Forrige

(Kort bemærkning). Sandy Brinck (S):
Jeg er faktisk ked af, at fru Anne Baastrup oplevede mit indlæg som firkantet. Jeg synes faktisk, at jeg både under selve indlægget og nu også i svarene har sagt, at det er en svær opgave, at vi gerne vil se på alt under udvalgsarbejdet, og at udvalget faktisk står over for en stor opgave, som vi alle sammen skal deltage konstruktivt i at løse.
     En af opgaverne er helt klart, som fru Anne Baastrup siger, at skabe yderligere klarhed over forsætbegrebet. På Retsudvalgets høring i går blev der nemlig sat nogle spørgsmålstegn ved noget, jeg i hvert fald ikke som lægperson havde fundet betænkeligt, og de spørgsmål vil vi forfølge under udvalgsarbejdet, forhåbentlig i god samklang med den øvrige del af udvalget.
     Jeg må sige lidt af det samme til hr. Søren Søndergaard. Der blev nævnt flere muligheder end blot Højesteret, der blev også nævnt en eller anden oplysningscentral, som skulle fortælle befolkningen, om man med sindsro kunne give penge til den ene eller den anden organisation. På den måde synes jeg, at hele Retsudvalget fik ganske mange ideer med fra høringen i går, og jeg tror ikke, det vil være klogt, at vi i dag lægger os fast på, om vi synes det ene eller det andet. Jeg synes tværtimod, at de oplysninger, vi fik i går, danner god baggrund for at stille nogle relevante spørgsmål og få inddraget dem i den øvrige udvalgsbehandling, så vi også fra Folketingets side forhåbentlig kan bidrage til, at der skabes klarhed dér, hvor der måske måtte være noget upræcist eller nogen uklarhed i dag.
     Det er en øvelse, som jeg tror dette lovforslag - til forskel fra så mange andre - stiller meget store krav om at vi alle sammen bidrager til, og fra Socialdemokratiets side er vi meget indstillet på det og er ikke skråsikre på nogen som helst måde. Det er en balance, og den balance håber vi meget, vi alle sammen kan finde i fællesskab, når vi har denne bundne, fælles opgave.

Næste