Ole Vagn Christensen (S):
For det første må jeg konstatere, at jeg ikke fik noget svar
af hr. Jens Vibjerg på, om man ville definere, hvad det er,
man forstår ved eksklusivaftaler, men det havde jeg heller
ikke forventet.
Forslaget om at forbyde eksklusivaftaler har været
præsenteret her i Folketinget år efter år. Nu er en borgerlig
regering kommet til magten, og så kommer det naturligvis ikke
bag på os, at forslaget igen bliver lagt frem.
Socialdemokratiets opfattelse af eksklusivaftaler er, at
de er en del af prisen for at få respekteret fredspligten,
forhandlingsretten og dermed organisationsretten og som det
sidste ledelsesretten. Socialdemokratiet mener, at det er til
gavn for et demokratisk velfærdssamfund med stabilitet, at
der er respekt om denne danske model.
Argumenterne går fortsat på mere frihed for den enkelte
lønmodtager, som ifølge forslagsstillerne mange steder bliver
tvangsindmeldt i fagforeninger mod deres vilje.
Eksklusivaftaler bliver stemplet som noget forældet, og det
hævdes, at aftalerne er i strid med menneskerettighederne,
selv om den danske Højesteret udtrykkeligt har udtalt det
modsatte.
Arbejdsmarkedet har været præget af stabilitet og ro i
mange år bl.a. som følge af, at der har været enighed om
arbejdsforholdene medarbejdere og arbejdsgivere imellem.
Denne stabilitet hviler på den forudsætning, at
arbejdsmarkedets parter selv finder sammen om at lave og
aftale overenskomsterne. Det er den såkaldt danske model, som
i mange år har været med til at sikre klare retningslinjer
for, hvilke rettigheder der gælder for såvel arbejdsgivere
som medarbejdere, og der er grund til at understrege, at
ordningen med eksklusivaftaler og den danske model i øvrigt
nyder bred opbakning på arbejdsmarkedet, både hos
arbejdstagere og arbejdsgivere.
Lad mig også understrege, at Dansk Arbejdsgiverforening
også er modstander af at fjerne eksklusivaftalerne ved lov.
Ligesom alle vi andre er arbejdsgiverne nemlig meget
interesserede i, at det danske arbejdsmarked fortsat er
konkurrencedygtigt og stabilt, og jeg går derfor ud fra, at
forslagsstillerne er enige i, at ønsket om
konkurrencedygtighed og et stabilt arbejdsmarked ikke er
udtryk for en forældet tankegang.
Hvis regeringen gør alvor af sine trusler om at forbyde
eksklusivaftalerne ved lov, vil det derimod føre til
problemer. Et forbud vil nemlig åbne op for, at uorganiserede
arbejdsgivere begynder at spekulere i at presse dårlige
aftaler igennem over for lønmodtagerne, hvor lønmodtagernes
rettigheder faktisk bliver tilsidesat, hvilket hurtigt kan
sprede sig som ringe i vandet og påvirke konkurrenceevnen for
mange andre beslægtede virksomheder. Der er ingen tvivl om,
at det vil føre til uro og konflikter på arbejdsmarkedet, som
vil skabe unødvendige omkostninger for arbejdsgiverne og give
sig udtryk i frustrationer hos medarbejderne.
Når beskæftigelsesministeren har valgt at nedsætte et
udvalg, som skal behandle spørgsmål om eksklusivaftalerne,
kan man håbe på, at ideologiske slagord kommer til at vige
for fornuften og sagligheden. Vi har forstået, at regeringen
ikke er begejstret for eksklusivaftaler, vi har også hørt
det, men vi håber dog alligevel, at regeringen har tænkt sig
at respektere den frie aftaleret på det danske arbejdsmarked,
og at beslutningerne for eller imod eksklusivaftaler fortsat
overlades til arbejdsmarkedets parter.
Socialdemokratiet kan i lighed med de foregående år ikke
tilslutte sig beslutningsforslaget.
