Forrige

(Kort bemærkning). Søren Søndergaard (EL):
Enhedslisten er meget indstillet på at skærpe kampen mod, straffen for, overvågningen af terrorisme og terrorister. Men for at kunne gøre det, kræver det én ting, nemlig en definition af, hvad terrorisme er, for hvis vi ikke starter med som udgangspunkt at spørge, hvad terrorisme egentlig er, hvordan afgrænser vi så, hvem det er, der skal straffes hårdere, og hvem det er, der skal overvåges?
     Hvis vi ser på den definition på terrorisme, som er lagt
i det forslag, der ligger her, er man bl.a. terrorist, hvis man destabiliserer eller ødelægger et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer. Men der er jo en række lande, hvor i hvert fald Enhedslisten går ind for, at man netop ødelægger landenes strukturer, ødelægger Iraks struktur, ødelægger Nordkoreas struktur, ødelægger Irans struktur, ødelægger strukturerne i alle mulige diktaturer. Derfor er mit spørgsmål til Venstre:
Er det ikke nødvendigt, at vi under det kommende udvalgsarbejde får en mere præcis definition af terrorisme, så det ikke rammer frihedskæmpere?

Næste