Forrige

(Kort bemærkning). Line Barfod (EL):
Fru Sandy Brinck talte om definitionen på terror og sagde, at den er blevet klarere end i det udkast, det først blev sendt ud, og det er vi helt enige i. Men som mange har påpeget, og som det også var klart under høringen i går, er der stadig store problemer med: Hvad er omfattet af definitionen, og hvad er ikke omfattet af definitionen?
     Fru Sandy Brinck henviste til, at påtalen henhører jo under justitsministeren, og derfor kan man være nogenlunde tryg. Vi er også fra Enhedslistens side trygge over for, at der næppe er mange, der vil blive dømt uberettiget efter denne paragraf, men det er jo ikke det, der er problemet. Problemet er alle dem, der i hverdagen skal anvende paragraffen.
     Fru Sandy Brinck henviste til, at det hidtil ikke har givet nogen problemer med den terrorbestemmelse, der indtil nu har været i straffeloven. Men den handlede jo netop kun om danske forhold. Det, der giver problemer nu, er, at der findes mange lande i denne verden og mange bevægelser i de forskellige lande, og der er ikke mange i Danmark, der har overblik over disse forskellige lande og bevægelser: Falder de ind under terrorbestemmelsen eller ej?
     Vi mener fra Enhedslistens side, at man ikke kan overlade det til den enkelte bankmedarbejder, den enkelte tolder og den enkelte medarbejder ude i forskellige solidaritetsorganisationer at skulle tage stilling til den politiske vurdering af, hvad man fra dansk side opfatter som en terrororganisation, og hvad man ikke opfatter som terrororganisationer. Derfor er vi som politikere nødt til at tage det ansvar på os, at vi skal give nogle klare retningslinjer, så det bliver muligt for alle dem, der i praksis skal anvende denne bestemmelse, og det vil jeg gerne høre hvad Socialdemokratiets holdning er til.

Næste