L 55 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af ligningsloven. (Hjemme-pc-ordning samt skattefrihed for arbejdsgiverbetalt datakommunikation).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 16. april 2002

Forslag

til

Lov om ændring af ligningsloven

(Hjemme-pc-ordning samt skattefrihed for arbejdsgiverbetalt datakommunikation)

 

§ 1

I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 887 af 8. oktober 2001, foretages følgende ændringer:

1. I § 9, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 9 B, stk. 3, og §§ 9 C og 9 D, § 13« til: »§ 9 B, stk. 3, § 9 C, § 9 D, § 13 og § 16, stk. 12,«.

2. I § 16, stk. 1, ændres »stk. 3-12« til: »stk. 3-13«.

3. § 16, stk. 3, nr. 3, affattes således:

»3) Fri telefon, herunder arbejdsgiverbetalt datakommunikation, jf. dog stk. 13. Ved fri telefon forstås, at en telefon enten er oprettet i arbejdsgiverens navn, eller at arbejdsgiveren fuldstændigt eller op til et bestemt beløb betaler eller refunderer den skattepligtiges telefonudgifter.«

4. § 16, stk. 12, affattes således:

»Stk. 12. Værdien af helt eller delvis vederlagsfri privat benyttelse af en computer med tilbehør, der er stillet til rådighed til brug ved arbejdet, beskattes ikke. Engangsudgiften til etablering af en højhastigheds- eller bredbåndsadgang hos arbejdstageren kan i denne forbindelse anses som tilbehør. I det omfang arbejdstageren betaler arbejdsgiveren for at få stillet computer med tilbehør til rådighed, kan arbejdstageren fradrage udgifterne, dog højst 3.500 kr. årligt, i sin skattepligtige indkomst. Adgangen til fradrag efter 3. pkt. er betinget af, at arbejdsgiveren afholder minimum 25 pct. af udgifterne ved at stille computeren med tilbehør til rådighed. Ved beregningen af, hvorvidt arbejdsgiveren opfylder forpligtelsen til at afholde minimum 25 pct. af udgifterne, kan medregnes arbejdsgiverens direkte omkostninger til erhvervelse eller leje af hard- og software, arbejdsgiverens engangsudgift til etablering af en højhastigheds- eller bredbåndsadgang hos arbejdstageren samt arbejdsgiverens udgifter til deltagelse i pc-kurser m.v. for den enkelte arbejdstager, som får computer med tilbehør stillet til rådighed. Skattefriheden efter 1. pkt. og adgang til fradrag efter 3. pkt. gælder dog ikke, hvis arbejdstageren ved reduktion i sin bruttoløn har kompenseret arbejdsgiveren m.v. for at få stillet udstyret til rådighed. Har arbejdstageren kompenseret arbejdsgiveren som nævnt i 6. pkt., medregnes et beløb svarende til 50 pct. af udstyrets nypris ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det eller de indkomstår, hvor udstyret er til rådighed. Har udstyret kun været til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori udstyret ikke har været til rådighed.«

5. I § 16 indsættes som stk. 13:

»Stk. 13. Værdien af helt eller delvis vederlagsfri privat arbejdsgiverbetalt datakommunikation via en dataforbindelse tilsluttet en arbejdstagers computer beskattes ikke, når arbejdstageren fra sin computer har adgang til arbejdsstedets netværk.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. § 1, nr. 1-3 og 5, har virkning fra den 1. januar 2002.

Stk. 3. § 1, nr. 4, har virkning for skattepligtige, der får leveret computer med tilbehør den 1. januar 2002 eller senere.

L 55

Forslag til lov om ændring af ligningsloven. (Hjemme-pc-ordning samt skattefrihed for arbejdsgiverbetalt datakommunikation).

Af skatteministeren (Svend Erik Hovmand).

Dokument

Lov nr 263 af 8. maj 2002.

Ordførere: (1.beh) Kristian Jensen (V), Thomas Adelskov (S), Mikkel Dencker (DF), Charlotte Dyremose (KF), Aage Frandsen (SF) og Anders Samuelsen (RV).

Efter 1.beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Resume:

Loven indfører mulighed for, at en arbejdstager kan foretage et ligningsmæssigt fradrag for de udgifter, arbejdstageren selv afholder til en hjemme-pc-ordning, dog højst 3.500 kr. årligt. Det er en betingelse, at arbejdsgiveren afholder minimum 25 pct. af udgiften ved at stille computeren med tilbehør til rådighed. Endvidere indfører loven skattefrihed for arbejdsgiverbetalt datakommunikation, når arbejdstageren via dataforbindelsen har adgang til arbejdsstedets netværk. Baggrund: Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at forslaget havde til formål at fremme anvendelsen af it og det generelle it-kompetenceniveau samt at fremme etableringen af egentlige hjemmearbejdspladser.

Afstemning:

Lovforslaget vedtaget med 59 stemmer (V, DF, KF) mod 44 (S, SF, RV og EL); 2 (KRF) stemte hverken for eller imod.

Søgning Bogmærke Forside Lovbutik Leksikon Systemhjælp Om FtWeb Arkiv Om Folketinget Nyheder og aktuel information Sager i folketingssamlingen