L 191 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om tilskud til visse miljøvenlige lastbiler. (Ændring af 1. registreringsdato for tilskudsberettigede lastbiler).

Fremsat den 4. april 2002 af skatteministeren (Svend Erik Hovmand)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om tilskud til visse miljøvenlige lastbiler

(Ændring af 1. registreringsdato for tilskudsberettigede lastbiler)

 

§ 1

I lov nr. 1302 af 20. december 2000 om tilskud til visse miljøvenlige lastbiler foretages følgende ændringer:

1. I § 1, ændres »den 1. januar 1999« til: »en af skatteministeren fastsat dato«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning – formålet med lovforslaget

Formålet med lovforslaget er at justere kriteriet med hensyn til 1. registreringsdato for tilskud til miljøvenlige lastbiler. Formålet er således nærmere, at tilskuddet kan gives hurtigst muligt uden lovændring, såfremt Europa-Kommissionen, som forventet alene vil godkende tilskuddet til lastbiler, hvor tilskuddet kan have fremmet salget af Euro 3 lastbiler.

Baggrund

Et bredt flertal i Folketinget vedtog i december 2000 lov nr. 1302 af 20. december 2000, hvorefter staten kan give et tilskud til vognmænd på 10.000 kr. pr. lastbil, der er købt i perioden 1. januar 1999 til og med 30. september 2001, under forudsætning af, at lastbilerne opfyldte de nye skærpede Euro 3 udstødningsnormer. Provenutabet ved ordningen blev anslået til ca. 50 mio. kr. en gang for alle.

Skatteministeren blev bemyndiget til at sætte loven i kraft og Folketinget blev i de specielle bemærkninger til lovforslaget orienteret om, at det ville ske, når Europa-Kommissionen havde behandlet den danske anmodning om godkendelse af statsstøtten. Anmodning om godkendelse af støtten blev sendt til Europa-Kommissionen i begyndelsen af 2001. Sagen blev fordelt til Generaldirektoratet for Energi og Transport.

Europa-Kommissionen var ikke umiddelbart indstillet på at godkende den danske ordning som den forelå, og Skatteministeriet har derfor gennem dialog med Europa-Kommissionen forsøgt at få loven godkendt. I første omgang naturligvis i sin helhed.

Europa-Kommissionen har imidlertid fundet, at tilskuddet kun må ydes i tilfælde, hvor det kan have fremmet anvendelsen af Euro 3 lastbiler. Dette kan tidligst være sket i begyndelsen af november 2000, hvor det blev kendt, at finanslovforliget vedrørende 2001 ville omfatte tilskud til Euro-3 lastbiler. Efter loven er tidligste tidspunkt for registrering af en Euro 3 lastbil med tilskud den 1. januar 1999. Den konkrete dato, der er i overensstemmelse med EU-retten forventes at fremgå af et brev til regeringen fra Europa-Kommissionen, hvor en eventuel accept af den danske ordning gives.

Provenumæssige konsekvenser

Hvis tilskuddet gives til lastbiler registreret efter primo november 2000, reduceres udgiften til tilskuddet med hen ved 10 mio. kr. til mellem ca. 45 mio. kr. og ca. 35 mio. kr.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Den foreslåede affattelse af § 1 medfører at det kommer til at stå åbent hvilken 1. registreringsdato de miljøvenlige lastbiler skal have for at være omfattet af tilskuddet og at det er skatteministeren der fastsætter den konkrete tidligste dato. Det forventes at datoen tidligst kan ligge primo november, hvor finanslovsforliget for 2001 blev indgået. Datoen forventes at fremgå af et brev til regeringen fra Europa-Kommissionen, hvor en eventuel accept af den danske ordning gives.

Til § 2

Det foreslås, at lovændringen træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende.

Vurdering af konsekvenser af lovforslag

 

Positive konsekvenser

Negative konsekvenser

Økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner

Det kortere tidsrum for 1. registrering af Euro 3 lastbiler giver en provenugevinst på ca. 10 mio. kr.

 

Administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner

Ingen nævneværdige

Ingen nævneværdige

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

 

Tab ca. 10 mio. kr.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen nævneværdige

Ingen nævneværdige

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget går netop ud på at bringe lov nr. 1302 af 20. december 2000 om tilskud til visse miljøvenlige lastbiler i overensstemmelse med EU-retten.


Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

 

Lovforslaget

   

§ 1

   

I lov nr. 1302 af 20. december 2000 om tilskud til visse miljøvenlige lastbiler foretages følgende ændringer:

     

§ 1. Efter reglerne i denne lov ydes tilskud til miljøvenlige lastbiler, der er registreret 1. gang her eller i udlandet den 1. januar 1999 eller senere, men senest til og med den 30. september 2001, og som er registreringspligtige efter færdselslovens § 72, stk. 1.

 

1. I § 1, ændres »den 1. januar 1999« til: »en af skatteministeren fastsat dato«.