Forrige

Anne Baastrup (SF):
SF støtter ikke det her lovforslag. På baggrund af den debat, som vi har haft her i formiddag, tror jeg også, at begrundelsen er klar for Folketinget.

Kl. 10.45

     Noget af det, der er sket her, er, at Justitsministeriet
- med udgangspunkt i en meget forhastet beslutningsproces i EU, hvor man i løbet af 2½ måned fik gennemført den oprindelige EU-rammeafgørelse - i løbet af, jeg tror, det var 1½ måned, før valget udarbejdede et lovudkast om noget, der er så svært som at definere international terrorisme, og hvordan vi skal bekæmpe den via straffelovgivningen. Samtidig er man også gået til stregen i den her EU-rammeafgørelse, hvor man ikke har udnyttet de muligheder for at tænke sig om, afvente, hvordan de andre lande angreb det, fordi vi jo først - af hensyn til EU - skal have det gennemført inden 1. januar 2003. Det, der så er sket - og der kvitterer jeg for det meget fremragende samarbejde, vi har haft i Retsudvalget - er, at definitionen af terrorisme er blevet strammet ind. Det er vigtigt, at vi hele tiden får understreget det. Den er blevet strammet ind via det fælles betænkningsbidrag, der er lavet. Det er vigtigt, at der her fra talerstolen bliver sagt:
Den organisation, som beslutter sig for at samle ind til et humanitært formål som f.eks. en skole i Palæstina, skal ikke forvente at blive straffet efter straffelovens § 114 b. Det er vigtigt, at der bliver sagt den type ting her fra talerstolen, for det er et bidrag til fortolkningen fremover. Jeg er også helt sikker på, at de ændringer af straffelovens bestemmelser om ytringsfrihed ikke vil betyde, at der fremover bliver rejst sager efter det, ligesom der heller ikke er blevet tidligere. Og det er derfor meget vigtigt, at vi både i behandlingen i Retsudvalget, i de ting, der er lagt på nettet - hvor jeg i øvrigt også mener, at den rapport, som blev lavet på baggrund af høringen, ligger på nettet - i alle de ting skal bidrage til fortolkningen af, hvordan domstolene fremover skal definere både § 114 og især
§ 114 b. Alt i alt fastholder SF, at vi stemmer imod, men det er nu ikke så ringe et arbejde, der er blevet gjort, således at vi i hvert fald kan være sikre på, at domstolene har noget at arbejde med.

Næste