Forrige

(Kort bemærkning). Ole M. Nielsen (KRF):
Hr. Ole til hr. Ole burde jo kunne gå, men det kan det nok heller ikke ifølge reglerne.
     Jeg synes sådan set, hr. Ole Sohn skal have lov til at gøre sin argumentation færdig, for det er jo interessant, det, vi er inde ved her. Det er helt korrekt, at man skal have lov til det faglige arbejde, som vedrører ens arbejdsplads og til nød det fagområde, det handler om, osv., hvis bare man kunne adskille det fra den ideologiske bevægelse.
     Det kan man i andre lande. Det er andre lande, hvor fagforeningerne udspringer af en kirkelig baggrund eller noget andet, også lande som vi velfærdsmæssigt kan sammenligne os med: Holland og Tyskland og andre lande, hvor man har velfungerende fagbevægelser, som ikke nær har den organisationsprocent, vi har i Danmark, men som har en anden ideologisk baggrund, og som også fungerer godt til gavn for deres medlemmer.
     Jeg ville ønske, at vi kunne nå noget lignende i Danmark, for det er bestemt ikke, fordi vi ikke ønsker, at arbejderne - lønmodtagerne hedder det nu om dage - skal have lov til at slutte sig sammen for at stå stærkt i forhold til arbejdsgivere. Selv om arbejdsgivere ikke er lige så slemme, som de var i 1899, så er de ikke, ligesom de burde være alle sammen. Det er lønmodtagerne jo heller ikke.

Næste