Forrige

(Kort bemærkning). Elisabeth Arnold (RV):
Jeg mistænker ikke domstolene for at være gummistempler, jeg mistænker ikke politiet for at være overfladiske, men jeg appellerer blot til partier, der normalt hylder den personlige frihed, boligens ukrænkelighed og privatlivets fred højt, om at sige, at her har vi et indgreb i den personlige frihed, i korrespondance, e-mails osv., hvor hemmelig ransagning er den mest indgribende handling, som politiet kan foretage over for den enkelte person. Og det er selvfølgelig personer, som ikke er dømt, men som i princippet er uskyldige.
     Derfor er det et indgreb, man skal omgås med stor varsomhed, og sådan vil jeg fortolke fru Birthe Rønn Hornbechs bemærkning. Derfor vil jeg gerne endnu en gang appellere både til fru Birthe Rønn Hornbech og til justitsministeren om at lytte til de indvendinger, der har været, og være med til at give os tid i Retsudvalget til at vurdere, om denne her bestemmelse i virkeligheden er lidt for vidtgående, eller om vi kan præcisere den yderligere for dermed at mindske gråzonen og mindske usikkerhedsfølelsen i befolkningen over, hvilke beføjelser politiet nu får.

Næste