(Kort bemærkning).
Ole Vagn Christensen (S):
Hvis ikke jeg får forlænget taletid, må nogle undskylde, at
jeg ikke kommer ind på deres spørgsmål.
Jeg vil gerne begynde med det, som hr. Bent Bøgsted kom
frem med. Det er sådan, at da aftalen om fredspligten blev
indgået i 1905 med den norm, som er grundlaget for det
arbejdsretslige system og for, at overenskomster overholdes,
var man i en situation, hvor man ikke kunne styre de
uorganiserede arbejdsgivere. Derfor sagde man, at det eneste
brugelige værn var, at arbejdstagerne kunne gøre krav på at
få en forhandlingsret, og det vil med andre ord sige, at hvis
man ikke havde gjort opmærksom på det, kunne de mennesker
komme til at leve under nogle usle forhold.
Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at der er mange, der
har prøvet at sige, at eksklusivaftaler er opstået i SiD's
tid. Det er de langtfra. SiD havde overhovedet ingen styrke,
dengang aftalen blev indgået. Hvis vi går tilbage til 1905,
kæmpede de sådan set bravt rundtomkring for at få deres
aftalesystem til at fungere, men aftalen var et værn, så man
ikke undergravede de indgåede overenskomster.
Hvis man skal kalde sig et arbejderparti, som hr. Bent
Bøgsted en gang imellem prøver at give udtryk for, at Dansk
Folkeparti er, er der i hvert fald meget, man kommer til at
revidere. Den galej, man er hoppet om bord i her, kan i hvert
fald kun føre til uro og ustabilitet på arbejdsmarkedet, men
det er måske det, man forstår ved et moderne arbejderparti.
Kl. 10.25
Hr. Lars Barfoed spurgte, om det er en styrke for
demokratiet, at man skal være medlem af en bestemt
organisation. Jeg mener, vi har fået disse ting klargjort
gennem tiden, så der ikke er nogen, der tvinges ind i noget
forhold. Hvis man er på en arbejdsplads, og der indgås en
eksklusivaftale for denne arbejdsplads, fordi man skal styre
en uorganiseret arbejdsgiver, er det sådan, at de ansatte,
som ikke er medlem af den pågældende organisation, som har
forhandlingsretten, selvfølgelig har lov til at bevare deres
medlemskab. Der er ingen, der bliver tvunget til noget, og
når vi ved, at der kun er tale om ca. 230.000, som det er
blevet nævnt, kan det jo ikke være sådan, at der ikke er
plads til dem ude på det øvrige arbejdsmarked.
Derfor mener jeg også, at der er megen hulhed i den
tale, der leveres her fra Folketingets talerstol i kampen mod
eksklusivaftalerne. De er et værn, og det er dét, det handler
om. Det er et værn, for at uorganiserede arbejdsgivere ikke
kan undergrave organiserede arbejdsgivere.
Og så blev der stillet det spørgsmål, om det ikke er en
kendsgerning, at der er lige så gode vilkår rundtomkring i
Norden og det øvrige Europa. Jamen de har altså nogle andre
modeller, og jeg har ikke set noget bud på nogen anden model
end den danske. Jeg har ikke set noget bud på, om andre
modeller vil være en styrkelse for den kontinuitet, den
stabilitet og den udvikling, man har på det danske
arbejdsmarked. Jeg tror stadig, at vores model er den bedste.
