L 107
Forslag til lov om ændring af ligningsloven og
personskatteloven. (Forsøgsordning med 150 pct.
fradrag for forskningsudgifter).
Af skatteministeren (Svend Erik Hovmand).
Lov nr 269 af 8. maj 2002
Ordførere: (1.beh) Peter Christensen (V), Sandy Brinck
(S), Mikkel Dencker (DF), Charlotte Dyremose (KF), Ole Sohn
(SF) og Søren Søndergaard (EL).
Efter 1.beh henvist til Skatteudvalget (SAU).
Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.
Resume:
Loven indebærer, at virksomheder som en 2-årig
forsøgsordning får et ekstra fradrag på 50 pct. for
allerede fradragsberettigede udgifter til samfinansierede
forskningsprojekter inden for nærmere fastsatte
beløbsmæssige rammer. Det er en betingelse, at
forskningsprojektet er godkendt af et statsligt
forskningsråd.
Baggrund:
Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at formålet
med forslaget var at styrke virksomhedernes incitament til
at investere i forskning og udvikling.
Under lovforslagets behandling stillede skatteministeren
ændringsforslag om, at samfinansierede forskningsprojekter,
der aftales mellem en virksomhed og en offentlig
forskningsinstitution i forbindelse med finanseringen af en
forskerskole, også blev omfattet af ordningen. Endvidere
stillede skatteministeren ændringsforslag om de krav, der
var stillet til ordningens nedre beløbsgrænse.
Afstemning:
Lovforslaget vedtaget med 64 stemmer (V, DF, KF og KRF)
mod 45 (S, SF, RV og EL).