Skriftlig fremsættelse (20. marts 2002)

Skatteministeren (Svend Erik Hovmand):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v., lov om afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler og lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. samt ændring af ligningsloven (Skattestop, afgiftsnedsættelse for miljøvenlige motorcykler, afgiftsfritagelse for køreskolebusser, godtgørelse af registreringsafgift ved udførsel af biler og motorcykler, ændrede regler for brugte biler m.v. samt ændret firmabilbeskatning af varebiler).

(Lovforslag nr. L 181).

Lovforslaget består af 8 dele:

For det første foreslås skattestop for motorafgifterne. Det betyder, at de årlige reguleringer stoppes, så de beløb, der har været opkrævet i vægtafgift og grøn ejerafgift af biler og motorcykler i 2002, også vil gælde i 2003 og fremover. For så vidt angår registreringsafgiften medfører reguleringerne billigere biler end ellers. Denne regulering foreslås videreført.

For det andet foreslås, at vægtafgiften af motorcykler nedsættes midlertidigt for de motorcykler, der opfylder fremtidige strengere miljønormer. Derved fremskyndes en udvikling, hvor en større andel af motorcyklerne opfylder fremtidige miljønormer på en måde, hvor dem der først anskaffer en renere motorcykel, får mest glæde af afgiftsnedsættelsen.

For det tredje foreslås det, at busser, der kun anvendes til undervisningsbrug - køreskolebusser - fritages for den 60 pct. registreringsafgift, som gælder i dag.

For det fjerde foreslås, at en del af den oprindeligt betalte registreringsafgift kan tilbagebetales ved udførsel af brugte biler og motorcykler til udlandet. Herved undgås dobbeltbeskatning ved udførsel af brugte biler fra Danmark, og der opnås betydeligt større fleksibilitet i forhold til de nugældende regler.

For det femte foreslås vurderingsproceduren for brugte biler m.v. ændret, således at brugte biler og motorcykler, der indføres fra udlandet, i langt de fleste tilfælde kun behøver at blive fremvist for én offentlig myndighed, nemlig Statens Bilinspektion. Det betyder bl.a., at forhandlere af brugte importerede biler og motorcykler kan betale depositum for flere køretøjer uden nødvendigvis at skulle medbringe dem alle til Told•Skat.

For det sjette foreslås det, at afgiftsberegningen for de nyeste brugte biler skematiseres. Det medfører, at den bliver mere forudsigelig og vil give mindre administrativt besvær for især erhvervet, men også for det offentlige.

For det syvende foreslås det, at procedurerne i forbindelse med genihugning af stelnumre m.v. forenkles således, at den kontrol, der i dag foregår ved Told•Skat, fremover foretages af Statens Bilinspektion.

Endelig foreslås det at lette det administrative besvær for borgerne ved at nedbringe behovet for anvendelse af kørebøger ved en ændret beskatning af firmabiler på gule nummerplader.

Lovforslaget skønnes under ét at medføre et årligt provenutab for statskassen på ca. 240 mio. kr.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, skal jeg anbefale lovforslaget til Tingets velvillige behandling.