Forrige

(Kort bemærkning). Søren Søndergaard (EL):
To spørgsmål til ministeren: Jeg deler fuldstændig ministerens ønske om at komme terrorismen til livs. Ministeren mente, at det her var en god dag for det. Det kan man så diskutere, men jeg vil bare bede ministeren om at erkende, at den del af terrorismen, der hedder statsterrorisme, som jo er den mest omfattende del, det at stater myrder, dræber og torterer deres civilbefolkning eller andre civilbefolkninger, overhovedet ikke er omfattet af det her lovforslag.
     For det andet siger ministeren, at man ikke må blande tingene sammen, at det godt kan være, man nede i EU med Danmarks hjælp beslutter, at en organisation er en terrororganisation og derfor kommer på en terrorliste, men at det jo ikke er ensbetydende med, at de kan dømmes for noget i Danmark. Undskyld, hvorfor skal man ikke blande tingene sammen? Hvis Danmark synes, at en organisation er en terrororganisation nede i EU, synes vi det vel også i Danmark, og hvis en organisation, som Danmark har været med til at karakterisere som en terrororganisation i EU, bliver frikendt ved en dansk domstol, synes jeg, vi har et meget alvorligt problem.

Næste