Forrige

(Kort bemærkning). Lars Barfoed (KF):
Til hr. Ole Sohn og hr. Anders Samuelsen: Man skal jo passe på, hvad man går rundt og siger; jeg vidste jo godt, det ville komme. Men se, tingene hænger nu sammen alligevel. Jeg mener fortsat, at man skal være meget varsom med at gribe ind
i overenskomster. Nu kan jeg desværre ikke bruge den korte taletid her til at redegøre nærmere - det gjorde jeg på et andet tidspunkt - for, hvorfor det er et voldsomt ensidigt indgreb at fjerne en likviditetsfordel for arbejdsgiveren i forbindelse med et indgreb i ferieoverenskomsterne. Men det er i en helt anden sammenhæng og af en helt anden karakter, end det vi taler om her. Her taler vi om at beskytte menneskers frihed, og selv om man skal være meget varsom med at gribe ind i aftalefriheden på arbejdsmarkedet - og det gælder i virkeligheden på alle andre områder i livet - så er der altså visse fundamentale rettigheder, vi også fra Folketingets side må tillade os at kunne gribe ind over for, og her er altså sådan en særlig rettighed, nemlig retten til ikke nødvendigvis at være medlem af en bestemt forening. Hr. Ole M. Nielsen spørger så, om tingene ikke er undersøgt før. Jo, og det er også derfor, jeg udtaler mig så positivt om forslaget - vi kan jo støtte det fuldstændig, bortset fra ikrafttrædelsestidspunktet - men nu har vi i regeringen besluttet, at vi skal have en bredere undersøgelse af de her ting. Der er jo også noget teknik i det. Der er før fremsat et beslutningsforslag, og nu taler vi altså om et lovforslag, og der er jo altså noget teknik og nogle detaljer, der skal på plads dér, så det beder vi om tid til. Hr. Ole M. Nielsen spørger så, om vi vil stemme for det, hvis man ændrer ikrafttrædelsesdatoen. Jeg tror, at jeg, hvis jeg sagde ja til det, ville komme i det problem, at der er nogle udløbsdatoer på nogle overenskomster og nogle andre tekniske detaljer, der ville gøre, at jeg ikke kan garantere en bestemt dato for, hvornår en lov vil have fuld effekt overalt. Men vi kunne da sagtens tale om en dato for, hvornår der skal være fremsat et lovforslag, der sikrer det.

Næste