedrørende behandling af afdrag, rentebetalinger og tab henhører under Finansstyrelsen, hvor kompetencen til varetagelsen af administrationen af udlån er samlet. De enkelte ministerier har således udelukkende mulighed for påvirkning af omfanget af de tilkendte udlån, men ikke i den efterfølgende administration af udlånene.

Ud fra en gennemsigtigheds betragtning kunne det overvejes at ændre bogføringspraksis. En eventuel ændring skal dog ses i lyset af de administrative konsekvenser samt det forhold, at en række indtægter vedrører udlån på gamle ordninger. Samlet vurderes en ændret konteringspraksis således ikke umiddelbart at være hensigtsmæssig.

Afslutningsvis skal det bemærkes, at udgifter som følge af tilskrevne ikke-betalte renter vedrørende boligydelseslån til pensionister bogføres på § 14 (jf. § 14.21.01.20), mens den modgående indtægt bogføres på §37.63.01.30.

Spørgsmål 11:

På konto 14.43.13.40. Refusion fra Københavns kommune vedrørende tilbagekøbsret indtægtsføres refusion fra Københavns Kommune vedrørende kommunale tilbagekøbsrettigheder. Såfremt der sker tilbagekøb eller udskydelse af tilbagekøb i en række nærmere angivne ejendomme i Adelgade-Borgergade-kvarteret, hvor staten har ydet støtte til saneringstab, modtager staten halvdelen af de kommunale indt& aelig;gter fra tilbagekøb/udskydelse af tilbagekøb.

Københavns kommune oplyser, at den statslige halvdel af det maksimale fremtidige tilbagekøbsbeløb aktuelt kan opgøres til knap 94 mill. kr. Det faktiske omfang og tidspunkt for det fremtidige tilbagekøb/udskydelse af tilbagekøb kan der imidlertid ikke på forhånd siges noget sikkert om, da det i princippet er den enkelte ejendomsejer, som træffer beslutning herom. Til orientering omfatter det maksimale tilbagek&oslas h;bsbeløb i alt 16 ejendomme fordelt på 103 ejere.

Sammenfattende vurderes det, at der ikke på forhånd kan foretages et sikkert skøn over tidspunkt og omfang for de fremtidige indtægter, og at der følgelig heller ikke kan foretages en sikker omregning til et engangsvederlag.

Det vurderes endvidere, at der kun i et ubetydeligt omfang vil være statslige administrative gevinster forbundet ved at fastsætte et engangsvederlag, da det løbende ressourceforbrug ved administration af ordningen er yderst beskedent.

Ad § 14.54.01. Danmarks Gasmateriel Prøvning

Danmarks Gasmateriel Prøvning (DGP) er en statsinstitution, hvis omkostninger finansieres ved en bevilling på finansloven til administration af lovbestemte autorisationsordninger m.v. (2,6 mill. kr.) samt en årsafgift fra gasleverandører til myndighedsadministration på gasområdet (6,2 mill. kr.). Endvidere forestår DGP administration af kompetencegivende prøver, som finansieres ved et eksamensgebyr (0,3 mill.kr.). Endelig opnå ;r DGP indtægter ved salg af gasreglementer (0,4 mill. kr.) samt kommercielle certificeringsaktivteter og rådgivning (2,8 mill.kr.).

DGP’s myndighedsadministation på gasområdet omfatter myndighedsudøvelse i relation til lov om gasinstallationer og tilhørende tekniske forskrifter. Sikring af et forsvarligt sikkerhedsniveau for forbrugernes gasinstallationer ved krav til fabrikanter af gasmateriel, installatører og gasleverandører udgør en samfundsopgave som led i den almene forbrugerbeskyttelse. Af denne årsag er DGP’s ansvar for varetagelse af kontrol og asmateriel og gasinstallationer fastsat direkte i loven. DGP’s sikkerhedstekniske arbejde kan således ikke privatiseres.

DGP’s administration af kompetencegivende prøver baseres på lovens bestemmelser og udøves for at sikre ensartethed på landsplan. DGP’s engagement i opgaven er på nuværende tidspunkt påkrævet, da rammerne for den kommende administration i medfør af loven endnu ikke er endeligt fastlagt. Når rammerne er fastlagt, vil muligheden for at privatisere disse opgaver blive undersøgt.

De kommercielle aktiviteter omfatter certificering (godkendelse) af gasmateriel og virksomheder baseret på EU-lovgivning samt national lov samt et meget begrænset omfang af rådgivning.

Certificeringsaktiviteterne er tilrettelagt med det formål at understøtte myndighedsadministrationen på gasområdet ved at tilføre DGP viden om gasteknologi og certificeringssystemets effekt på de sikkerhedsmæssige forhold, samt at betjene dansk industri med nationale og internationale certificeringer. Rådgivningsaktiviteterne er begrænset til opgaver, der fordrer DGP’s ekspertise, og som ikke kan løses af andre virksomhe ksempelvis systemeksport om gassikkerhed i udlandet i samarbejde med andre myndigheder og virksomheder.

En privatisering af DGP’s kommercielle aktiviteter vil indebære, at DGP på anden måde må tilegne sig viden om udviklingen af de markedsførte produkters sikkerhed. Endvidere vil det formentlig betyde, at dansk industri må søge internationale certificeringer udenfor Danmark, idet der ikke vurderes at være et bæredygtigt marked, såfremt opgaven privatiseres.

Det er således vurderingen, at en opsplitning af DGP’s gastekniske virksomhed i en myndighedsdel og en kommerciel certificeringsvirksomhed vil stille begge funktionsområder ringere.

Spørgsmål 14:

Ved kongelig bekendtgørelse af 10. april 1816 blev det forbudt at efterstikke de af det Kongelige Søkortarkiv udgivne kort. Ved en lignende plakat af 6. april 1831 blev det forbudt at efterstikke de af General Qvarteermesterstaben udgivne kort over Danmark og Slesvig. Bestemmelserne, som giver en ophavsretlig beskyttelse af de nævnte kort, er stadig gældende efter ophavsretslovens § 92, hvor det er fastsat, at de i henhold til ældre lovgivning særlige privilegier og forbud forbliver i kraft.

Søkortarkivets rettigheder efter bekendtgørelsen fra 1816 overgik til Kort- og Matrikelstyrelsen, da denne blev oprettet ved lov nr. 749 af 7. december 1988. General Qvarteermesterstabens rettigheder efter plakaten er ligeledes overgået til styrelsen via det daværende Geodætisk Institut, og styrelsen håndhæver fortsat rettighederne efter begge regler. Styrelsen har på tilsvarende måde rettighederne til Videnskabernes Selskabs kort, som det ved kongelig reskript af 7. juli 1769 blev forbudt at efterligne eller eftergøre. Sidstnævnte forbud blev kundgjort på ny i 1813.

Disse regler giver Kort- og Matrikelstyrelsen en ophavsretlig beskyttelse af søkort og topografiske kort. Reglerne indebærer, at styrelsen har ophavsretten til søkort og topografiske kort uanset kortenes alder. Styrelsen udgiver fortsat nogle af disse kort, som blandt andet kan have historisk interesse.

Statens Byggeforskningsinstituts (By- og Byg) redegørelse for de konkrete resultater instituttet har opnået de seneste fem år vedlægges.