Forrige

(Kort bemærkning). Anne Baastrup (SF):
Min kommentar til justitsministerens beskrivelse af mine problemer, SF's problemer, med udleveringsforslaget bliver jeg nødt til at komme med nu, for ellers virker det udadtil, som om jeg er idiot.
     Jeg er fuldstændig klar over, at det drejer sig om danske statsborgere. Hvis nu ministeren slår op på side 4 i lovforslaget, § 5, så står der i § 2, nr. 1: »... hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes ...«, der var mit eksempel Frankrig, og »... en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst
6 måneder.« Det gælder tyveri, sådan som jeg husker det. Så er der ikke nogen forældelsesfrist. Der er ikke i selve bestemmelsen her indlagt en forældelsesfrist. Det vil sige, at det pågældende tyveri kan være sket for 10 år siden, og man har boet i det pågældende land 2 år forud for, at man begår den strafbare handling. 10 år efter kommer der i øvrigt et enkelt brev fra den franske stat om, at nu skal man udleveres. Der er det, jeg spørger: Ligger det inden for rammeafgørelsen, at man kan lægge en forældelsesfrist ind? Hvis det er tilfældet, synes jeg, at vi skal gøre det. Hvis det ikke er tilfældet, synes jeg, at vi skal gøre det alligevel og så afprøve, om EU-landene ikke i øvrigt er enige.

Næste