Lene Garsdal (SF):
Det burde være godt, når en betrængt sektor får tilført flere
midler. Når begejstringen alligevel er behersket, skyldes det
de afledte konsekvenser, dette forslag får på det offentlige
sygehusvæsen.
Der tages med forslaget hul på et nyt styringsprincip i
sygehusvæsenet, nemlig »pengene følger patienten«. En
amtskommune kan nu ikke længere være sikker på, at der ikke
bruges flere penge i sundhedsvæsenet, end der er
skattedækning for.
Det lyder jo godt for en patient på venteliste, at hun
skal have behandlingen tilbudt et andet sted efter eget valg
og på amtets regning. Men er patienterne sikret behandling?
Er det ikke rigtig forstået, at hvis de private sygehusejere
ikke finder vilkårene for en aftale tilfredsstillende, så er
der ikke nogen aftale og dermed ikke et frit valg.
DRG-taksterne skal anvendes ved afregningen, kan jeg
forstå. Så vil jeg gerne spørge, om DRG afspejler de reelle
priser for de ydelser, det forventes, at de private sygehuse
skal klare.
I SF mener vi, at de private sygehuse skal have en
forpligtelse til at uddanne personale, de skal tage det
endelige ansvar for behandlingen, også når der sker fejl,
ligesom der skal være sikkerhed for, at patienterne er
forsikrede i samme grad som på de offentlige sygehuse. Er det
ikke sandt, at det er de elementer, der skal indgå i de
aftaler, som amterne skal lave med de private udbydere?
Så må vi forvente, at det her lovforslag bidrager til en
udbygning af de private hospitaler. Der vil derfor blive et
træk af hospitalspersonale fra det offentlige sygehusvæsen
til det private og så igen fra de perifere amter og til de
større sygehuse på grund af de få hospitalsansatte, der
findes. Det vil få store konsekvenser for hospitalstrukturen
i dette land. Det er vanskeligt at forstå, at et parti som
Venstre skulle ønske en sådan centralisering.
Så er der med forslaget her sat fokus på de kirurgiske
patienter, som er dem, der i overvejende grad står på
ventelisterne. Når ventelistepatienterne skal tilbydes
behandling efter 2 måneder, er det åbenbart, at de øvrige
patienter med dette forslag får dårligere vilkår for at få
behandling alene af den grund, at pengene kun kan bruges én
gang. Fire ud af fem medicinske patienter indlægges akut og
har derfor ikke mulighed for at blive behandlet ved denne
ordning.
Så er der den ekstra sum penge på knap 1½ mia. kr., som
sygehusvæsenet får tilført. Vi hørte jo under
finanslovforhandlingerne, at beløbet er et engangsbeløb for i
år. Beløbet udgør kun en brøkdel af de samlede
sygehusudgifter de næste 4 år. Det er altså ikke et svimlende
beløb, som én gang for alle kan løse behandlingsbehovet i
sygehusvæsenet.
Først skal sygehusene opfylde kommuneaftalen for i år,
der er indgået med den tidligere regering, og derefter skal
der præsteres ekstra af de aktiviteter, der indgår i
ordningen for at få del i pengene. Det er meget vanskeligt at
overskue det indviklede beregningssystem, der ligger i
bilagene. Her savner jeg i meget høj grad de høringssvar, som
kunne have lettet behandlingen af denne her sag. Jeg finder
det uhørt, at så væsentlig en ændring af sundhedsvæsenet skal
førstebehandles, inden vi får lejlighed til at læse
høringssvarene.
I SF er vi optaget af, at pengene anvendes bedst muligt
til gavn for patienterne. Vi har svært ved at se, om det
bliver tilfældet. Vil det f.eks. overhovedet blive muligt for
patienter på venteliste i et yderamt med for få ansatte
sundhedspersoner at få del i behandlingen på puljens penge i
år?
Kl. 17.55
Kan ministeren bekræfte, at selv om f.eks.
hoftebehandlinger opprioriteres på et givet sygehus, vil
patienterne kunne søge til et naboamt som led i frit valg til
de enkelte sygehuse, og dermed får hjemmeamtet ikke del i
pengene?
Til slut er der spørgsmålet, om kuren mod ventelisterne
overhovedet virker?
Sundhedsøkonomen Jakob Kjellberg fra Institut for
Sundhedsvæsen udtalte forleden til Information, og jeg
citerer:
»Vi ved faktisk ikke, om ventelisterne forsvinder. Det
kan være, at tilgangen af nye patienter bliver så stor, at
det ikke får nogen indvirkning på ventetiden.«
Set i lyset af finansloven, hvor det forebyggende
prioriteres ned, er det skræmmende perspektiver, at vi end
ikke har sikkerhed for, at de 1,5 mia. kr. har andet end
kortvarig effekt.
Så i SF så vi gerne en opprioritering af forebyggelsen
og de oversete ikkekirurgiske grupper af patienter. Vi finder
det naturligvis positivt, at sundhedsvæsenet tilføres ekstra
midler, men kan ikke støtte forslaget i sin nuværende form.