L 204 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. (Ophævelse af afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign. og godtgørelse af genvundne benzindampe m.v.).

Fremsat den 30. april 2002 af skatteministeren (Svend Erik Hovmand)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om energiafgift
af mineralolieprodukter m.v.

(Ophævelse af afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign. og godtgørelse af genvundne benzindampe, m.v.)

 

§ 1

I lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 701 af 28. september 1998, som senest ændret ved § 1 i lov nr. 1297 af 20. december 2000, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 1, nr. 16, ophæves.

Nr. 17 bliver herefter nr. 16.

2. I § 3, stk. 2, 2. pkt., udgår: » og 17«.

3. I § 8, stk. 1, nr. 4, ændres », og« til: »,«.

4. I § 8, stk. 1, nr. 5, ændres »lignende.« til: »lignende, og«.

5. I § 8, stk. 1, indsættes som nr. 6:

»6) 0,14 pct. af den mængde afgiftspligtig benzin, der udleveres fra den registrerede oplagshaver, hvis den afgiftspligtige benzin ved udleveringen gennemløber et dampretursystem, som opfylder kravene i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse om begrænsning af udslip af dampe ved oplagring og distribution af benzin.«.

6. I § 9, stk. 4, nr. 1, indsættes efter »lystfartøjer, «: » og«.

7. I § 9, stk. 4, nr. 2, ændres », og« til: ».«.

8. § 9, stk. 4, nr. 3, ophæves.

9. I § 11, stk. 2, 3. pkt., udgår: » og 17«.

10. I § 14, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »de fremstillede varer«: »samt over genvundne benzindampe, jf. § 8, stk. 1, nr. 6«.

11. § 22 affattes således:

»§ 22. De statslige told- og skattemyndigheder har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i de virksomheder, der omfattes af loven, og til at efterse virksomhedernes varebeholdninger, forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v.

Stk. 2. Virksomhedernes indehavere og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde de statslige told- og skattemyndigheder fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i stk. 1 nævnte eftersyn.

Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte materiale skal på begæring udleveres eller indsendes til de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 4. Erhvervsdrivende skal på begæring meddele de statslige told- og skattemyndigheder oplysninger om deres indkøb og eventuelle videresalg af afgiftspligtige varer.

Stk. 5. De statslige told- og skattemyndigheder er berettiget til at foretage eftersyn af varer under transport, når disse varer erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end registrerede virksomheder.

Stk. 6. De statslige told- og skattemyndigheder har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn af varebeholdninger og regnskaber m.v. hos de i stk. 4 og 5 omhandlede virksomheder.

Stk. 7. I det omfang oplysninger som nævnt i stk. 1 og 6 er registreret elektronisk, omfatter myndighedernes adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil.

Stk. 8. De statslige told- og skattemyndigheder er berettiget til, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse at udtage prøver af brændstofindholdet i registrerede motorkøretøjers tanke, når køretøjet ikke befinder sig på en privat bopæl, og i anlæg, hvori der ifølge bestemmelser fastsat efter § 24, stk. 1, ikke må anvendes motorbrændstof, der er tilsat farvningspræparater eller denatureringsmidler.«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Denne lovs § 1, nr. 1, 2, 6, 7, 8 og 9, har virkning fra den 1. december 2001.

Stk. 3. Loven finder anvendelse for afgiftspligtige varer, der fra den 1. december 2001 udleveres til forbrug fra registrerede virksomheder, forbruges af registrerede virksomheder, angives til fortoldning, modtages fra udlandet eller medbringes fra udlandet.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger.

Med EF-domstolens dom af 10. juni 1999 »Braathens Sverige AB v. Riksskatteverket« blev der rejst alvorlig tvivl om, hvorvidt den nuværende afgift på smøreolier, hydraulikolier og lign. kunne opretholdes.

Med lovforslaget foreslås det således, at afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign. ophæves. Endvidere foreslås en bestemmelse om godtgørelse af genvundne benzindampe.

Ophævelse af afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign.

Afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign. blev bl.a. indført for at finansiere Miljø- og Energiministeriets tilskudsordning for spildolie, jf. bekendtgørelse nr. 1179 af 23. december 1993 om tilskud til bortskaffelse af spildolie. Formålet med ordningen var at sikre, at spildolie blev indsamlet og anvendt på en miljømæssig forsvarlig måde.

På baggrund af EF-domstolens dom af 10. juni 1999 »Braathens Sverige AB v. Riksskatteverket« blev der rejst alvorlig tvivl om, hvorvidt opkrævning af afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign. var i overensstemmelse med EU-retten for så vidt angår størstedelen af de produkter, der er omfattet af lovens § 1, stk. 1, nr. 16, dvs. de produkter, der er omfattet af mineraloliedirektivet. Direktivet omfatter ikke toldtariffens pos. 38.19 og 34.03.99, som bl.a. er visse væsker til hydrauliske transmissioner.

Endvidere gav forskellige brancheorganisationer i 2001 udtryk for den opfattelse, at opkrævning af afgiften var i strid med mineraloliedirektivets artikel 8, stk. 1, jf. rådets direktiv 92/81/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier.

På den baggrund finder Skatteministeriet, at afgiften bør ophæves.

Ved et eventuelt krav om tilbagebetaling af afgiften, vil dansk rets almindelige regler om tilbagebetaling af for meget opkrævet afgift finde anvendelse. Dette medfører, at en betingelse for tilbagebetaling er, at virksomhederne kan godtgøre, at de har lidt et tab ved afgiftserlæggelsen. Vedrørende forældelse henvises til bemærkningerne til § 2.

Da det ikke vil være muligt udelukkende at opkræve afgift af de produkter, der med sikkerhed ikke er omfattet af mineraloliedirektivet, foreslås det, at afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign. i mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 16, ophæves i sin helhed.

Tilbagebetaling af afgift omfatter ligeledes afgiften i sin helhed, dvs. afgiften på de mineralolieprodukter m.v., der er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 16.

Godtgørelse af genvundne benzindampe

Ved anvendelse af visse dampretursystemer er det muligt at genindvinde benzindampe, som opstår i forbindelse med tankning.

Når der tankes, forlader benzinen som hovedregel suspensionsordningen, som er en afgiftsordning, der anvendes på fremstilling, forarbejdning, oplægning og omsætning af varer, hvor punktafgifterne er suspenderede. Derfor skal der ifølge de gældende regler betales afgift.

Ved genindvinding føres benzindampene tilbage fra afgiftsberigtiget stand til suspensionsordningen. Der er således allerede én gang betalt afgift af den genvundne benzin på det tidspunkt, hvor benzinen igen havner under suspensionsordningen. Benzinen bliver dobbeltbeskattet i denne situation, idet der skal betales afgift heraf igen, når benzinen endnu en gang forlader suspensionsordningen.

For at undgå denne dobbeltbeskatning, som på intet tidspunkt har været formålet med loven, er loven blevet administreret på en sådan måde, at 0,14 pct. af afgiften på den udleverede mængde benzin er blevet godtgjort.

De 0,14 pct. skønnes at svare til den genindvindingsrate, som opnås, når der tages hensyn til middeltemperaturen i Danmark.

Det foreslås hermed, at indføre en tydelig lovhjemmel for denne afgiftsgodtgørelse, foretage en lille udvidelse af den eksisterende praksis samt indføre en mindre administrativ lettelse. Det er en betingelse for den foreslåede godtgørelse, at dampretursystemet opfylder kravene i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse om begrænsning af udslip af dampe ved oplagring og distribution af benzin.

Redaktionel ændring af mineralolieafgiftslovens § 22

Ved vedtagelsen af lov nr. 380 af 2. juni 1999 om myndighedernes adgang til privat ejendom uden retskendelse blev der i § 22, stk. 7, indsat en bestemmelse om myndighedernes adgang til elektronisk lagrede regnskabsoplysninger. Ved en beklagelig redaktionel fejl blev en bemærkning om, at den hidtidige § 22, stk. 7, herefter blev stk. 8, udeladt. Konsekvensen har været, at mineralolieafgiftsloven i en periode har indeholdt to forskellige udgaver af § 22, stk. 7.

Med denne del af lovforslaget søges der rettet op på dette forhold, således at bestemmelsen om myndighedernes kontrol af elektronisk lagrede regnskabsoplysninger fremgår af § 22, stk. 7, medens bestemmelsen om myndighedernes kontrol af brændstoftanke i registrerede motorkøretøjer fremover fremgår af § 22, stk. 8.

Provenumæssige konsekvenser

Ophævelse af afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign.

Ophævelsen af afgiften på smøreolier, hydraulikolie og lign. skønnes, at medføre et provenutab på ca. 120 mill. kr. årligt, hvilket vil være gældende for 2002 og frem. Afgiften svares hver den 15. i måneden for afgiftspligtigt forbrug i perioden før. Med virkning fra den 1. december 2001 blev opkrævningen af afgiften berostillet indtil lovens ikrafttrædelse.

Da virksomhederne som udgangspunkt forventes at have overvæltet afgiften i varepriserne, påregnes der ikke tilbagebetaling i nævneværdigt omfang.

Godtgørelse af genvundne benzindampe

En godtgørelse af genvundne benzindampe skønnes ikke, at medføre et provenutab, idet der allerede administreres i overensstemmelse hermed.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ophævelse af afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign.

Forslaget forventes, at medføre engangsudgifter på ca. 120.000 kr. til bl.a. information, hvortil kommer et mindre merforbrug af årsværk.

I det omfang virksomhederne rejser krav om tilbagebetaling, vil der komme et administrativt merforbrug, som det ikke er muligt at skønne over.

Godtgørelse af genvundne benzindampe

Godtgørelse af genvundne benzindampe skønnes ikke, at få nogen administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner, idet der allerede administreres i overensstemmelse hermed.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ophævelse af afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign.

Det skønnes, at ca. halvdelen af salget af smøreolier, hydraulikolier og lign. vedrører motorområdet, medens den resterende del af forbruget vedrører andre, typisk industrielle, anvendelser. På motorområdet udgøres ca. halvdelen af forbruget af private bilister, medens den resterende del overvejende vedrører erhvervsmæssig transport. Generelt set vil forslaget således medføre en mindre lempelse for store dele af industrien og transportsektoren generelt. For transportsektorens vedkommende er det dog sandsynligt, at konkurrencen på området gør, at andre erhverv og eventuelt forbrugere får del i lempelsen. Lempelsen for erhvervslivet skønnes totalt set at udgøre ca. 90 mill. kr.

Godtgørelse af genvundne benzindampe

En godtgørelse af genvundne benzindampe skønnes ikke i nævneværdig grad, at få økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, idet der allerede i overvejende grad administreres i overensstemmelse hermed.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ophævelse af afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign.

Ophævelsen af afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign. vil betyde en mindre administrativ lettelse for de registrerede virksomheder, idet virksomhederne ikke længere vil skulle opgøre og indbetale afgiften. Virksomhederne skal dog stadig opgøre og indbetale de resterende mineralolieafgifter, hvorfor der kun er tale om en mindre lettelse.

Godtgørelse af genvundne benzindampe

Ensartede regler for alle anlæg vil betyde en mindre administrativ lettelse for de registrerede virksomheder.

Miljømæssige konsekvenser

Ophævelse af afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign.

Ophævelsen af afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign. vurderes ikke, at påvirke den forbrugte mængde af disse produkter nævneværdigt. Det skønnes derfor ikke, at denne del af forslaget får nogen miljømæssige konsekvenser.

Godtgørelse af genvundne benzindampe

Godtgørelse af genvundne benzindampe skønnes ligeledes ikke, at få nogen miljømæssige konsekvenser, idet der allerede administreres i overensstemmelse hermed.

Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget skønnes ikke, at have administrative konsekvenser for borgerne.

Forholdet til EU-retten

Ophævelse af afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign.

Med ophævelsen af afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign. bringes lovgivningen i overensstemmelse med mineraloliedirektivets art. 8, stk. 1.

Godtgørelse af genvundne benzindampe

Godtgørelse af genvundne benzindampe skønnes ikke, at indeholde EU-retlige aspekter.

Vurdering af konsekvenser af lovforslag

 

Positive konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ophævelsen af afgiften på smøreolier, hydraulikolie og lign. skønnes, at medføre et provenutab på ca. 120 mill. kr. årligt, gældende fra 2002.

En godtgørelse af genvundne benzindampe skønnes ikke, at medføre et provenutab, idet der allerede administreres i overensstemmelse hermed.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ophævelsen af afgifter på smøreolier, hydraulikolier og lign. forventes, at medføre engangsudgifter på ca. 120.000 kr. til bl.a. information, hvortil kommer et mindre merforbrug af årsværk.

I det omfang virksomhederne rejser krav om tilbagebetaling, vil der komme et administrativt merforbrug, som det ikke er muligt at skønne over.

Godtgørelse af genvundne benzindampe skønnes ikke, at få nogen administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner, idet der allerede administreres i overensstemmelse hermed.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ophævelsen af afgifter på smøreolier, hydraulikolier og lign. vil medføre en mindre lempelse for store dele af industrien og transportsektoren generelt. For transportsektorens vedkommende er det dog sandsynligt, at konkurrencen på området gør, at andre erhverv og eventuelt forbrugere får del i lempelsen. Lempelsen for erhvervslivet skønnes totalt set at udgøre ca. 90 mill. kr.

En godtgørelse af genvundne benzindampe skønnes ikke i nævneværdig grad, at få økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, idet der allerede i overvejende grad administreres i overensstemmelse hermed.

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ophævelsen af afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign. og godtgørelse af genvundne benzindampe, m.v. vil betyde mindre administrative lettelser for de registrerede virksomheder.

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Med ophævelsen af afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign. bringes lovgivningen i overensstemmelse med mineraloliedirektivets art. 8, stk. 1. Herudover skønnes lovforslaget ikke at indeholde EU-retlige aspekter.

Organisationernes høringssvar og Skatteministeriets kommentarer hertil

Organisation

Høringssvar

Kommentar

Dansk Transport og Logistik (DTL)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

DTL finder det kritisabelt, at forslaget i sin nuværende ordlyd anlægger det udgangspunkt, at der ikke skal ske tilbagebetaling.

DTL finder, at udgangspunktet i forbindelse med ulovligt opkrævede afgifter bør være, at der skal ske fuld tilbagebetaling til de erhverv, der har lidt tab – herunder vognmandserhvervet.

Endvidere finder DTL, at EU-domstolens faste praksis udtrykker, at en tilbagebetaling ikke bør besværliggøres med unødige administrative krav eller urimelige krav til dokumentation.

Efter DTL’s beregninger har vognmandserhvervet i Danmark siden 1. maj 1993 betalt cirka 100 mill. kr. i afgifter af smøreolier m.v.

DTL finder, at det principielt er stærkt betænkeligt, såfremt staten uden konsekvenser kan opkræve ulovlige afgifter, og henleder opmærksomheden på ifaldelse af erstatningsansvar i henhold til EU-praksis.

Skatteministeriet finder fortsat, at virksomhederne som udgangspunkt har overvæltet afgiften i varepriserne, og derfor påregnes der ikke tilbagebetaling i nævneværdigt omfang.

 

 

 

Anvendelse af dansk rets almindelige regler om tilbagebetaling af for meget opkrævet afgift medfører, at virksomheder skal kunne godtgøre at de har lidt et tab ved afgiftserlæggelsen, hvilket medfører krav om dokumentation. Hvorvidt der er sket overvæltning af afgiften i varepriserne afgøres ved en konkret bevisbedømmelse. I tilfælde af overvæltning af afgiften i varepriserne, ville en fuld tilbagebetaling medføre en uretmæssig gevinst.

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer (FSR)

 

FSR foreslår, at virkningstidspunktet ændres fra fremsættelsestidspunktet til den 1. december 2001, idet opkrævningen af afgiften blev berostillet fra dette tidspunkt.

 

 

 

 

 

 

 

Endvidere finder FSR, at det bør fremgå af lovteksten, at afgift betalt fra den 10. juni 1994 tilbagebetales, såfremt dansk rets almindelige betingelser for tilbagebetaling af for meget opkrævet afgift er opfyldt.

 

Skatteministeriet fandt det nødvendigt, at berostille opkrævningen af afgiften administrativt fra den 1. december 2001 og indtil lovens ikrafttræden, da der med EF-domstolens dom af 10. juni 1999 »Braathens Sverige AB v. Riksskatteverket« blev rejst alvorlig tvivl om, hvorvidt afgiften kunne opretholdes.

Skatteministeriet har imødekommet FSR’s ønske om et ændret virkningstidspunkt.

Dansk rets almindelige regler for forældelse finder anvendelse, dog har Skatteministeriet anset det for hensigtsmæssigt, at anse forældelsesfristen for afbrudt fra tidspunktet for EF-domstolens dom af 10. juni 1999. Dette medfører, at der fra den 10. juni 1999 løber en ny femårig forældelsesfrist, dvs. frem til den 10. juni 2004.

Krav, der ikke var forældet på afbrydelsestidspunktet, dvs. beløb erlagt den 10. juni 1994 eller senere, vil – i det omfang der består et tilbagebetalingskrav – være omfattet af den nye forældelsesfrist.

Krav, der er opstået efter den 10. juni 1999, følger ligeledes de almindelige forældelsesregler, og vil således være forældet fem år efter kravet er forfaldet.

DSB

Ingen kommentarer til lovforslaget.

DSB oplyser, at de i 2000 og 2001 har betalt ca. kr. 900.000,00 i smøreolieafgift, som DSB vil søge tilbagetalt fra Told•Skat, såfremt lovforslaget vedtages.

Skatteministeriet finder fortsat, at virksomhederne som udgangspunkt har overvæltet afgiften i varepriserne.

 

Oliebranchens Fællesrepræsentation (OFR)

OFR har på et tidligere tidspunkt fremsat ønske om, at det indføjes i lovforslaget, at den indrømmede udsættelse af reglernes ikrafttræden i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse om begrænsning af udslip af dampe ved oplagring og distribution af benzin, ligestilles med en formel opfyldelse af bekendtgørelsens bestemmelser.

På baggrund heraf, er det i bemærkningerne til lovforslaget præciseret, at godtgørelsesordningen i denne lovs § 1, nr. 5 (§ 8, stk. 1, nr. 6), ligeledes finder anvendelse for de oplagshavere, der meddeles dispensation i overensstemmelse med Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse om begrænsning af udslip af dampe ved oplagring og distribution af benzin.

Forslaget har endvidere været sendt i høring hos følgende: Advokatsamfundet, Asfaltindustriens Arbejdsgiverforening, Amtsrådsforeningen, ATV, Centralorganisationen for industriansatte, Centralforeningen af Autoreparatører, Danmarks Miljøundersøgelser, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Automobilforhandler Forening, Dansk Arbejdsgiverforening, Byggeriets Arbejdsgivere (BYG), Danmarks Rederiforening, Dansk Industri, Dansk Handel & Service, Danske Entreprenører, Dansk Shell A/S, Dansk Speditørforening, Dansk Supermarked A/S, Dansk Standard, Dansk Autogenbrug, Dansk Teknologisk Institut, Dansk Metal, DTU, De Samvirkende Købmandsforeninger, Det Danske Handelskammer, DK Benzin A/S, Dækimportørforeningen, FDB, Force Instituttet, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Frederiksberg Kommune, Dæk Specialisternes Landsforening, Erhvervenes Transportudvalg, Haahr Benzin A/S, Håndværksrådet, Transportrådet, KL, Københavns Kommune, Ingeniørforeningen, LO, HydroTexaco A/S, Kuwait Petroleum A/S, Metax-Olie A/S, Motorcykelbranchens Landsforbund, Skattechefforeningen, OK a.m.b.a., Rederiforeningen af 1895, Skatterevisorforeningen, SID, Den Danske Skatteborgerforening, Statoil A/S og Uno X.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 og 2

Det foreslås, at ophæve afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign. Det drejer sig om smøreolier m.v. under toldtariffens pos. 27.10, 34.03.19 og 99, hydraulikolier under pos. 38.19 samt andre olier, der konkurrerer hermed. Toldtariffen anvendes ved ind- og udførsel af varer og er grundlag for såvel toldbehandlingen som indsamlingen af oplysninger til udenrigshandelsstatistikken, herunder Intrastat. Alle varer, der fortoldes eller udføres skal angives med et positionsnummer, hvilket fremgår af toldtariffen.

Til nr. 3, 4 og 5

Dampretursystemer, som opfylder Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse om begrænsning af udslip af dampe ved oplagring og distribution af benzin, senest bekendtgørelse nr. 852 af 11. november 1995, kan installeres på benzinterminaler, hvor tankvogne påfyldes benzin bestemt for videre leverance til andre terminaler eller benzinstationerne.

Dampretursystemer genindvinder benzindampe, hvorved der kan opstå en dobbeltbeskatning af allerede afgiftsberigtiget benzin. Det foreslås derfor, at 0,14 pct. af den fra den registrerede oplagshaver udleverede mængde afgiftspligtig benzin fradrages den afgiftspligtige mængde, hvis den afgiftspligtige mængde benzin ved udleveringen gennemløber et sådant dampretursystem.

Kravene i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse om begrænsning af udslip af dampe ved oplagring og distribution af benzin anses også for opfyldt, hvis der i overensstemmelse med bekendtgørelsen er givet dispensation til en registreret oplagshaver.

Hidtil har der været en forskellig praksis for henholdsvis de anlæg, hvor måling af den faktisk genvundne mængde er mulig, og andre anlæg. Anlæg, hvorpå måling af den faktisk genvundne mængde er mulig, har fået et fradrag svarende til det målte, medens andre anlæg har fået et fradrag på 0,14 pct.

Bestemmelsen foreslås udformet på en sådan måde, at alle anlæg underkastes ensartede regler. Dermed vil de anlæg, hvor måling af den faktisk genvundne mængde er mulig, ligeledes får et fradrag på 0,14 pct., uanset den faktisk genvundne mængde.

Hensigten med godtgørelsesordningen er, at modtageren af godtgørelsen er den, der investerer i og står for driften af dampretursystemet.

Endvidere er bestemmelsen udformet på en sådan måde, at også genindvinding af dampe til elproduktion er omfattet af bestemmelsen. De sædvanlige regler om betaling af elektricitetsafgift, jf. mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 2, finder stadig anvendelse.

Til nr. 6, 7, 8 og 9

Der er tale om konsekvensrettelser, som følge af ophævelsen af afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign.

Til nr. 10

Der er tale om en konsekvensrettelse, ifølge hvilken oplagshavere også skal føre regnskab over mængderne af benzin, der genindvindes i overensstemmelse med den foreslåede godtgørelsesordning i denne lovs nr. 5 (§ 8, stk. 1, nr. 6).

Til nr. 11

Der er tale om en redaktionel ændring uden indholdsmæssig betydning.

Som følge af en fejl i lov nr. 380 af 2. juni 1999 har mineralolieafgiftsloven i en periode indeholdt to forskellige udgaver af § 22, stk. 7, hvilket er ændret med dette forslag, hvorefter § 22 indeholder både stk. 7 og stk. 8, i stedet for to udgaver af stk. 7.

Til § 2

Loven foreslås, at træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, dog således at ophævelsen af afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign. har virkning fra den 1. december 2001.

Skatteministeriet har valgt denne dato, idet opkrævningen af afgifter blev administrativt berostillet fra den 1. december 2001 og indtil lovens ikrafttræden.

Dansk rets almindelige regler om forældelse, jf. lov om forældelse af visse fordringer af 1908, finder anvendelse. Efter de almindelige forældelsesregler løber den femårige forældelsesfrist fra forfaldstidspunktet, det vil ved tilbagebetalingskrav sige tidspunktet for erlæggelsen af beløbet. Efter Højesterets dom i UfR 2000.1953 suspenderer uvidenhed om retlige forhold, herunder fortolkningen af EU-retlige forskrifter, ikke forældelsesfristen i medfør af 1908-lovens § 3.

Imidlertid anser Skatteministeriet forældelsesfristen for afbrudt fra tidspunktet for EF-domstolens dom af 10. juni 1999 »Braathens Sverige AB v. Riksskatteverket«. Dette medfører, at der fra den 10. juni 1999 løber en ny femårig forældelsesfrist, dvs. frem til den 10. juni 2004. Krav, der ikke var forældet på afbrydelsestidspunktet, dvs. beløb erlagt den 10. juni 1994 eller senere, vil – i det omfang der består et tilbagebetalingskrav – være omfattet af den nye forældelsesfrist. Krav, der er opstået efter den 10. juni 1999, følger ligeledes de almindelige forældelsesregler, og vil således være forældet fem år efter kravet er forfaldet.

Loven finder anvendelse for afgiftspligtige varer, der fra den 1. december 2001 udleveres til forbrug fra eller forbruges af registrerede virksomheder, angives til fortoldning eller modtages eller medbringes fra udlandet.


Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

 

Lovforslaget

   

§ 1

   

I lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 701 af 28. september 1998, som senest ændret ved § 1 i lov nr. 1297 af 20. december 2000, foretages følgende ændringer:

     

§ 1. Der betales afgift af mineralolieprodukter m.v. her i landet. Afgiften udgør for

 

1. § 1, stk. 1, nr. 16, ophæves.

- - Ved Ved 15

Dagtemperatur grader C

   

- -

1)-15) - - -

16) Smøreolier,

hydraulikolier o.l. 214 øre pr. l

17) - - -

Stk. 2-9. - - -

   
     

§ 3. - - -

 

2. I § 3, stk. 2, 2. pkt., udgår: » og 17«.

Stk. 2. Andre virksomheder, der afsætter, oplagrer eller forbruger afgiftspligtige varer, kan registreres som oplagshaver hos de statslige told- og skattemyndsigheder, når virksomheden til opbevaring af afgiftspligtige varer råder over lagerkapacitet på mindst 1.000 m3. Virksomheder, der afsætter afgiftspligtige varer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 16 og 17, kan dog registreres som oplagshaver, når virksomheden har et årligt salg af de nævnte varer på mindst 100.000 l. - - -

   
     

§ 8. I den afgiftspligtige mængde opgjort efter § 7, stk. 1 og 2, fradrages

   

1) varer, der tilføres en anden registreret oplagshaver, jf. § 3,

   

2) varer, der tilføres en virksomhed, der i andre EU-lande er berettiget til at få dem tilført under suspension af afgiften,

   

3) varer, der udføres til steder uden for EU,

   

4) varer, der er fritaget for afgift efter § 9, og

 

3. I § 8, stk. 1, nr. 4, ændres », og« til: »,«.

5) varer, der hos virksomheden eller under transport til og fra virksomheden er gået tabt som følge af varernes art eller ved brand, lækage eller lignende.

 

4. I § 8, stk. 1, nr. 5, ændres »lignende.« til: »lignende, og«.

   

5. I § 8, stk. 1, indsættes som nr. 6:

   

»6) 0,14 pct. af den mængde afgiftspligtig benzin, der udleveres fra den registrerede oplagshaver, hvis den afgiftspligtige benzin ved udleveringen gennemløber et dampretursystem, som opfylder kravene i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse om begrænsning af udslip af dampe ved oplagring og distribution af benzin.«

Stk. 2. - - -

   
     
     

§ 9. - - -

Stk. 2-3. - - -

Stk. 4. Afgiften godtgøres af

   

1) varer, der anvendes til jernbane- og færgedrift og til erhvervsmæssig sejlads med andre fartøjer end de i stk. 1, nr. 3, nævnte bortset fra lystfartøjer,

 

6. I § 9, stk. 4, nr. 1, indsættes efter »lystfartøjer,«: » og«.

2) varer, der anvendes som motorbrændstof ved afprøvning af motorer til skibe i forbindelse med fremstilling af disse motorer, og

 

7. I § 9, stk. 4, nr. 2, ændres », og« til: ».«.

3) smøreolier, hydraulikolier og lign., hvor der første gang påfyldes hydrauliske grave- og læssemaskiner og andre hydrauliske motorredskaber mindst 100 l pr. enhed.

 

8. § 9, stk. 4, nr. 3, ophæves.

Stk. 5-11. - - -

   
     

§ 11. - - -

 

9. I § 11, stk. 2, 3. pkt., udgår: » og 17«.

Stk. 2. Afgiften efter stk. 1 tilbagebetales i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående merværdiafgift for olieprodukter og varme. Afgiften af varer, der anvendes som motorbrændstof, tilbagebetales ikke, jf. dog stk. 3. Det samme gælder afgiften efter § 1, stk. 1, nr. 16 og 17.

Stk. 3-16. - - -

   
     

§ 14. Oplagshavere, der er registreret efter § 3, stk. 1, skal føre regnskab over tilgangen af varer, som anvendes til varefremstilling, og over udlevering, forbrug og svind i virksomheden af de fremstillede varer. - - -

 

10. I § 14, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »af de fremstillede varer«: »samt over genvundne benzindampe, jf. § 8, stk. 1, nr. 6«

Stk. 2-11. - - -

   
     
   

11. § 22 affattes således:

§ 22. De statslige told- og skattemyndigheder har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i de virksomheder, der omfattes af loven, og til at efterse virksomhedernes varebeholdninger, forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v.

 

§ 22. De statslige told- og skattemyndigheder har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i de virksomheder, der omfattes af loven, og til at efterse virksomhedernes varebeholdninger, forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v.

Stk. 2. Virksomhedernes indehavere og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde de statslige told- og skattemyndigheder fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i stk. 1 nævnte eftersyn.

 

Stk. 2. Virksomhedernes indehavere og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde de statslige told- og skattemyndigheder fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i stk. 1 nævnte eftersyn.

Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte materiale skal på begæring udleveres eller indsendes til de statslige told- og skattemyndigheder.

 

Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte materiale skal på begæring udleveres eller indsendes til de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 4. Erhvervsdrivende skal på begæring meddele de statslige told- og skattemyndigheder oplysninger om deres indkøb og eventuelle videresalg af afgiftspligtige varer.

 

Stk. 4. Erhvervsdrivende skal på begæring meddele de statslige told- og skattemyndigheder oplysninger om deres indkøb og eventuelle videresalg af afgiftspligtige varer.

Stk. 5. De statslige told- og skattemyndigheder er berettiget til at foretage eftersyn af varer under transport, når disse varer erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end registrerede virksomheder.

 

Stk. 5. De statslige told- og skattemyndigheder er berettiget til at foretage eftersyn af varer under transport, når disse varer erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end registrerede virksomheder.

Stk. 6. De statslige told- og skattemyndigheder har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn af varebeholdninger og regnskaber m.v. hos de i stk. 4 og 5 omhandlede virksomheder.

 

Stk. 6. De statslige told- og skattemyndigheder har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn af varebeholdninger og regnskaber m.v. hos de i stk. 4 og 5 omhandlede virksomheder.

Stk. 7. I det omfang oplysninger som nævnt i stk. 1 og 6 er registreret elektronisk, omfatter myndighedernes adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil.

 

Stk. 7. I det omfang oplysninger som nævnt i stk. 1 og 6 er registreret elektronisk, omfatter myndighedernes adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil.

Stk. 8. De statslige told- og skattemyndigheder er berettiget til, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse at udtage prøver af brændstofindholdet i registrerede motorkøretøjers tanke, når køretøjet ikke befinder sig på en privat bopæl, og i anlæg, hvori der ifølge bestemmelser fastsat efter § 24, stk. 1, ikke må anvendes motorbrændstof, der er tilsat farvningspræparater eller denatureringsmidler.

 

Stk. 8. De statslige told- og skattemyndigheder er berettiget til, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse at udtage prøver af brændstofindholdet i registrerede motorkøretøjers tanke, når køretøjet ikke befinder sig på en privat bopæl, og i anlæg, hvori der ifølge bestemmelser fastsat efter § 24, stk. 1, ikke må anvendes motorbrændstof, der er tilsat farvningspræparater eller denatureringsmidler.

L 204

Forslag til lov om ændring af lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. (Ophævelse af afgiften på smøreolier, hydraulikolier og lign. og godtgørelse af genvundne benzindampe m.v.).

Af skatteministeren (Svend Erik Hovmand).

Dokument

Lov nr 395 af 6. juni 2002.

Ordførere: (1.beh) Kristian Jensen (V), Erik Mortensen (S), Mikkel Dencker (DF), Charlotte Dyremose (KF), Lene Garsdal (SF), Pernille Rosenkrantz-Theil (EL) og Ole M. Nielsen (KRF).

Efter 1.beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Resume:

Loven ophæver afgiften på smøreolier, hydraulikolier m.v. og indfører en bestemmelse om godtgørelse af genvundne benzindampe. Baggrund: Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at en dom ved EF-Domstolen fra 1999 havde rejst alvorlig tvivl om, hvorvidt opkrævningen af afgift af smøreolier, hydraulikolier m.v. var i overensstemmelse med EF-retten, og at afgiften derfor blev foreslået ophævet. Bestemmelsen om godtgørelse af genvundne benzindampe blev indført med henblik på at undgå en dobbeltbeskatning.

Afstemning:

Lovforslaget vedtaget med 98 stemmer (V, S, DF, KF, SF, RV og KRF) mod 2 (EL).

Søgning Bogmærke Forside Lovbutik Leksikon Systemhjælp Om FtWeb Arkiv Om Folketinget Nyheder og aktuel information Sager i folketingssamlingen