Skriftlig fremsættelse (20. marts 2002)

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til ændring af konkurrenceloven (Offentligretlige konkurrencebegrænsninger, bøder m.v.).

(Lovforslag nr. L 171).

Effektiv konkurrence mellem erhvervsvirksomheder – og her tænker jeg på både private og offentlige erhvervsvirksomheder – er en vigtig forudsætning for økonomisk vækst i det danske samfund. Regeringen finder derfor, at det er vigtigt, at den danske konkurrencelovgivning er gearet til at imødegå alle væsentlige former for konkurrencebegrænsninger.

Sigtet med dette forslag er at gøre en yderligere indsats over for offentligretlige konkurrencebegrænsninger og karteller for at hindre, at offentlige regler sætter unødvendige begrænsninger for konkurrencen, og at virksomheder sætter konkurrencen "ud af drift".

Offentlig regulering kan hæmme virksomheders adgang til markeder. Det gælder f.eks. hvor fx offentlig regulering indebærer, at kun én eller nogle få autoriserede virksomheder har adgang til markedet.

Forslaget vedrørende konkurrencebegrænsninger i den offentlige sektor sætter yderligere politisk fokus på dette område og har til formål at gøre det lettere for virksomheder at få adgang til markeder. Med forslaget bliver det den ressortansvarlige minister, som skal vurdere, om en konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering. Herved fremmes en mere ensartet lovfortolkning i forhold til den gældende lov, hvor vurderingen foretages af den myndighed, som har fastsat reguleringen eller truffet beslutningen. Det vil ofte i praksis sige kommunalbestyrelsen.

I mange tilfælde er der ikke en skarp modsætning mellem hensynet til konkurrence og andre vigtige samfundsmæssige hensyn, og her kan man ofte med enkelte ændringer af reguleringen fremme konkurrencehensynet, uden det sker på bekostning af det eller de hensyn, som reelt ligger bag reguleringen. Forslaget om dialog mellem ressortministeren og økonomi- og erhvervsministeren vil derfor sætte fokus på sådanne tilfælde og fremme muligheden for, at regler gøres mere konkurrencevenlige, uden det går ud over det oprindelige hensyn bag reglerne.

Karteller sætter konkurrencen ud af kraft. Karteller er derfor til skade for forbrugerne og for de virksomheder, som køber varer eller tjenester fra virksomheder, der er med i et kartel. Med det gældende danske bødeniveau vil bøder for kartelaktiviteter kunne "tjenes ind" på kort tid og gøre overtrædelser af konkurrencereglerne til en god forretning. Regeringens forslag om større bøder er et klart signal om, at samfundet ikke vil acceptere den slags adfærd.

Med forslaget vil bødeniveauet i Danmark for overtrædelser af konkurrencereglerne blive tilnærmet bødeniveauet i de øvrige europæiske lande, således at bøden står bedre mål med fortjenesten ved at overtræde konkurrenceloven. Bøderne vil derimod ikke komme på højde med EU-Kommissionens bøder. Som hidtil kan der kun gives bøder, hvis lovovertrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Lovforslaget er udformet således, at bøderammerne er så tilpas vide, at domstolene ved bødefastsættelsen har mulighed for at tage hensyn til overtrædelsens karakter og den mulige fortjeneste, som virksomheden har haft.

Det sidste element i lovforslaget er en række teknisk betonede ændringer af konkurrenceloven. Dels får ved aKonkurrencestyrelsen i forbindelse med et kontrolbesøg adgang til at medtage materiale med henblik på at gennemse og kopiere det, når virksomhedens forhold gør, at det ikke er muligt at få adgang til oplysningerne på stedet. Dels åbnes der mulighed for, at Konkurrencestyrelsen efter retskendelse kan få adgang til gennemføre en kontrolundersøgelse i en virksomhed, som står for opbevaring eller behandling af edb-oplysninger for den virksomhed, som er genstand for kontrolundersøgelsen.

Derudover foreslås to mere teknisk prægede ændringer for at imødegå konkurrencebegrænsende samarbejder. Det præciseres, at joint ventures skal vurderes efter de almindelige regler i konkurrenceloven. Endvidere ændres den nuværende bagatelregel, som i visse tilfælde har gjort det muligt at indgå lokale priskarteller (dvs. aftaler mellem virksomheder på samme led i omsætningen) – f.eks. fx aftaler mellem ejendomsmæglere i et lokalområde om at have samme priser på formidling af fast ejendom. Ændringen af bagatelreglen betyder, at prisaftaler er forbudte, medmindre aftalerne bliver fritaget af Konkurrencerådet.

Idet jeg henviser til de udførlige bemærkninger til lovforslaget, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.