Skriftlig fremsættelse (9. januar 2002)

 

 

Skatteministeren (Svend Erik Hovmand):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af ligningsloven (Større skattefrihed ved udlejning af værelser).

(Lovforslag nr. L 48).

Formålet med dette forslag er at afhjælpe den mangel på ungdomsboliger, som hvert år viser sig specielt ved studiestart. Særligt i universitetsbyerne er der i dag en voksende mangel på boliger til unge studerende.

Det er regeringens opfattelse, at en del af dette boligproblem bør løses ved økonomisk at tilskynde flere boligejere til at udleje værelser til blandt andre studerende. Tilskyndelsen skal ske ved at indføre et minimumsfradrag for boligejere ved udlejning af værelser på 24.000 kr.

Udlejning af værelser i egen bolig er delvis fritaget for skat. Det gælder for både lejere og ejere.

Ejere, der udlejer en del af værelserne i den bolig, de selv bebor, kan i dag vælge kun at medregne den del af bruttolejeindtægten, der overstiger et bundfradrag på 1 1/3 pct. af ejendomsværdien. Boligejere er således kun skattepligtige af den del af huslejeindtægten, som overstiger denne grænse. Anpartshavere m.v. i boliginteressentskaber m.v. har i henhold til de gældende regler ikke mulighed for at benytte de samme regler.

Med et større skattefradrag ved udlejning af værelser kan Staten med et relativt beskedent provenutab understøtte privat boligudlejning.

Det foreslås derfor, at ejere, der udlejer en del af værelserne i den ejendom, de selv bebor, kan vælge at anvende et bundfradrag på 24.000 kr. Samtidig foreslås adgangen til skattefri udlejning udvidet til også at omfatte anpartshavere m.v. i boligselskaber m.v., der ikke har karakter af selvstændige skattesubjekter. Anpartshaverne m.v. i boliginteressentskaber m.v. skal i denne forbindelse have samme mulighed for skattefri udlejning.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.