Forrige

(Kort bemærkning). Birthe Skaarup (DF):
Nu er det jo sådan, at med de her forslag på 1,5 mia. kr. vil man først og fremmest sørge for, at det offentlige sygehusvæsen kan klare disse operationer. Hvis de ikke kan, så er det de private sygehuse, speciallægepraksis, udenlandske sygehuse, der kan gå ind i det her.
     Det er jo svært at sige, hvad fremtiden bringer. Om der bliver drænet personale? Det er ikke godt at vide. Men noget af det, vi gerne vil have, er jo, at der sker en meraktivitet, at personalet går ind og tager noget overarbejde i forhold til den udvidede aktivitet, der vil blive.
     Så vil jeg da også godt lige sige - jeg tror, det var fru Line Barfod, jeg ikke fik svaret omkring personalet, overenskomsterne - at der er jeg da vidende om, at Dansk Sygeplejeråd også går ind og kigger på, hvordan vi kan løse det her problem. Kan vi flytte nogle faggrænser? Der sidder et udvalg, som kommer med en rapport på et eller andet tidspunkt, og de har sikkert også nogle løsningsmodeller med hensyn til, hvorledes vi kan styre personale. For der mangler sundhedspersonale.
     Men vi har jo så også lige hørt, at i det danske sundhedsvæsen er der faktisk flere læger, end der er i de fleste andre landes sundhedsvæsener, og målt i forhold til produktiviteten er den faktisk mindre i Danmark; det er jo noget af det, vi skal gå ind og kigge på.
     Så til fru Lone Møller med hensyn til bevillingen i finansloven for år 2003. Jamen lad os nu se, hvordan denne her bevilling på de 1½ mia. kr. bliver udmøntet, hvordan ventelisterne kommer til at se ud. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Dansk Folkeparti vil ofre meget på, at vi får nedbragt ventelisterne. Hvis det handler om yderligere ressourcer til det danske sundhedsvæsen, er vi i hvert tilfælde klar til at gå med og tage et ansvar for, at der sker en opprioritering her.

Næste