(Kort bemærkning).
Elisabeth Arnold (RV):
Jeg skal bringe en eventuel misforståelse ud af verden. Hvis
hr. Søren Søndergaard gerne vil høre den ros, jeg uddelte til
ham, én gang til, så vil jeg sige, at jeg anser hr. Søren
Søndergaard for at være en af de mest seriøse,
hårdtarbejdende og velbegavede personer i denne sal, også når
den var fuld - ikke når han var fuld.
Det er selvfølgelig nemt nok at sige, at blandt de få
medlemmer, der er til stede i salen i dag, er hr. Søren
Søndergaard en af de mest lysende begavelser. Jeg mener
faktisk også, at hr. Søren Søndergaard er det, når salen er
fuld, så det var en stor ros til hr. Søren Søndergaard og har
ikke noget at gøre med hr. Søren Søndergaards fysiske habitus
eller hans tilstand senere på dagen, eller hvornår det nu
måtte være, senere i weekenden foran skærmen måske, hvem ved.
Men til det seriøse spørgsmål om den definition, som
OSCE arbejder med. For mig at se er den store fordel ved den
definition, vi har beskrevet i betænkningsbidraget til L 35,
at det er en definition, som vi i hvert fald i en stor
landekreds er enige om. EU-landene er enige om den
definition, og det betyder altså noget for det internationale
retssamfund, at de aktiviteter, man vil forbyde støtte til,
de aktiviteter, vil man retsforfølge for, de aktiviteter, man
vil udlevere statsborgere til hinanden for, er aktiviteter,
man er enige om at betegne på en bestemt måde. Det nedsætter
selvfølgelig risikoen for misforståelser imellem landene, og
det mener vi er et ret stort fremskridt. Derfor holder vi os
til den.
Det udelukker ikke, at man kan prøve at blive enige om
andre definitioner på et senere tidspunkt, men nu er vi altså
ved et stoppested, hvor man kan sige, at nu er vi kommet så
langt, og det er vi fra radikal side tilfredse med.
