Forrige

(Kort bemærkning). Birthe Skaarup (DF):
Nu har Socialdemokratiet det jo altid med at male en vis herre på væggen. Jeg synes, Socialdemokratiet skulle være glad for, at der kommer 1,5 mia. kr. til et sygehusvæsen, hvor tingene faktisk skranter.
     Om vi vil være med til at overføre bevillingen til næste år? Foreløbig har vi taget stilling til finansloven for år 2002, og vi synes, at såfremt der bliver mulighed for det og der er gode grunde til det, kan der da godt blive tale om måske at optimere sundhedsvæsenet også i den nye finanslov for år 2003.
     Med hensyn til de private sygehuse, som fru Lene Garsdal talte om: Jamen vi har ikke nogen problemer med de private sygehuse. Vi har ikke nogen problemer med, at vi, hvis det offentlige ikke kan klare ventelisterne, så går ind og bruger de private sygehuse. Det synes vi er til gavn for patienterne, og det er dem, vi sætter i centrum.
     Så til fru Line Barfod, der også har nogle bekymringer omkring det forebyggende arbejde: Vi har jo afsat en pulje på
35 mio. kr. i finansloven, og der kan man udmærket gå ind og kigge på det forebyggende arbejde. Men alt forebyggende arbejde falder jo ikke til jorden på grund af denne her finanslov, og netop puljen på de 35 mio. kr. skal vi ind og udmønte på et tidspunkt i nær fremtid.

Næste