Forrige

(Kort bemærkning). Line Barfod (EL):
Til fru Sandy Brinck vil jeg sige: Problemet er jo, at ofte vil de, der laver solidaritetsarbejde, godt være klar over, at de organisationer, de giver støtte, indimellem benytter ulovlige metoder. De kan lave noget hærværk. De kan lave nogle vejblokader og andet. Det kan betyde, at man så kommer ind under bestemmelsen om støtte til terrororganisationer. For definitionen på, hvad der er terrororganisationer, er udformet, så den handler om angreb mod magthaverne i stedet for at handle om angreb på civile.
      Det betyder jo, at nogle organisationer rundtomkring i verden, som også Socialdemokratiet mener det er vigtigt at støtte, også organisationer, som måske på et tidspunkt har benyttet terrorhandlinger, men som nu er ophørt med dem og har taget afstand fra dem, kommer ind under det.
      Vi har bl.a. hørt diskussionen om PKK, som i 3 år ikke har begået terrorhandlinger og har taget afstand fra terrorhandlinger, og som ønsker at forhandle om, hvordan kurderne kan få ret til at tale deres eget sprog. Ifølge regeringen skal de nu betragtes som terrorister. Det vil Socialdemokratiet altså være med til at støtte.

Næste