Justitsministeren (Lene Espersen):
Ja, vi får jo i hvert fald nok også tid til at fortsætte
diskussionen i Retsudvalget, for der er jo, synes jeg, mange
områder, der i hvert fald ser ud, som om de kommer til at gå
igennem en meget, meget, meget grundig behandling.
Først til fru Line Barfod, og det var mest omkring
logningen. Det er fuldstændig korrekt, som fru Sandy Brinck
fremstiller det, også på fuldt dansk uden brug af engelske
ord - ud over logning, som vist godt nok er et engelsk ord -
at som noget nyt kommer internet også på.
Det, jeg forsøgte at sige i min første besvarelse, var,
at der er nogle, der har forsøgt at frembringe et billede af,
at det her drejer sig om, at telefonselskaber,
internetudbydere og andre skal til at opbevare alverdens ting
og sager. Det er ikke det, der er tale om. Der er stadig væk
kun tale om trafikken.
Men vi har netop for at imødekomme den kritik, der meget
nemt kunne komme fra de virksomheder, som er involveret i det
her i det daglige, indskrevet, at vi må i dialog med dem om,
hvordan vi gør det i praksis. Og grunden til, at jeg ikke
mener, det er særlig klogt at afvente, at vi her i
Folketinget gennem en grundig behandling indskriver præcist i
lovforslaget, hvordan vi rent teknisk gør det her, er, at det
her område udvikler sig simpelt hen utrolig stærkt.
Jeg tror, at det vil være at gøre os selv en
bjørnetjeneste, hvis vi endte i en situation, hvor vi binder
os op på tekniske definitioner i et lovforslag. Derfor er
lovforslaget udformet sådan, at vi siger: Det bliver vi nødt
til at gøre i samarbejde med virksomhederne selv, så vi
finder den bedst tænkelige tekniske løsning, og så der også
er mulighed for at ændre den undervejs, efterhånden som
teknikken giver mulighed for det. Det er en af de ting, som
forhåbentlig kommer tydeligere frem under udvalgsarbejdet.
Men det er de tanker, som regeringen har.
Til fru Anne Baastrup: Jeg har absolut stor tiltro til
fru Anne Baastrups intelligens og også læseevner, og derfor
vil jeg sige, at denne diskussion om forældelsesfristen rent
faktisk var det, jeg forsøgte at besvare. Reglerne er sådan,
at hvis det er i Frankrig, forbrydelsen er begået, så er det
Frankrigs forældelsesfrister, der gælder. Men det, jeg
forsøgte at sige, var, at vi er altid i vores gode ret til
fra dansk side at sige, at vi gør, som vi har lyst til, når
det gælder danske statsborgere, og naturligvis har den danske
statsborger også mulighed for at komme for en dansk domstol,
fuldstændig som reglerne er i dag. Dem bliver der ikke ændret
på.
Så jeg håber, at det er en præcisering af, hvad jeg
sagde i min første besvarelse af fru Anne Baastrups indlæg,
og jeg beklager, hvis det ikke fremgik så klart, som det
forhåbentlig gør nu.
Så til hr. Søren Søndergaard og den diskussion, der har
været omkring EU's rammeafgørelse. Den kan man mene utrolig
mange ting om, men én ting må jeg sige: EU's rammeafgørelse
og den diskussion, der har været af den, har af gode grunde,
fordi terrorangrebet fandt sted i en sommerferie, jo ikke i
starten været så meget til diskussion her i Folketinget. Men
Europaudvalget har altså været involveret i denne EU-sag fra
starten. Det har den tidligere regering gjort loyalt, og det
har vi videreført efter regeringsskiftet.
Så det her med at forsøge at give befolkningen et
indtryk af, at vi har været fuldstændig intetanende, er altså
ikke korrekt. Denne sag har været diskuteret i Folketingets
Europaudvalg, sådan som det sig hør og bør, og jeg vil sige,
at i de diskussioner, jeg erindrer fra Europaudvalget, har
der faktisk været en ret grundig diskussion om hele
processen, hele tilblivelsen og også den endelige udformning
af rammeafgørelsen. Og der mener jeg ikke, at man kan
kritisere hverken den nuværende eller den tidligere regering
for ikke at have gjort sit yderste for at holde Folketinget
orienteret; vi har fulgt de normale spilleregler, der er for,
hvordan tingene foregår på EU-plan. Det synes jeg altså der
er behov for at få præciseret her, for det kunne godt komme
til at lyde, som om tingene bare var foregået i det skjulte,
og det mener jeg faktisk ikke er tilfældet.
