Forrige

(Kort bemærkning). Line Barfod (EL):
Jeg anerkender, at fru Elisabeth Arnold gerne vil leve op til vores internationale forpligtelser og FN-resolutionerne. Enhedslisten vil også meget gerne være med i FN's internationale arbejde mod terrorisme.
     Derfor vil jeg gerne høre fru Elisabeth Arnold, om ikke fru Elisabeth Arnold vil anerkende, at de forslag til definition på terrorisme, som Enhedslisten er fremkommet med, også lever op til FN's krav om terrorbekæmpelse.
     Enhedslistens forslag til definition, det, som vi har stillet som ændringsforslag, går ud på, at for terrorisme straffes den, som udøver krigsforbrydelser begået i fredstid. Det vil sige forsætlige angreb på civile, gidseltagning og drab på fanger, som er egnet til at skabe skræk og rædsel i en bredere kreds af befolkningen.
     Vil fru Elisabeth Arnold ikke anerkende, at det også lever op til FN's krav?

Næste