Skriftlig fremsættelse (17. januar 2002)

 

 

Skatteministeren (Svend Erik Hovmand):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af ligningsloven. (Hjemme-pc-ordning samt skattefrihed for arbejdsgiverbetalt datakommunikation).

(Lovforslag nr. L 55).

Formålet med lovforslaget er at udvide mulighederne for etablering af hjemme-pc-ordninger samt sikre skattefrihed for arbejdsgiverbetalt datakommunikation, når arbejdstageren via dataforbindelsen har adgang til arbejdsstedets netværk. Begge elementer foreslås gennemført med henblik på at fremme anvendelsen af IT og dermed det generelle IT-kompetenceniveau samt at fremme etableringen af egentlige hjemmearbejdspladser.

Udvidelsen af den eksisterende hjemme-pc-ordning sker ved, at arbejdstageren i sin skattepligtige indkomst kan fradrage de udgifter, som arbejdstageren betaler til arbejdsgiveren i forbindelse med, at arbejdstageren får en computer med tilbehør stillet til rådighed til brug ved arbejdet. Fradraget kan højst udgøre 3.500 kr. årligt og er betinget af, at arbejdsgiveren afholder minimum 25 pct. af udgiften ved at stille en computer med tilbehør til rådighed. Arbejdsgiverens andel af udgiften er skattefri for arbejdstageren. Forslaget indebærer, at engangsudgiften til etablering af en højhastigheds- eller bredbåndsadgang hos arbejdstageren, i modsætning til tidligere, kan anses som tilbehør til en computer.

Ved beregningen af, hvorvidt arbejdsgiveren opfylder forpligtelsen til at afholde minimum 25 pct. af udgifterne, kan medregnes arbejdsgiverens direkte omkostninger til erhvervelse eller leje af hard- og software, arbejdsgiverens engangsudgift til etablering af en højhastigheds- eller bredbåndsadgang hos arbejdstageren, samt arbejdsgiverens udgifter til deltagelse i pc-kurser m.v. for den enkelte arbejdstager, som får computer med tilbehør stillet til rådighed.

Den foreslåede moderniserede hjemme-pc-ordning sigter primært på udbredelsen af pc-basisudstyr af rimelig kapacitet og kvalitet. Efter forslaget fastsættes der dog ikke et egentligt maksimumbeløb for, hvor meget den computer med tilbehør, der stilles til rådighed for arbejdstageren, må koste, idet det i stedet overlades til arbejdsgiveren og arbejdstageren, bl.a. under hensyn til maksimeringen på 3.500 kr. pr. år, at træffe aftale om, hvilket og hvor meget pc-udstyr, der skal indgå i ordningen.

Lovforslaget indebærer endvidere, at der sikres skattefrihed for helt eller delvis vederlagsfri privat arbejdsgiverbetalt datakommunikation via en dataforbindelse tilsluttet en arbejdstagers computer i hjemmet. Skattefritagelsen er betinget af, at arbejdstageren fra sin computer har adgang til arbejdsstedets netværk.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.