Ole M. Nielsen (KRF):
Først vil jeg da gerne lige kommentere den seneste debat, for
jeg er fuldstændig enig med hr. Bent Bøgsted: Selvfølgelig
kan man da samarbejde på en arbejdsplads, selv om man står i
flere fagforeninger. Men det, man så ikke kan, er at knægte
den personlige frihed. Det er jo det, det her handler om. Det
er balancen mellem solidaritet og personlig frihed, der jo er
kernepunktet i det her.
Jeg har udtalt mange gange, at jeg fuldt ud forstår, at
for 100 år siden, uanset hvad det var for et århundrede, var
arbejdskampen en kamp for at få brød på bordet, ikke smør
eller pålæg på brødet, men brød på bordet. Da var der behov
for at afgive noget af sin suverænitet, sin personlige
frihed, i solidaritetens navn for at stå stærkt over for
nogle elendige arbejdsgivere. Selvfølgelig var der det. Jeg
anerkender det fuldt ud.
Men i dag, hvor arbejdskampen handler om, hvorvidt man
skal have den 6. ferieuge fyldt ud med de sidste 2 dage, er
det altså nogle andre forhold. Så mener jeg faktisk, at vi er
blevet så velhavende et samfund, at vi har råd til at sætte
den personlige frihed lidt højere, for vi har egentlig nok
materielt, os, der er i stand til at deltage i en
arbejdskamp. Det er de dårligst stillede ikke. Der er andre,
der er svage i vores samfund i dag.
Ellers vil jeg sige tak for debatten. Jeg må indrømme,
at jeg jo ikke havde troet, at den debat skulle tage så lang
tid i dag. Vi har jo, som andre har sagt, haft den nogle
gange, og vi kan jo stort set vores roller. Der er dog kommet
et par nye skuespillere på banen, og derfor er det også
nyttigt at have debatten igen, og de har også tilført
debatten noget, som vi andre kan lære af. Det er bare fint.
Vi har altid haft nogle meningsfyldte, ideologiske
debatter, når vi har de her forslag på banen, så det er
nyttigt. Tiden udvikler sig, så der nu også er et andet
politisk flertal. Men vi påvirker jo også hinanden i det
rollespil her; det er jo helt tydeligt, at vi gør det. Vi
bliver faktisk klogere af de debatter her, nogle af os, tror
jeg, altså dem, der er i stand til det i hvert fald.
Først tak til min medforslagsstiller, hr. Bent Bøgsted,
som jeg selvfølgelig vidste bakkede det op. Også tak til
regeringspartierne, fordi de bekræfter, at de stadig væk står
ved dét, som vi før har været sammen om at fremsætte forslag
om. Ministeren sagde jo også, at han egentlig allerede følte,
at forslaget her var imødekommet.
Det kunne jeg ikke være helt sikker på, og derfor synes
jeg, at det var nyttigt alligevel at fremsætte det her
forslag for ligesom at få rusket op i regeringen. Man kan jo
godt, når man får regeringsmagten, få så mange hensyn at
tage, at man ligesom kan omprioritere lidt, så man ikke er
helt så stiv og sikker på de samme ting, som man plejer at
være. Og jeg ville gerne være sikker på, at vi stadig væk var
enige om, at der var en vigtig sag, vi plejer at have fælles
her. Og det føler jeg vi har fået bekræftet, og jeg vil
forsøge mig med det her ændringsforslag til, hvornår
regeringen skal være forpligtet til at fremkomme med
lovforslag. Så er det klart, at ikrafttrædelsen af de nye
bestemmelser osv. selvfølgelig skal være i overensstemmelse
med alt det, de skal være i overensstemmelse med. Det kan der
ikke være tvivl om.
Kl. 11.50
Også tak til den radikale ordfører for åbenhed. Der var
nogle, der kaldte det et rigtigt radikalt indlæg. Det synes
jeg ikke er et skældsord, det synes jeg faktisk er en
hædersbetegnelse. Jeg er jo også i et midterparti, så jeg
forstår det godt, og jeg sætter pris på den åbenhed, som var
i den radikale ordførers indlæg og imødekommenhed i forhold
til forslaget her. Det skal såmænd nok gå fremad også med De
Radikale.
Så har vi selvfølgelig venstrefløjen, og vi kender jo
hinandens holdninger, og vi nyder jo sådan set at have de
debatter med hinanden. Vi har jo sympati for hinanden, og jeg
tror, der er det gode i det, at vi har tillid til, at der er
ingen af os, der egentlig vil gøre det ringere for
arbejderne. Det tror jeg sådan set vi har tillid til hinanden
med hensyn til. Vi har bare nogle forskellige syn på, hvordan
vi gør det rigtigt, og hvordan vi prioriterer. Men det kom jo
frem ganske tydeligt.
Hr. Ole Vagn Christensen var inde på, at jeg er
EU-modstander. Det er jeg bestemt ikke. Jeg er lidt skeptisk
over for visse ting i EU, men jeg er i høj grad tilhænger af
EU, og jeg er jo i meget høj grad tilhænger af EU på
arbejdsmarkedsområdet, nemlig fordi EU vil have, at vi skal
lovgive mere i stedet for at overlade det til
arbejdsmarkedets parter. Så der er jeg jo nærmest blevet
rigtig glad for EU.
Fredspligten tog jeg fejl af også, fordi jeg hørte
årstallet forkert, men jeg helt sikker på, at man kan
fastholde fredspligten, selv om man ikke har
eksklusivaftaler.
Med hr. Ole Sohn, der er SF's ordfører, fik vi jo en god
snak om nogle ganske væsentlige ting. Og så var det til sidst
Enhedslistens ordfører, der sagde, at vi vil anfægte
aftaleretten. Det vil vi bestemt ikke. Men vi vil begrænse,
hvad man kan aftale om. Vi vil ikke have, at man kan aftale
så langt, at det bliver eksklusivt, at det holder andre ude,
at man aftaler sig til ufrihed. Det er der, grænsen er. Det
er jo en balance som på så mange andre områder, altså
balancen mellem frihed og de forpligtelser, man har i forhold
til fællesskabet.
Jeg tror, at jeg skal slutte med det her. Jeg takker for
en god modtagelse, og jeg glæder mig til, at vi får debatten
igen, når regeringen efter den 1. oktober fremsætter det
forslag, som vi her beder om.
Nå, jeg glemmer at sige, at vi selvfølgelig har stor
forståelse for det udvalgsarbejde, som regeringen har sat i
gang. Vi skriver jo også i vores beslutningsforslag, at vi
forudsætter, at man får gjort op med alle de andre former for
eksklusivaftaler, der er inden for lægeverdenen, arkitekter
og ingeniører, og jeg ved ikke hvad, og for nogle fagerhverv,
der ligger inden for andre ressorter: Erhvervsministeriet,
Sundhedsministeriet, måske Undervisningsministeriet og andre
steder.
Jeg har stor forståelse for, at man skal have gjort det
arbejde, og jeg mener stadig væk, at man kunne have ordnet
det her, som ligger inden for beskæftigelsesministerens
område, uden at have gjort op med det. Men jeg vil
selvfølgelig give et tilsagn om, at man skal have gjort op
med de andre ting. Jeg har også en vis forståelse for, at
regeringen ikke kan nå det inden den 1. juli.
Der er jo mange ting, og der er også nogle ting, som
jeg synes, at regeringen er meget, meget hurtig til at
gennemføre. Apropos det der med Feriefonden, så vil jeg sige,
at det jo alt andet lige er hurtigere at lave et bankkup end
at forandre strukturer på arbejdsmarkedet, hvis man sådan
skal sammenligne de ting, man gør. Det kan jeg da godt se
forskellen på.
Det er klart, at når det her forslag kommer frem, vil
det jo give en vis blæst i pressen, det må vi nok forudse. Så
det er da udmærket, at vi får den til efteråret. Vi vil bare
gerne sikre, at vi får den. Det er baggrunden for, at vi
fremsætter det forslag nu.