Forrige

(Kort bemærkning). Anders Samuelsen (RV):
Det fandt jeg ikke nødvendigt at skulle redegøre for i den forstand, at vi jo ikke har lagt skjul på, at vi f.eks. i forbindelse med feriepengene ikke er bange for at gribe ind i sådan en situation, hvor man kan sige, at her kommer den enkeltes rettigheder i klemme i forhold til, hvad der foregår på arbejdsmarkedet.
     Men vi var jo udmærket klar over, at regeringen ikke vil stemme for dette forslag, på trods af at jeg nu igen kan høre, at hr. Lars Barfoed giver udtryk for, at han er fuldstændig enig i det. Det eneste problem for hr. Lars Barfoed er åbenbart bare, at det ikke må gå for stærkt med at få det vedtaget.
     Hvis man er fuldstændig enig i forslaget, der er ingen problemer i forslaget, man mener, at det hele er fuldt belyst, hvorfor i alverden er det så en problemstilling, at det skal vedtages allerede inden den 1. juli, eller hvornår det er, der står i beslutningsforslaget? Hvad i alverden er det, der betinger det? Nu har vi ventet på det i adskillige år, det har også været fremsat af borgerlige partier helt tilbage til dengang, da hr. Svend Auken var arbejdsminister. Så mange år, og nu er det lige pludselig helt afgørende, at det ikke kan blive vedtaget her inden den 1. juli, men det skal åbenbart være lidt længere fremme.
     Vi har vidst, at det her forslag ikke kunne finde opbakning, og derfor har vi sagt: Når der kommer et konkret forslag, som er et regeringsudspil, så lad os tage stilling til det. Dér er jeg næsten overbevist om, at det vil vise sig, at det ikke er med præcis det indhold, der ligger her, men med nogle andre forbehold, og lad os så tage stilling til det på det tidspunkt.

Næste