Justitsministeren (Lene Espersen):
Jeg tror, det var Socialdemokratiets ordfører, fru Sandy
Brinck, der sagde, at der er ingen, der under hverken første-
og andenbehandlingen har forsøgt at give indtryk af, at det
her forslag, som vi i dag behandler, er et ligetil forslag
eller et forslag, som ikke giver anledning til mange grundige
overvejelser.
Der er ingen tvivl om, at verdenssamfundet har skullet
finde en balance mellem at lave nye tiltag og sikre, at vi på
den ene side har tilstrækkeligt med redskaber og initiativer
klar til at bekæmpe terrorisme og på den anden side
selvfølgelig de hensyn, der er til de helt grundlæggende
rettigheder, herunder ikke mindst frihedsrettigheder osv. og
demokratiske rettigheder, som vi alle sammen kæmper for. Så
vanskeligt har det været.
Kl. 22.00
Men jeg synes faktisk også, at der er grund til at rose
Retsudvalget og Retsudvalgets medlemmer for en meget, meget
grundig behandling af det her forslag. Ud over høring,
gennemgang og et hav af spørgsmål har der været adskillige
tekniske gennemgange, og det har alt sammen været med det
formål, at vi havde de fleste spørgsmål så godt belyst som
overhovedet muligt forud for Folketingets endelige vedtagelse
af det her lovforslag.
Jeg deler faktisk fru Elisabeth Arnolds opfattelse og
meget ærlige tilkendegivelse af, at når det drejer sig om
terrorismedefinitionen, kan man kritisere den sønder og
sammen og sige, at den ikke er god nok, og man kan sige: Hvad
menes der med det ene og det andet? Men jeg mener faktisk
selv, at man er nået frem til et ganske hæderligt resultat.
Jeg har også noteret mig de samme bemærkninger som fru
Elisabeth Arnold, at der har været meget kritik af
bestemmelsen, men det har skortet meget på alternative
formuleringer. Dem har der ikke været mange af.
Til fru Anne Baastrup, der rejste spørgsmålet om
snifferovervågning og hensynet til medierne, vil jeg sige, at
det faktisk er noget, som jeg mener, at vi allerede ganske
dybtgående har besvaret. Det fremgår meget klart af den
kommenterede høringsoversigt på side 34. Der har vi en
besvarelse af lige præcis det spørgsmål, herunder at
proportionalitetsgrundsætningen, som antages at gælde ved
alle strafprocessuelle tvangsindgreb, også lovfæstes over for
dataaflæsning. Og det spørgsmål, som man så har skullet tage
stilling til, har været om indgreb over for medarbejdere ved
medierne. Skulle der i det tilfælde, hvor der skulle være et
indgreb, være et hensyn til informations- og ytringsfriheden?
Der synes jeg, det er væsentligt at få understreget her, at
afgørelsen af, om dataaflæsning udgør et uforholdsmæssigt
indgreb, er et spørgsmål, som vil blive afgjort af
domstolene.
Jeg vil også godt understrege over for fru Anne
Baastrup, at vi derfor heller ikke har fundet grundlag for i
den foreslåede bestemmelse i § 791 b om dataaflæsning eller i
reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden at indsætte en
henvisning til reglerne i retsplejelovens § 172 om
vidnefritagelse af hensyn til mediernes kildebeskyttelse. Det
er i den forbindelse afgørende, at der ikke ved dataaflæsning
eller telefonaflytning som ved indgreb i form af ransagning,
hvor politiet fysisk kan komme til stede, er mulighed for at
frasortere meddelelser eller lignende, som indeholder
oplysninger om forhold, som de pågældende efter § 172 er
fritaget for at afgive forklaring om som vidne i retten. Med
andre ord: Hvis man går ind og ser på en journalists
computer, kan man jo ikke på forhånd vide, hvor meget der er
journalistisk materiale, som ikke må komme til andres
kendskab, og hvor meget der skal være fuldt ud offentligt
tilgængeligt, og som er omfattet af de fuldstændig
almindelige regler. Derfor har det efter vores opfattelse
også været rigtigt selvfølgelig at lægge vægt på hensynet til
informations- og ytringsfriheden, men i sidste ende er det
domstolene, der må afgøre spørgsmålet.
Noget helt andet er, og det er også meget klart
understreget i høringssvaret, at efter vores opfattelse må
det anses for udelukket at etablere en dataaflæsning, en
telefonaflytning eller et andet indgreb i
meddelelseshemmeligheden over for en journalist med det sigte
at skaffe oplysning om forhold, som den pågældende efter
bestemmelserne i retsplejelovens § 172 er fritaget for at
afgive vidneforklaring om.
Så jeg føler faktisk, at vi har lavet den afgrænsning,
der var nødvendig, men jeg er glad for, at fru Anne Baastrup
rejser spørgsmålet, for jeg har også set i dag i et
Ritzautelegram, at spørgsmålet er kommet op endnu en gang i
forhold til dele af medierne.
Så spurgte fru Anne Baastrup til, hvordan situationen
var i de øvrige skandinaviske lande, Norge og Sverige, og
efter mine oplysninger har man i Sverige vedtaget denne her
del af terrorbekæmpelsen ved hjælp af et beslutningsforslag,
så det kører faktisk gennem den svenske Riksdag i denne
samling, hvorimod Norge har valgt den samme model som
Danmark, nemlig at fremsætte et lovforslag. Så det er altså
ikke sådan, at vi er fuldstændig alene ude i førerfeltet med
hensyn til at få gennemført de her bestemmelser. Også vores
skandinaviske kolleger er nået ganske langt.
Til fru Sandy Brinck vil jeg sige tak for de pæne ord.
Og så vil jeg også meget klart tilkendegive, ikke mindst
efter de mange tekniske drøftelser, vi har haft, at jeg
naturligvis vil holde mig strikt til - det fremgår også af
betænkningen - forud for udstedelsen af en bekendtgørelse om
det nærmere omfang af logningspligten at orientere
Folketingets Retsudvalg, og jeg vil også give udvalget
mulighed for at drøfte et udkast til bekendtgørelse, så
Retsudvalget er med i hele forløbet.
Kl. 22.05
Endelig vil jeg sige til fru Line Barfod, som var inde
på mange begrundelser for, hvorfor Enhedslisten ikke kan
støtte lovforslaget, at den definition, som fru Line Barfod
nu trods alt kommer med, altså et forsøg på at komme med et
alternativ til terrorismeparagraffen, kan vi ikke støtte, og
det fremgår også meget klart af besvarelsen af spørgsmål nr.
155, hvorfor vi ikke finder, at brug af begrebet
krigsforbrydelser vil være rigtigt i forhold til den opgave,
vi står over for.
Og det, jeg kort vil sige om det, er, at ordet
krigsforbrydelser jo bliver anvendt om forbrydelser, der
begås under væbnede konflikter, og som er reguleret i den
humanitære folkeret, særlig de fire Genèvekonventioner fra
1949 og tillægsprotokollerne af 1977, hvorimod EU's
rammeafgørelser om bekæmpelse af terrorisme udtrykkeligt ikke
tager sigte på at regulere sådanne handlinger, hvilket følger
direkte af præamblen, punkt 11, hvor følgende er anført:
»Denne rammeafgørelse fastsætter ikke regler for de
aktiviteter, væbnede styrker udfører under væbnede konflikter
som defineret i humanitær folkeret, og som er omfattet af
denne ret, eller for de aktiviteter, en medlemstats væbnede
styrker udfører som led i deres officielle funktioner, for så
vidt disse aktiviteter omfatter andre internationale
retsregler.«
Derudover vil jeg også tilføje, at en både direkte og
indirekte anvendelse af krigsforbrydelsesbegrebet vil rejse
en lang række andre spørgsmål, men selvfølgelig er
regeringens helt overordnede holdning også den, at vi har
brugt ganske lang tid på at få lavet den her
terrorismedefinition, og såfremt vi skulle begynde at ændre
i den, altså genoptage forhandlingerne i EU for at ændre den,
skulle vi nærmest starte forfra.
Det ser vi overhovedet ikke nogen som helst grund til.
Vi mener ganske som så mange andre ordførere her i dag, at
man er nået frem til et udmærket kompromis, et hæderligt
resultat. Der er ingen af os, der siger, at det her er
fuldstændig uproblematisk, men vi mener, at det, der
foreligger lige nu, er et resultat, som vi sagtens kan være
bekendt, og som er et resultat, der forhåbentlig vil medvirke
til, at det internationale samfund tager yderligere skridt i
retning af bekæmpelse af terrorisme.