Forrige

(Kort bemærkning). Birthe Rønn Hornbech (V):
Hvor meget er det, jeg har til at svare, 2 minutter?

Kl. 11.55

     Først vil jeg sige, at de her lamper lyser i alle regnbuens farver.
     Man må ikke gå i rette med Folketingets formand. Men med hensyn til, hvad der står heroppe, så stemmer det ikke med det, der står på lovforslaget, for der står meget klart, at der er tale om både straffeloven og retsplejeloven og konkurrence- og forbrugerforhold og våbenlov og udleveringslov. Det kan folk godt finde ud af. Så er der det med småtryk, man har sat op her af nemhedsgrunde, ikke? Så lad os nu ikke køre efter det.
     Jeg vil sige til hr. Søren Søndergaard: Det var ikke uvilje. Det er jo ikke nogen ny diskussion, hvornår det er en frihedskæmper, og hvornår det er en terrorist. Det tror jeg nok vi kan tackle.
     Jeg håber så også, det vil vise sig, at vi har den samme opfattelse af, hvad demokratiske værdier er, som jeg gjorde så meget ud af i min ordførertale, og som vi har gjort meget ud af at få præciseret i bemærkningerne, så hr. Søren Søndergaard ikke skulle have de problemer, som han synes at have i dag. Læs nu bemærkningerne! Vi taler om beskyttelse af demokratiske værdier, og det står i bemærkningerne.
     Vi tager gerne en diskussion i Retsudvalget om det igen, men vi begynder altså ikke at skrive hverken personer eller lande ind i lovteksten, kan jeg forsikre hr. Søren Søndergaard for, men har hr. Søren Søndergaard et bedre forslag til definitionen og til præcisering af bemærkningerne, så kom med dem i Retsudvalget. Lad os kigge på dem og se, om vi kan få dem indarbejdet i et betænkningsbidrag.
     Men vi ved jo godt, vil jeg sige til hr. Søren Søndergaard, at det her er også politik, og vi to har meget forskellige politiske udgangspunkter, lad os nu bare være ærlige om det.
     Med hensyn til spørgsmålet om at skille lovforslaget:
Jamen det har vi ikke nogen tanker om.
     Nu lyser den røde lampe igen om et øjeblik.

Næste