Forrige

(Kort bemærkning). Lars Barfoed (KF):
Hr. Anders Samuelsen spørger igen til balancen, og det er jo det samme, der bliver boret i, altså hvor kan man gribe ind, hvor går grænsen for, hvad man kan gribe ind over for eller ej?
     Jeg kan kun tilføje til det, jeg allerede har sagt, at det er krænkende for Det Konservative Folkepartis opfattelse af folks frihedsrettigheder, at der kan være bestemmelser på arbejdsmarkedet, der hindrer folk i at få et bestemt arbejde, blot fordi de ikke er medlem af en bestemt forening. Det er denne foreningsfrihed, vi vil sikre, og det mener vi er så fundamentalt og principielt, at her undtagelsesvis er et sted, hvor vi synes, det er rigtigt, at Folketinget griber ind.
     Fru Pernille Falcon spørger, hvilke andre aftaler vi påtænker at gribe ind over for. Nu har vi ikke et større regeringsprogram om indgreb i overenskomsterne foran os, som vi skal igennem i de kommende år. Lige her og nu kan jeg kun komme i tanke om retten til deltidsarbejde som et område, hvor jeg kan forestille mig, at vi vil få en lignende diskussion som den, vi har i dag. Det ser jeg frem til, men jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om andre forslag.
     Til sidst til hr. Ole M. Nielsen: Jeg synes, som jeg umiddelbart hørte det, at det lyder, som om det er en formulering, som vi nok kan finde ud af at enes om, men lad os lige få det ned på skrift efterfølgende.

Næste