Skriftlig fremsættelse (3. april 2002)

Skatteministeren (Svend Erik Hovmand):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om energiafgift af mineralolieprodukter, lov om afgift af naturgas og bygas, lov om afgift af stenkul, brunkul, koks m.v., lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, lov om afgift af svovl og lov om tilskud til elproduktion. (Ændret kraftvarmebeskatning mm.).

(Lovforslag nr. L 190).

Forslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget, hvoraf det fremgår, at den borgerlige regering vil arbejde for at reducere konkurrenceforvridningen mellem energiproducenter. Hidtil har de ovenfor omtalte værker haft problemer med at producere varme til konkurrencedygtige priser. Denne ulighed er delvis kompenseret med elproduktionstilskuddet.

Der blev i marts 2000 af partierne V, K, S, R, CD, SF og KrF vedtaget en hjælpepakke på 370 mio. kr. til at afhjælpe de problemer som de decentrale kraftvarmeværker og barmarksværkerne. Energistyrelsen har i august 2001 evalueret denne hjælpepakke, og det har kunnet konstateres, at hjælpepakken har virket efter hensigten. Det er dog stadig et problem for disse værker at levere varme til konkurrencedygtige priser.

Som et led i den brede energiaftale, som regeringspartierne i slutningen af februar 2002 indgik med Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti, blev det derfor aftalt, at afgiften for decentral kraftvarmeproduktion, herunder for barmarksværkerne, nedsættes fra den 1. juli 2002. Denne del af aftalen har også Dansk Folkeparti tilsluttet sig.

Tidspunktet for aftalens indgåelse har medført, at det ikke har været muligt at fremsætte et forslag inden den første april, men da aftalen forudsætter, at afgifterne for decentral kraftvarmeproduktion nedsættes allerede pr. 1. juli i år, finder regeringen, at der undtagelsesvist bør fremsættes lovforslag nu.

Med nærværende lovforslag ændres beregningsreglerne for opgørelsen af den afgiftspligtige mængde brændsel medgået til produktion af varme. Denne lempelse retter sig udelukkende mod ovennævnte typer af kraftvarmeværker. I forbindelse med omlægningen reduceres elproduktionstilskuddet for alle decentrale kraftvarmeværker. Nettovirkningen vil dog være positiv for alle decentrale kraftvarmeværker.

Ændringen betyder, at husstande, der får leveret varme fra et af de ovennævnte værker, vil opnå en besparelse på gennemsnitlig 425 kr. pr. år for varme leveret fra de større producenter, stigende til gennemsnitlig 1600 kr. pr. år for husstande, der modtager varme fra barmarksværker og små decentrale kraftvarmeværker. I gennemsnit lempes varmeafgiften med 675 kr. pr. år pr. hus, der modtager varme fra decentrale kraftvarmeværker, barmarksværker m.v.

Lovforslaget indeholder desuden udvidelse af kuldioxidafgiftslovens procesliste for produktion af isoleringsmaterialer mv. samt administrative lettelser i svovlafgiftsloven i form af ophævelse afgiften for visse biobrændsler og indførelse af en række bundfradrag. Desuden foreslår regeringen en administrativ lettelse i mineralolieafgiftsloven for transportører af mineralolieprodukter.

Det bemærkes, at ændringen af elproduktionstilskuddet og ændringen af kuldidoxidafgiftslovens procesliste er afhængig af EU’s godkendelse efter reglerne om statsstøtte.

Ved vedtagelse træder ændringerne i kraft d. 1. juli 2002.

Samlet vil lovforslaget ved ikrafttræden d. 1. jul 2002 medføre et mindreprovenu på ca. 125 mio. kr. i 2002. Fra 2003 vil mindreprovenuet være ca. 170 mio. kr. årligt.

Idet jeg henviser til bemærkningerne i de enkelte lovforslag, skal jeg anbefale det til Tingets velvillige behandling.