Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Socialudvalget
(Alm. del - bilag 57)
social service; serviceloven
(Offentligt)

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

Dato: 17 Oktober 2001

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 13. september 2001 følger hermed – i 70 eksemplarer – socialministerens svar på spørgsmål nr. 306 - 310 (Alm. del – bilag 1002)


 

Spørgsmål nr. 306:

"Under henvisning til spørgsmål 305, jf. alm. del – bilag 995 og henvendelsen fra Solhaven alm. del – bilag 989, bedes ministeren yderligere kommentere Villy Søvndals og Anne Baastrups opfattelse af tilsynet med Solhaven, som omtales i henvendelsen."

Svar:

Udover bemærkningerne om at opholdsstederne har deres handlefrihed inden for de givne rammer, synes Villy Søvndals og Anne Baastrups opfattelse af tilsynet med Solhaven ikke at fremgå af det omtalte bilag 989, hvorfor det ikke vil være muligt at kommentere denne.

Spørgsmål nr. 307:

"Det fremgår af tilsynsrapporten fra Nordjyllands Amts tilsynsførende konsulent, at der er anbragt psykisk syge unge på Solhaven, er opholdsstedet godkendt til dette?"

Svar:

Det fremgår af tilsynsrapporten, vedrørende tilsynsbesøg den 18. marts 2001, jf. bilag 989, at en ung mand p.t. er indlagt på lukket voksenpsykiatrisk afdeling. Der aftales hyppige besøg på sygehuset, hvor personalet forsøger at give den omsorg og opmærksomhed den unge mand har brug for. Der er ikke iværksat nogen decideret behandling af den unge, da man ikke i voksenafdelingen kan tilbyde den nødvendige behandling. Der er lavet aftaler med voksenpsykiatrisk afdeling om, at han overflyttes til ungdomspsykiatrien snarest muligt. Det var efter møde med relevante personer ikke på daværende tidspunkt muligt at sige noget konkret om forløbet på ungdomspsykiatrisk afdeling, herunder behandlingen, tidsperspektiv mv.

Det er således på baggrund af disse oplysninger ikke muligt at fastslå, at Solhaven har modtaget en ung med en psykiatrisk diagnose.

For så vidt angår målgruppen for Solhavens behandlingstilbud, samt visitationen hertil, kan der henvises til socialministerens svar af 7. august 2001 på spørgsmål nr. S 2942, stillet af Aase D. Madsen (DF). Som et led i besvarelsen af spørgsmålet var vedlagt en udtalelse fra Nordjyllands Amt om opholdsstedet Solhaven, herunder om målgruppen og visitationen. Det fremgår endvidere af udtalelsen, at Solhaven ikke modtager unge med en egentlig psykiatrisk diagnose.

Udtalelsen vedlægges.

Spørgsmål nr. 308:

"Ministeren bedes kommentere misbruget af hash på Solhaven, jf. tilsynsrapporterne.

Svar:

Det er naturligvis problematisk, at unge har haft hash med ind i afdelingen. Men det fremgår også af tilsynsrapporten, at tacklingen af denne problematik blev drøftet mellem opholdsstedet og tilsynsmyndigheden.

Spørgsmål nr. 309:

"Ministeren bedes kommentere det faktum, at nogle anbragte på Solhaven under, deres springture sammen, begår alvorlig kriminalitet, fx væbnede røverier, jf. tilsynsrapporterne."

Svar:

Det fremgår af tilsynsrapporten af 18. juni 2001, at en ung sammen med et par andre unge fra Solhaven havde været ude i tyveri af biler, forsøg på

væbnet røveri mv. Det fremgår også af rapporten, at der er blevet fulgt op på dette. Den unge blev senere udskrevet fra Solhaven til videre afsoning i Aalborg arrest.

Spørgsmål nr. 310:

"Mener ministeren, på baggrund af ovennævnte, at det fremover kan accepteres, at der anbringes stærkt, kriminelt belastede unge på det socialpædagogiske anbringelsessted Solhaven, bør disse ikke anbringes på lukkede institutioner i stedet?"

Svar:

De ovennævnte problematikker giver i sig selv ikke grundlag for at anbringe unge i sikrede afdelinger. Efter servicelovens § 108 må sikrede afdelinger i institutioner beregnet for døgnophold for børn og unge alene anvendes, når forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet. De nærmere betingelser herfor fremgår af kapitel 3 i Socialministeriets bekendtgørelse om magtanvendelse mv. i døgnins titutioner for børn og unge og i opholdssteder for børn og unge for flere end 4 personer.

Unge, der ikke opfylder disse betingelser skal og bør ikke anbringes i sikrede afdelinger.

 

 

Henrik Dam Kristensen

 

 

/Kirsten á Rogvi