Forrige

(Kort bemærkning). Line Barfod (EL):
Tak til ministeren. Jeg beklager, hvis det, jeg sagde om ikkespredning af masseødelæggelsesvåben, kunne misforstås. Jeg synes, det er meget fornuftigt, at man tager en dialog med erhvervslivet om, hvordan man kan sikre sig, hvor kriminaliseringen skal være henne, så man ikke rammer fornuftigt salg af fornuftige produkter.
     Det, jeg bare undrede mig over, er, hvorfor man ikke har gjort det samme på andre områder. Hvorfor man ikke har været inde og tage en dialog med alle de mange organisationer, der laver solidaritetsarbejde med bevægelser rundt om i verden, for at sikre sig, at der ikke er noget af det, som de foretager sig, og som vi synes er prisværdigt at give støtte til, der bliver ramt af denne her lovgivning. Og hvorfor man ikke, når vi går over til spørgsmålet om logning, altså en registrering, har taget en dialog med de forskellige virksomheder, der bliver ramt af det her.
     Jeg blev noget forvirret over ministerens indlæg, for som jeg hørte det, så startede ministeren med at sige, at det, der skulle være omfattet af logning, kun var de oplysninger, som teleselskaberne i forvejen logger.
     Senere forstod jeg ministeren sådan, at det her er en væsentlig nyskabelse. Der er en række nye oplysninger, der skal registreres. Jeg forstod også på eksperterne under høringen i går, at der er usikkerhed om, hvor vidtrækkende det her er.
     Skal enhver arbejdsgiver nu til at opfylde denne her registreringspligt om alle medarbejdernes afsendelse og modtagelse af e-mail? Skal ethvert boligselskab, der har en fælles internetforbindelse, til at foretage den her registrering og have 24-timers-beredskab?
     Det her er så væsentligt, at jeg mener, det er nødvendigt at få afklaret præcist, hvad det er, og ikke overlade det til en bekendtgørelse. Vi må som lovgivere tage det ansvar på os, at det er præciseret, hvilken omfattende registrering man vil i gang med, alene med det formål at politiet har en bedre mulighed for at efterforske.

Næste